Egoisme, kærlighed, kontemplation

Foredrag af afdøde katolske præst Hubert Messerschmidt (1893-1979) - afholdt på Ledreborg i 1964.

Således bygger ægte kærlighed mellem to mennesker heller ikke på den glæde, de har af hinanden, men på personsforholdet mellem dem dvs. på det at lære hinanden stadig bedre at kende og således få mulighed for at give sig stadig mere til hinanden. At dette vil føre til ægteskabelig lykke er en tilgift til den, der har søgt den anden for hans egen eller hendes egen skyld. Men den er kun en tilgift. Svigter lykken ved den enes skyld, generalmobiliserer kærligheden viljen i den anden til at hjælpe ægtefællen tilbage til hans - eller hendes - sande jeg.

Kristne har fået to bud om næstekærlighed

Alle véd, men har måske ikke tænkt nærmere over det, at vi har fået to helt forskellige bud om kærlighed til hinanden. Det første lyder: »Du skal elske din næste som dig selv«. Det andet lyder derimod: »I skal elske hinanden, sådan som jeg har elsket jer«.

Det første er et gammelt bud. Det blev givet Israel i den gamle pagt (3. Mos. 19,18); men det er ikke gammelt i samme forstand, som pagten er gammel. Den er jo forældet og sat ud af kraft med troen på Jesus Kristus (2, Kor. 5,17 og Hebr. 8,13); det er kærlighedsbuddet derimod ikke. Tværtimod - det står stadig ved magt, siger Jesus (Math. 19,19; 22,39). Det andet bud er et nyt kærlighedsbud, siger Han (Jo. 13,34), og kalder det for SIT bud (Jo. 15, 12 og 17).

De to bud ligger i forlængelse af hinanden; det fremgår af ordskiftet mellem Jesus og en rabbiner: »Hvilket bud er det første af alle?« spørger rabbineren. Jesus svarer: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.« Rabbien svarer: »Rigtigt, mester ... at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv er mere end alle brænd- og slagtofre.« Da Jesus hører, at han svarer klogt, siger han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige« (Mk. 12,28-34). Jesus lader ham dermed forstå, at fordi han har forstået det gamle bud om kærlighed, er han moden til også at forstå det nye, idet det nye forudsætter og fuldender, hvad det gamle har lagt op til.

Forholdet mellem de to kærlighedsbud er det samme som mellem natur og nåde; nåden bygger på naturen og fuldender den. Det gamle bud, som blev givet lsrael, henvendte sig til det uforløste og kødelige menneske. Det nye derimod henvender sig til det forløste og åndelige menneske. Vi har derfor, i de to bud, to på hinanden følgende problemkomplekser. Det gamle bud: »Du skal elske din næste som dig selv«, svarer på spørgsmålet: hvordan kommer det uforløste og kødelige menneske ud af sin egoisme, så han finder vej til andre? Det nye bud: »I skal elske hinanden, sådan som jeg har elsket jer«, svarer derimod på spørgsmålet: hvordan kommer det forløste og åndelige menneske videre, så det kan lære at elske sin næste med Guds egen kærlighed til ham?

Lad os behandle disse to problemkomplekser, ét for ét.

Et nyt træk i egoismens ældgamle historie

Det gamle bud lader os forstå, at vor kærlighed til andre har sin rod og sit fundament i kærligheden til os selv. Man kan jo ikke elske andre som sig selv, hvis man ikke elsker sig selv. Men allerede her støder vi på det moderne menneskes første store problem; for kærlighed til sig selv, vil de fleste straks sige, er da altid og nødvendigvis det samme som egoisme dvs. at mennesket altid og nødvendigvis er lukket inde i sig selv og derfor ikke kan finde vejen fra sig selv til andre; menneskets selvkærlighed, og det vil altså sige dets egoisme, er som en enecelle, vi er spærret inde i og ikke kan komme ud af.

Det gamle kærlighedsbud viser os imidlertid, at dette ikke kan være rigtigt. Sand kærlighed til sig selv og egoisme kan ikke være det samme; for ifølge dette bud finder mennesket jo netop gennem kærligheden til sig selv ud til de andre. For at forstå forskellen mellem egoisme og selvkærlighed må vi derfor først gøre os klart, hvad egoisme er.

Egoisme kan gøre sig gældende på mange måder, men fælles for al egoisme er, at den kun interesserer sig for sine omgivelser, for så vidt de kan være én selv til gavn og glæde. Når egoisten f.eks. glæder sig over en smuk natur, så glæder han sig ikke kun enfoldigt over, at den er smuk, men han behager sig samtidig i sin sans for naturskønhed; og når han elsker at omgive sig med smukke ting, så er det ikke kun for at kunne vende tilbage til dem igen og igen for at glæde sig over dem, men så er det tillige, for at de kan vise ham selv og andre, at han er en mand af kultur, med sikker sans for, hvad der er smukt.

Sådan er egoistens holdning overfor alt og alle. Det træder tydeligst frem i hans forhold til andre mennesker. Tænk på den ambitiøse lærer, der udfordrer sine elever ved at pace dem frem til fine eksaminer, som kan tilfredsstille hans egen forfængelighed; eller forældre, der gør det samme med deres børn, eller arbejdsgivere, der kun interesserer sig for de ansattes ve og vel, for så vidt dette influerer på deres arbejdsindsats. Eller tænk på, hvor mange såkaldte venskaber og hvor megen selskabelighed der kun opretholdes, fordi man har en eller anden egoistisk interesse i hinanden.

Blandt egoisterne finder vi ikke blot den hårde, følelseskolde type, men også den medfølende, godgørende type. Denne egoismen viser sig ved, at den godgørende, bevidst eller ubevidst, er betaget af sine egne følelser, af sin egen rosværdige indsats. I virkeligheden er de andres behov og vanskeligheder bare et middel for ham til at udfolde sig selv som et godt og opofrende menneske, en kærkommen anledning til at folde sig ud, tit i religiøst kamoufleret egoisme.

Egoister har der altid eksisteret, og egoisme har altid vist sig i selvoptagethed under den ene eller anden form. Det karakteristiske for vor tid er derfor ikke egoismen som sådan, men dette at vor tids mennesker føler sig indespærret i deres egoisme og derfor heller ikke tror på muligheden af ren kærlighed til sig selv og ikke-egoistisk kærlighed til andre.

Dette er et helt nyt træk i egoismens ældgamle historie, som fortjener stor opmærksomhed. Det viser nemlig, at store kredse i den vestlige verden ikke mere véd, hvad sand kærlighed er, og derfor heller ikke kan tro på dens magt.

Det vil føre for vidt at begynde at analysere de mange forskellige faktorer, som har ført til denne udvikling; det mest talende vidnesbyrd om den er måske den del af skønlitteraturen, der fordyber sig i forholdet mellem mand og kvinde. Gennem det 18. og 19. århundrede kan man skridt for skridt følge en afsporing af kærligheden fra et ægte personsforhold til en lidenskab, der mere og mere reducerer den anden til et middel blot for sin egen lyst. Den forbudte lidenskab udenfor ægteskabet legaliserer sig selv som romantisk umoral. l oplysningsårhundredet dyrkes ikke blot fornuften for sin egen skyld, men også den rene følelse; de ulovligt elskende bliver som i Tristan og lsolde til helt og heltinde gennem forelskelsens ekstase, ja de bliver til de sande elskende gennem deres fælles død.

Kvinden reduceres til kønsvæsen, som kilde til mandens lidenskab og genstanden for den. Goethes Faust afslører, hvad dette nye syn på kærlighedens væsen indebærer: Faust elsker ikke Gretchen som den, hun er i sig selv, men føler som mand en djævelsk trang til at opleve sin magt til at bedåre og forføre en dejlig, uskyldig pige. Kærligheden er således degraderet til lystfølelse ved at opleve sin magt over kvinden, og hun er reduceret til at være midlet, der vækker og tilfredsstiller hans lyst.

At kvinden i vort århundrede har taget revanche ved nu på sin side at fange manden i sine garn, er for så vidt kun naturligt, men ændrer intet ved sagens kerne: at kærlighed ikke mere er en mands kærlighed til en bestemt kvinde og en kvindes kærlighed til en bestemt mand, men kærligheden er reduceret til en subjektiv oplevelse af forholdet hos begge parter. Man glæder sig ikke over den anden, men over den lystfølelse, som den anden sætter i gang hos en selv.
Denne lovprisning af kærligheden i litteraturen som den helt store oplevelse gik efterhånden borgerskabet i blodet. Begærligt tømte det de fint ciselerede bægre med den søde gift. Ganske vist drømte det gode borgerskab indtil videre ikke om at sætte sig ud over de gældende normer for velanstændighed. Men man blev lidt efter lidt helt fortrolig med den tanke, at den store kærlighed er at opleve lykken ved at tage den anden til indtægt for sig selv.

I 1870'erne var tiden moden til at høre konsekvensen af denne udvikling; nu udråbtes det højlydt fra tagene, at et kærlighedsforhold er etisk, sålænge det er en berigelse og oplevelse, mens det er uetisk at fortsætte, når det ikke mere i denne subjektive forstand betyder noget for den ene af parterne eller for dem begge to. Det er indlysende, at denne opfattelse af kærligheden er i strid med kærlighedens sande natur og derfor nødvendigvis skiller menneskene ad. Men det er også indlysende, at dynamikken i menneskenaturen gennem denne udvikling har fået en drejning ind i mennesket selv, så at det er låst inde.

Fordi dynamikken ledes ind i denne egoeentriske bevægelse, tager den magten fra mennesket og gør sig til herre over det; kærligheden forvanskes til en lidenskab i ordets snævreste forstand; den bliver en kraft, som mennesket lider under, fordi det er behersket af den. Men det vil sige, at lidenskaben har bemægtiget sig viljeslivet og derfor også har sat forstanden ud af spillet. Mennesket er nu ikke mere i stand til at bringe orden i sig selv og sine handlinger, og det er præcist dette, der er kernen i vort problem: der er opstået en radikal skilsmisse mellem erkendelsen og kærlighedslivet. Denne skilsmisse gør sig mere og mere gældende og træder klarere og klarere frem, ikke mindst i den opvoksende generation i dag.

Det er jo det, der er så karakteristisk og forskrækkende ved store dele af den yngste generation i dag, at de er hjælpeløst udleveret til ophidsende indtryk, til det stadige bombardement af sanseindtryk, som massemedierne og den tekniske udvikling stadig udsætter dem for, så at forstanden og dermed hele det åndelige liv på forhånd er afskåret fra at gøre sig gældende.

Problemets kerne er da dette: hele den åndelige-sjælelige-legemlige dynamik er blevet bøjet ind mod mennesket selv; viljeslivet er blevet voldtaget og forstanden sat ud af spillet, så at ånden ikke mere kan gøre sig gældende, så at mennesket ikke mere er herre i sit eget hus. Det er alene den psykofysiske oplevelse som sådan, man søger og overgiver sig til. Medmennesket er blevet reduceret til et middel, og mennesket selv er voldtaget af en naturkraft, som det står magtesløs overfor. Denne magtesløshed er i dag så udbredt at en, der ved mere end de fleste andre om forholdene i dag, har kunnet sige, at det er urealistisk at regne med menneskers evne og vilje til selvbeherskelse.

Kan mennesket elske sig selv og andre - uden egoisme?

Ja, for hvad vil det præcist sige, at fornuften er sat ud af spillet? Hvad er det for en funktion, den ikke mere kan udøve? Den kan ikke mere hjælpe mennesket til at se og ville sit eget bedste dvs. til at se og ville det, der gør mennesket til menneske. Det er i den ovenfor beskrevne tilstand simpelthen ikke mere muligt for mennesket at se og ville fastholde sit værd og sin værdighed som menneske. Udleveret til sine lyst- og ulystfølelser kan det ikke mere kultivere sin evne og vilje til virkeligt at elske. Men det er præcist heri, at menneskets sande kærlighed til sig selv består.

Forskellen mellem egoisme og kærlighed til sig selv består altså deri, at mens egoisten frivilligt degraderer sig selv, fordi det i første omgang er det nemmeste, vil den, der virkeligt elsker sig selv, værne om sine egne muligheder for at blive et rigtigt menneske, koste hvad det vil. Og det er præcist her, at det gamle kærlighedsbud sætter ind, At være rigtigt menneske vil jo sige at være menneskelig, men det vil sige at være medmenneskelig, altså også at ville værne om den andens evne og vilje til at elske.

Således belærer buddet os fra alle sider om den uløselige sammenhæng, der består imellem kærligheden til sig selv og kærligheden til andre. Derfor kan også kun sand kærlighed mellem mennesker sætte os på sporet af, hvad det vil sige at være et rigtigt og værdifuldt menneske. Og i samme grad mennesket gør denne erfaring, i samme grad mobiliserer denne erfaring forstands- og viljeslivet, fordi mennesket nu vil se og vurdere sit og andres liv, det liv, det selv og den anden (og de andre) er inde i.

Efterhånden begynder mennesket således, takket være sine åndsevner, at gøre sig selv klart, hvad der er værdifuldt i sig selv, hvad der kun er værdifuldt på grund af noget andet, hvad der er mindre værdifuldt og derfor kan og eventuelt må ofres til fordel for andet, der er mere værdifuldt. Kort og godt: mennesket begynder at interessere sig for sine omgivelser for at finde ud af den værdi, det har i sig selv og i forhold til andet.

Vi har her den første grundlæggende form for kontemplation og kontemplationens afgørende betydning for kærlighedslivet. Kontemplation - det at dvæle ved noget for at få et indtryk af det, især af dets skjulte muligheder - er jo både en funktion af en spirende kærlighed og en stadig kilde til ny og større kærlighed. Vi oplever denne form for kontemplation i dens mest elementære form hos børn og unge, når de første gang får øjet op for noget. Tænk på den nænsomhed og ømhed, som et barn kan lægge for dagen, når det første gang står med en fugl i hænderne eller når det får betroet omsorgen for lillebror eller lillesøster. Dette at få indblik i noget levendes funktioner og være betroet omsorgen for det, fylder barnet med kærlighed til det betroede, og kærligheden til det skærper dets blik for det, der her og nu er vigtigt, og det, der ikke er det. Sådan nærer kontemplationen kærligheden, og kærligheden nærer kontemplationen.

Det fortælles om Teilhard de Chardin, at han som 10-års dreng sad og betragtede en klump jern og med hver fiber i sin krop følte jordforbindelsen og samtidig naturmysteriet i det, han her holdt i sin hånd. Også her er der tale om intens oplevelse, og netop intensiteten er af allerstørste betydning for udviklingen af drengens kærlighedsliv, fordi den sætter ham i gang med at fordybe sig i en ting for at erkende dens væsen og skjulte kræfter. Spørger man: hvilken forskel er der på denne fordybelse og den intense oplevelse i egoistens livsnydelse, så skulle svaret fremgå af det, der er sagt indtil nu: egoisten er især optaget af sin oplevelse, mens den sande kærlighed er helt optaget af tingene og den værdi, de har i sig selv. Glæden og intensiteten i oplevelsen er der selvfølgelig også, men den er der som en tilgift, livet giver, den er ikke genstand for oplevelsen, den er ikke i focus; det er tingen - her jernet, som den 10-årige holder i sin hånd.
Således bygger ægte kærlighed mellem to mennesker heller ikke på den glæde, de har af hinanden, men på personsforholdet mellem dem dvs. på det at lære hinanden stadig bedre at kende og således få mulighed for at give sig stadig mere til hinanden. At dette vil føre til ægteskabelig lykke er en tilgift til den, der har søgt den anden for hans egen eller hendes egen skyld. Men den er kun en tilgift. Svigter lykken ved den enes skyld, generalmobiliserer kærligheden viljen i den anden til at hjælpe ægtefællen tilbage til hans - eller hendes - sande jeg.

Kan man nå højere end til uselvisk kærlighed?

Ordskiftet mellem Jesus og rabbineren om kærlighedsbuddet viser meget tydeligt, som allerede sagt, at Jesus har knyttet til det gamle kærlighedsbud: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv,« Men teksten viser også. hvorledes Jesus har brugt det gamle bud til gradvis at føre jøderne ind i en forberedende forståelse af det nye kærlighedsbud, som han helt til sidst ville give sine disciple, når han med sin lidelse, død og opstandelse havde skabt forudsætningerne for, at de kunne forstå og tilegne sig det. Lad os derfor analysere teksten Markus kapitel 12, vers 28-34.

Forinden havde Jesus haft en diskussion med saddukæerne om de dødes opstandelse. Den havde rabinneren fulgt med stor opmærksomhed, og pointen i Jesus argumentation gjorde indtryk på ham: »Gud har sagt om sig selv, at han er Abrahams, lsaks og Jakobs Gud - altså må patriarkerne leve endnu, selvom de er døde, for Gud er ikke dødes, men levendes Gud.

Rabbineren syntes, at det var et vældig godt svar, Jesus her havde givet. Han havde altså selv både kendskab og kærlighed til Guds ord i biblen, derfor tager han det straks til sig i ærbødighed og lydighed, da det åbner sig for ham.

Denne holdning over for Guds ord overfører han straks på Jesu person: en mand, der har en så klar og dyb forståelse af Skriften, må også i lys af denne kunne forsvare sig overfor den indvending, som hans modstandere kom med: at han satte sig i Guds sted. Åbent og tillidsfuldt indleder han derfor sit ordskifte med Jesus, idet han ikke som andre rabbinere spørger: »Hvem siger du, at du er?« men han stiller sig på biblens grund og spørger: »Hvilket er det første bud af alle?« Det er en ægte kontemplativ holdning: han vil forstå Jesus og derfor bedømme det nye, som han møder hos ham, i lys af Guds ord. Jesus forstår ham og svarer omgående med et citat fra 5. Mosebog: »Det første er: Hør lsrael! Herren, vor Gud, Herren er een!« (5. Mos. 6.4). Hermed har Jesus på den mest energiske måde afvist enhver berettigelse i den mistanke, at han skulle tilsidesætte Gud og kræve at blive æret på hans bekostning.

Derefter - men også først nu - følger det dobbelte kærlighedsbud fra Mosebøgerne: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv« (5. Mos. 6,5 og 3. Mos. 19,18). Og Jesus slutter denne bekendelse til Guds ord med en kraftig understregning af dette dobbelte kærlighedsbuds suveræne plads i loven: »Større end disse er intet andet bud!« (12,31).

Jesu svar er således formet med al mulig omhu for rabbineren, så han får, hvad han trænger til. Jesus gør ham ikke blot helt tryg i det meget væsentlige, han allerede har lært om kærligheden, men han opfylder selv buddet overfor rabbien: at elske Gud og sin næste; for rabbineren er med sin indstilling et sandt Guds barn, og derfor opfyldes Jesus af sin Faders store kærlighed til ham og hjælper ham skridt for skridt videre, nærmere ham.

Dermed vinder han også rabbineren for sig; for ved sin omsorg for ham kalder han både på hans kærlighed til Gud og han hjælper ham samtidig til at rette den mod sin person, der jo har mødt ham i Guds ord og givet ham et så godt svar (12,32-33a). At Jesus vinder ham for sig, vil ikke kun sige, at rabbineren kommer til at holde af Jesus, men også, at han bryder med sin hidtidige opfattelse af loven - den rabinerne gik ind for: at forholdet til Gud skulle kræve, at man overholdt alle lovens bud og forskrifter til punkt og prikke, selvom det gik ud over næstekærligheden (jvf. farisæernes anklage, når Jesus helbredte nogen på en sabbat). Fra at være farisæer i ordets dårlige betydning går rabbineren nu over til at blive en discipel af Jesus. Det ligger i hans svar til Jesus: »Ja, det at elske Gud og sin næste er ypperligere end alle brænd- og slagtofre« (12,33b). Derfor svarer Jesus: »Du er ikke langt fra Guds rige!« (12,34) - og Markus tilføjer for egen regning: »da han så, at rabbineren svarede med eftertanke«

Her fremhæves for anden gang betydningen af rabbinerens kontemplative holdning: i lys af Guds to bud om kærlighed overvejer han, hvor rigtigt Jesus har svaret. Denne overvejelse får ham til at elske Jesus og slutte sig til ham. Han er derfor ikke mere langt fra den sidste og afgørende erkendelse: at kærligheden til Jesus fører ind i et helt nyt livsfællesskab med Gud.

Som man vil se af denne analyse, viser teksten ikke blot, at Jesus udtrykkeligt har knyttet til det gamle kærlighedsbud, men den antyder også de forudsætninger, der er nødvendige for alle, for at vi kan føres ind i det nye. Det er jo ganske tydeligt, at rabbineren bringer en rigtig disposition:

1. Han er sandhedskærlig: han vil ikke lade sig bestemme af andres meninger om Jesus, men vil bedømme Jesus efter det, han selv siger og vil stå ved; hans sandhedskærlighed gælder altså Jesu Person.

2. Hans sandhedskærlighed overfor Jesu Person har sin kilde i hans ærbødighed for Guds ord og i hans oprigtige ønske at adlyde Gud i et og alt; hans holdning overfor Jesus er altså udsprunget af hans holdning over for Gud.

3. Hans holdning over for Gud er et helt igennem ægte du-jeg-forhold dvs. at han står åben og lærevillig overfor den levende Gud (jvf. Mk. 12,26-28), der til enhver tid kan belære menneskene om ting, som de indtil nu ikke har forstået. Han er med andre ord hverken fikseret til sin egen forståelse af Skriften eller til sin egen religiøse praksis: det er ikke sig selv, han forholder sig til, men Gud. Ved denne åbne og lærevillige holdning over for Gud - og derfor også over for mennesker, der øjensynlig har deres liv i Gud - adskiller denne rabbiner sig fra så mange andre af sine kolleger af farisæernes retning; de havde netop lagt sig fast på deres egen forståelse af loven og overholdelsen af den. I modsætning til denne rabbi reagerede de derfor heftigt på det nye og uventede, der kom fra Jesus, og denne reaktion fik dem til at hade ham; med sin fortolkning af loven tog Jesus jo deres selvsikkerhed fra dem og afslørede deres dårligt skjulte egoisme (Joh. 7,7) og manglende åbenhed over for Gud selv (Joh. 8,19-42).

Rabbineren var i kernen af sin person uskadt af den oplæring, han som farisæer havde fået, og det er præcist dette faktum, der gør, at Jesus kan få ham i tale.

Rabbinerens gode disposition består altså - for at sige det endnu engang - deri, at han er sandhedskærlig, at han er opfyldt af ærbødighed for Guds ord, og derfor også villig til at adlyde Gud i et og alt. Og alt dette er han, fordi han ikke er fikseret til sig selv, til sin egen forståelse og vilje, men åben og lydhør for det levende liv, han møder på sin vej, det være sig hos Gud eller mennesker.

Til denne medbragte gode disposition kommer nu noget helt nyt gennem mødet med Jesus:

1.Jesus modtager ham på en helt igennem personlig måde, idet han svarer præcist det, som rabbineren trænger til at høre her og nu for at blive hjulpet videre.

2. Denne kloge og kærlige imødekommenhed skaber straks den ønskede kontakt mellem dem.

3. Jesus bruger altså ikke blot rabbinerens medbragte gode disposition, men han bygger også videre på den, så at rabbineren ved mødet med jesus kommer til at tro på ham og derfor gerne vil lade sig belære af ham: han er ikke mere langt fra Guds rige efter dette møde med Jesus.

Sansen for personsforholdet er det springende punkt

I Jesu samtale med rabbineren har vi altså et konkret og autentisk eksempel på, hvordan »nåden« dvs. Jesus i sin nåde bygger på naturen dvs. på et helt personligt beredskab, som det gamle kærlighedsbud havde skabt i rabbineren, idet han gennem mødet med Jesus spontant forstår, at kærligheden til Gud og mennesker må gå fremfor alle de andre lovbud i den gamle pagt.

Samtidig er rabbineren et konkret eksempel på den kontemplative holdning, der uden at lade sig fiksere af nogen isme - intellektualisme, moralisme osv. - er personal dvs. åben for livet, således som det uventet kan træde ham imøde i en anden. Denne åbenhed får ham til at spørge, lytte og overveje, idet han som eneste rettesnor bruger lyset fra Guds ord, så at det bliver hans eget, helt personlige du-jeg-forhold til den levende Gud, der bliver afgørende for hans holdning til Jesus. Takket være denne kontemplative holdning er han en mand i vækst, i stand til at tage imod det nye og revolutionerende i Jesu lære og Person.

Denne personlige holdning og den dertil hørende villighed til stadigt opbrud er grundbetingelsen for åndelig udvikling og vækst. En etisk livsførelse er det derimod ikke i starten; den kan tværtimod godt være en alvorlig hindring. Det viser beretningen om Jesu besøg hos den rige farisæer Simon. Han forarges over, at Jesus lader sig salve af en offentlig skøge, Maria fra Magdala, og at han tilgiver hende hendes synder og sender hende bort med de opmuntrende ord: »Din tro har frelst dig, gå hjem med fred« (Luk. 7,36-50). Dette er nok for Simon til, at han er færdig med Jesus: når han kan forholde sig sådan over for en skøge, så er han bestemt ikke en profet.

Maria, skøgen fra Magdala, havde i sit nedværdigende liv fået mere end nok af kyniske egoisters misbrug af hendes krop og foragt for hendes værd og værdighed som menneske. Det havde skærpet hendes sans for og længsel efter et ægte personsforhold til andre mennesker. Mødet med jesus vækker i hende troen på, at der er mennesker, der er uselviske i deres kærlighed til andre, og denne tro vækker i hende anger og bodfærdighed og længslen efter at finde forståelse og tilgivelse hos Jesus. Simon derimod er gennem sit lovlydige liv blevet selvglad og selvretfærdig og derfor afstumpet og lukket inde i sig selv, så at han hverken kan se, hvad der foregår i skøgen eller i Jesus.

Eksemplet viser således, at kærlighed til Gud og mennesker ikke uden videre vokser frem af et »dydigt« liv. Det er en dybere liggende kvalitet i mennesket, der er bud efter: evnen og viljen til et ægte personsforhold.

Denne evne og vilje vokser heller ikke uden videre frem af en intellektuel indsigt. Også den må være administreret af et ægte du-jeg-forhold, hvis mennesket ikke skal låses inde i en gold og selvsikker bedreviden, der skiller det fra livet i andre mennesker og i Gud. Tag disiplenes vidt forskellige reaktion på Jesu første tale om den hellige eukaristi. Mange, der hidtil har fulgt Jesus, forarges over denne "hårde tale" og forlader ham, fordi de ikke forstår den. Andre disciple med Peter i spidsen har brugt deres forstand til at komme i et personligt forhold til Jesus. Helhedsindtrykket af hans Person har fyldt dem med en urokkelig tillid til ham og en brændende hengivenhed for ham. Da han derfor taler til dem om et mysterium, som heller ikke de forstår et muk af, så kan dette måske nok gøre dem lidt forknytte, især da de ser, at andre trækker sig tilbage fra Jesus af den grund, men det anfægter ikke deres tro på Jesus. Tilliden til ham er skænket dem én gang for alle og hviler derfor ikke mere på det, de har i sig selv, men på det, han har i sig. Som Peter udtrykker det på de andres vegne, da Jesus udfordrer deres reaktion: »Herre, til hvem skulle vi gå? Du har det evige livs ord, og vi har troet og erkendt, at du er Guds Hellige!« (Joh. 6,67-69). Meget har de endnu ikke fattet, men det er ikke mere det afgørende, fordi de er kommet til troens overbevisning om, hvem Jesus er.

Jesus accepterer deres trosbekendelse, men bemærker, at der er en af dem, der ikke deler den, som ikke kan træde ud af sig selv og overlade sig til Jesu Person, han er låst inde i sig selv og vil derfor kun følge sit eget hoved - det er egoisten Judas, der derfor endte som forræder.

Dette tredje eksempel viser altså, at også intelligens og menneskelig indsigt skal være henordnet til den personale holdning, og at det beredskab, der kræves til kærlighed, ikke er en række bestemte egenskaber og evner, så at et rigt udrustet menneske skulle have flere chancer i det åndelige liv end det småt begavede. Afgørende er ene og alene evnen og viljen til et ægte du-jeg-forhold. »Nåden« er altså ikke en overnaturlig glorie om et i forvejen udmærket menneske; den er heller ikke nye, usædvanlige evner til ditten og datten; den er det helt konkrete møde med Jesus og virkningerne i det rigtigt disponerede menneske af dette personlige møde, nemlig livsfællesskabet med ham. At dette så kan bære frugt i særlige gaver til gavn for andre er en anden side af sagen, som vi her ikke skal komme ind på.

Det, der hos Jesus virker overbevisende, dragende og overvældende er hans åbenlyse samhørighed med Faderen: at han har hele sit liv i ham, og at Faderen er med ham i et og alt (jvf. Peters ord: »Du er Guds Hellige«). Det virker overvældende på mennesker med den rette disposition, fordi det jo ligger i ethvert menneskes natur både at ville komme i det rigtige forhold til Gud og at komme ham stadig nærmere dvs. lære ham stadig bedre at kende som et personligt DU, at overlade sig til ham uden forbehold og at finde forløsning og frelse ved at forenes helt med ham. Anlægget til denne længsel har Gud skabt i ethvert menneskes natur. Menneskene er derfor, som Jesus siger om jøderne (Joh. 15,22), uden undskyldning for deres synd, når de ikke er disponeret til mødet med Jesus, og Faderen derfor ikke kan drage dem til ham (Joh. 6,44).

Det afgørende er altså, at mødet med Jesus får mennesket til at se, lytte og fornemme sig til hans forhold til Faderen. Heri består den kontemplative holdning, der nærer kærligheden og er aldeles nødvendig for dens videre vækst (jvf. 1. Joh. 1,1-4).

Den fuldkomne kærlighed - som vi alle er kaldet til

Indtil det øjeblik, da Jesus skulle skilles fra de tolv, havde han langsomt, men målbevidst givet dem en helt ny forståelse af det gamle kærlighedsbud. Han havde ikke kun talt til dem om dets altafgørende plads i forholdet til Gud og mennesker, men han havde opfyldt det for øjnene af dem. Han havde 1. vist dem, at kærligheden til Gud ikke fortrinsvis består i overholdelsen af skrevne bud og forordninger, men i at være lydig imod Faderen fra time til time og at lade sig føre af ham i allerpersonligste forstand; han havde 2. vist dem, at kærlighed til næsten ikke kun består i at elske den anden som sig selv, men at elske ham, sådan som Jesus på egen bekostning har elsket og taget sig af Israels fortabte børn.

Ved den sidste nadver var tiden derfor nu moden til at give apostlene det nye og endelige kærlighedsbud: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh. 13,34). Med andre ord: Jesus har knyttet dem til sig for at knytte dem til hinanden. Derfor tilføjer han: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh. 13,35). Jesus har altså villet gøre apostelkredsen til et kærlighedssamfund omkring sin Person.

Dette kærlighedssamfund skal bestå fremover, også når Jesus ikke mere færdes iblandt dem. Han indleder jo med at sige: "Mine børn, endnu en kort tid er jeg hos jer; I skal lede efter mig, og ligesom jeg har sagt til jøderne: »Hvor jeg går hen, kan I ikke komme«, således siger jeg nu også til jer...«, og så giver han dem kærlighedsbuddet. Senere siger Jesus, at han ikke vil efterlade dem faderløse (Joh. 14,18), men snart vil komme til dem (Joh. 16, 16), nemlig i Helligånden, der skal vejlede dem til hele sandheden (Joh. 16,13) om Gud Faders kærlighed til verden.

Det vil sige, at deres kærlighedssamfund kun kan bestå fremover, hvis Jesus stadig er iblandt dem i sin og Faderens hellige Ånd. Ligesom han altså indtil nu har holdt dem sammen ved sin kærlighed til dem, således vil han også gøre det i fremtiden, idet han i Helligånden vil vejlede dem til en stadig dybere erkendelse af den kærlighed, som består mellem Fader og Søn og også omfatter os. Jesus antyder dermed, at der ligger mere i det nye kærlighedsbud, end de indtil nu havde kunnet forstå (Joh. 16,12). De var jo endnu henvist til at forstå det i lys af deres hidtidige omgang med Jesus, men endnu havde de ikke oplevet hans lidelse, død og opstandelse; derfor kunne de endnu ikke »bære« hele sandheden, siger Jesus til dem.

Først da denne sidste afgørende åbenbaring havde fundet sted, åbnedes deres øjne for det fulde indhold af det nye bud. Thi da Jesus går til sin Fader, går det omsider op for dem, at Jesus er Gud selv, evig Søn af evig Fader. Dermed faldt der et helt nyt og hidtil uanet lys over det nye bud, for det, som apostlene havde oplevet, var jo så ikke blot Jesu offervillige omsorg for dem, men det var intet mindre end Gud Faders kærlighed til sin enbårne Søn og begges kærlighed til os faldne mennesker. Men det vil jo sige, at de var blevet øjen- og ørenvidner til den treenige Guds eget indre liv: at Gud selv er kærlighed i samme absolutte forstand, som han er den, han er (2. Mos. 3,14).

Intet menneske havde kunnet tænke sig til, at Gud er kærlighed i denne absolutte forstand. Vi mennesker kender jo kun til den kærlighed, der giver sig til en anden for at modtage af den anden. Men en sådan form for gensidighed kan der ikke være tale om mellem Gud og os. Han er fuldkommen lykkelig i sig selv og mangler intet, som vi kunne give ham. Derfor har han heller ikke ladet sig bevæge af nogen eller noget til at elske os. Grunden til hans kærlighed til os ligger udelukkende i ham selv. Derfor er hans kærlighed i bund og grund forskellig fra den kærlighed, vi kender fra os selv. Vor kærlighed er kun en meget fjern og bleg afglans af hans.

Det vil sige:

1. Guds kærlighed er totalt uselvisk: han giver udelukkende for at give.

2. Den er ud over alle grænser, for han giver ikke bare meget, men giver os sit allerbedste: sin egen enbårne Søn.

3. Hans kærlighed er også - og alligevel - en sand menneskelig kærlighed, for han giver os sin Søn for at sætte os i stand til at give i den samme kærlighedens Ånd.

Det er i denne helt ufattelige forstand, at vi skal elske hinanden, sådan som Jesus har elsket os. Så nu er det ikke længere vor rigtige kærlighed til os selv, altså vort oprigtige og aktive ønske om selv at være et værdifuldt medmenneske, der er kilden til og målestokken for vor kærlighed; men nu er det den korsfæstede Kristi frelsende kærlighed til os, der ville sikre os barnekår hos Faderen, som er kilden til og målestokken for vor kærlighed til hinanden.

Dette er det nye kærlighedsbud, som Jesus har opfyldt for os, for at også vi, i kraft af ham, må kunne opfylde det over for hinanden. Thi til denne kærlighed vil vi aldrig kunne arbejde os op; den kan vi kun, hjulpet af ham, åbne os for ved at fordybe os i HAM, der tilbyder os den. Derfor er kærlighed og kontemplation - og det vil her sige: fordybelse i Faderens og Sønnens kærlighed til hinanden og til os - uadskillelige, mens egoisten må gå sin egen vej - alene.