Den hellige universelle Kirke

Synderes kirke

Som hovedregel er det gennemsnitsmennesker og middelmådigheder, der har båret Guds sandhed og nåde gennem verden, for talenter er sjældne, og genier forekommer kun, når Gud kalder dem. Kirken har kun én eneste garanti fra Gud: at den aldrig skal fare vild i troens og etikkens sager; den har absolut ikke fået garanti for, at alle kirkeledelsens beslutninger og embedshandlinger skal bære præg af det fuldkomne.

Hvad er kirken? Den er det folk, som Gud samler i hele verden. Mange mennesker har tilsyneladende den opfattelse, at det drejer sig om en »bygning«, om en »institution«, om »præsterne« eller om »de særligt aktive«, og selv om alle disse dele hører med til begrebet kirke, viser den græske tekst i bibelen en meget videre betydning, idet den nøjagtige mening er »sammenkaldning« (ekkksia). Udtrykket, som de romanske lande har optaget i deres sprog, bliver brugt for at betegne det udvalgte jødiske folks forsamling i Guds nærvær, det folk, som af Gud blev kaldet til at være hans hellige folk. Ved at bruge det samme ord om sig selv viste den første menighed af Kristus-troende, at de opfattede sig selv som arvtagere til denne forsamling. I den »kalder« Gud sit folk »sammen« fra alle Jordens ender. På de nordiske sprog, tysk og engelsk er det et andet græsk ord (kyriak) der danner ophav til »kirke«, og det betyder: »den, som hører Herren til«.

Med de to oprindelige udtryk for øje, vil ordet kirke altså betyde det folk fra hele verden, som Gud kalder sammen til frelsen i Jesus Kristus. Denne definition afslører noget om det særlige ved det nye kristne Gudsfolk. Det er ikke - som hos jøderne, muslimerne og andre folkeslag - bestemt af grænser, racer, kultur, sprog eller nationalitet. »Her er ikke forskel på græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl og fri, men Kristus er alt og i alle« (Kol. 3:11). Man fødes heller ikke ind i dette folk. Det opstår ved, at Gud ved sin Ånd kalder mennesker, som frivilligt følger dette kald.

Gud skabte verden for at meddele sit guddommelige liv til alle mennesker, et samfund som virkeliggøres ved deres »sammenkaldning« i Kristus. Kirken er det folk, som Gud samler i hele verden - det universelle Gudsfolk. Det eksisterer i lokalkirkerne og virkeliggøres som en forsamling, der fejrer gudstjeneste sammen, fremfor alt i messen med den hellige kommunion. Det lever af Kristi ord og legeme og bliver selv Kristi legeme.

I trosbekendelsen lyder det: »Jeg tror på den hellige, katolske kirke« eller: »Jeg tror på en hellig, katolsk og apostolsk kirke«. Det er ordet hellig, som først falder i øjnene. Den hellige kirke! Man må da være blind, hvis man ikke kan se alt det uhellige ved den! lyder indvendingerne. Men med ordet hellig sigter kirken ikke til at være en forening af særligt fuldkomne mennesker. Det er ikke en kirke af helgener, men en hellig kirke, man bekender sig til. Hellighed er ikke noget, der kan skabes af mennesker, den udgår alene fra Gud. Man kan kun tale om en hellig kirke, fordi den er Guds værk, fordi Jesus Kristus fortsat er nærværende i den.

Alligevel lader dette ord til at vække den største modstand og forargelse; ikke så få siger af samme grund: Ja til Jesus — nej til kirken! Hovedindvendingen mod kirken lyder, at den i sin historie har forrådt Jesu oprindelige budskab. Jesus, siges det, var jo fattig og trådte ind til fordel for de fattige; kirken, derimod, er rig og samarbejder med de mægtige i denne verden og har svigtet de sociale spørgsmål. Jesus prædikede kærlighed, endog til sine fjender; men kirken er intolerant og har forfulgt sine modstandere med brutal grusomhed, hvad fremfor alt den spanske inkvisition viste, men som også korstogene var udtryk for. Jesus kaldte mennesker til at efterfølge sig og især til praktiske kærlighedsgerninger; kirken, derimod, forlanger lydighed over for ufejlbarlige dogmer. Jesus forholdt sig naturlig og åben over for kvinder; kirken, derimod, har nedværdiget kvinden og dæmoniseret sexualiteten. Den har ikke undt mennesker lykken i denne verden, men henvist dem til den hinsidige.

Hvad skal katolikker sige til et sådant synderegister, som givetvis ikke er komplet? De skal ikke dække over det eller forsøge at skjule noget. Netop kirken, der forkynder syndernes forladelse, kan i tiltro til Guds tilgivelse bekende sine egne synder, således som skiftende paver udtrykkeligt har bekendt på kirkens vegne.

Vi behøver altså ikke at benægte, at to tusinde års katolsk kirkehistorie har haft sine skyggesider. Så kan man vælge at vende sig bort fra kirken i farisæisk selvophøjethed. Men man kunne også mindes de mange lyse sider af denne kirkes historie: om martyrernes kirke, der ved åndens kraft modstod de mægtige herskeres undertrykkelse; om helgenernes kirke, der levede deres liv i heroisk næstekærlighed helt frem til vor tid med en moder Teresa og mange andre kanoniserede eller ubemærkede helgener; om de kærlighedsgerninger, som kirken har udøvet overalt og til alle tider, i dag fremfor alt over for de fattige i den tredje verden; om kirkens bidrag til freden såvel i middelalderen som i nutiden; om dens bidrag til anerkendelsen af den menneskelige persons enestående værdi, kvindens værdighed og samvittighedens frihed. Hvis man blot et øjeblik i tankerne fjerner kirken med dens utallige udtryksformer i arkitektur, litteratur, musik og kunst fra vor europæiske kultur — hvad blev der så i øvrigt tilbage af den? Man kan tænke sig den kristne, demokratiske og menneskeretlige impuls borte fra vor verden, og vi står midt i den rå japanske kapitalisme, det indiske kastesystem og det arabiske patriarkat.

Dermed er det vigtigste endda ikke blevet nævnt om kirken: den har fremfor alt holdt vagt om erindringen om Jesus Kristus. Uden kirken fandtes der intet evangelium og ingen hellig Skrift; uden den havde vi intet vidst om Gudmennesket og det håb, han har bragt os. Uden Den katolske Kirke ville menneskeheden have været »uden håb og uden Gud i verden« (Ef. 2:12).

Hverken ensidig polemik eller apologetik vil altså være retfærdig over for kirken. Men i sidste ende vil man ikke sådan kunne opregne lys- og skyggesiderne over for hinanden. Den sidste og afgørende dom, der fældes over kirken, kan for den kristne kun ske i troen. Ikke uden grund hedder det i trosbekendelsen: »Jeg tror på kirken«. Kirken er altså draget med ind i troen på frelsen i Jesus Kristus. Den tilhører i sidste ende troens virkelighed. Den troende bekender, at i den kirke, der udadtil er synlig og undertiden ret ynkelig at se på, en kirke, der er underlagt historiens begrænsning og syndens brudthed, dér er Guds ånd i arbejde.

Kirken er både menneskelig og guddommelig. At tage fejl og synde hører til den menneskelige del, og det angår først og fremmest det enkelte medlem af kirken, den enkelte døbte og troende. Kristus vil rigtignok det enkelte menneskes helliggørelse, men han sagde klart, at han var udsendt »ikke for at kalde retfærdige, men syndere.« Derfor blev han bebrejdet af sin tids fromme: »Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?«, hvortil han svarede: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge« (Mt. 9:11-13). Spørgsmålet er da i grunden: Skal kirken ikke følge hans egen anvisning? Har kirken lov til at handle anderledes end sin Mester? Skal netop kirken ikke kunne tåle sine svage led af bedragere, umoralske og kriminelle, selv om de skader dens anseelse nok så meget?

Gennem hele historien er Den katolske Kirke af nogle blevet kritiseret for at have strenge principper i tro og moral, af andre for at være for slap over for syndere, af nogle revset for at være for skrap til at fordømme synd og af andre for at være for blød til at tilgive synd —»katolikker kan jo bare gå til skrifte!« Den samme kritik er fortsat op til vor egen tid. Forfatteren G.K. Chesterton bemærkede engang, at der må være noget ganske særligt og enestående ved en institution, som altid bliver kritiseret, men hvor kritikerne tydeligvis fordømmer den af indbyrdes modstridende grunde. Dette var faktisk en af de sider ved Den katolske Kirke, der førte til Chestertons konversion.

Men hvorfor kan katolicismen ikke virkeliggøre sig fuldkommen rent i denne verden? Hvorfor har Gud tilladt så megen svaghed i sin kirke? Hvorfor denne tragiske spænding mellem vort forbillede, der jo er Kristus selv, og den virkelighed vi erfarer?

Den første kilde til denne spænding ligger i selve åbenbaringens væsen. Guds sandhed og nåde rækkes os i lerkar, som Paulus skriver: »Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud selv og ikke fra mennesker« (2 Kor. 4:7). Den Højestes åbenbaring er knyttet til det menneskelige som det ubetingede til det betingede; det uudsigelige og helt anderledes viser sig i synlige former og tegn. Her støder to virkeligheder sammen, som der aldrig kan sættes lighedstegn imellem, men som kun kan have et vist forhold af lighed indbyrdes, en analogi.

Ingen har jo set Gud; derfor kan vi kun fastholde og beskrive Gud gennem billeder og begreber, der hører den skabte verden til. Hvad vi så end kan fastslå om Gud, vil det aldrig blive noget udtømmende udsagn; det rummer sandhed, men ikke hele sandheden og har egentlig kun mening som retningsviser. Hele vor naturlige, menneskelige erkendelse af Gud står langt tilbage for selve hans væsen. Men heller ikke den overnaturlige Gudsåbenbaring, altså det som er hinsides den naturlige erkendelse, træder os i møde i sin oprindelige eksistens; atter sker formidlingen gennem menneskelige forestillinger og begreber, det være sig de sublimeste udtryk som »Guds søn«. Bibelen og dogmerne, i hvilke kirken har givet den overnaturlige virkelighed sin forståelige og normative udformning, fremstiller det absolutte; men de er ikke i sig selv det absolutte. De er ufuldkomne udtryk om Gud, fordi de ikke er udtømmende. Selv her gælder apostelordet: »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde« (1 Kor. 13:12).

Dertil kommer at de organer, der formidler troen, er mennesker, der er betingede af tid og sted. De mennesker i kirken, gennem hvilke Guds åbenbaring bliver forkyndt og udbredt her på jorden, er ud fra selve deres væsen indsnævrede af tidens skranker, ligesom de er bundet til en bestemt egenart af tankesæt, temperament og viljesliv. Hvor der er tale om mennesker, kan det simpelthen ikke være anderledes. Som hovedregel er det gennemsnitsmennesker og middelmådigheder, der har båret Guds sandhed og nåde gennem verden, for talenter er sjældne, og genier forekommer kun, når Gud kalder dem. Kirken har kun &I eneste garanti fra Gud: at den aldrig skal fare vild i troens og etikkens sager; den har absolut ikke fået garanti for, at alle kirkeledelsens beslutninger og embedshandlinger skal bære præg af det fuldkomne — også her er muligheden åben for det middelmådige og mangelfulde.

Har det nogensinde været anderledes? Nej, ikke engang hos Jesu disciple. Det, der gjorde deres forhold til Mesteren så tragisk: deres svigten og manglende evne til at opsamle alle de stråler af lys, der udgik fra ham, i deres lille spejl og at omsætte dem i liv og kraft — det har gentaget sig i kirken gennem alle århundreder. Men her gælder det atter: »Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme ... for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud« (1 Kor. 1:27-29).

Måske begynder vi at forstå, at kirkens ydre svaghed ligefrem kan være et led i Guds store frelsesplan? Kristus har forudsagt, at kirkens fuldendelse i herlighed først vil vise sig ved tidernes ende, og at nutidskirken derfor skal være ufuldendt, ufærdig og ufuldkommen lige indtil Menneskesønnens genkomst. Fra begyndelsen skildrer han os Himmeriget som en kornmark, hvor der ved siden af hveden vokser ukrudt, og som et fiskenet, hvori der ved siden af gode fisk også er dårlige fisk; de to slags skal forblive sammen indtil dommedag, og mennesker skal ikke påbegynde sorteringsarbejdet forinden (Mt. 13:24-30; 47-52). Kristus advarer disciplene mod at forlange de øverste pladser i Guds rige for sig selv, og heri giver han os et indblik i de jordiske kirkelederes indbyrdes stridigheder og jalousi (Mk. 10:35-45). Og når han tegner billedet af »husholderen«, der gav sig til at »slå karlene og pigerne og at spise og drikke, så han bliver beruset« (Lk. 12:35-48), leder det tanken hen på de »husholdere« i Guds rige, der som Peters efterfølgere er betroet Himmeriges nøgler, men som på visse tidspunkter i historien nedværdigede denne magt dybt. Af sådanne steder fremgår det, at Kristus direkte advarer os mod at forvente, at kirken allerede i denne verden skal være uden plet og rynke.

Således har Den katolske Kirke også fra begyndelsen af afvist den misforståelse, at kun »de rene« og fuldkomne hører med til kirkens sande menighed. »De rene« hedder på græsk katharoi, hvoraf ordet kætter er afledt. Tidligere i historien betegnede kirken dem som kættere, der kun ville have en menighed af »de rene«, og som skilte sig ud fra kirkens fællesskab, fordi de opfattede sig som bedre troende og mere moralske end andre. Utallige protestantiske kættere og sekter (af latin secare: skille sig ud) har i tidens løb valgt at rive sig løs og udskille sig fra den katolske moderkirke med dens, efter deres opfattelse, for svagt troende og for syndige medlemmer, hvorpå de dannede deres egne, mere fromme og moralske menigheder, indtil nye udspaltninger herfra igen så dagens lys. En sådan masseudvikling af sekter har i nyere tid særlig kendetegnet den såkaldte pinsebevægelse overalt i verden, ikke mindst i Amerika.

Spørger vi om den dybeste grund til, at kirken »hernede«, som Augustin kalder den, ikke vil nå en fejlfrihed og skønhed som kirken »deroppe«, så længe den nuværende verden består, og hvorfor vi kun får lov til at se frem til herlighedskirken ved tidernes ende, ja så åbner der sig her et mysterium, som vi aldrig totalt vil være i stand til at afsløre. Men måske aner vi lidt af det: at Gud ikke stiftede kirken som noget fra begyndelsen fuldendt, men som noget ufuldstændigt, der lader plads åben for, at vi skal bygge videre på den. Gud har ønsket en kirke, der til stadighed erkender sit behov for renselse og bod og en kirke, hvor de troendes eget liv i bøn og kærlighed vil føre den frem mod modning og fuldendelse.

Men også fordi Gud er nådig, tillader han så megen svaghed i kirken hernede. Kristus påtog sig, da han blev menneske, en rystende selvfornedrelse, en aflæggelse af sine guddomsegenskaber, idet Guds søn trådte ind i det betingede, det menneskelige, i sin konkrete skikkelse, i tidens og rummets begrænsethed, og i en forfærdende gennemlevelse af alt, hvad der kan hænde et menneske — lige fra krybben til korset. På samme måde har hans »legeme«, kirken, ved sin indgang i historien med dens skiftende gang nødvendigvis også måttet gennemgå en fornedrelse, en aflæggelse af sit sande jeg, så den kun har været i stand til at genspejle det vidunderlige Gudsriges herlighed på en højst indirekte, ufuldkommen måde, ligesom et sløvet prismes brudte stråler fra den store lyskilde. Vi tør vove den påstand, som Karl Adam anfører, at det var for vor skyld og til vor frelse, at kirken, denne mystiske Kristus, tog så megen svaghed på sig; for hvordan skulle vi, der er syndere og bundet til et dødeligt legeme, som altid snubler og fejler, og som aldrig bliver fuldkomne, hvordan skulle vi kunne eksistere selv blot for et øjeblik i det lys, der udgår fra Den Hellige selv? Ville ikke netop hans fuldkommenhed og skønhed blive en forargelse for os, en dom over vort liv? Nej, for vor frelses skyld har vi brug for en kirke, for en moder, der, hvor vidunderlig hun end er i sit væsens mysterium, dog aldrig viger sky tilbage, når vi berører hende med vore snavsede barnehænder. Vi har brug for en fattig moder, fordi vi selv er fattige. Og var vi blændet af den jordiske kirkes hellighed, ville vi måske finde på at dyrke den selv som en afgud, ligesom apostlen Peter måtte forsvare sig: »Jeg er selv kun et menneske!« (Ap.Ger. 10:26).

Så lyser Guds godhed og nåde os i møde fra de ufuldkommenheder, vi må beklage hos kirkens medlemmer. At den hellige universelle kirke, det sammenkaldte Gudsfolk, er en kirke af syndere, giver os jo hver især den store opmuntring: Så kan den også være min kirke!

Lad os slutte med Karl Adam:

»Så elsker vi da vor kirke, trods — nej netop på grund af — dens uanselige ydre fremtræden. En katolik siger ja til kirken, sådan som den er; for sådan som den er, er den en åbenbaring af Guds hellighed, retfærdighed og godhed. En katolik forlanger ingen kirke for æstetikere, ingen borg for den hellige gral her på jorden; selv om hans moder er blevet støvet af den lange vandring, og selv om hendes ansigt er furet af nød og bekymring — er hun dog hans moder! I hendes hjerte flammer den gamle kærlighed; af hendes øjne stråler den gamle tro; hendes hånd uddeler stadig den gamle velsignelse. Hvad ville Himlen være uden Gud? Hvad ville jorden være uden hans kirke?

Jeg tror på en hellig, katolsk og apostolisk kirke!«

***

Kilde:
Niels Arbøl
Den lykkelige forening
Queenswood, 1998