Det bibelske menneskesyn – skabelse og nyskabelse i Gl. Testamente

Måske er 80'ernes økonomiske krise og voksende skepsis over for den teknologiske udvikling ved at modne os til nu at lukke op for hele denne rigdom. Det er næsten for beskedent at tale om menneskets identitetskrise i dag. Situationen er langt mere radikal. Nu kæmper mennesket for sin eksistens, både fysisk og åndeligt. Den pluralisme, vi har været så glade for, i livssyn og livsudfoldelse, har vist sig at være som et Janus-hoved. Nu viser det andet ansigt sig, i form af splittelse og ensomhed. Det er som om øget kommunikation og voksende isolation følges ad.

I kølvandet på 60'ernes ungdomsoprør med dets blanding af politisk-socialt opbrud og individualistisk frigørelse fulgte også en række nyreligiøse bevægelser, endog en Jesus-bølge. En subkultur, kunne man næsten sige det var, under den etablerede ateismes kulturelle overflade. Det var tomrummet efter 50'ernes sociale og politiske konformisme, der skulle fyldes ud. Besættelsestidens prøvelser og erfaringer var allerede historie. Og kampen for materiel og social status kunne ikke være hele livets mening.

Evangeliernes Jesus genopstod — i tidens tøj naturligvis, dvs. i tidens trang til social-politisk forløsning og sans for idoler. Sådan blev Jesus atter engang en politisk Messias — og superstar.

Tidens trang skal ikke underkendes, tværtimod. Den er en skrift på væggen, et tidens tegn. Men det er med det som med andre tidens tegn: de skal sammenholdes og tydes i en større og dybere sammenhæng, hvis der skal blive tale om mere end et modelune.

Blandt andre tidens tegn kan i denne forbindelse nævnes den moderne stat Israel, som er blevet et brændpunkt i det storpolitiske spil. Sympatien samlede sig herhjemme, i første fase i hvert fald, om det fredløse folk, der risikerede at blive drevet ud i havet og udslettet af sine naboer. Man havde endnu den 2. Verdenskrigs holocaust på jøderne i erindring og den humanitære hjælp, som også den danske modstandsbevægelse ydede til deres beskyttelse. Måske var også lidt af skolernes og hjemmenes bibellæsning endnu virksom: Var det ikke som at genopleve kampen mellem David og Goliat? Og fik man ikke, ved udsigten til at jødefolket kunne udslettes, en smertelig fornemmelse af, at noget grundlæggende i vor egen kulturkreds stod i fare for at gå tabt?

Herhjemme har den yngre generation vist sin sympati for jødefolket ved at tage i kibbutz i Israel. For nogle sikkert kun et nyt og spændende feriemål; for andre en dragelse mod den pionerånd, med socialistiske undertoner, der omgærder en ung nation, der må kæmpe for sin overlevelse. Den kristne turist, der har valfartet til det hellige land, har desuden kunnet opleve, hvordan israelske rejseledere, troende og ikke-troende jøder, refererer til Gamle Testamente som vi andre til vores Danmarkshistorie: her har jeg rod, herfra min verden går! Her har også det moderne menneske kunnet genfinde den nødvendige, omend belastede forbindelse mellem politik og religion.

Har disse forskellige indtryk fornyet interessen for Gamle Testamente her hos os? Knap nok, tror jeg. Israels forhistorie har nok forekommet de fleste temmelig fjern og utilgængelig, og selv om bibelhistorie har holdt sig nogle steder som et elsket fag for småbørn, kan man vel rejse tvivl om dens betydning for dem som Guds ord, Guds aktuelle tale til os.

I 70'erne gik det derfor mig, som det er gået andre, der har arbejdet med Gamle Testamente, at vi gik stille med dørene med de erkendelser, det gav. Men vi drømte ikke om at give slip på dem. Det lod sig heller ikke gøre. Sandheder er jo i virkeligheden uudryddelige. Man kan protestere imod dem, gøre oprør måske, hvis man er anderledes sindet, men engang erkendt indtager de deres plads i bevidstheden og fortsætter med at virke i kraft af sig selv. Sådan blev man i Gamle Testamente præsenteret for et både organisk og dynamisk menneskesyn, som lukkede mange døre op, i det personlige liv så vel som i den moderne verden.

I Åbenbaringens 2000-årige historie er det gamle Gudsfolks skæbne blevet et skoleeksempel på, hvordan historien forstås som en creatio continua, et fortsat skaberværk. Her møder vi det konkrete menneske på godt og ondt, med ganske den samme problematik som i dag — omend under andre himmelstrøg og historiske omstændigheder. Og som vi råber i skoven, får vi svar. Guds forsyn og verdensstyrelse bliver nærværende gennem profeterne, også den guddommelige pædagogik, hvormed han handler med os mennesker, dengang som nu.

Måske er 80'ernes økonomiske krise og voksende skepsis over for den teknologiske udvikling ved at modne os til nu at lukke op for hele denne rigdom. Det er næsten for beskedent at tale om menneskets identitetskrise i dag. Situationen er langt mere radikal. Nu kæmper mennesket for sin eksistens, både fysisk og åndeligt. Den pluralisme, vi har været så glade for, i livssyn og livsudfoldelse, har vist sig at være som et Janus-hoved. Nu viser det andet ansigt sig, i form af splittelse og ensomhed. Det er som om øget kommunikation og voksende isolation følges ad.

Hvordan får vi de mange løse ender bundet sammen igen? Hvordan finder det moderne menneske igen enheden i tilværelsen og sit eget midtpunkt — i et menneskefællesskab, der tenderer mod at blive globalt? Hvordan opdager vi igen den guddommelige pædagogik i begivenhederne, så vi får fodfæste og lader os forme og drive i vejret i en organisk vækst? Måske er dette det moderne menneskes dybeste nød, at det ikke mere kan læse indenad i sit eget livs begivenheder og ikke mere kender sine egne muligheder og mål? Men omsluttet af "det, vi kalder tilfældighedernes spil, vor egen skæbne, bliver det mere og mere nødvendigt for os at vende den — og det verdensborgerskab, der også omslutter os — fra en trussel til en forjættelse for fremtiden.

Denne bog tegner sig for troen på forjættelsen. Den giver ingen illusioner om, at vejen er let; men den giver både løfter om og erfaringer for, at den er farbar og værd at følge. For den kristne drejer det sig om frelsens vej, simpelthen. Løfterne er Guds løfter til sit folk, nu som dengang, og erfaringerne stammer fra den lille rest i Israel, som takket være Jesus Kristus gik ind i tidens fylde.

Bogen læses uden tvivl bedst i små afsnit — hvad enten man vil bruge den til personlig bibellæsning og meditation eller i et studiekredsarbejde sammen med andre. Fr. Buhls oversættelse af Gamle Testamente har ligget til grund for de anførte bibelcitater; således bruges også navnet Jahve der hvor den hebræiske tekst nævner Gud ved dette navn. De forskellige navne for Gud sammenfatter jo næsten programmatisk etaperne i udviklingen af gudsforholdet. Årstallene i Israels historie, som varierer lidt i de forskellige kilder, er rettet ind efter tidstavlerne i Jerusalem-bibelens franske udgave fra 1974 og den tyske økumeniske Enheds-bibel fra 1980 (jfr. tidstavlen bag i denne bog).

Man kommer ikke uden om Gamle Testamente, hvis man vil forstå Ny Testamente og have fat på Evangeliets budskab til os i dag. Det er hele spørgsmålet om man vil danne sig en gud i sit eget billede eller lade sig skabe og nyskabe i hans! Er det det sidste, man vil, da må man træde ind i Åbenbaringens livsrum, slå følge med hans folk og deltage i dets dialog med Gud for at kunne fortsætte den i sit eget liv. Først i denne sammenhæng kan man i tidens stemme opfatte Guds røst (vox temporis — vox Dei). Først da bliver det muligt at læse indenad i begivenhederne og tage det medansvar op, som vore stamforældre blev kaldet til i tidernes morgen. At træde ind i denne Gudsfolkets vandring, det er at træde ind i hele menneskeslægtens liv der, hvor det er kommet klarest til bevidsthed og har opnået svar på sine spørgsmål fra historiens Skaber og Herre — svar, som intet menneske selv har kunnet tænke sig til. Det er at modtage åbenbaring fra Gud (jfr. 5.Mos 4,32-40).

Åbenbaringen når os gennem Gudsfolkets levende tradition og nedskrift af sit liv med Gud i det, vi kalder for Den hellige Skrift. Det er som med en slægtstradition, der fortsætter i familiens erindring og liv, støttet af breve og dokumenter. Her drejer det sig om en hellig historie, som både Gud og hans folk er ophav til.

At læse indenad i denne historie, så man forstår dens betydning, det kræver både indsigt og tro. I samspillet mellem de bibelske forfattere og Helligåndens inspiration bliver det klart at den guddommelige Forfatter har brugt sine menneskelige redskaber helt ud, uden på nogen måde at beskære deres forfatterpersonligheder og kulturelle baggrund. Hele dette menneske-materiale har tværtimod givet Guds ord det fodfæste i vor verden, som vi behøver for at også vi kan opfatte det og integrere det i vort liv. Guds ord er blevet kød i bibelordet, kan man sige. Det har taget skikkelse i menneskeord, som vi har mulighed for at forstå og tilegne os. Der er tale om en lang, fortsat inkarnationsproces, først i ordet, så i os. Det går både guddommeligt og menneskeligt til i den fremadskridende udvikling af Guds folk.

Takket være den guddommelige pædagogik udkrystalliserer åbenbaringshistorien skridt for skridt de guddommelige intentioner med menneskeslægten, den skaber- og frelsesplan, som får sin endelige tydning og betydning af Jesus Kristus. Han er Guds Ord i eminent forstand.

Også i den profane historie taler man om udvikling, fremskridt. Så ofte dette fremskridt er mere end forandring, så ofte der er tale om en fornyelse, en vækst, i det enkelte menneskes liv så vel som i folkenes fælles liv, står vi over for en nyskabelse fra Guds side, den creatio continua, som åbenbaringshistorien demonstrerer for os og kalder os til at gå ind i som Guds folk.

Her gælder det både om at lade sig oplyse og selv gå i støbeskeen for at forstå. Indsigt er for hebræeren langt mere end intellektuel erkendelse. Det er visdom dvs. en hjertets grebethed af virkeligheden i alle dens dimensioner. Ikke blot en følelsesbetonet grebethed (det ville være en ny spaltning), men en grebethed, hvor hele sjælen er med i tænkningen og former den ud af sit eget væsen.

I denne proces kan et historisk-litterært arbejde med bibelteksterne, for så vidt de er menneskers værk, ikke undværes — så lidt som troens sans for Gud og hans plan med menneskeslægten. Troen gør seende, vantroen blind. At modtage åbenbaring fra Gud, det er at åbne alle sine menneskekræfter for ham, for at spænde dem for hans vogn og tjene ham i det fortsatte skaberværk.

Det er klart, at det kan man ikke bare studere sig til eller sidde i sit lønkammer og selv meditere sig frem til. Her må man gå ind i Gudsfolkets liv for at vandre med det gennem tiden og verden.

Da jeg som ung protestant meldte mig til undervisning hos en katolsk præst, havde jeg læst Bibelen en første gang fra a til z. Det var ikke let. Skønt jeg læste, ikke for studiets skyld, men for livets (non scholæ, sed vitæ..) — så måtte jeg dog gøre den fortsatte Skriftlæsning til et led i mit studieprogram for at være sikker på at gennemføre den. Evangelierne gav sig af sig selv, syntes jeg, når man havde troen og Helligånden med sig (jeg vidste ikke ret meget om nogen af delene), men Gamle Testamente var en drøj omgang.

Ja, så begyndte præsten sin undervisning, og jeg gjorde store øjne: Hvorfor havde jeg ikke kunnet læse alt det ud af den hellige Skrift? — Her er, hvad han svarede: I Rom findes en kirke fra 1100-tallet, San Clemente, opkaldt efter en af de første paver. Ved udgravninger har man under den fundet en ældre kirke, en basilika fra 300-tallet, og nedenunder den igen et Mitra-tempel fra det 1. århundrede. Du er i din bibellæsning trådt ind i det øverste kirkerum. Det, jeg nu gør, er at føre dig ned i rummene nedenunder; ikke for at føre dig bort fra dit rum, men for at vise dig dimensionerne i det.

Hans svar giver jeg hermed videre til læseren. Det kateketiske arbejde som her er gjort, er et forsøg på at give videre, hvad jeg selv har modtaget.

Pinsen 1983 - Elsebet Kieler

INDHOLD

I. HVEM ER VI?

  • Oplevelsen af Guds skaberkraft
  • Mødet med Gud som Skaber og Fader
  • Kaldet til at arbejde med på skaberværket
  • Skabelsesberetningen

II. HVORFOR BLEV VI TIL?

  • Det store verdenshus
  • Mødet med Menneskesønnen

III. HVORFOR ER DET IKKE GODT AT VÆRE ALENE?

  • Ensomhed og fællesskab
  • Begrebet medmenneske i kim
  • Fællesskabet udbygges og forædles
  • Det korporative fællesskab
  • Et organisk menneskesyn

IV. FRA MEDMENNESKE TIL UMENNESKE

  • »Det faldne Europa«
  • Det tabte paradis
  • Syndefaldet

V. DEN FALDNE VERDEN

  • Historiens dom
  • Syndefaldet fortsætter
  • Skaberværket fortsætter
  • Et nyt fald

VI. GUDS REDNINGSAKTION

  • Syndens historie og frelsens
  • Frelsesværket begynder

VII. FRA UMENNESKE TIL MEDMENNESKE IGEN

  • Pagten på Sinai
  • Pagtens Gud
  • Budene

VIII. DUALISMEN I MENNESKET

  • Humanistens dilemma
  • Kampen for sammenhold
  • Tilpasningen til omverdenen
  • Dualismen tager magten fra mennesket
  • Mennesket overvinder dualismen

IX. SKISMA

  • Den faldne gud
  • Gudsfolket splittes
  • Jahve er Gud
  • Et hus, splidagtigt med sig selv

X. GUDS MYSTERIUM

  • Guds helligheds krav
  • En ny begyndelse
  • Fremtidshåb

XI. FALD — OG FRELSE

  • Syndens mysterium
  • Undergangsstemning og reformforsøg
  • Folkets fald — Guds dom
  • Uddrivelsen af det forjættede land
  • Herrens lidende tjener

XII. GUD SKABER NYT

  • Den lille rest
  • Den hemmelige forskansning
  • Tidens fylde

Nekrolog

Elsebet Kieler døde i 2006

Læs Hans Jensens nekrolog -HER