Hvordan er forholdet mellem Stat og Kirke? Mellem retfærdighed og kærlighed? Til kristentroens grundlag hører forskellen mellem, hvad kejserens er og hvad Guds er, men hvad betyder det i praksis? Pave emeritus Benedikt XVI gav i 2006 et bud i sin skrivelse "Gud er kærlighed".
28. For nu nærmere at forstå forholdet mellem den nødvendige kamp for retfærdighed og kærlighedens tjeneste, må vi tage to grundlæggende forhold i betragtning.
a) Samfundets og statens retfærdige orden er en politisk forpligtelse. En stat, der ikke kan defineres ud fra retfærdighed, ville kun være en stor røverbande, ganske som Augustin siger: "Remota tiaque iustitia guid sunt regne nisi magna latrocinia?". Til kristendommens grundlag hører forskellen mellem, hvad kejserens er og hvad Guds er (jf. Matt 22,21), det vil sige forskellen mellem stat og kirke eller, som Det andet Vatikankoncil siger, det verdslige områdes autonomi. Staten ma ikke foreskrive religionen, men skal sikre frihed og fred mellem de troende i de forskellige religioner; Kirken, som et socialt udtryk for den kristne tro, er på sin side også uafhængig og lever i sin fællesskabsstuktur ud af tro, hvilket staten må respektere. De to områder er adskilte, men står dog i en gensidig forbindelse med hinanden.
Retfærdighed er målet og er derfor den indre norm for al politik. Politik er mere end blot noget praktisk til en offentlig orden: Dens oprindelse og mål er netop retfærdigheden, og den er etisk af natur. Således står staten altid konkret overfor det uafviselige spørgsmål: Hvordan kan retfærdigheden virkeliggøres her og nu? Men dette spørgsmål forudsætter et andet grundlæggende spørgsmål: Hvad er retfærdighed? Det er et spørgsmal, der gælder den praktiske fornuft, men for at fornuften kan reagere ret, må den igen og igen renses, så den etiske blindhed, der opstår ved særlige rentable interesser og den magt, som blænder fornuften, ikke bliver en alt for herskende fare.
Her rører politik og tro hinanden. Troen har ganske vist sit eget væsen gennem mødet med den levende Gud — et møde, som åbner nye horisonter for os langt ud over fornuftens områder. Men den er samtidig også en rensende kraft for fornuften selv. Fra Guds perspektiv befrier troen fornuften fra forblændelse, og troen hjælper den derfor med at blive mere sig selv. Troen gør det muligt for fornuften at udføre dens handlinger bedre og se dens områder tydeligere. Netop der knytter den katolske sociallære til: Den vil ikke skaffe Kirken magt over staten, den vil heller ikke patvinge de, der ikke deler troen, den indsigt og den adfærd, der tilhører de troende. Den vil slet og ret bidrage til fornuftens renselse og hjælpe med til at det, der er ret, bliver erkendt her og nu, så det kan gennemføres.
Kirkens sociallære argumenterer ud fra fornuften og ud fra naturretten, det vil sige ud fra det, der er almenmenneskeligt. Og Kirken ved, at det ikke er dens kald, at gennemføre denne politiske lære selv. Den vil tjene til samvittighedsdannelse i politik og hjælpe til, at forståelse for retfærdighedens sande krav vokser og samtidig også villigheden til at handle derefter, selv i situationer hvor udbredte interesser taler imod. Det vil sige: Opbygnin gen af en retfærdig samfunds- og statsorden, gennem hvilken enhver får sin eksistens, er en grundlæggende opgave, som en- hver generation må stille sig på ny. Da det drejer sig om en politisk opgave, kan det ikke umiddelbart være Kirkens kald. Men da det også er en grundlæggende menneskelig opgave, har Kirken pligt til at yde sit bidrag på sin måde gennem fornuftens renselse og gennem etisk opdragelse, så kravene til retfærdighed kan gen- nemføres forstandigt og politisk.
Kirken kan ikke og må ikke tilrive sig den politiske kamp og virkeliggøre det bedst mulige retfærdige samfund. Kirken kan og må ikke sætte sig i statens sted — omvendt kan og må den heller ikke placere sig selv i randområdet af diskussionen om retfærdighed. Den må træde til med argumenter indenfor fornuftens område, og den må vække de sjælelige kræfter, uden hvilke retfærdigheden, der altid kræver afkald, ikke kan sætte sig igennem og trives. Det retfærdige samfund kan ikke være Kirkens værk, men må skabes gennem politik. Men besværet med retfærdig- hed, det vil sige en åbning af erkendelse og vilje ud fra det, det gode fordrer, angår den dybt.
b) Kærlighed — caritas — vil altid være nødvendig, også i det mest retfærdige samfund. Der findes ingen retfærdig samfundsorden, der kan gøre kærlighedens tjeneste overflødig. Den, der vil afskaffe kærligheden, er med til at afskaffe mennesket som menneske. Der vil altid være lidelse, der har brug for trøst og hjælp. Der vil altid være ensomhed. Der vil også altid være situationer af materiel nød, der har behov for hjælp i form af en levet næstekærlighed. Den totale forsørgerstat, der tager alting på sig, bliver i sidste ende til en bureaukratisk instans, der ikke kan give det vigtigste, som et lidende menneske — ethvert menneske — har behov for: den kærlighedsfulde, personlige omsorg. Vi har ikke brug for en stat, der behersker og regulerer alt, men for en stat, der, ud fra subsidiaritetsprincippet, generøst anerkender og understøtter de forskellige samfundsmæssige kræfter, der opstår og forbinder spontanitet med nærhed til det menneske, der behøver hjælp. Kirken er en sådan levende kraft: i Kirken lever den dynamik, der er antændt af Kristi kærlighedsånd, som ikke kun bringer mennesker materiel hjælp, men ogsa en sjælelig styrke og helbredelse, der ofte er mere nødvendig end materiel understøttelse. Den påstand, at de rette strukturer ville gøre kærlighedsgerninger overflødige, indeholder dybest set et materialistisk menneskesyn: nemlig den overtro, at mennesket lever "af brød alene" (Matt 4,4; 5 Mos 8,3) — en overbevisning, der fornedrer mennesket og direkte miskender det specifikke menneskelige.
29. Så kan vi, i Kirkens liv, nærmere definere forholdet i kampen om den rette stats- og samfundsorden på den ene side og menighedens strukturerede kærlighedsgerninger på den anden side. Vi har set, at opbygningen af retfærdige strukturer ikke umiddelbar er Kirkens kald, men tilhører den politiske struktur, den selvansvarlige fornuft. Kirken har her en indirekte opgave i og med, at den er kaldet til at bidrage til at rense fornuften og vække de moralske kræfter, uden hvilke de rette strukturer hverken kan opbygges eller forblive virksomme.
Den umiddelbare opgave i at arbejde for en retfærdig orden i samfundet tilkommer især det troende lægfolk. Som statsborgere er de personlig kaldet til at tage del i det offentlige liv. De kan ikke unddrage sig at deltage inden for de mange økonomiske, sociale, lovgivende, administrative og kulturelle områder, der organisk og institutionelt skal arbejde for almenvellet. Det troende lægfolks opgave er altså at forme det fælles liv på den rette måde, idet de respekterer dets legitime selvstændighed og ansvarligt samarbejder med de andre borgere ud fra de kompetencer, hver især har. Selvom de kirkelige kærlighedsgerninger har sine særlige udtryksformer og aldrig må forveksles med statens aktiviteter, er det dog ubestrideligt, at kærligheden må besjæle hele det troende lægfolks liv og dermed også deres politiske virke, så det præges af en "social kærlighed". Kirkens karitative organisationer taler derimod om opus proprium, en enestående opgave for Kirken, hvor den ikke samarbejder fra sidelinjen, men selv handler som et umiddelbar ansvarlig subjekt og gør det, som svarer til dens væsen. Kirken kan aldrig fritages for at udøve de kærlighedsgerninger, som udspringer af det troende fællesskabs strukturerede aktivitet, men der vil heller aldrig opstå en situation, hvor det ikke er nødvendigt for hver enkelt kristen at udøve praktisk næstekærlighed, fordi mennesket ud over retfærdighed også altid har behov for kærlighed og altid vil have det.
