Er værdikonservatismen død?
Af jurist og dommer Georg Fredrik Rieber-Mohn
Pendulbevægelserne kan for eksempel gøre sig gældende i økonomien, hvor de skifter fra en toneangivende teori til den modsatte, som regel med mange mellemvarianter. Det samme har vi set i politikken, i enkeltspørgsmål, men også på et niveau over politikken, i det man kunne kalde en hegemonisk værdisfære. [ Hegemoni er en stærk stats (uberettigede) overherredømme over og magtudøvelse over for svagere stater eller folkeslag ]
Jeg vil forsøge at konkretisere dette.
Før 1960'erne var de kulturelle koder i vores land stort set forankret i et borgerligt, traditionsbevidst værdisystem. Almindeligt accepterede skikke og sædvaner betød høflig omgang med hinanden og respekt for autoriteter. De moralske værdier var stort set ensartede. Kirken havde ikke ringe indflydelse i dette relativt fredelige samfundsliv.
I løbet af 1960'erne skete der radikale forandringer. Narkotika blev stadig mere udbredt i ungdomsmiljøerne. Antiautoritære ideer vandt frem. Året 1968 blev symbolet på en oprør, der først begyndte på universiteterne i hele den vestlige verden og derefter bredte sig til fabrikker og andre arbejdspladser. Oprøret har en marxistisk ideologi som grundlag, og i 1970'erne opstår der en stærk bølge af politisk radikalisering. Det antiautoritære tankegods bryder imidlertid igennem langt ud over politikken. Det gennemsyrer også vores kultur i form af sociale omgangsformer, synet på ægteskabet, børneopdragelse og så videre. Traditionelle borgerlige værdier blev svækket og relativeret. En afslappet frihedstrang dominerede i ungdomskredse og efterhånden også i voksnes livsstil.
Det kom til udtryk på forskellige måder, som har efterladt varige spor. Et ubetydeligt, men alligevel symbolsk vigtigt eksempel herpå er ændrede tøjvaner. I offentlige erhverv, også hvor man har med kunder eller elever at gøre, er jakke, skjorte og slips blevet erstattet af jeans og T-shirts. Langt hår og skæg er blevet hverdagskost. Høflighedsformer er blevet mere uformelle, og fornavne er blevet almindelige i de fleste miljøer.
Vigtigere konsekvenser var en kraftig intensivering af kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd, indførelsen af fri abort i 1978, ophævelsen af forbuddet mod homoseksuelle handlinger mellem mænd i 1972, en lempelig kriminalpolitik og en lige så lempelig indvandringspolitik. Kulturel »mangfoldighed« blev hyldet, og udtrykket »vores nye landsmænd« blev almindeligt brugt og viste vores store tolerance.
I hvert fald i 1970'erne var disse kulturelle forandringer inspireret af en kollektiv, marxistisk inspireret solidaritetsideologi. Men efterhånden, især mod slutningen af det forrige århundrede, svækkedes den kollektive ideologi. Olie-nationen Norge blev stadig rigere, og det samme gjaldt den generelle velstand. Privatkapitalismen blomstrede, og der blev uddannet stadig flere økonomer, men også andre akademikere. Mange af de emner, der få årtier tidligere havde inspireret radikalismen, blev nu overtaget af en voksende og veluddannet elite med grundlæggende liberale sympatier. Der var ikke tale om en traditionel venstreorienteret liberalisme, men snarere om en tværpolitisk neoliberalisme. Det var mere en kulturel værdigemeinschaft end en politisk alliance. Dette kom til udtryk ved, at disse værdier var fælles for de førende lag af befolkningen, uanset om de sympatiserede med Høyre eller Arbeiderpartiet. De neoliberale ideer fandt også bred tilslutning i videnskaben og de dominerende medier.
Disse ideer var til dels en fortsættelse af dem, der var opstået i 1970'erne og 1980'erne. Beskyttelse af minoriteter blev moderne, hvad enten det drejede sig om samer, seksuelle minoriteter, som gradvist også blev udvidet til transkønnede og mennesker med problematisk kønsidentitet, indvandrere og asylansøgere, voldsramte kvinder og andre. Mange af disse emner fik øget støtte fra de neoliberale. PRIDE-fejringerne voksede i omfang og intensitet. Regnbueflag blev obligatoriske, selv i børnehaver og på offentlige bygninger. De historiske og aktuelle (vindmøller) krænkelser af samernes rettigheder fra majoritetssamfundets side fik enorm opmærksomhed. Kvindespørgsmålet forblev aktuelt, selvom kvinder klarede sig bedre i skolen, dominerede mange akademiske fag og indtog stadig flere lederstillinger i offentlige og private virksomheder. Dette spørgsmål var naturligvis også forbundet med kravet om en udvidet abortret. En udpræget form for denne form for neoliberalisme var en stadig lavere tærskel for at føle sig krænket. Traditionelle betegnelser som »neger« og »indianer« blev forbudt. Det kønsneutrale »hen« blev brugt i stadig større udstrækning. Det gjaldt om at være »woke« – vågen og opmærksom, når der opstod krænkelser, og at straffe dem. Og personer, der ikke havde de »rigtige« meninger, kunne blive aflyst som foredragsholdere eller kunstnere. Paradoksalt nok var det neoliberale stemmer, der gik ind for begrænsninger af ytringsfriheden.
Denne udvikling har uden tvivl provokeret mange tavse stemmer i vores land. Og ikke kun i Norge. De fleste vestlige lande har gennemgået en lignende udvikling. Også USA. Der mærkes reaktionerne ofte først og stærkest. Trumps og MAGA-bevægelsens succes kan ikke alene forklares med økonomiske faktorer. Som professor Jerome Karabel fra Berkeley University har påpeget (Le Monde Diplomatique nr. 12 2024), er der også kulturelle årsager: Neoliberalismen under Clinton blev videreført under Obama og har bidraget til den store splittelse i amerikansk politik. Karabel skriver, at demokraterne forbindes med »politisk korrekthed«, »opsigelsesmentalitet« og »woke«. Reaktionen herpå var en kraftig højredrejning inden for Det Republikanske Parti. Vi ser en lignende udvikling i mange europæiske lande, og en del af årsagen hertil ligger sandsynligvis i kulturelle forhold som i USA.
Vi ser den samme tendens i vores land. Venstrefløjen, der især forbindes med neoliberal politisk korrekthed, men også Høyre-partiet, er i tilbagegang. Den ekstreme højrefløj med Fremskrittspartiet er tydeligt på fremmarch. Mænd uden videregående uddannelse bidrager i høj grad til denne udvikling. Vi ved ikke, om dette er en varig tendens. Men vi ved fra de sociale medier, der er hovedarenaen for vulgære udtalelser, at der er en stærk »anti-woke«-holdning og vrede over politisk korrekthed blandt de fleste af vores førende politikere og deres medspillere i medierne.
En velkendt variant i Finnmark er den voksende vrede over den positive særbehandling af samerne i norsk politik. Aggressionen bliver ikke mildnet af, at den kun vanskeligt kan komme til udtryk i de toneangivende medier. Der er det svært at kritisere flere af de neoliberale fænomener uden at blive nedgjort af en skrivende akademisk elite. Det gælder for eksempel PRIDE og spørgsmålet om kønsidentitet. En vigtig undtagelse er indvandringsspørgsmål. Her er det blevet salonfähig at være restriktiv, og udtrykket »vores nye landsmænd« er næsten forsvundet fra sprogbrugen.
I USA og flere europæiske lande tales der om fascistiske træk hos højreekstreme partier med betydelig opbakning i befolkningen, og vi ved, hvad der skete i USA den 6. januar 2021. Demokratiske værdier stod på spil. Så langt er vi ikke kommet i Norge. Men har vi noget, der beskytter os mod det? Vi mangler en modig og saglig kritik af flere neoliberale fænomener. Vi har ikke længere et virkelig værdikonservativt miljø med vægt. De førende repræsentanter for folkekirken har sat sig selv ud af spillet ved – med nogle nuancer – at blive en del af den ensartede, dominerende meningselite. Men jeg ser et glimt af håb: Det Kristelige Folkeparti. Jeg har altid været skeptisk over for politiske partier, der bruger betegnelsen »kristen« om deres egen politik. En sådan »autorisering« af egne værdier er dybt problematisk. Men partiets nye ledelse har sendt os nogle vigtige signaler.
I efteråret 2024 offentliggjorde KrF's formand, Dag Inge Ulstein, en vigtig meddelelse – vigtig, fordi den går imod strømmen og er repræsentativ for mange tavse stemmer. Partiet ønsker at afskaffe de »rosa kompetencekurser« for skole- og børnehaveansatte om kønsidentitet, ligesom betegnelsen »hen« i norske skoler. Ifølge Aftenposten mener Ulstein, at norske børn bliver forvirrede og kan træffe forhastede beslutninger om deres liv. Han understreger, at der kun er to køn. Jeg vil ikke gå nærmere ind på det, men nævne, at KrF er det eneste parti, der klart har givet udtryk for en sådan holdning. At partiet også har udtalt sig kraftigt imod en forlængelse af fristen for selvbestemt abort til 18 uger er ikke særlig originalt, men ikke desto mindre et vigtigt værdipolitisk standpunkt. Det er endnu uvist, om partiet vil blive en vigtig konservativ stemme i norsk politik. En sådan stemme er mere nødvendig end nogensinde.
Georg Fredrik Rieber-Mohn er en norsk jurist. Gennem sin alsidige karriere inden for kriminalforsorg, anklagemyndigheden og retssystemet har han markeret sig som en meningsstærk og frimodig jurist. Siden juni 2011 har Rieber-Mohn været bestyrelsesformand for Institution Fritt Ord.
Artiklen er gengivet med tilladelse fra det norske katolske magasin St. Olav
