17. juni 2025
Bispedømmet København

Biskop Czeslaw Kozons påskehilsen 2025

Den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon │ Kredit: katolsk.dk

Biskop Czeslaw Kozon indleder sin påskehilsen med at minde om, at påsken er årets største kirkelige fest og i år også falder sammen med jubelåret, som allerede er blevet markeret blandt andet med en nordisk valfart til Rom. Han nævner dog også de mange bekymringer, der præger både kirken og verden – herunder pave Frans’ helbred, krige, manglende fredsforhandlinger og global usikkerhed.

I lyset af denne uro peger han på, at vi har mere end nogensinde brug for at vende os mod det håb og den nye verdensorden, som Gud har givet os gennem Jesus Kristus. Jesus viser vejen ved ikke at gengælde ondt med ondt og opfordrer os til at gøre det samme. Dette sindelag, som kan virke naivt, er ifølge biskoppen det eneste, der kan skabe varig retfærdighed og fred.

Han henviser også til et dokument godkendt af pave Frans, hvor det understreges, at Kristi sejr er over synd og død – ikke over mennesker. Afslutningsvis understreger biskoppen, at vi som kristne altid har mulighed og ansvar for at skabe håb, selv gennem små og stille handlinger, som kan få stor betydning i en større sammenhæng.

Læs hele biskoppens påskehilsen på bispedømmets hjemmeside - HER