Meditation i den stille uge fra dansk senmiddelalder
Kom, lad os sammen gå op på Oliebjerget. Lad os sammen løbe Kristus i møde, når han i dag kommer fra Betania og frivilligt begynder den hellige og salige lidelse, der fuldender vor frelses mysterium.
Han kommer villigt ad vejen mod Jerusa|em, han som for vor skyld kom ned til os fra himlen for at løfte os, der ligger i graven, op sammen med sig i herlighed. som der står skrevet, "hojt over al myndighed, magt, kraft, herskernavn og hvert navn, der nævnes kan".
Han kommer uden herlighed, uden at vække opsigt, uden hovmod. "Han vil ikke," siger han, "råbe højt, og ingen skal høre hans røst". Han vil være mild og ydmyg, og han kommer i ringe skikkelse uden ydre glans.
Kom, lad os ile med ham, når han fortsætter mod sin lidelse. Lad os efterligne dem, der kom ud for at møde ham, ikke med oliegrene eller klæder eller palmegrene, men ved at give os selv til ham. så godt som vi kan, i ydmyghed og oprigtighed.
Lad os modtage Ordet, når han kommer, så at Gud, der ikke kan rummes nogetsteds, må være i os. For det glæder ham at vise os sin mildhed, han som er mild, og som "rider på den nedgående sol", det vil sige vor ydmyghed. Han vil gerne komme og være hos os og løfte os op og bringe os tilbage til sig ved sit fællesskab med os. Som menneskehedens første frugt siges han "at ride over himlen til solens opgang," hvorved jeg forstår hans egen ære og guddommelighed.
Men på grund af sin kærlighed til menneskene vil han ikke standse, før han har løftet alle mennesker op fra jorden, fra herlighed til herlighed, og har givet dem evigt liv med sig selv i himlen.
Andreas af Kreta [ca. 660 - ca. 740]
Paímesøndagsprædiken
