Skærtorsdag: Jesu kamp i Getsemane have
Overskrifter
Kunstig Intelligens (AI eller KI) er kommet for at blive, og det er et fantastisk værktøj. På KATOLSK LIV har vi valgt at lade os inspirere af det nye værktøj og genfortalt scenerne i Getsemane have. hvor Jesus ønsker at være sammen med sine disiple dagen før sin død på korset.
Bibelteksten
Matthæus 26,36-45
Markus 14, 32-41
Lukas 22, 40-46
Johannes 18,1
Originalteksten fra "På vandring med Mesteren" - udgivet på dansk i 1962
Nedenstående er en inspirationstekst fra bibelens originaltekster. Se ovenfor.
Sjælekampen i Getsemane
Da Jesus havde afsluttet sin bøn for sine disciple og sig selv, gik de videre frem ad vejen og nåede indgangen til haven, hvor de gik ind. Lige indenfor bad Jesus sine disciple sætte sig ned og hvile, mens han tog sine tre nærmeste venner, Peter, Jakob og Johannes, med sig ind i lundens skjul. "Sæt jer her," sagde han, mens jeg går derhen og beder." Jesus havde udvalgt disse tre disciple til at være vidne til Jairus' datters opvækkelse. De havde været sammen med ham på forklarelsens bjerg, og nu ønskede han deres tilstedeværelse i timen for hans største nød.
Jesus gik dybt ind i havens stilhed, standsede ved et af træerne og vendte sig til sine disciple, idet han sagde: ,,Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her og våg med mig!“ Da de så ham ind i ansigtet, så de en sådan sjæleangst, som de aldrig havde set før. Men skønt de endnu ikke kunne tage del i den sjælens angst, som sænkede sig over ham, følte Jesus trang til deres nærhed og deltagelse i denne afgørende time.
Jesus forlod dem og gik videre ind i mørket, og omtrent et stenkast derfra knælede han ned på græsset i inderlig bøn. Mens disciplene i tavs ærefrygt betragtede ham, så de ham rejse sig fra jorden, og fuldmånens lys skinnede gennem en åbning mellem træerne på hans opadvendte ansigt. De overvandt den udmattelse, som var ved at overvælde dem, og lyttede, mens han talte med sin Fader. ,,Min Fader,“ hørte de ham sige, ,,er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbif' Det kunne synes underlige ord fra hans læber, som var kommet ned fra Himmelen udtrykkeligt for at give sit liv som løsepenge for synden, og som så mange gange under sin gerning havde omtalt sit stedfortrædende offer. Hvorfor skulle han så i øjeblikket for den endelige afgørelse spørge sin Fader, om der ikke kunne findes nogen mulighed for, at lidelsens bitre kalk måtte gi ham forbi?
Vi kan være forvissede om, at ordene ikke gjaldt nogen gysen for korsets skam eller for smertens og pinslernes rædsel, som han vidste fulgte med. Ordene antyder heller ikke nogen svækkelse af hans beslutning om at fuldføre formålet med sit komme. De åbenbarer snarere Menneskesønnens fuldstændige menneskelighed såvel som Menneskesønnens guddom.
Helt som menneske oplevede den syndfri Jesus den fordømte synders legemlige og sjælelige lidelse i al dens frygtelige styrke. Som profeten Esajas havde forudsagt, var han af Gud ,,regnet“ mellem overtrædere. Han havde ladet ham ,,bære manges synd“. Retfærdighedens sværd var draget imod ham, og den uskyldige skulle være ,,slagen“ for en oprørsk verdens synder.
Intet under, at nu, da den frygtelige byrde af verdens synd og skyld tyngede ham, og rædslen ved skarnrnen og døden for alle syndere, hvis plads han indtog, begyndte at slå sammen om ham, gøs hans ængstede sind og hjerte tilbage for den fuldstændige og endelige forladthed, han selv havde valgt at gå ind for. jesus veg ikke tilbage for dødens smerte, men for det mørke svælg ved den evige adskillelse fra sin Fader.
Det var i denne frygtelige nød, at Satan gjorde sit sidste fortvivlede forsøg på at tílintetgøre den guddommelige frelsesplan. Han søgte at overbevise Jesus om, at mennesket ikke var et sådant offer værd. Ikke engang hans disciple fortjente det. Allerede nu havde han fået en af dem til at forråde ham, og inden længe ville de andre svigte ham og overlade ham til sig selv. Sådan tilskyndede Satan ham til at vende sig bort fra sit mål og opgive striden.
Men skønt den forfærdelige følelse af forladthed fremtvang et sidste råb til Faderen fra Jesu læber, så fulgte uden et øjebliks tøven de ord, som forkyndte, at sejren allerede var vunden. ,,Dog ske ikke min vilje,“ bad han, ,,men din!“ Han var steget ned fra Himmelen ikke for at gøre sin egen vilje, men Faderens, og det var Guds vilje, som nu skulle få overhånd til det sidste.
En stund betragtede disciplene Jesus. De så ham kaste sig ned på jorden i dødsangst. Så faldt de i søvn, overvældet af deres legemlige træthed, som var forstærket ved sorgen over hans kval. De havde stolet så sikkert på, at de kunne være til hjælp for ham, men dog havde de svigtet; og da Jesus rejste sig og med vanskelighed fandt frem til dem, ,,fandt han dem sovende“.
Jesus gik hen til Peter, som mest højrøstet havde hævdet sin troskab, vækkede ham og sagde skuffet og mildt bebrejdende: ,,Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelsel ånden er villig, men kødet er skrøbeligt.“
Foruden skuffelsen over, at de havde svigtet ham i nødens time, ville Jesus gerne have dem til at forstå, at det vendepunkt, som nu var ved at kornme for ham, også var et vendepunkt for dem. Hvis han var nået til sit jordiske livs største prøvelse, så var de det også. Hvis han trængte til samfund med sin Fader, så behøvede de det endnu mere.
Da disciplene var blevet helt vågne, forlod Jesus dem og gik atter hen for at bede. ,,Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, da ske din vilje!“ Han spurgte ikke mere, om der fandtes en anden måde at genløse en verden af fortabte syndere. Han vidste, at det gjorde der ikke, og nu søgte han kun styrke til at være lydig, selv til døden.
Mens Jesus bad, vedblev Satan i fortvivlelse at påtvinge Frelserens sind sin sidste og største fristelse. Mennesker ville forkaste ham, selv om han bragte dette offer. Hans offer ville være forgæves. Striden var frygtelig, men Jesus lod sig ikke rokke.
Endnu en gang søgte Jesus et ophold i kampen ved at være sammen med sine disciple, men ,,han kom og fandt dem igen sovende, thi deres øjne var blevet tunge“, og da han vækkede dem, ,,vidste de ikke, hvad de skulle svare ham“. Det havde ikke været deres mening at falde i søvn, men sorgen og kødets skrøbelighed havde overvældet dem.
Tredje gang forlod Jesus dem og bad, idet han gentog de samme ord. Og da den forestående dødsangst kom over ham i sin gru, ,,blev hans sved som bloddråber, der faldt til jorden“.
Dengang Satan fristede Kristus ved begyndelsen af hans gerning, gjorde han tre forsøg på at bryde hans beslutning, før han overvundet trak sig tilbage. I Getsemane tillod Gud atter Satan tre gange at søge at undergrave hans formål. Men som Esajas profetisk havde forkyndt, ,,udmattes“ Jesus ikke. Tre gange angreb Satan, og tre gange blev han slået tilbage ved Kristi gentagne erklæring om at ville underkaste sig sin Faders vilje. Jesus kunne ikke drages bort fra sin sendelses formål. Han tog kalken og tømte den til bærmen. Nu var sejren vis. Frelsens vej kunne aldrig mere stænges. Dødens porte var blevet åbnet for alle, som ville gå frie ud.
Så snart Satan slagen var veget bort, sendte Gud en engel fra Himmelen ned til jesus for at styrke ham efter den frygtelige kamp. Da engelen tørrede den blodige sved bort fra Frelserens pande, forsvandt dødsangsten, og freden ved den fulde overgivelse til sin Faders vilje fyldte ham. De onde engle trak sig slagne tilbage, mens lettelse og fryd fyldte de andre engles hjerter. Hvis disciplene kunne have fået del i dette vidunderlige øjeblik, ville de være blevet styrket til at møde det kommende afgørende øjeblik med ro og fortrøstning, men atter var de faldet i søvn.
Jesus vandt sejren gennem bøn. Nu var han rolig, fattet, beslutsom og ligefrem ivrig efter at gi sin skæbne i møde. Ved at sove havde disciplene undladt at forberede sig, og inden længe ville de flygte i skræk for dem, som kom for at gribe Jesus. Om de dog blot havde lyttet til Mesterens indtrængende formaning: ,,Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!“
Omskrevet til moderne, flydende dansk – med respekt for den oprindelige stemning og alvor
Efter at Jesus havde bedt for sine disciple og for sig selv, gik de videre ad vejen og nåede frem til indgangen til haven. Her gik de ind. Lige indenfor bad Jesus disciplene sætte sig ned og hvile lidt, mens han tog sine tre nærmeste venner – Peter, Jakob og Johannes – med sig længere ind i haven. "Bliv her, mens jeg går hen og beder," sagde han.
Disse tre havde været med Jesus, da han opvakte Jairus' datter, og de havde også været sammen med ham på forklarelsens bjerg. Nu ønskede han, at de skulle være nær ham i den sværeste stund i hans liv.
Jesus gik dybere ind i havens stille skygger. Ved et træ standsede han og vendte sig mod disciplene: "Min sjæl er rystet helt til døden. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig!" Da de så ham i ansigtet, kunne de mærke den dybe sorg og angst, som han bar. De forstod det ikke helt, men Jesus havde brug for deres nærvær – deres støtte – i denne afgørende time.
Så gik han alene lidt længere væk, omkring et stenkasts afstand, og knælede i græsset for at bede inderligt. Disciplenes øjne fulgte ham. I måneskinnet kunne de se hans ansigt vendt mod himlen. Trods deres træthed lyttede de, mens han bad: "Min Fader, hvis det er muligt, så lad mig slippe for denne kalk. Men ikke som jeg vil, men som du vil."
Det kan virke overraskende, at Jesus – som jo selv havde sagt, at han var kommet for at give sit liv som et offer for verdens synd – nu beder om at undgå det. Men hans ord udtrykker ikke frygt for selve døden eller korsets pinsler. De viser, at han virkelig følte den menneskelige smerte og rædsel over at være helt adskilt fra Gud – den mørkeste del af det offer, han skulle bringe.
Jesus, som var syndfri, oplevede nu den fulde vægt af verdens synd. Som Esajas havde profeteret, blev han regnet blandt forbrydere og bar mange menneskers skyld. Han blev ramt af den straf, der egentlig tilkom os andre.
Det var ikke døden, han frygtede – det var den gudsforladthed, som skulle ramme ham på alles vegne. I den frygtelige stund gjorde Satan sit sidste desperate forsøg på at få Jesus til at give op. Han hviskede, at det hele var forgæves: at menneskene ikke var ofret værd, at selv disciplene ville svigte. Og han havde jo ret – én havde allerede forrådt ham, og de andre ville snart flygte.
Jesus råbte i sin angst til Gud – men han tøvede ikke. Han afsluttede sin bøn med ordene: "Dog, ske ikke min vilje, men din." Det var Guds vilje, han var kommet for at opfylde – og han gav sig fuldstændigt hen til den.
Disciplene så på ham et øjeblik, mens han kastede sig ned i bøn og angst – og så faldt de i søvn. Sorgen og trætheden havde overmandet dem, og de kunne ikke holde sig vågne. Da Jesus fandt dem, sov de. Han vækkede Peter, den som så ofte havde sagt, at han aldrig ville svigte, og sagde: "Våg og bed, så I ikke falder i fristelse. Ånden er villig, men kødet er svagt."
Jesus vidste, at det ikke kun var hans kamp – det var også deres. De stod alle ved et vendepunkt. Hvis han havde brug for at være tæt på sin Fader, havde de det endnu mere.
Jesus gik igen for at bede: "Min Fader, hvis jeg ikke kan undgå denne kalk, så lad din vilje ske." Han bad ikke længere om at slippe. Han vidste, at det måtte ske – nu bad han blot om styrke til at være lydig, selv i døden.
Satan blev ved med at friste ham, pressede ham med tanken om, at offeret ville være forgæves, at folk ville forkaste ham. Kampen var voldsom, men Jesus stod fast.
Igen vendte han tilbage til disciplene – og igen fandt han dem sovende. Deres øjne var tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige. De havde ikke ønsket at svigte, men sorgen og udmattelsen havde lammet dem.
En tredje gang forlod Jesus dem og bad igen. Og denne gang, under det ubærlige pres, begyndte hans sved at blive som blod, der dryppede ned på jorden.
Da Jesus i begyndelsen af sin tjeneste blev fristet i ørkenen, forsøgte Satan sig tre gange, før han trak sig tilbage. Nu fik han igen tre muligheder for at få Jesus til at opgive sin mission. Men som Esajas havde forudsagt, blev Jesus ikke overvundet. Tre gange sagde han nej, og tre gange underkastede han sig sin Faders vilje. Han tømte kalken til sidste dråbe. Sejren var vundet. Frelsens vej stod nu åben – for evigt.
Da Satan måtte trække sig tilbage, sendte Gud en engel til Jesus for at styrke ham. Englen tørrede den blodige sved af hans pande, og freden ved fuld overgivelse fyldte hans sind. Dødens angst forsvandt. De onde ånder flygtede, og englene glædede sig. Hvis disciplene havde været vågne og vidne til dette, ville de have fået styrke til det, der ventede. Men de sov stadig.
Jesus havde sejret gennem bøn. Nu var han rolig, fast besluttet – ja, næsten ivrig efter at gå det sidste stykke vej. Men disciplene havde sovet i stedet for at forberede sig. Snart ville de flygte i panik. Hvor ville det dog have hjulpet dem, hvis de havde lyttet, da han sagde: "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse."
Mere hverdagsagtigt, let forståeligt dansk, stadig med respekt for indholdets alvor
Da Jesus var færdig med at bede for sig selv og sine disciple, gik han og disciplene videre og kom til indgangen til en have. Her gik de ind. Lige indenfor bad Jesus dem om at sætte sig og hvile lidt, mens han tog sine tre nærmeste venner – Peter, Jakob og Johannes – med længere ind i haven. “Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde han.
De her tre havde været med ham, da han gjorde store undere – de havde set Jairus’ datter blive levende igen, og de havde stået sammen med ham på bjerget, da han blev forvandlet. Nu havde han brug for, at de var der for ham i hans sværeste stund.
Jesus gik længere ind mellem træerne, stoppede og sagde: “Jeg har det så tungt, det føles som om jeg dør af sorg. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.” Da de så på ham, kunne de se, hvor hårdt det var – han så helt knust ud. De forstod det ikke fuldt ud, men han havde brug for, at de var tæt på ham, at de bare var der.
Han gik lidt længere væk, omkring så langt som man kan kaste en sten, og knælede ned i græsset og bad. I måneskinnet kunne de se hans ansigt løftet mod himlen. Trætte som de var, hørte de ham sige: “Far, hvis det er muligt, så lad mig slippe for det her. Men ikke som jeg vil – lad det blive, som du vil.”
Det lyder måske mærkeligt, at Jesus bad om at slippe, når han jo var kommet netop for at ofre sig. Men det var ikke døden som sådan, han frygtede. Det var følelsen af at være helt alene og forladt af Gud, mens han bar hele verdens skyld på sine skuldre.
Jesus havde aldrig selv gjort noget forkert, men nu bar han straffen for alle andres fejl og synder. Som profeten Esajas havde sagt, blev han regnet som en af forbryderne. Han bar hele skylden, selvom han var uskyldig.
Og midt i alt det forsøgte Satan én sidste gang at få ham til at opgive. Han prøvede at overbevise Jesus om, at det ikke var det værd. Mennesker ville alligevel svigte ham. Én af hans egne havde allerede forrådt ham, og de andre ville snart flygte. Hvorfor ofre sig for nogen, der ikke engang stod ham bi?
Jesus var fuld af angst og råbte til Gud – men han tøvede ikke. Han bad: “Dog ikke min vilje, men din.” Han vidste, hvorfor han var kommet. Det var Guds plan, han fulgte.
Disciplene havde sagt, at de ville være der for ham, men de kunne ikke holde sig vågne. De var trætte og tunge af sorg, og da Jesus kom tilbage, sov de. Han vækkede Peter – den som havde været mest ivrig og sagt, at han aldrig ville svigte – og sagde blidt, men skuffet: “Hold jer vågne og bed, så I ikke falder i fristelse. I vil det godt, men kroppen er svag.”
Jesus ville ikke bare give dem en irettesættelse – han prøvede også at få dem til at forstå, at det her ikke kun handlede om ham. Det var en vigtig tid også for dem. Han havde brug for Guds hjælp – og det havde de også.
Så gik han igen for at bede. “Far, hvis det ikke er muligt, at jeg slipper for det her, så lad din vilje ske.” Nu bad han ikke om at slippe. Han vidste, at der ikke var en anden vej, og bad bare om styrke til at fuldføre det.
Imens blev Satan ved med at presse ham – forsøgte at fylde hans tanker med håbløshed: “Ingen vil takke dig, ingen vil tro på dig, du gør det forgæves.” Det var en frygtelig kamp. Men Jesus gav ikke op.
Han gik endnu en gang hen til disciplene – og igen sov de. De ville så gerne være der, men de kunne ikke mere. Deres øjne var for tunge. De anede ikke, hvad de skulle sige.
For tredje gang gik Jesus hen og bad. Han gentog de samme ord. Og i den dybeste angst begyndte hans sved at løbe som blod, der dryppede ned på jorden.
Ligesom Satan fristede ham tre gange i begyndelsen af hans liv som lærer, fik han nu igen tre forsøg. Men Jesus lod sig ikke rokke. Hver gang sagde han ja til Guds vilje. Han tog lidelsen på sig – helt til sidste dråbe. Nu var sejren hans. Frelsens vej var åben, og døden kunne ikke længere holde fast i nogen, der valgte ham.
Da Satan måtte give op, sendte Gud en engel for at styrke Jesus. Englen tørrede hans blodige sved af panden, og en dyb fred fyldte ham. Nu var han klar. Mørket var væk, og englene glædede sig. Hvis disciplene havde set det øjeblik, kunne det have styrket dem – men de sov stadig.
Jesus havde vundet sejren i bøn. Nu var han rolig, klar og parat til at møde, hvad der skulle ske. Men disciplene havde ikke forberedt sig. Og snart ville de flygte i panik, da fjenderne kom. Tænk, hvis de bare havde lyttet til ham: “Hold jer vågne og bed, så I ikke falder i fristelse!”
Version til børn og unge
Jesus i Getsemane – en aften han aldrig glemmer
Efter Jesus havde bedt for sig selv og sine venner, gik han og disciplene videre og kom til en have, der hed Getsemane. Der sagde han til dem: “Bliv her og hvil jer lidt.” Så tog han Peter, Jakob og Johannes med sig længere ind i haven. De var hans tætteste venner.
“Bliv her og hold øje, mens jeg går hen og beder,” sagde han.
De tre havde oplevet store ting sammen med ham før – de havde set mirakler og hørt ham sige fantastiske ting. Men nu var noget anderledes. Jesus var ked af det. Rigtig ked af det. Han sagde: “Jeg har det så dårligt, at det føles som om jeg dør indeni. Vær her sammen med mig.”
De kunne se, at han havde det helt forfærdeligt. Han havde aldrig set sådan ud før. Han gik lidt længere væk, knælede i græsset og begyndte at bede: “Far… hvis der er en anden måde, så hjælp mig. Men hvis ikke, så lad din vilje ske – ikke min.”
Det kan lyde mærkeligt, at Jesus ville slippe for det, når han jo selv havde sagt, at han ville dø for os. Men det var ikke smerten, han var bange for – det var følelsen af at være helt alene og forladt. Han vidste, at han skulle tage al verdens skyld og skam på sig. Og det var tungt.
Imens prøvede Satan at få ham til at give op. Han viskede til ham: “Mennesker er ikke værd at dø for. Se dine egne venner – én forråder dig, og de andre falder i søvn, når du har allermest brug for dem.”
Jesus kæmpede. Det var som den største indre kamp nogen kunne have. Men han holdt fast. Han sagde igen: “Ikke min vilje, men din.”
Han gik tilbage til vennerne – og ja, de sov. Peter, som havde sagt, at han altid ville være der, lå og sov. Jesus vækkede ham og sagde mildt: “Kunne I ikke holde jer vågne bare lidt? Bed, så I ikke falder for fristelser. Jeg ved, I gerne vil – men kroppen bliver træt.”
Han gik igen hen og bad. Nu bad han ikke om at slippe, men om styrke til at gøre det rigtige.
Satan prøvede igen. “Det nytter ikke noget. Folk vil alligevel ikke tro på dig.” Men Jesus gav ikke op.
Han gik endnu en gang hen til sine venner – og de sov stadig. De ville gerne være der for ham, men de kunne ikke holde sig vågne.
Tredje gang bad Jesus den samme bøn. Og hans angst var så stærk, at han svedte blod, der dryppede på jorden.
Da han tidligere var blevet fristet af Satan ude i ørkenen, var det også tre gange. Nu prøvede Satan igen – men han tabte. Jesus holdt fast i Guds plan. Han ville redde os, koste hvad det ville.
Da kampen var slut, kom en engel fra himlen og styrkede ham. Fred og ro kom over ham. Nu var han klar. Klar til det, der skulle ske.
Disciplene sov stadig. De gik glip af det stærkeste øjeblik. Jesus havde sejret i bøn – han var rolig, modig og klar. Men disciplene var ikke forberedte. Snart ville de flygte i panik.
Jesus havde sagt det så klart: “Hold jer vågne og bed, så I ikke falder i fristelse.”
Dramatiseret fortælling: “Natten i Getsemane”
Fortæller:
Det er sent. Mørket ligger tungt over Getsemane have. Træernes grene hvisker i vinden. Jesus og disciplene er på vej ind. Stemningen er tung – noget er ved at ske.
Jesus (rolig, men alvorlig):
Bliv her og hvil jer.
Peter, Jakob, Johannes – kom med mig.
Fortæller:
De tre nærmeste venner følger med Jesus længere ind i haven. Men noget er anderledes. Jesus virker... knust.
Jesus (rystet):
Min sjæl... jeg har det som om jeg dør indeni.
Bliv her. Våg med mig.
Fortæller:
Han går lidt væk. Sætter sig på knæ i græsset. Månelyset rammer hans ansigt. Han løfter blikket mod himlen.
Jesus (beder, fuld af smerte):
Far… hvis det er muligt – lad mig slippe for det her.
Men – ikke som jeg vil. Som du vil.
Fortæller:
Han vender tilbage. Og ser dem. Sovende.
Selv Peter – den, der havde sagt: “Jeg vil ALDRIG svigte dig.”
Jesus vækker ham.
Jesus (mildt, men skuffet):
Peter… kunne du ikke holde dig vågen bare én time?
Våg og bed – så I ikke falder i fristelse.
Ånden er villig, men kroppen er træt.
Fortæller:
Jesus går igen. Alene. Dybere ind i mørket.
Han beder – ikke længere om at slippe. Men om styrke til at holde ud.
Jesus (stærkere nu):
Far… hvis det her er den eneste vej – så lad det ske. Din vilje, ikke min.
Fortæller:
Sveden drypper fra hans pande – som blod.
Satan prøver én sidste gang. Frister ham:
Satan (viskende, hård):
Giv op. Det er ikke det værd. De svigter dig.
Mennesker som dem? De kommer alligevel til at vende dig ryggen.
Fortæller:
Men Jesus står fast.
Han vælger os.
Han vælger dig.
Han vender tilbage. Disciplenes øjne er tunge. De sover igen.
Tredje gang han beder, er det med ro i stemmen.
Han har truffet sit valg.
Jesus (med fred):
Din vilje, Far. Ikke min.
Fortæller:
I det samme kommer en engel til ham. Tørrer den blodige sved af hans pande.
Han er ikke alene. Gud er hos ham.
Jesus rejser sig. Han er klar.
Klar til at møde det, der venter.
