26. april 2025
Udland

Angreb på kristne bliver mere og mere almindelige

Polonia Castellanos, grundlægger af den spanske sammenslutning af kristne advokater. | Kredit: Women World Platform, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons

Af David Ramos │ CNA │ 2. april 2025
Oversættelse KATOLSK LIV

Angreb på kristne, især katolikker, er stigende i både Europa og Latinamerika, ifølge forskellige rapporter fra forskellige organisationer.

I løbet af 2023 dokumenterede "Observatory on Intolerance and Discrimination against Christians in Europe" 2.444 anti-kristne hadforbrydelser i 35 europæiske lande. Dette tal inkluderer 232 personlige angreb, der spænder fra chikane og trusler til fysisk vold. Næsten halvdelen af angrebene fandt sted i Frankrig.

Den foruroligende tendens blev også bemærket i 2023 Report on Religious Freedom udgivet af den pavelige stiftelse "Aid to the Church in Need".

I resuméet af sidstnævnte forskningsrapport advares der om »en betydelig stigning i hændelser begået af enkeltpersoner eller grupper, der er fortalere for visse ideologiske synspunkter, som er intolerante over for andres religiøse overbevisninger.«

»Angrebene har i høj grad fokuseret på medlemmer af religiøse samfund (dvs. katolikker og evangelister) og er generelt blevet begået af medlemmer af pro-abort og pro-feministiske grupper samt af grupper, der fremmer kønsideologi,« hedder det videre i resuméet.

»I Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Haiti og Mexico er der rapporteret om hændelser (i flere tilfælde forbrydelser), herunder angreb på religiøse personer, hærværk, vanhelligelse eller krænkelser af religiøse følelser,« hedder det i dokumentet.

Polonia Castellanos, formand for Christian Lawyers, en stiftelse grundlagt i Spanien, udtaler: »Når katolikker og kristne generelt bliver angrebet og ydmyget, sker der ikke noget, men hvis det blev gjort mod en anden gruppe, ville det få øjeblikkelige konsekvenser.«

»Jeg tror, at det til dels er vores egen skyld«, beklagede hun, fordi katolikker «har ladet sig ydmyge og fornærme uden at gøre noget, og det er derfor, vi har nået disse ekstremer, som er begyndt at blive farlige.«

Hun er ikke alene om sine synspunkter. Sammen med hende advarer andre katolske ledere fra Latinamerika og Europa, som er blevet interviewet af ACI Prensa, CNA's spansksprogede nyhedspartner, om en voksende selvtilfredshed i forhold til angreb på kristne i lande, som engang var troens stærke forsvarere.

Et nyligt, globalt eksempel på en krænkelse af kristne var den parodi på den sidste nadver, der blev præsenteret under åbningsceremonien for De Olympiske Lege i Paris 2024.

Andre tilfælde i Latinamerika omfatter den aflyste kunstudstilling »The Coming of the Lord« i Mexico, som viste seksualiserede religiøse symboler, og teaterstykket »María Maricón« i Peru, som ifølge den officielle synopsis »udforsker konflikten mellem religion og køn gennem dekonstruktion af forskellige katolske jomfruer og helgener.«

'Ikke-rapporterede eller normaliserede' angreb

For Uriel Esqueda, kampagneleder for den mexicanske platform Actívate (Bliv aktiv), »bliver angrebene på kristne og folk, der praktiserer en religion, større og mere mærkbare hver dag. Jeg mener, at det er en form for forfølgelse, og angrebene bliver desværre ikke rapporteret eller normaliseret til en vis grad. Så det er en meget alvorlig situation.«

»Desværre er både religiøse ledere og enkeltpersoner ikke vant til at sige fra over for krænkelser af deres menneskeret til religionsfrihed, og jeg tror, det er en del af problemet,« bemærkede han og advarede om, at der i øjeblikket «er større intolerance over for katolske grupper sammenlignet med andre typer af religiøse grupper.«

Selvom Mexicos forfatning for eksempel »anerkender og beskytter retten til religionsfrihed«, såvel som internationale traktater, »er der desværre ingen, der ved, hvordan man rapporterer [overtrædelser], eller hvordan man håndhæver denne menneskerettighed«, beklagede han.

Esqueda sagde, at Actívate vil lancere en kampagne, så »kristofobi kan rapporteres, og at myndighederne ved, hvad de skal gøre ved denne type problemer, og at folk, der udfører eller praktiserer kristofobi, kan få en eller anden form for sanktion.«

Forsøg på at eliminere katolicismens tilstedeværelse i Mexico

Marcial Padilla, direktør for ConParticipación (Bevidsthed og deltagelse), en mexicansk organisation, der arbejder for at fremme menneskelig værdighed, beklagede, at »historisk set har der været et ønske fra politiske og ideologiske grupper om at omskole samfundet for at eliminere katolicismens tilstedeværelse, hvad enten det drejer sig om uddannelse, skikke, kunst eller ethvert spor af love, der er inspireret af den kristne tros principper.«

Han forklarede, at sekularisme »kommer til udtryk som tolerance over for hån af troen, men intolerance over for udtryk for tro. Sagt på en anden måde: I ytringsfrihedens navn kan den katolske tro latterliggøres, men i statens sekulære navn kan den ikke frit udtrykkes eller fejres i fællesskabet.«

I Mexico er nationale symboler beskyttet, men det er religiøse symboler ikke

»I Mexico kan man skænde religiøse billeder eller kirker, men ikke flaget eller nationale symboler, for det er klart strafbart,« bemærkede fader Hugo Valdemar, en mexicansk præst, som ledede kommunikationskontoret i ærkebispedømmet Mexico City i 15 år, da det blev ledet af kardinal Norberto Rivera.

»Spørgsmålet er: Hvorfor er det forbudt at håne nationale symboler, mens religiøse symboler kan hånes og latterliggøres uden nogen strafferetlige konsekvenser?« spurgte Padilla.

I landet, beklagede han, »hersker der stadig en jakobinsk [antireligiøs] mentalitet mod den katolske kirke.«

Der er rester af fortiden, som kulturelt set ikke er blevet overvundet, sagde han og henviste til spændingerne mellem staten og den katolske kirke i Mexico, som går tilbage til midten af det 19. århundrede og nåede deres højdepunkt i 1920'erne under regeringens voldsomme forfølgelse af katolikker, der udløste Cristero-krigen.

For Valdemar er det vigtigt, at katolikker »forsvarer deres tro og deres værdier, men uden at forfalde til provokationer, der får os til at virke fanatiske eller intolerante. Og også med stor forsigtighed, for ofte ville disse udtryk for had til troen gå ubemærket hen, hvis de ikke blev provokeret for at få omtale.«

»Nogle gange er nogle påståede kunstværker så middelmådige, at ingen ville lægge mærke til dem, hvis det ikke var for den skandale, der offentliggør dem,« bemærkede han.

Sociale medier er vigtige for at sikre, at angreb ikke bliver bragt til tavshed

For fader Juan Manuel Góngora fra bispedømmet Almería i Spanien, som har mere end 82.600 følgere på X, »lever vi i ugunstige tider, og et eksempel på dette er det stigende antal eukaristiske skændinger i forskellige sogne og antikristen vold.«

»Den sociale ingeniørkunst, vi har været udsat for i årtier, har gradvist øget [tolerancen over for lovovertrædelser]. Og siden det spanske socialistiske arbejderparti kom til magten i 2018, og [premierminister] Pedro Sánchez tiltrådte, er der blevet gennemført en række love, som er fuldstændig skadelige for den katolske tro og antropologi, såsom anvendelsen af love om historisk hukommelse, abort og eutanasi.«

Desuden kritiserede Góngora »regeringens og dens parlamentariske partneres forsøg på at eliminere forbrydelsen mod religiøse følelser, der er beskyttet af artikel 16 i den spanske forfatning og inkluderet i straffeloven (artikel 522-526).«

Den spanske præst understregede, at disse love »generelt tjener til at sikre, at disse angreb og magtstrategier ikke bliver bragt til tavshed og skjult. I mellemtiden er langt størstedelen af medierne, drevet af institutionelle reklamer og sammen med en konstellation af foreninger, der er tilknyttet den progressive venstrefløj, nødvendige samarbejdspartnere i at implantere fortællinger og historier langs sekulære og antikristne linjer.«

Europa er ved at glemme sin identitet

Castellanos mener, at den nuværende situation med hensyn til religionsfrihed i Spanien og resten af Europa er »meget bekymrende og farlig; angreb på kristne stiger ikke kun i antal, men også i intensitet.«

»Europa, som er bygget på kristne rødder, er ved at glemme sin identitet og forfølger kristne og indfører antikristne ideologier,« sagde hun.

Med henvisning til forslaget om at fjerne forbrydelser mod religiøse følelser advarede formanden for Christian Lawyers om, at dette ville »mangedoble forbrydelser mod kristne«.

»Hvad der er endnu mere alarmerende er, at mange forbrydelser begås af offentlige embedsmænd. Så det, vi ser, er, at ikke alene bliver forbrydelsen ikke retsforfulgt (for vi ved allerede, at loven i Spanien ikke er lige for alle), men vi betaler med vores skat til folk eller enkeltpersoner, der dedikerer sig til at fornærme os, når de burde være de første til at respektere alle borgere,« sagde hun.

Castellanos præciserede, at lovgivningen bør »garantere respekt. Nogle menneskers ytringsfrihed indebærer ikke fornærmelser eller ydmygelser; det er to meget forskellige ting.«

»Trods alt skal vi være bevidste om vores sejr (selv om det er nødvendigt med handling). Spanien er Marias land, og jeg er sikker på, at hele kampen for at forsvare livet (fra undfangelsen til dets naturlige afslutning), familien og religionsfriheden meget snart vil bære frugt,« sagde hun.

Resultaterne afhænger af katolikkerne

Alberto González Cáceres, formand for St. Thomas More Center for Legal Studies i Peru, beklagede, at forsvaret af religionsfriheden »ikke synes at være relevant for langt størstedelen af befolkningen, fordi religion er blevet en næsten sekundær kulturel manifestation, undtagen når folk lever i stor nød, som i tilfældet Nicaragua, eller når der er katastrofer. Jeg siger dette med stor sorg.«

»For folk, der virkelig praktiserer deres tro, er det overvældende at indse, at der er stærk mediecensur mod alle former for religiøs praksis, ligesom der er social stigmatisering mod alt, hvad der er ortodokst,« bemærkede han.

I denne sammenhæng kan katolikker, sagde han, reagere på »to konkrete måder«: »Den første er ved at bede meget, og den anden er ved at uddanne sig i katekismen og den katolske lære.«

Med hensyn til myndighedernes handlinger i forbindelse med religiøse lovovertrædelser sagde González, at han mener, at »man absolut ikke kan forvente noget. Resultaterne vil afhænge af, hvad katolikkerne selv gør.«

 

Hold liv i KATOLSK LIV: MobilePay 235 629