Overskrifter
Pater Herbert Krawczyk, SJ er død. Han blev født den 16. november 1944 og indtrådte i Jesu Selskab den 30. juli 1960. Præsteviet den 24. august 1972. Han sov stille ind den 1. april 2025. Begravelsen finder sted fredag, den 4. april kl. 12.00 i den Katolske Vor Frue Kirke, Ryesgade 26, 8.000 Århus C. Jordfæstelse efter messen i Jesuitternes grav på Nordre Kirkegaard i Aarhus (Kirkegårdsvej 26, 8000 Århus). Efter ceremonien er alle velkomne til et lille traktement i menighedssalen i sognegården.
Redaktør af KATOLSK LIV, Kuno Arnkilde, skrev i 2006 en artikel for bispedømmets blad Katolsk Orientering om pater Herbert Krawczyk og menigheden i Århus. Den bringer vi her:
Bispedømmets største menighed ledes af pater Herbert Krawczyk S.J.
Fordomme er en uskik – og her er en af dem: Katolske kirker og menighedshuse ligger afsides fra det almindelige liv i gadebilledet, er som regel lukkede og ser i det hele taget lidt forladt ud.
Men det er ikke virkeligheden i Århus, hvor jesuiterpræst Herbert Krawczyk har holdt til i 30 år. Han blev den 1. januar i år sognepræst for Danmarks største katolske menighed, og en eftermiddag i september har Katolsk Orientering sat ham stævne for at tale lidt om en stor menighed i provinsen.
Fordommen bliver hurtigt afkræftet. Kirken er åben, og der er etableret kirkevagts ordning. Også menigheds lokalerne er åbne, og her kan man overvære en udstilling af Bettina Winkelmanns smukke og kraftfulde fortolkninger af klassiske Maria-motiver. Der er mennesker i lokalerne, som kommer for at se, hvad stedet har at byde på, og der er mennesker, som er der for at tage imod dem – og som byder på gratis kaffe.
Foran kirken og menighedslokalerne er et mylder af mennesker. Sognets bygninger ligger på hovedstrøget tæt ved banegården, hvilket kaster en masse gående trafik af sig, som kirken gerne vil komme i møde. De mange unge mennesker, der er forsamlet foran kirken, opfatter tilsyneladende kirken som en fortrolig del af gadebilledet, og trafikken ind og ud af lokalerne og kirken virker som en selvfølge. Kirken og menigheds lokalerne bliver brugt flittigt i Århus. Pater Herbert Krawczyk er født i Polen i 1944 og vidste meget tidligt i sit liv, at han ville være præst. Det var dog, i menneskelig forstand, en tilfældighed at han også blev jesuit. Overbevisningen om, at han havde et kald som jesuiterpræst, var frugten af en nær kontakt til hans skriftefader, som var jesuit, og nu 34 år efter pater Herberts præstevielse sidder vi her i Århus og gør os tanker om, hvad der rører sig i tiden.
En brydningstid
P. Herbert er en erfaren valfartspræst, og han har en stor kontaktflade til de mange, som har deltaget i valfarten til Lourdes. Vores betragtninger af tidsånden tager derfor udgangspunkt i det faktum, at mange mennesker er begyndt at deltage i valfarter, pilgrimsrejser. Man opdager eller genopdager i det hele taget flere og flere katolske traditioner. Hvorfor mon? P. Herbert er ikke i tvivl:
– Det er ved at gå op for mange mennesker, at man i vor tid så at sige kaster barnet ud med badevandet. Kirken rummer værdifulde traditioner, som det afkristnede menneske savner og derfor søger. Det savn, som det afkristnede menneske føler, har ofte ikke et sprog, og der er i realiteten tale om et identitetstab. Her kommer Kir kens store Tradition og ikke mindst sakramenterne ind i billedet. Herbert Krawczyk kommer med et slående eksempel fra en tid, hvor der kom mange vietnamesiske bådflygtninge til Danmark. Han fortæller om flugten:
De havde intet. Havde bog staveligt talt mistet alt. De havde efterladt familie medlemmer, eller også var familien blevet dræbt under krigen. De stod fuldstændig uforstående over for den danske kultur, men i kirken begyndte de at slå rod; genkendelsens glæde, erindring om familielivet, sammenholdet og fællesskabet i forbindelse med modtagelsen af sakramenterne. De genfandt den dybe glæde ved Kir kens tusindårige tradition, og sakramenterne var den direkte årsag til, at de fik fast grund under fødderne.
Noget tilsvarende, tilføjer p. Herbert, oplever mange andre mennesker i denne tid, men de siger nej tak til hokus pokus-traditionen.
– Hokus pokus traditionen?
Ja, der hvor den religiøse praksis nærmer sig overtro. F.eks. når man tillægger et bestemt ritual eller en bestemt lokalitet overnaturlig kraft, og hvor det ikke længere er Gud, der er i centrum. Den ægte og vedkommende del af Traditionen, hvor Gud er den, der handler, vil nutidens mennesker derimod gerne stå i et eller andet forhold til.
Solidariteten er i fare
Mange mennesker søger i dag tilbage tilbage til kristendommen, fordi de føler, at der mangler sammenhængskraft i det samfund, de lever i, og i deres eget liv. Solidaritetstanke, siger p. Herbert, er så godt som forsvundet. Og netop solidariteten er noget meget centralt for os jesuiter. Vi forsøger i så høj grad som muligt at indleve os i landets kultur, der hvor vi befinder os, ved f.eks. indbyrdes at tale landets sprog, deltage i den offentlige debat og hjælpe de mennesker, som er i nød. Ved nød forstår vi ikke blot materiel nød, men i et land som Danmark i høj grad også den åndelige nød. Konkret betyder det, at vi ved siden af sjælesorgen også lægger stor vægt på undervisning. I København driver vi landets eneste katolske gymnasium, Niels Steensens Gymnasium, og her i Århus har vi Skt. Knuds Skole, hvor samarbejde mellem skole og kirke er meget tæt. Skolen er en del af menigheden.
Undervisning indgår også som en vigtig del af sognearbejdet. Der kommer mange skoleklasser og andre grupper for at høre om den katolske tro og kirke, og hver torsdag aften er der undervisning i den katolske tro i sognegården.
Indvandringen er en gave
Menigheden i Århus har over 80 nationaliteter hos sig. Og det er en meget stor gave, fortæller p. Herbert.
– For det første får vi et konkret udtryk for Kirkens universalitet, at det er en Verdenskirke. Men de nye kulturer fortæller os også, at katolsk praksis kan have mange forskellige udtryk. Tingene kan gøres på nye måder, når blot vi er enige om det grundlæggende – og det er en berigelse. Det er det, fordi den anderledes måde at gøre tingene på måske kan få et ellers hensovet, eller i værste fald hendøende trosliv til at blusse op igen. At man åbner sit hjerte for Kristus på ny.
Kirken i Århus er for lille
Det er vist sket før i bispedømmet, men er det nødvendigt at firme menighedens firmander i en protestantisk domkirke - til foråret. Hvorfor kan det ikke foregå i jeres egen kirke?
Den er ganske enkelt for lille, fortæller p. Herbert. Der er ikke plads til firmandernes gæster, og da forkyndelse er en vigtig del af jesuiternes kald – og gerne til så mange som muligt – henvendte vi os på biskop Kozons opfordring til domprovst Jakob Grossbøll og bad ham om at måtte låne domkirken til foråret. Og det har vi fået lov til – endog uden vederlag.
Mange aktiviteter i sognet
Netop det økumeniske arbejde ligger os meget på hjerte, fortsætter p. Herbert. Vi deltager aktivt i det lokale arbejde her i Århus, og vores menighed er medlem af Århus KirkernesFællesråd.De aktivitetsgrupper, vi har etableret i menigheden har også deltagelse af protestanter, således også vores seniorer, Sankt Knuds Klub.
Pater Herbert tilføjer, at man også har åbnet sognegårdens døre for aktiviteter, som ikke direkte har noget at gøre med sognets arbejde. Det er f.eks. selvhjælpsgrupper, som samler mennesker, som er i nød – først og fremmest i åndelig nød. Derfor er de velkomne til at bruge vores lokaler, og vi er til stede og parate til at tale med dem.
Det banker endnu engang på sognekontorets dør. En mand af asiatisk oprindelse får en lang og grundig vejledning vedrørende nogle kirkelige handlinger. Efter vejledningen viser Herbert Krawczyk Katolsk Orienterings udsendte de mange flotte Maria-billeder, som smykker menigheds lokalerne – og siger farvel ude på gaden.
En lidt klogere katolik kører hjem til hovedstaden – belært om betydningen af både tradition og interkulturel fornyelse – og sidst, men ikke mindst opløftet af visheden om, at der endnu er ildsjæle til i Kirken.
