Festen for Herrens bebudelse har sin oprindelse i Lukasevangeliets beretning om ærkeenglen Gabriels besøg hos jomfru Maria med budskabet om, at hun skulle undfange Guds Søn (Luk 1,26-38). Det er også festen for Marias ja til at blive mor til Guds Søn, men festens titel, ”Herrens bebudelse”, henviser til, at det er en fest for Kristus. Festen er fejret som liturgisk fest siden 600-tallet.
Datoen for Herrens bebudelse ligger nøjagtig 9 måneder før festen for Herrens fødsel – en graviditets normale længde. Men når den 25. marts ligger i den stille uge eller i påskeoktaven (de første 8 dage efter påskesøndag), hvor ingen andre fester må erstatte fejringen af Herrens lidelse og opstandelse, henlægges fejringen af Herrens bebudelse til den første hverdag efter påskeoktaven. Det skyldes, at bebudelsen er en så stor højtid, at den ikke bortfalder som nogle andre fester, men altid fejres.
Man regner med, at Lukas’ beretning, som er skrevet mellem 70-90 e.Kr., må hvile på, hvad evangelisten Johannes, som tog Maria til sig efter Jesu død, har fortalt til de første medlemmer af Kirken. Englens hilsen til Maria, ”Herren er med dig, du benådede!” (Luk 1,28) danner nu indledningen til den kendteste bøn til Maria, ”Hil dig Maria”. I det første led af rosenkransens glædesfulde mysterier mediterer vi over Herrens bebudelse, at Maria undfangede Jesus, ved at Helligånden kom over hende.
