- udgør en større trussel mod Vesten end nogensinde
For Mads Larsen har det 20. århundredes feminisme skabt en hidtil uset fertilitetskrise – ”værre end 2. Verdenskrig; værre end Den sorte Død.”
Af: Solène Tadié │ NCR │ 11. marts 2025
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Mads Larsens arbejde skiller sig ud i en akademisk verden, der har tendens til at gøre klimaforandringer og overbefolkning til den ultimative horisont for vestlige prioriteter. I modsætning til disse populære teorier hævder den norske videnskabsmand, at en stor del af den moderne verden, først og fremmest Vesten, er intet mindre end på en tvungen march mod selvudryddelse i mangel af en bæredygtig fødselsrate.
Faktisk rejser det ubestridelige fund, at fertilitetsraterne er faldet i Europa, Nordamerika og andre udviklede regioner, presserende spørgsmål om disse samfunds bæredygtighed, socialt og økonomisk. Hvad er de underliggende årsager til en sådan krise? Kan den vendes, eller er vi vidne til en irreversibel samfundsændring?
Alle disse spørgsmål behandler Larsen udførligt i sin nylige bog, Stories of Love from Vikings to Tinder: The Evolution of Modern Mating Ideologies, Dating Dysfunction, and Demographic Collapse, hvor han dykker ned i de historiske og kulturelle skift – fra tilbagegangen af slægtsbaserede strukturer, fremkomsten af kernefamilier til 1960’ernes seksuelle revolution – der har ført til det nuværende demografiske kollaps, og han argumenterer for, at den centrale drivkraft er kvinders hidtil usete frihed i nutidige vestlige samfund.
Mads Larsen er litteraturforsker og bruger evolutionære perspektiver til at studere kulturel forandring. Han har en ph.d. og en MFA fra University of California, Los Angeles, og er i øjeblikket forsker ved Universitetet i Oslo, Norge.
I dette interview med NCR diskuterer han den historiske bane, der har ført til den nuværende fertilitetskrise - som han mener, at kristendommen også har relationer til - og de potentielle løsninger, lige fra politiske indgreb til kunstig intelligens.
I din bog kaster du et kritisk blik på tidligere århundreder for at analysere den demografiske krise i Vesten. Hvad er den vigtigste drivkraft bag denne krise fra dit perspektiv?
Kerneårsagen til vores demografiske sammenbrud er, at vi er de første samfund i menneskehedens historie, der har "frie kvinder." Fra et evolutionært perspektiv er det dét, vi omtaler som "individuelt partnervalg." I alle samfund har forskellige grader af arrangeret ægteskab hersket indtil omkring 1968. Derefter er, efter en 800 år lang proces - som jeg diskuterer i min bog – det individuelle partnervalg blevet implementeret universelt på både kort- og langsigtede markeder. Dette er et historisk unikt system, der kun har eksisteret i omkring et halvt århundrede.
Ved enhver drastisk kulturændring må vi også sikre, at reproduktionen ikke saboteres. Hvis vi undlader at gøre det, vil samfundet ikke opretholde sig selv, og disse kulturelle skift vil i sig selv ikke bestå. I bund og grund har vi skabt de første virkelig frie kvinder, men vi har endnu ikke tilpasset vores samfund til at integrere denne frihed med tilstrækkelige reproduktionsrater. Fra et feministisk perspektiv er kun halvdelen af arbejdet udført. Men hvis vi ønsker, at individuelt partnervalg og kvinders frihed skal bestå i endnu et århundrede eller mere, skal vi fuldføre anden halvdel af udfordringen: at finde ud af, hvordan man balancerer kvinders frihed med demografisk bæredygtighed.
Hvis fertiliteten ikke stiger, risikerer disse samfund at forsvinde, så kun dem med bæredygtige fødselsrater - såsom dele af Afrika, Mellemøsten og visse asiatiske lande - vil bestå. Det er alle samfund, der har meget forskellige tilgange til kvinders frihedsrettigheder.
Hvordan blev Vesten det første samfund til at skabe frie kvinder?
For omkring tusind år siden gennemgik Vesten en unik forvandling. Gennem hele landbrugsperioden var menneskelige samfund struktureret omkring tæt sammentømrede slægtsgrupper. Individet var underordnet den kollektive slægtssenhed, som blev understøttet af polygyne ægteskabsstrukturer.
Men gennem en lang og kompleks proces, der kulminerede med de gregorianske reformer, gik Vesten bort fra disse slægts-baserede grupper. Vi bevægede os i retning af et feudalt system struktureret omkring kernefamilier og livslang monogami. Dette satte gang i en århundreder lang proces med stigende individualisering, som fortsætter i dag.
Jeg hævder, at det dybeste underliggende ønske hos det vestlige individ aldrig blot var retten til at stemme eller kvinders mulighed for at arbejde på kontorer. I stedet var den grundlæggende længsel at have muligheden for at vælge sin egen partner. Betingelserne for at understøtte denne frihed eksisterede dog først i 1960'erne, hvor to nøglefaktorer kom frem: velstand efter Anden Verdenskrig, som gjorde individer bedre økonomisk i stand til at håndtere brud, og p-piller, som afkoblede seksuelle forhold fra reproduktion.
Sideløbende med disse materielle ændringer havde ideologien om "sammenflydende kærlighed" - ideen om, at forhold skulle være baseret på personlig tilfredsstillelse snarere end forpligtelse - udviklet sig i den vestlige kultur siden 1700-tallet. Det var dog først i det 20. århundrede, at det blev bredt implementerbart.
Nogle fremtrædende forskere, såsom den amerikanske sociolog Rodney Stark, hævder, at kvinders første skridt mod frigørelse begyndte netop med kristendommen, som især gav kvinder ret til at vælge cølibat og nægte ægteskab. Er du enig?
Absolut. Den kristne ramme introducerede definitivt begreber, der udfordrede traditionelle slægts-baserede strukturer. Men mens kristendommen gav et grundlag for større kvindelig autonomi, er den krise, vi i øjeblikket oplever, en langt senere udvikling. Det grundlæggende skift skete, da samfundets materielle vilkår endelig stemte overens med de mangeårige kulturelle forhåbninger om individuelt partnervalg. Kvinders frihed i dag er til dels et resultat af disse historiske processer, men dens fulde implementering krævede økonomiske og teknologiske fremskridt, som først kom i midten af det 20. århundrede.
Den demografiske vinter i Europa, i USA og Canada fremgår af en række pålidelige undersøgelser og tal. Hvor alvorlig er situationen efter din mening?
Det er den mest alvorlige udfordring, Vesten nogensinde har stået over for. Det er værre end vulkanudbrud, værre end 2. Verdenskrig, værre end Den Sorte Død, værre end nogen klimakrise.
Vi kom igennem alle de enorme udfordringer fra fortiden. Jeg garanterer dig, med matematisk sikkerhed, at vi ikke vil overleve faldende fertilitet. Hvis vi ikke gør noget, vil fødselstallene fortsætte med at falde, og det truer den økonomiske og sociale stabilitet.
For at tage eksemplet med Norge, så er det, vi kommer til at opleve nu, at der kommer til at fødes mange færre børn, hvilket betyder, at vi får mange færre børn i folkeskolen, og senere i gymnasiet og universiteterne. Så alle dele af samfundet vil bare blive ved med at skrumpe.
Og når de så kommer ind i arbejdsstyrken, vil vi ikke have nok arbejdere til at opretholde disse strukturer. Vi kommer ikke til at have nok sygeplejersker, lærere osv.; vi mærker dette allerede.
Og derpå bliver det bare værre og værre, for hver generation bliver en tredjedel mindre. Og det er, hvis vi kan fastholde en 1,4 rate. Hvis vi falder ned til Sydkoreas kurs på 0,7, vil hver generation være to tredjedele mindre. Det betyder, at vi på bare tre generationer ville have mistet 96 % af børnene: Hvor vi har 100 børn, der starter i skole i dag, vil der være fire om tre generationer fra nu.
Vores sociale model fungerer ikke til det. Kapitalismen fungerer ikke til det. Så vi aner ikke, hvordan vi skal omstrukturere; hvordan vi skulle klare det, hvis vi ikke fikser det; hvis vi skal omstrukturere skrumpende, kollapsende samfund. Manglen på arbejdskraft vil stige og påvirke pleje, uddannelse og andre vigtige tjenester. Nogle regioner vil blive spøgelsesbyer, svarende til det, der allerede ses i Italien og Japan.
Udgivelsen af din bog vakte opsigt i den norske intellektuelle verden. Nogle mennesker hævder endda, at du var på grænsen til at blive "annuleret" [cancelled]. Hvor problematisk er det for dig at slå alarm i den akademiske verden, når mange eksperter hævder, at lave fertilitetstal i Vesten ikke er nogen stor sag i lyset af, hvad de ser som den nuværende "klimakrise", som de anser for at være forårsaget af overbefolkning?
"Annuleret" er et alt for stærkt ord. En række mennesker i den akademiske verden mener, at overbefolkning er en mere presserende bekymring, og at det gavner miljøet at få færre børn. Nogle miljøforkæmpere ville ønske enten et par milliarder færre mennesker på Jorden eller slet ingen mennesker; deraf kontroverserne i de norske medier, da jeg offentliggjorde min forskning.
Men jeg konstaterer tingene, som de er: Næsten hele den moderne verden, med de undtagelser, jeg nævnte, bevæger sig nu i forening mod selvudryddelse.
Er politikker såsom sænkning af skatter eller tildeling af økonomiske incitamenter til kvinder — som dem, der i øjeblikket implementeres i Ungarn — effektive?
Politikker, der giver økonomiske incitamenter til at føde børn, har også haft begrænset succes. Enten er effekten for lille, eller også er omkostningerne uholdbare. Mere radikale samfundsændringer kan være nødvendige, såsom at udnytte fremtidige teknologier til at lette byrden ved børneopdragelse.
Så kunne kunstig intelligens faktisk redde os fra at forsvinde?
Hvis Elon Musk lever op til sit løfte med alle Optimus-robotterne, anslår han, at han i 2040 vil have produceret et sted mellem 10 og 30 milliarder humanoide robotter, som kan arbejde mere eller mindre 24 timer i døgnet og udføre de fleste job meget bedre, end mennesker kan. Det vil give os mulighed for at skabe et radikalt anderledes samfund.
Forskning peger tydeligt på, at mange kvinder gerne vil have flere børn, end de faktisk får, hvilket tyder på, at det snarere er samfundsstrukturer end personlige valg, der begrænser reproduktionen. Hvis en kvindes fremtid er materielt sikker, så hun kan have alle de varer og tjenester, hun har brug for gennem hele sit liv, og hun også kan have alle de robotbarnepiger, hun har brug for til at hjælpe hende med børnene, tror jeg, vi kan gå ind i en gylden æra med reproduktion. Men vi er nødt til at skabe den virkelighed.
Den nuværende krise i forholdet mellem mænd og kvinder synes også at være en af hoveddrivkræfterne bag faldende fødselstal. De radikale feministiske bevægelser i det sidste årti konfronteres nu med fremkomsten af såkaldte maskulinistiske bevægelser, såsom "Red Pill"-bevægelsen, der ofte udbreder karikerede eller ligefrem direkte kvindehadende [misogyne] synspunkter, hvilket sandsynligvis ikke vil forbedre den generelle kontekst. Datingapps ser ud til at have gennemført en lang proces med isolation. Hvad er din holdning til det?
Jeg tror, at nutidens krise er forårsaget af forskellen mellem mænd og kvinders promiskuøse tiltrækningssystem. Vi bliver nødt til at gå lidt tilbage for at forstå.
Menneskelige hanner og hunner har to forskellige tiltrækningssystemer: For det første det promiskuøse tiltrækningssystem – ligesom over 90 % af pattedyre - hvor mænd kun bidrager med gener, og kvinder overlades til at håndtere graviditet og pleje af afkommet alene. I dette system skal kvinder være meget selektive og vælge de bedste gener for at sikre stærkt afkom, for det er alt, de får. Mænd bliver omvendt tilskyndet til at reproducere sig så meget som muligt for at øge deres genetiske arv. Derefter opmuntrer det par-bindende attraktionssystem - som opstod for omkring fire millioner år siden – til langsigtede partnerskaber. Dette system giver kvinder mulighed for at udvikle tilknytning til mænd med lavere værdi, hvis de bliver forelskede, hvilket fører til mere stabile forhold.
En af de grundlæggende udfordringer for samfund er at forene de skarpe forskelle mellem kvinders promiskuøse og parbundne tiltrækningssystemer. Historisk set regulerede arrangerede ægteskaber denne dynamik, men efterhånden som samfund skiftede mod individuelt partnervalg, har kvinder muligvis ikke udviklet de nødvendige egenskaber til at styre deres valg effektivt.
Interessant nok steg antallet af illegitime forhold voldsomt i 1700-tallet, da individuelt partnervalg blev introduceret i Nordvesteuropa. Drevet af deres tiltrækningssystemer blev kvinder, tiltrukket af de mest attraktive mænd, som ofte forsikrede dem om deres engagement, men senere forlod dem. I nogle byer som Stockholm var næsten halvdelen af alle fødsler fra ugifte mødre, hvilket understreger den sociale ustabilitet, der blev forårsaget af denne overgang.
Fremkomsten af teknologi, især dating-apps som Tinder, har forstærket denne tiltrækningsdynamik. Styrket af teknologi har kvinder nu en hidtil uset adgang til en bred vifte af potentielle partnere. Dette får dem dog ofte til at fokusere på den meget lille procentdel af de mest attraktive mænd, hvilket forstærker kvinders promiskuøse tiltrækningssystem og forværrer moderne dating-frustrationer. Dating-apps er ikke hovedårsagen, men snarere en accelerator.
Kvinder finder det stadig vanskeligere at finde en mand, de anser for "god nok", som også er villig til at forpligte sig. Dette fører til forsinkelser i relationsdannelse og reproduktion, hvilket bidrager til faldende fertilitetsrater. Udfordringen er, at samfundene endnu ikke har tilpasset sig dette nye datingmarked på en måde, der opretholder befolkningstilvæksten og samtidig opretholder individuel frihed.
Efterhånden som konkurrencen om kvindelig opmærksomhed øges, vender mange mænd sig til "Red Pill"-ideologi og figurer, der tilbyder, hvad de hævder, er "barske sandheder" om datingsucces. Disse tal fremmer hyperkonkurrencedygtige og individualistiske strategier, der kan fungere for nogle få udvalgte, men som i sidste ende er skadelige for samfundets stabilitet og kollektive velvære.
Du nævnte kristendommens rolle i befrielsen af kvinder og derfor dens indirekte ansvar i den nuværende situation. Hvilken rolle mener du, at den katolske kirke bør spille for at addressere det?
Dette burde bestemt også være et ansvar for Kirken. Den katolske kirke burde faktisk prioritere at løse dette problem. Selvom Kirken måske ikke fuldt ud tilsigtede alle konsekvenserne af sine tidligere handlinger, spillede den en rolle i at skabe betingelserne for frie kvinder. Nu, hvor halvdelen af arbejdet er udført, bør Kirken arbejde på at genoprette reproduktionen, så vi kan bevare både frihed og demografisk overlevelse. Hvis dette eksperiment mislykkes, vil fremtidige samfund ikke gentage det.
Vi må skabe en verden, hvor en kvinde i 20'erne vil se på sine muligheder og konkludere, at det at have tre børn vil give hende et bedre liv end at forblive single og barnløs. Det vil sige at gøre samfundet til et sted, hvor kvinder trives. Dette skifte vil måske ikke gavne mænd med lav status på kort sigt, men medmindre vi foretager grundlæggende ændringer, er vores nuværende eksperiment med frit valg og lave fødselstal muligvis ikke holdbart.
