13. november 2025
Pave Frans

Pave Frans roser indsatsen

- "For livet" og taler til pilgrimme fra hospitalet

Pave Frans får et knus af en ung besøgende ved sin generalaudiens i Vatikanet, onsdag den 12. februar 2025. | Kredit: Vatikanets medier

 

Af AC Wimmer │CNA │ 8. marts 2025
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

Lørdag henvendte pave Frans sig til pilgrimme fra "Movement for Life" i en erklæring, der blev udsendt fra hans hospitalsstue, og som kardinal Pietro Parolin, Vatikanets statssekretær, leverede under en messe i Peterskirken den 8. marts.

I sit budskab takkede den 88-årige pave pro-life-pilgrimmene på deres organisations 50-års jubilæum og roste deres konkrete støtte til mødre, der oplever svære graviditeter.

Pave Frans opmuntrede Movement for Life til at fortsætte sin mission og bemærkede, at »der stadig og mere end nogensinde er brug for mennesker i alle aldre, der konkret dedikerer sig til at tjene menneskelivet, især når det er mest skrøbeligt og sårbart; fordi det er helligt, skabt af Gud til en stor og smuk skæbne.«

Medicinsk personale fortsætter med at give pave Frans »high-flow oxygenation« via næsekanyler i dagtimerne, mens han bruger »noninvasiv mekanisk ventilation« om natten for at støtte hans vejrtrækning. »Natten gik stille og roligt; paven hviler sig,« lød den korte opdatering fra Vatikanet lørdag morgen.

Vatikanets embedsmænd bekræftede, at paven igen ikke vil optræde offentligt til den traditionelle Angelus-bøn om søndagen. I stedet vil hans refleksionstekst blive offentliggjort, som det er sket i de seneste uger.

På samme måde vil pavens prædiken ved søndagens messe for de frivilliges jubilæum blive læst af kardinal Michael Czerny, som også vil lede rosenkransen på Peterspladsen kl. 21.00 lokal tid lørdag, hvor de troende samles for at bede for den hellige fader.

Efter at en dybfølt lydbesked fra paven blev afspillet på Peterspladsen torsdag aften, forklarede den hellige stols pressechef Matteo Bruni, at det var Frans' ønske at optage og afspille hilsenen for at takke alle, der beder for ham.

 

Hold liv i KATOLSK LIV: MobilePay 235 629