Et holistisk og etisk alternativ
- til IVF ved ufrugtbarhed

Efterhånden som in vitro-fertilisering (IVF eller ”reagensglas-befrugtning”) bliver tiltagende populært, fortsætter diskussionen af etikken omkring den, såvel som om hvordan man kan reagere på den vanskelige situation for par, der kæmper med infertilitet. En gruppe, der adresserer dette behov, er FEMM (Fertility Education and Medical Management), som fokuserer på de grundlæggende årsager til kvinders reproduktive sundhedsproblemer og tilbyder forskellige former for støtte ved infertilitet.
Af: Kate Quiñones │ CNA │ 4. Marts 2025
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Anna Halpine, administrerende direktør for FEMM, grundlagde organisationen i 2012 for at udvide mulighederne for kvinders sundhedstilbud. FEMM giver kvinder fra puberteten til overgangsalderen støtte og information om sundhed og tilbyder telesundhedsressourcer samt en app til at følge cyklusser og symptomer.
FEMM betjener en mængde kvinder, der kæmper med fertilitetsproblemer, og tilbyder dem alternativer til IVF, som ofte er en besværlig og dyr proces.
IVF er en fertilitetsbehandling, som den katolske kirke er modstander af, hvor læger bringer sæd og æg til at forene sig for at skabe menneskelige embryoner [fosteranlæg] og implantere dem i en kvindes livmoder indtil fødslen. For at maksimere effektiviteten skaber læger overskydende menneskelige embryoner og ødelægger rutinemæssigt uønskede embryoner. Det anslås, at 600.000 frosne embryoner er på lager alene i USA; efter nogles skøn op mod en million.
Trump-Vance-administrationen udsendte for nylig en bekendtgørelse, der udvider adgangen til IVF – et skridt de amerikanske katolske biskopper er store modstandere af, hvorfor de tilskyndede til restorativ reproduktiv medicin som et etisk alternativ til infertilitet.
FEMM tilbyder et alternativ til IVF, der ser kvinders sundhed ud fra et holistisk perspektiv.
"Vi har mange patienter, der har kæmpet med deres fertilitet. Nogle af dem har endda flere fejlslagne IVF-forsøg,” sagde Halpine. "Vi er glade for at tage os af disse patienter."
Halpine bemærkede, at det altid er "en meget følsom, privat og personlig tid at gennemgå infertilitet."
"Det er en meget smertefuld fase for par at gå igennem infertilitet. Det er meget svært at ønske at gennemgå sin sygehistorie med en masse udbydere,” sagde Halpine. "Vi forstår det, og vi tror, baseret på de patientresultater, vi ser, at vi har meget at tilbyde mange kvinder."
FEMM begynder med at se på, hvor meget det kan hjælpe med at "genoprette sundhed," forklarede Halpine. "Infertilitet i sig selv er ikke en diagnose. Vi vil gerne vide, hvad den underliggende diagnose er."
Mens FEMM-læger i udvalgte tilfælde – såsom i tilfælde, hvor en kvinde ikke har sine æggeledere – ikke har ressourcer til at hjælpe, har Halpine set succeser i mange andre tilfælde.
"Hvis nødvendige operationer har fjernet organer, der er nødvendige for en naturlig undfangelse, vil vi ikke være i stand til at hjælpe," sagde Halpine. "Men i mange andre tilfælde kan vi, fordi så meget af den ardannelse eller inflammation, der vanskeliggør graviditet, så meget af den ubehandlede eller udiagnosticerede endometriose eller polycystisk ovariesyndrom, som kvinder står med, og som så skaber udfordringer med graviditet – meget af det kan stadig løses selv på et senere tidspunkt."
FEMM app’en
FEMM-appen, som er gratis, hjælper brugere med at udvikle grundlæggende viden om deres menstruationscyklus og reproduktive sundhed. Hvis de kæmper med forskellige hormonelle eller reproduktive helbredsproblemer, tilbyder FEMM en måde, hvorpå de kan spore og kortlægge symptomer, og forbinder dem til et globalt netværk af FEMM-læger og -undervisere for at hjælpe med behandling.
"FEMM startede i virkeligheden, fordi vi så, at på trods af al diskussionen om kvinders sundhed, er meget få tilbud omkring kvinders sundhed faktisk tilgængelige," fortalte Halpine EWTN News-præsident Montse Alvarado på "EWTN Pro-Life Weekly" den 27. februar.
"Vi så også, at vi virkelig har den videnskab, viden og den kliniske pleje, der gør os i stand til at bringe denne information ud til kvinder, give dem mulighed for at forstå deres egen krop, at vide, hvad der er sundt og normalt, og at have den frihed og adgang til sundhedstilbud og information, som de har brug for til at træffe de valg, de ønsker," fortsatte hun.
"Vi ved, at det er på tide at ændre standarden for sundhedstilbud” sagde Halpine. "Kvinder fortjener at kunne modtage en diagnose og behandling af den grundlæggende årsag i stedet for blot at få et plaster på vedvarende symptomer."
Beskæftiger sig med hele personen
FEMM er dedikeret til at henvende sig til hele mennesket, så kvinder ikke behøver at gå frem og tilbage mellem en række specialister.
"Kvinder har en oplevelse af, at deres krop er en helhed, og de vil have sundhedstilbud, der adresserer det," sagde Halpine til EWTN.
Hemmeligheden bag en holistisk sundhedspleje til kvinder "er reproduktiv endokrinologi," forklarede Halpine.
"Reproduktiv endokrinologi er videnskaben om hormoner, der fungerer som en kanal gennem hele vores krop," fortsatte hun. "Hjernen sender hormoner som signaler til alle systemer i vores krop for at fortælle dem, hvad de skal gøre. At forstå det som et samlende princip giver os virkelig mulighed for at yde en sundhedspleje til kvinder, der opfylder alle deres forskellige behov."
FEMMs forskningsinstitut, Reproductive Health Research Institute (RHRI), udvikler medicinsk behandling, træner læger og nærmer sig kvinders sundhed ud fra det perspektiv, at ægløsning er et tegn på sundhed.
"Sundhedspleje kan ikke kun reduceres til kvinders problemer eller specifikke reproduktive eller seksuelle problemer," fortsatte Halpine. "Den skal adressere hele kvindens krop. Og reproduktiv endokrinologi eller viden om hormoner giver os mulighed for at hjælpe kvinden og hendes behandler til at forstå, hvad der foregår, og forstå hvad der er behov for."
FEMM giver et alternativ til standardordination af præventionsmidler til forskellige medicinske problemer såsom polycystisk ovariesyndrom og andre symptomer såsom acne, uønsket behåring, vægtøgning og kraftige blødninger.
"Prævention er standardbehandlingen af de fleste kvinder for de fleste symptomer," fortalte Halpine CNA. "Det er rigtigt, at de symptomer ofte vil føles bedre. Men det, vi gerne vil fortælle unge kvinder, er, at vi også kan gøre mere.”
For Halpine handler det om at gå til problemets rod.
"Hvor vi kan, ønsker vi at finde årsagen til, hvad der foregår, og virkelig genoprette og rette op på det. Det ønsker de fleste kvinder også,” sagde Halpine.
Den gode nyhed er, sagde Halpine, at "videnskaben har gjort fremskridt."
"Vi kan gøre mere, end vi var i stand til at gøre for kvinder i fortiden, og det er et virkelig vigtigt og kraftfuldt budskab, som kvinder er glade for at modtage," sagde Halpine. "De er ivrige efter at få denne omsorg og støtte. Og jo bedre de har det, desto gladere er de.”
Naturlig familieplanlægning
FEMM arbejder også med par, der bruger naturlig familieplanlægning (NFP), en metode, der involverer overvågning af tegn på fertilitet for at bestemme, hvornår en kvinde har størst sandsynlighed for at blive gravid.
"FEMM fungerer vældig godt til naturlige familieplanlægningsformål," sagde Halpine. "Vi har retningslinjer, og vi har et fast samarbejde med par for at hjælpe dem med at forstå deres fertilitet, og hvordan de kan bruge denne viden til at opnå eller undgå graviditet."
FEMM kan hjælpe kvinder med fertilitetsbevidsthed "uanset om det er at opnå mellemrum mellem deres børn, eller om det er at blive gravid og at klare og opretholde en sund graviditet," bemærkede Halpine.
Dette begynder med at sikre, at en kvinde har en sund cyklus, forklarede Halpine.
"Det giver grundlaget for at sikre, at hun har en sund undfangelse, en sund graviditet, og opretholder den graviditet," forklarede Halpine. "Så hun og babyen begge har sunde resultater nu og skaber gode resultater for livet. Så det er en stor del af befolkningen, vi er glade for at tjene."