Askeonsdag 2025
Idet vi samles her på denne askeonsdag, går vi ind i en vigtig tid af Kirkens liturgiske år; det er en tid til eftertanke, omvendelse og dyb en åndelig fornyelse. I dag, hvor vi modtager asken på hovedet, bliver vi mindet om livets flygtige natur, og dermed til at fokusere mere på de ting i livet som virkelig betyder noget.
Asken som vi om lidt skal modtage, er et vigtigt symbol som har dybe rødder i den jødiske og kristne tro, og idet vi modtager asken på hovedet er det ofte med ordene ”omvend dig og tro på evangeliet”. Selv om vi nok tror på evangeliets budskab, så er der alt andet lige brug for en fornyet omvendelse til Gud.
I sig selv er denne aske er et tegn på bod, samt at livet i sidste ende kun er noget vi har fået til låns i denne verden, og samtidig skal asken gerne opfordre os til at vende bort fra synden, samtidig med at vi påny lader Gud og vores næste få lidt mere plads i vores liv.
Fra og med i dag handler det ikke om at vi kun skal blive mindet om at vi en dag skal herfra; Fasten er på sin vis en åndelig pilgrimsrejse der afspejler Jesu 40 dage i ørkenen. I denne tid opfordres vi derfor til at gentage Kristi rejse i ørkenen ved at gøre særligt brug af faste, bøn og almisse.
Disse tre ting er redskaber som Kirken giver os, og som gerne skal hjælpe os til at re-kalibrere vores fokus, rense vort indre samtidig med at vores forhold til Gud og til hinanden bliver styrket på en særlig måde.
Som travle mennesker i denne verden kan vi ofte have en tendens til at glemme, at bønnen er vores åndelige livline hvormed vi kommunikerer med Gud. Bønnen kan man nemt betragte som noget vi bør gøre ud af pligt, men bønnen hjælper os til at åbne vores indre til bedre at kunne søge og gøre Guds vilje. Ved at bede, frembærer vi først og fremmest vores inderste behov for Gud.
At gøre brug af disse redskaber som faste, bøn og almisse, det er ikke konkrete mål i sig selv, og det er heller ikke noget vi skal betragte som sure pligter. At følge fastetiden til ende er heller ikke et mål i sig selv, men er i stedet vejen der fører os til en mere inderlig forberedelse til Påskens store fejring, hvor Kristi død og opstandelse får smerten og lidelsen fra fastetiden til at blegne ret hurtigt.
Nogle ser måske fastetiden som noget der bare skal overstås, så vi kan komme frem til Påsken; og selvom man kan føle at fastetiden er svær på visse punkter, så er det alt andet lige en tid vi bør værdsætte fordi at den hjælper os til denne indre forvandling som er så bydende nødvendig. Lad os bare kalde fastetiden for en slags indre åndelig forårsrengøring, som gør os i stand til at gå glæden og livet bedre i møde end hidtil – lad os bede til at fasten må blive en velsignet tid for os.
Pastor Jan Hansen er katolsk sognepræst i Helsingør og Hillerød, retsvikar i Den kirkelige Domstol og præst for Lourdes valfarten
