Vicepræsident JD Vance: Vi vil være de største forsvarere af religionsfrihed og retten til at udtrykke vor samvittighed
Vi ved, at nogle af de største grupper, der forfølges over hele verden i dag, er kristne, og Trump-administrationen lover jer, at uanset om det er herhjemme med vores egne borgere eller over hele verden, så vil vi være de største forsvarere af religionsfrihed og samvittighedsrettigheder. Og jeg tror, at den politik vil komme især katolikker i hele verden til gode.
KATOLSK LIV har valgt at bringe den amerikanske vicepræsidents tale. Det gør vi af fem grunde.
1. For det første er det en fortælling om at konvertere til den katolske tro, og det ligger inden for rammen af KATOLSK LIV's formål.
2. For det andet handler talen om flere katolske værdier.
3. For det tredje er den vigtige tale ikke bragt af andre danske medier.
4. For det fjerde vil de politiske begivenheder i USA i årene fremover, have konsekvenser for Danmark / Europa og Vance er en sandsynlig ny præsident indenfor en overskuelig fremtid.
5. Sidst, men ikke mindst har talen, med Vance som politiker og borger i USA, og KATOLSK LIV som et lægmandsprojekt, også afsæt i flere af artiklerne i Den Katolske Kirkes Katekismus. Særligt i afsnittet om borgernes pligter i artikel 2239 som lyder:
Det er borgernes pligt sammen med de civile myndigheder at bidrage til samfundets bedste i en ånd af sandhed, retfærdighed, solidaritet og frihed. At elske og tjene fædrelandet hører med til taknemmelighedens pligt og kærlighedens orden. Lydighed mod de lovlige myndigheder og tjeneste af det fælles vel kræver af borgerne, at de udfylder deres rolle i det politiske fællesskabs liv.
Nedenfor kan du erfare vicepræsident JD Vances tale i dansk tekst og video.
Vi vil være de største forsvarere af religiøs frihed og retten til at udtrykke vor samvittighed
JD Vance │ NCR │ 28. februar 2025
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Jeg kom her sidste år som en meget ung senator uden at vide, hvor meget mit liv ville ændre sig, og jeg er taknemmelig over for Gud - men også taknemmelig over for venskabet mellem menneskerne i dette rum for at hjælpe os med at nå dertil, for jeg tror, at vi har vendt en ny side i Washington, D.C., og vi vil udnytte den mulighed, som Gud har givet os.
Så jeg vil gerne sige et par ord om Trump-administrationens politik, for selv om du bestemt ikke altid vil være enig i alt, hvad vi gør i præsident Trumps administration, føler jeg mig meget sikker på at kunne sige, at mellem at beskytte pro-life demonstranters rettigheder, mellem at sikre, at vi har mulighed for at beskytte de ufødtes rettigheder i første omgang, og vigtigst af alt at beskytte religionsfriheden for alle mennesker - men især katolikker - tror jeg, at vi kan sige, at præsident Trump, selv om han ikke selv er katolik, har været en utrolig god præsident for katolikkerne i USA.
Nu ved vi selvfølgelig, at den sidste regering gerne smed folk i fængsel for at bede stille uden for abortklinikker. Vi ved, at de kunne lide at chikanere pro-life fædre til syv børn, meget ofte katolske fædre, fordi de deltog i pro-life bevægelsen. Og vi ved, at den sidste regering ønskede at beskytte skatteyderfinansieret abort helt frem til fødselstidspunktet.
På hvert eneste af disse områder er Donald J. Trump på 30 korte dage gået i den stik modsatte retning, og det er jeg taknemmelig for. Og jeg er sikker på, at hver eneste person i dette rum også er taknemmelig for det. Men jeg vil faktisk gerne tale om et par andre ting i særdeleshed.
En af de vigtigste dele af præsident Trumps politik, og hvor jeg mener, at præsident Trumps politik er mest i overensstemmelse med den kristne sociallære og den katolske tro, er, at præsident Trump mere end nogen anden præsident i min levetid har forfulgt en fredens vej. Og jeg synes, at vi meget ofte ignorerer den måde, hvorpå vores udenrigspolitik enten er et instrument eller en hindring for, at mennesker over hele verden kan praktisere deres tro. Og vi ved - og som jeg selvfølgelig lærte under dette møde sidste år - at der var nogle nigerianske præster, som blev forfulgt, og som forsøgte at beskytte deres flok på trods af en utrolig forfølgelse.
Vi ved, at nogle af de største grupper, der forfølges over hele verden i dag, er kristne, og Trump-administrationen lover jer, at uanset om det er herhjemme med vores egne borgere eller over hele verden, så vil vi være de største forsvarere af religionsfrihed og samvittighedsrettigheder. Og jeg tror, at den politik vil komme især katolikker i hele verden til gode.
Men jeg vil sige, mine venner, at det ikke er nok bare at beskytte samvittighedsrettighederne, at forfølge finansieringsmuligheder og tilskudsmuligheder, der beskytter folks ret til at engagere sig i religiøs samvittighed. Vi må også huske på, at de største hindringer for religionsfrihed ofte ikke er kommet af ond vilje fra den amerikanske regering, men faktisk er kommet af skødesløshed. Og en af de ting, som jeg - hvis jeg skal være ærlig - skammer mig mest over, er, at det i USA nogle gange er vores udenlandske fejltrin, der fører til udryddelse af historiske kristne samfund over hele verden.
Så når præsident Trump taler om behovet for at skabe fred, hvad enten det er i Rusland og Ukraine eller i Mellemøsten, skal vi selvfølgelig anerkende det som en politik, der er orienteret mod at redde liv og udføre et af Kristi vigtigste bud, men jeg tror også, vi skal anerkende det som et forsøg på at beskytte kristnes religionsfrihed. For i løbet af de sidste 40 år har det ofte været historiske kristne samfund, der har måttet bære byrden af en fejlslagen amerikansk udenrigspolitik, og det er efter min mening måske den vigtigste måde, hvorpå Donald Trump har været en forsvarer af kristne rettigheder over hele verden. Han har en udenrigspolitik, der er orienteret mod fred.
Det har vi allerede gjort de sidste 30 dage, og jeg er stolt af, at vi vil arbejde for fred i hele verden i de resterende fire år af præsident Trumps embedsperiode, og det synes jeg er en vigtig ting.
Nu er vi selvfølgelig ikke altid enige, og jeg er sikker på, at der er folk i dette rum, som er enige eller uenige i nogle af vores udenrigspolitiske synspunkter på en lang række områder. Det eneste, jeg kan love jer, er, at I altid vil have en åben dør hos mig og hos præsidenten. Jeg tror, at I allerede har set det, og hvis I ikke har, så kom med jeres bekymringer - og nogle af jer har allerede bragt mange bekymringer til mig i løbet af de sidste 30 dage - men også jeres »attaboys« [Attaboy er en interjektion, hvilket betyder, at det er et udtryk, der bruges til at udtrykke følelser] for jeg tror, at en del af det at være en god præsident administration for troende mennesker over hele USA er at lytte til troende mennesker, når de har bekymringer.
Og jeg synes, det er vigtigt - og det lover jeg jer foran Gud og foran alle tv-kameraerne derhenne - at vi altid vil lytte til troende og samvittighedsfulde mennesker i USA. I har en åben dør til Trump-administrationen, selv om, og måske især når, I er uenige med os. Så brug venligst den mulighed: Kommunikér med os, når vi gør tingene rigtigt, men også når vi gør tingene forkert. Og det er min højtidelige forpligtelse, men også min anmodning, for selvfølgelig, som jeg har lært under kampagnen - selvfølgelig har jeg Secret Service-beskyttelse, og den er øget nu, hvor jeg er USA's vicepræsident - lever jeg i en boble, mine damer og herrer, jeg lever i en omrejsende boble, og hvor end jeg går, er jeg omgivet af bevæbnede agenter. Den eneste måde at holde mig ærlig på, og den eneste måde at få at vide, hvad der rent faktisk påvirker folks liv i hele landet, er ved at tale med os. Så betragt venligst den åbne dør som en invitation, men også som en anmodning.
Og jeg vil sige, at jeg tror, at jeg er den første katolske konvertit, der nogensinde er blevet USA's vicepræsident, [bifald] - jeg sætter pris på, at I klapper, for det viser sig, at der er nogle mennesker på internettet, der ikke kan lide katolske konvertitter. Og faktisk er der nogle katolikker, som tilsyneladende ikke kan lide katolske konvertitter. Det har jeg lært på den hårde måde. Men selvfølgelig har langt de fleste af mine brødre og søstre i Kristus været utroligt imødekommende og utroligt næstekærlige, og det er jeg taknemmelig for.
Jeg ville bare reflektere over det, over at være katolik og især katolsk konvertit i det offentlige liv, i håb om, at det måske kunne give lidt visdom eller vejledning eller måske bare nogle interessante historier til jer, der sidder og nyder jeres morgenmad. Og en af de ting, jeg prøver at minde mig selv om som konvertit, er, at der er meget, jeg ikke ved. Da jeg var barn, plejede vi at kalde nye konvertitter til troen for »babykristne«, og jeg erkender i høj grad, at jeg er en »babykatolik« - at der er ting om troen, som jeg ikke ved. Så jeg prøver at være så ydmyg som muligt, når jeg taler om troen og offentligt, for selvfølgelig vil jeg ikke altid få ret. Og jeg ønsker ikke, at mine utilstrækkeligheder i beskrivelsen af vores tro skal falde tilbage på selve troen. Så hvis du nogensinde hører mig udtale mig om den katolske tro, skal du vide, at det kommer fra et sted med dyb tro, men det kommer også fra et sted, hvor jeg ikke altid ved alt hele tiden.
Og nu siger jeg selvfølgelig, at jeg ikke prøver at kommentere hvert eneste katolske spørgsmål. Jeg forsøger ikke at blive involveret i borgerkrigene mellem dominikanere og jesuitter og konservative katolikker og progressive katolikker. Men som Michael Corleone sagde i The Godfather: »Nogle gange trækker de mig ind igen.« Nogle gange kan jeg ikke lade være - jeg kan ikke lade være med at snakke løs. Jeg er trods alt politiker, mine damer og herrer.
Men det, jeg har forsøgt at minde folk om, og det, jeg forsøger at minde mig selv om, er, at det, der tiltrak mig til den kristne tro, og det, der tiltrak mig til denne kirke i særdeleshed, er erkendelsen af, at nåde ikke er noget, der sker øjeblikkeligt. Det er noget, Gud arbejder i os over en lang periode - nogle gange mange år og andre gange mange årtier. Jeg tror, at da jeg var barn, antog jeg, at nåde var noget, hvor Helligånden kom ind og løste alle vores problemer.
Som katolik lærte jeg på den hårde måde - til dels ved at følge det sakramentale liv så godt, jeg kunne - at nåde i høj grad er en proces, som Gud arbejder med i os over tid. Han drager os tættere til ham og gør os til bedre mennesker i processen. Så da jeg først blev katolik, gik jeg nok til skrifte hver anden uge, fordi jeg ikke gik til messe hver anden uge. Der skete ting og sager, man var på forretningsrejse - børnene blev syge - og jeg kan bare huske, at denne proces med at tænke: Okay, hvis jeg ikke går i kirke i denne uge, bliver jeg nødt til at tale med en fremmed om alt det, jeg har gjort forkert i de sidste to uger, og den proces gav mig en meget bedre disciplin, et meget bedre bønsliv. Og jeg deltager nok i messsen 95 % af søndagsmesserne nu. Det er, tror jeg, en af genialiteterne ved vores tro - at den på en måde lærer os gennem gentagelse, og den former os gennem en proces, som jeg tror er kernen i troens mysterium, at Gud på en eller anden måde forvandler os ved at praktisere sakramenterne - selv ufuldkomment, som jeg helt sikkert gør.
Og selv om jeg er lige så ufuldkommen en kristen som nogen anden i dette rum, føler jeg virkelig, at Gud forvandler mig hver eneste dag, og det er en af de store velsignelser ved vores tro, og en af de store velsignelser ved at følge sakramenterne, som jeg forsøger at gøre. Så tak til jer alle for at byde en konvertit velkommen i jeres rækker, for jeg nyder bestemt godt af det - og det gør min familie også.
Den anden ting, jeg tager med mig fra min katolske tro, er en erkendelse af, at de dybeste og vigtigste ting ikke er materielle. De er ikke BNP. Det er ikke de tal, vi ser på aktiemarkedet. Den virkelige målestok for sundhed i et samfund er sikkerhed og stabilitet og sundhed for vores familier og vores folk. I præsident Trumps regering er vi optaget af at skabe velstand, men den velstand er et middel til at nå et mål. Og det mål er forhåbentlig et blomstrende liv for hver eneste borger i Amerikas Forenede Stater.
Det er derfor, vi bekymrer os om disse ting. Jeg minder ofte mig selv om, at der tidligere har været tidspunkter, hvor BNP-tallene måske bevægede sig i den rigtige retning, hvor aktiemarkedet bevægede sig i den rigtige retning, men hvor USA's forventede levealder faldt. Jeg tror, at den katolske kirke opfordrer mig til at sige, at hvis aktiemarkedet klarer sig godt, men folk bogstaveligt talt dør og mister år af deres liv, så er vi nødt til at gøre det bedre som land.
Katolicismen - kristendommen i sin grundvold, tror jeg - lærer vores embedsmænd at bekymre sig om de dybe ting, de vigtige ting, beskyttelsen af de ufødte, vores børns trivsel og vores ægteskabers sundhed og hellighed. Og ja, vi bekymrer os om velstand, men vi bekymrer os om velstand, så vi kan fremme det fælles bedste for alle borgere i Amerikas Forenede Stater.
Og når jeg tænker på de dybe ting, de ting, der virkelig betyder noget, var der noget helt fantastisk, der skete for mig i november 2024. Alle mine venner var der, hele min familie var der. Vi var samlet i et stort festligt øjeblik, og jeg taler selvfølgelig om, da min 7-årige valgte at blive døbt i den kristne tro. Og han er i skole lige nu, så han vil ikke se dette, men lige så fantastisk det var at vinde valget i november 2024, og lige så fantastisk det var at vide, at præsident Trump ville blive præsident igen og ville få lov til at udrette så mange gode ting for det amerikanske folk, lige så meget glædede jeg mig over, at min søn ugen efter, at vi havde vundet valget, valgte at blive døbt i den kristne tro.
Her er den grundlæggende idé, og for dem af jer - I er alle sammen vuggekatolikker [katolik fra barnsben - red.], går jeg ud fra - så foretager vi typisk dåb af spædbørn i den katolske kirke meget, meget tidligt. Men som mange af jer ved, er jeg en del af et tværreligiøst ægteskab. Selvom min kone kommer i kirke med os næsten hver eneste søndag, er hun ikke selv katolik. Så den aftale, vi har indgået, er, at vi vil opdrage vores børn katolsk, men vi vil lade dem vælge, hvornår de i sidste ende vil døbes. Og hvis det er en frygtelig helligbrøde, så giv dominikanerne skylden, for det er dem, der har fundet på det.
Men min 7-årige valgte at blive døbt, og det var måske det meste stolte øjeblik, jeg nogensinde har haft som far, og han tog det meget alvorligt, og han ville vide, hvad der var de rigtige ting at sige: »Far, hvad skal jeg gøre? Hvad betyder det her? Hvorfor er det vigtigt?
Og det var fantastisk for mig at se min 7-årige arbejde sig igennem disse ting selv, og når jeg taler om de dybe ting, de vigtige ting, så er det det, jeg taler om. Selvfølgelig bekymrer vi os om vores økonomiske indikatorer, og selvfølgelig bekymrer vi os om vores borgeres lønninger. Vi bekymrer os om de ting, for når vores folk har det bedre, kan de have den slags øjeblikke, der fremmer den form for blomstring, som vi alle mener er selve kernen i et godt menneskeliv, og det var selvfølgelig i mit tilfælde at se min lille 7-årige søn blive døbt.
Så selvom jeg aldrig vil være perfekt, vil jeg altid forsøge at minde mig selv om, at målet med vores offentlige politik er at fremme det fælles bedste, og det vil jeg kæmpe for hver eneste dag, jeg er offentlig ansat.
Og det bringer mig til den sidste bemærkning, jeg gerne vil komme med som kristen, en katolsk konvertit i det offentlige liv, og det er, at biskopperne nogle gange ikke kan lide, hvad jeg siger, og jeg er sikker på, at de nogle gange har ret, og nogle gange tager de fejl. Mit mål er ikke at føre retssager om, hvornår jeg har ret, og hvornår de tager fejl eller omvendt. Mit mål er måske at formulere den måde, jeg tænker på at være kristen i det offentlige liv.
Når man også har religiøse ledere i det offentlige liv, som har en åndelig pligt til at tale om dagens spørgsmål, og den måde, jeg prøver at tænke på det på, er, at den katolske kirke er en slags teknologi. Det er en teknologi, der blev udviklet for 2.000 år siden, og den kommer i kontakt med en teknologi, der er omkring 10 år gammel, 20 år gammel - og det er selvfølgelig de sociale medier.
Det, jeg prøver at minde mig selv om, er, at præsterne er vigtige åndelige ledere. Nogle gange hører man folk sige: »Vi lader præsterne tale om kirkens anliggender, men vi kan ignorere dem, når det drejer sig om offentlig politik«. Jeg tror, det er den forkerte måde at se det på. Det er i hvert fald ikke den rigtige måde at se det på for mig. Men det, jeg prøver at minde mig selv om, er, at vi som kristne ikke er kaldet til at være besat af enhver kontrovers på de sociale medier, som involverer den katolske kirke, uanset om det er en præst, en biskop eller den hellige fader selv.
Jeg tror, at vi helt ærligt kunne tage ved lære af vores bedsteforældre, som respekterede vores præster, som søgte vejledning hos dem, men som ikke var besat af og kæmpede for hvert eneste ord, der kom ud af deres mund og ind på de sociale medier. Jeg synes ikke, at det er godt, og jeg vil ikke råde jer alle sammen igen, men jeg synes ikke, at det er godt for os som kristne konstant at slås med hinanden over hver eneste kontrovers i kirken. Nogle gange bør vi lade disse ting udspille sig lidt og forsøge at leve vores tro så godt, vi kan, under vores tros diktater og under vores åndelige lederes diktater, men ikke holde dem op mod standarderne for at influencere på de sociale medier, for det er de ikke.
Det bringer mig selvfølgelig til det sidste punkt, jeg vil nævne, og det er, som du sikkert har set offentligt, at den hellige fader, pave Frans, har kritiseret nogle af vores politikker, når det gælder indvandring. Igen, mit mål her er ikke at diskutere med ham eller andre præster om, hvem der har ret, og hvem der tager fejl. Du kender naturligvis mine synspunkter, og jeg vil konsekvent tale om dem, fordi jeg mener, at jeg er nødt til at gøre det, fordi det tjener det amerikanske folks interesser bedst.
Det, jeg i stedet vil gøre, er at minde om, og jeg taler med mange konservative katolikker, og jeg har også talt med progressive katolikker, og jeg tror, at mange konservative katolikker nogle gange er for optaget af deres politiske kritik af et bestemt gejstligt medlem eller en leder af den katolske kirke. Og jeg siger selvfølgelig ikke, at du tager fejl, for nogle gange er jeg endda enig med dig. Jeg tror, at det, jeg vil sige, er, at det ikke er i vores bedste interesse at behandle vores religiøse ledere som blot endnu en influencer på de sociale medier, og jeg tror helt ærligt, at det går begge veje, hvis jeg må være så frimodig.
Jeg tror, det påhviler vores religiøse ledere at erkende, at i de sociale mediers tidsalder vil folk hænge på hvert eneste ord, de siger, selv om det ikke var deres hensigt, og selv om en given erklæring ikke var beregnet til brug i de sociale mediers tidsalder, men hver dag, siden jeg hørte om pave Frans' sygdom, har jeg bedt en bøn for den hellige fader, for selv om jeg bestemt blev overrasket, da han kritiserede vores indvandringspolitik på den måde, han har gjort, så tror jeg, at paven grundlæggende er en person, der bekymrer sig om den flok kristne, der er under hans lederskab. Og han er en mand, der bekymrer sig om troens åndelige retning.
Jeg siger dette, fordi jeg og mine børn hver dag har bedt for den hellige fader, og vi beder for hans helbred og for hans velbefindende, mens han håndterer, hvad der ser ud til at være en ret alvorlig helbredskrise.
Og selv om nogle af vores medier og nogle af vores influencere på de sociale medier og endda nogle af os andre katolikker, tror jeg, forsøger at bringe den hellige fader ind i enhver kulturkamp i amerikansk politik, vil jeg altid huske den hellige fader - uanset om han kommer igennem denne sygdom, og det håber jeg bestemt, at han gør - vil jeg altid huske den hellige fader i marts 2020 på et tidspunkt med utrolig stress for hele verden, husk at det var højden af COVID-pandemien. Ingen af os vidste, hvor slemt det var. Vi hørte rapporter fra Italien om folk, der døde i massevis i respiratorer, og personligt havde jeg bare et par uger tidligere budt vores andet barn velkommen til verden, så da pandemien skete, havde jeg en 3 uger gammel baby derhjemme, og jeg gik til Dick's Sporting Goods og købte 900 skud ammunition, og så gik jeg til Walmart og købte to poser ris, og jeg sad derhjemme med mine poser ris og mine 900 skud ammunition og sagde, »Okay, vi venter bare på, at det går over«, og så gik jeg ind i det tomrum, hvor mange mennesker ikke vidste, hvor slemt det var, og heldigvis var pandemien ikke så slem som de allerværste forudsigelser. Den var ret slem, men ikke så slem som de allerværste forudsigelser.
Jeg tror, at vi alle kan huske det øjeblik, hvor den hellige fader stod på en tom Petersplads med eukaristien over hovedet og holdt en prædiken, som jeg konsekvent vendte tilbage til, fordi den var utrolig meningsfuld for mig dengang, og den er stadig meningsfuld i dag - så hvis I vil have mig undskyldt, håber jeg, at det er i orden, at jeg kun læser et uddrag af den prædiken, som pave Frans holdt:
»Da det var blevet aften« (Markus 4,35). Det evangelium, vi lige har hørt, begynder sådan her. Det har været aften i flere uger nu. Et tykt mørke har lagt sig over vores pladser, gader og byer; det har overtaget vores liv og fyldt alt med en øredøvende stilhed og et foruroligende tomrum, som stopper alt, når det passerer forbi; vi mærker det i luften, vi bemærker det i folks bevægelser, deres blikke afslører dem. Vi finder os selv bange og fortabte. Ligesom disciplene i evangeliet blev vi overrumplet af en uventet, voldsom storm. Vi har indset, at vi er på samme båd, alle sammen skrøbelige og desorienterede, men samtidig vigtige og nødvendige, alle sammen kaldet til at ro sammen, og hver især har vi brug for at trøste hinanden. På denne båd ... er vi alle sammen. Ligesom disciplene, der ængsteligt talte med én stemme og sagde: »Vi går til grunde«, har også vi indset, at vi ikke kan blive ved med at tænke på os selv, men at vi kun kan gøre det sammen.
Det er let at genkende os selv i denne historie. Hvad der er sværere at forstå, er Jesu holdning. Mens hans disciple helt naturligt er bekymrede og desperate, befinder han sig i agterenden, i den del af båden, der synker først. Og hvad gør han? På trods af stormen sover han trygt videre i tillid til Faderen; det er den eneste gang i evangelierne, vi ser Jesus sove. Da han vågner, efter at have beroliget vinden og vandet, vender han sig mod disciplene med en bebrejdende stemme: »Hvorfor er I bange? Har I ingen tro?
Lad os prøve at forstå det. Hvad består disciplenes manglende tro i, i modsætning til Jesu tillid? De var ikke holdt op med at tro på ham; faktisk kaldte de på ham. Men vi ser, hvordan de kalder på ham: »Lærer, er du ligeglad med, om vi går til grunde?« Er du ligeglad: De tror, at Jesus ikke er interesseret i dem, at han er ligeglad med dem. En af de ting, der sårer os og vores familier mest, når vi hører det sagt, er: »Er du ligeglad med mig?« Det er en sætning, der sårer og udløser storme i vores hjerter. Den ville også have rystet Jesus. For han bekymrer sig mere end nogen anden om os. Da de først har kaldt på ham, redder han faktisk sine disciple fra deres modløshed.
Stormen afslører vores sårbarhed og afdækker de falske og overflødige sikkerheder, som vi har bygget vores daglige skemaer, vores projekter, vores vaner og prioriteter op omkring. Den viser os, hvordan vi har ladet de ting, der nærer, opretholder og styrker vores liv og vores fællesskaber, blive sløve og svage. Stormen afslører alle vores færdigpakkede ideer og glemsel af, hvad der nærer vores folks sjæle; alle de forsøg, der bedøver os med måder at tænke og handle på, som angiveligt »redder« os, men som i stedet viser sig ude af stand til at bringe os i kontakt med vores rødder og holde liv i mindet om dem, der er gået forud for os. Vi fratager os selv de antistoffer, vi har brug for til at konfrontere modgang.
Og det er sådan, jeg altid vil huske den hellige fader: som en stor præst. Som en mand, der kan tale troens sandhed på en meget dybtgående måde i et øjeblik med stor krise. Og derfor vil jeg bede os alle om at slutte os til mig i denne bøn for pave Frans:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Almægtige og generøse Gud, vi takker dig for din næstekærlighed. Giv din barmhjertighed til pave Frans, så han kan blive rask fra sygdom, og led os i vågen omsorg. Vi beder om, at du velsigner vores hellige fars læger, sygeplejersker og medicinske personale med visdom og evner, så du kan arbejde gennem dem for at forny din hyrdes helbred gennem Kristus, vor Herre. Amen.
Jeg vil slutte på denne måde: Jeg bliver aldrig perfekt. Jeg kommer aldrig til at gøre alting rigtigt. Men jeg vil forsøge at være den slags leder, der hjælper vores fælles civilisation med at opbygge de sande antistoffer mod modgang. Og hvis den hellige fader kan høre os, håber jeg, at han ved, at der er tusindvis af trofaste katolikker i dette rum og millioner af trofaste katolikker i dette land, som beder for ham, mens han overvinder sin særlige storm.
Gud velsigne jer.
Jeg takker jer alle.
