20. marts 2025
Kirken

Traditionalister og progressive

- kardinal Kurt Koch afviser ekstreme traditionalister og progressive holdninger

Kardinal Kurt Koch taler til journalister ved pressemødet om synoden, som blev afholdt i Vatikanets pressekontor torsdag den 10. oktober 2024. | Kredit: Daniel Ibañez/CNA

I sin takketale for den æresdoktorgrad, som det katolske universitet i Valencia har tildelt ham, afviste kardinal Kurt Koch progressive og traditionalisters ekstreme holdninger til Det andet Vatikankoncil.

Af Nicolás de Cárdenas │  CNA │ 9. februar 2025
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

Præfekten for "Kongregationen for fremme af kristen enhed" reflekterede i sin tale over spændingen mellem de to væsentlige dele af Andet Vatikankoncil: troskab mod kilderne og troskab mod tidens tegn.

For kardinalen har »forholdet mellem disse to dimensioner altid kendetegnet Kirken, men spændingen er blevet mere akut på en ny måde efter 2. Vatikankoncil.«

Stillet over for denne dikotomi [opdeling af et fænomen i to kategorier der gensidigt udelukker hinanden - red.] hævdede Koch, at »ud over sekulær konformisme og separatistisk fundamentalisme er det nødvendigt at søge en tredje vej i den katolske tro, som allerede er blevet vist os af koncilet.«

Ifølge præfekten opfatter både de såkaldte progressive og traditionalisterne »Det andet Vatikankoncil som et brud, men på hver sin måde.« For de førstnævnte skete bruddet efter koncilet, mens de sidstnævnte forstår, at det skete under det.

I lyset af dette mente kardinalen, at »de to ekstreme positioner er så tætte, netop fordi de ikke fortolker Andet Vatikankoncil inden for Kirkens generelle tradition.«

I sin tale mindede Koch, med hensyn til det traditionalistiske synspunkt, der udelukkende fokuserer på kilderne, om, at pave Benedikt XVI udtalte, at »Kirkens læremyndighed ikke kan fastfryses i 1962.«

Risikoen for verdslighed i kirken

På den anden side, »hvis der udelukkende lægges vægt på ›aggiornamento‹ [opdatering], er der fare for, at kirkens åbning mod verden, som koncilet ønskede og opnåede, bliver en forhastet tilpasning af troens grundlag til den moderne tidsånd«, bemærkede kardinalen.

»Mange strømninger i den postkonciliære periode var så orienterede mod verden, at de ikke bemærkede den moderne ånds fangarme eller undervurderede dens indflydelse,« bemærkede kardinalen, «så den såkaldte omvendelse til verden ikke fik evangeliets surdej til at gennemtrænge det moderne samfund mere, men snarere førte til en bred tilpasning af Kirken til verden.«

Kochs forslag i forhold til begge positioner, som han anser for at være lige forstyrrende, er »genoprettelsen af en sund balance i forholdet mellem troen og kirken på den ene side og verden på den anden.«

Han mener, at hvis kirken ikke må forveksles med verden, så må »troens og kirkens oprindelige identitet ikke defineres på en sådan måde, at den adskiller sig fra verden på en fundamentalistisk måde.«

I den forstand tilføjede han, at dialogen mellem kirken og den moderne verden »ikke må få troen og kirken til at tilpasse sig verden på en sekularistisk måde og på farlig vis give afkald på sin identitet.«

Hvad betyder reformen af kirken?

For præfekten for Dikasteriet for fremme af kristen enhed kan reformen af kirken ikke indebære »en ændring af essensen«, men består i »eliminering af det, der er uautentisk« gennem en renselsesproces af kirken »baseret på dens oprindelse«, så »formen på den ene kirke, som Kristus ønskede, kan blive synlig igen.«

»For koncilet var troskab mod dens oprindelse og tilpasning til tiden ikke hinandens modsætninger. Tværtimod ønskede koncilet at forkynde den katolske tro på en måde, der både var tro mod dens oprindelse og passende til tiden, for at kunne videregive troens sandhed og skønhed til nutidens mennesker, så de kan forstå den og acceptere den som en hjælp i deres liv,« understregede han.

For kardinalen »skabte koncilet ikke en ny kirke i brud med traditionen, og det udtænkte heller ikke en anden tro, men det sigtede snarere mod en fornyelse af troen og en kirke, der er fornyet på grundlag af ånden i det kristne budskab, der er blevet åbenbaret én gang for alle og overleveret i Kirkens levende tradition.«

 

Hold liv i KATOLSK LIV: MobilePay 235 629