Et forsvar for ægteskabet efter år med mislykket lederskab i kirken

Anmeldelse af Tim Clark │ "Between The Paws"
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
I DE SENERE ÅR har den katolske kirkes ledelse brugt meget krudt på spørgsmålet om, hvordan man bedst kan genintegrere fraskilte og gengifte i kirkens liv. Det er helt sikkert et ædelt mål, men spørgsmålet om, hvorfor så mange ægteskaber er endt i skilsmisse, har ikke fået megen opmærksomhed. Som John Clark bemærker i sin bog Betrayed without a Kiss: Defending Marriage after Years of Failed Leadership in the Church, er det faktisk sjældent, at lægfolk overhovedet hører om ægteskabet og dets primære formål fra prædikestolen.
Clark påpeger, at de glittede brochurer bag i kirkerne reklamerer for, hvordan man opnår en annullering, og at ægteskabsdomstolen i stort set alle (hvis ikke alle) bispedømmer i USA kræver en civil skilsmisse for at opnå den indledende annulleringsproces. Hvis domstolene kun håndterede de ekstreme tilfælde, er det muligt, at der er en vis logik i dette. Men som Clark påpeger, gik den katolske kirke i USA på kun én generation fra at give 350 annulleringer til over 70.000. I mange bispedømmer er der 100 % ugyldighed. Det betyder, at den udnævnte »forsvarer af båndet« bogstaveligt talt aldrig har vundet en sag. Jeg er ikke helt sikker på, at det er en offentlig forsvarer, jeg ville have til at forsvare mig, når mit ægteskab står på spil. Faktisk bemærker Clark, at nogle af båndets forsvarere er velkendte heterodokse katolikker. Alt dette har ført til en perfekt storm, hvor bispedømmets politik langt fra forsvarer ægteskabet, men i mange tilfælde fører til skilsmisser.
Hvordan er vi havnet her, og hvorfor er der ingen, der taler om det? Clark besvarer disse spørgsmål med et overbevisende dyk ned i ægteskabets natur, hvordan det var tænkt »fra begyndelsen« i Edens have, og en tur gennem kirkens glorværdige tradition for at forsvare og fremme ægteskabet, ja, selv til døden.
Det er ikke bare et debatindlæg. Alene bibliografien er på næsten 20 sider, og der er næsten 500 fodnoter. Det er et ekstremt velresearchet og gennemtænkt værk. Alligevel føles det aldrig tørt og akademisk. Faktisk er det både lettilgængeligt og en helt igennem overbevisende læsning.
Selv om det er et nøgternt emne, falder Clark aldrig i den fælde, hvor han blot påpeger, at »alt er forfærdeligt« og går sin vej, som mange moderne kritikere af kirkens hierarki har for vane at gøre. Vi bliver mindet om, at ægteskabet er et sakramente, og selv om sakramenter ikke kan brydes, kan det system, der skal beskytte sakramenterne, godt. Vi bliver formanet om, at dette system kan repareres.
Så først og fremmest er dette en bog om håb og skønheden i ægteskabets sakramente. Bogen er skrevet til alle katolikker, uanset deres kald. Til præsterne giver Clark mange forslag til, hvordan de kan og bør opmuntre og fremme gode og hellige ægteskaber i deres menighed. Til ægteparret giver Clark smukke forslag til, hvordan man kan leve et sakramentalt liv. »Siger jeg, at mange ægteskaber i vanskeligheder blot kunne være et sakramentalt skriftemål væk fra en betydelig forbedring? ... Siger jeg, at det at gå til daglig messe sammen i en måned som mand og kone kan ændre et ægteskabs kurs til det bedre? Ja, det gør jeg. Det er netop det, jeg argumenterer for.« Clark fremfører denne pointe i forbindelse med sit argument om, at ægteskabet i høj grad er det »oprindelige sakramente«, og at de andre sakramenter opstår og falder sammen. Som ægteskabet går, går også eukaristien. »Med min krop tilbeder jeg dig«, står der i det gamle ægteskabsritual. Når vi tvivler på disse ord, tvivler vi på »Dette er mit legeme«. Ord betyder noget.
Bogens sidste kapitel skitserer det katolske syn på ægteskabet. Han bemærker, at verden betragter ægteskabet som »passé og uromantisk«. I en gribende smuk passage beskriver han det sande syn på ægteskabet. I slutningen af denne passage fortæller han os: »Det er det rette syn på ægteskabet siden Adam og Evas tid, bekræftet af Tobias og Sara, fortsat i Kana, korsfæstet af de hellige Timotheus og Maura, bevidnet af Johannes Døberens halshugning, bevidnet på skafottet af Sankt Thomas More, erklæret af Trent-konsilet og garanteret af Sankt Johannes Vianney. I alle dets glorværdige stadier er der intet mere romantisk end det katolske ægteskab.«
Jeg indrømmer, at jeg efter at have læst hele passagen lagde bogen fra mig, blinkede med øjnene og læste den igen. Så læste jeg det for min kone. Så sendte jeg et billede af passagen til nogle familiemedlemmer.
Hvis du har glemt, hvor ædelt et kald ægteskabet er, så læs denne bog for at huske det. Hvis du ikke forstår, hvorfor ægteskabet skal forsvares, så læs denne bog for at finde ud af det. Hvis du er præst og gerne vil opmuntre dine sognebørn til at blive helgener, så læs denne bog for at støtte dem.
Thomas More, bed for os.
John Clark
Betrayed without a Kiss: Defending Marriage after Years of Failed Leadership in the Church
Læs også hos NCR: 'Forrådt uden et kys' - John Clarks guide til Guds plan for ægteskabet
Bemærk: Katolsk Liv har spurgt præst Lars Messerschmidt om en kommentar til det katolske ægteskab. Lars Messerschmidt har været mangeårigt medlem af ægteskabsdomstolen i bispedømmet. KATOLSK LIV ønsker en dansk vinkel på det katolske ægteskabs udfordringer.
Katarina af Aragonien
Den 21. juni 1529 knælede Katharina af Aragonien for sin mand foran to kardinaler og den engelske adel og bad ham om ikke at annullere deres 20 år lange ægteskab.
Katarina af Aragonien var en troende katolik, og for hende var ægteskabet en hellig handling. Hun var fast besluttet på at kæmpe for sit ægteskab og sin datter, Mary, da en annullering kunne skade Marys fremtid. Catherine blev en meget aktiv modstander af en annullering - til stor overraskelse for Henry, som havde forventet, at hun ikke ville støtte det, men være meget passiv i sin tilgang.
Hun skrev en lang række breve til paven, Clemens VII, og til Karl V, hvor hun forklarede sin holdning og bad dem om at støtte hende. Der er næppe tvivl om, at hun havde støtte fra mange i offentligheden, som så hende som dydig. Hun kom med en meget personlig bøn til Henrik i 1529, hvor hun gik ned på knæ og bad ham om ikke at gå videre med annulleringen. Det var til ingen nytte.
På trods af sine indvendinger mod en annullering sagde eller skrev Katharina aldrig noget fra 1529 til 1533, som var åbent kritisk over for Henrik. Efter at annulleringen var blevet presset igennem, beordrede Henrik, at Katharina skulle have titlen enkehertuginde af Wales. Han forsøgte at fjerne hende fra offentlighedens søgelys ved at forvise hende til en række slotte og godser og forbyde hende at se deres datter. Hendes sidste hvilested var Kimbolton Castle, hvor hun gjorde bod og nægtede at forlade sit værelse, undtagen for at bede. Hun døde som 50-årig af kræft. Hverken Henry eller Anne deltog i hendes begravelse, og han forbød Mary at deltage.