Under redigering ...

‘At være kristen betyder at lære at være menneske igen’

Pave Benedikt (1927-2022)

Vatican News den 31. december 2024
Af: Silvia Kritzenberger
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen

Tre af pave Benedikts ledsagere – kardinal Kurt Koch, professor Ralph Weimann og ærkebiskop Georg Gänswein – reflekterer på to-årsdagen for hans død.

Kardinal Kurt Koch sagde til Vatican News efter den højtidelige messe, han fejrede i anledning af årsdagen for pave Benedikts død, at den afdøde pave var "en meget ydmyg person, der henvendte sig til andre og lyttede til, hvad de havde at sige".

"Han var en meget venlig person", sagde den schweiziske kardinal, som er leder af Vatikanets Dikasteri for Fremme af Kristen Enhed. »Hvis man så ind i hans øjne, kunne man se meget indre lys der. Det var altid meget vigtigt for ham, at det at være kristen var baseret på at være menneske. De to gik sammen for ham. At være kristen betyder at lære at være menneske igen. Og det var han et glimrende eksempel på.”

Søgen efter Gud

Pave Benedikt sagde selv engang, at han var klar over, at han ikke ville få et langt pontifikat, at han ikke ville være i stand til at igangsætte nogen større projekter; at hans bekymring, hans mission, var at bringe troen tilbage til Kirkens centrum. Sådan siger den schweiziske kardinal, der i 2010 blev udnævnt til præsident for Dikasteriet for Fremme af Kristen Enhed af pave Benedikt XVI.

”For ham var spørgsmålet om Gud centralt. Det centrale i spørgsmålet om Gud var den indre kerne i hele hans arbejde - ikke en hvilken som helst Gud, et højeste væsen i himlen, men den Gud, der ikke er stum, men taler, som talte til sit folk Israel og frem for alt viste sit ansigt i Jesus fra Nazareth, i Jesus Kristus. Det centrale i spørgsmålet om Gud og kristocentricitet: det er den indre kerne [af pave Benedikts arbejde], som med sikkerhed vil forblive."

Det kristne håb

I lyset af jubelåret i 2025 med temaet håb, som begyndte juleaften, nævnte kardinal Koch rundskrivelsen ”Om det kristne håb”, Spe salvi, som Benedikt dedikerede til emnet kristent håb.

"Det er en vidunderlig tekst", sagde han, "som viser os, at kun en person, der ikke tager sig selv for alvorligt, kan have håb. [Benedikt] selv udtrykte det engang sådan: 'Hvis vi tog lettere på os selv, kunne vi flyve som engle og fugle'. Men nogle gange tager vi os selv så alvorligt, at vi ofte sidder klæbet til jorden. Vi kan kun have håb, hvis vi orienterer vores liv mod Gud. Og det er derfor [Benedikt] viser os, hvad den indre betydning af det hellige år er. Dette bliver synligt med døren, Portaen, symbolet på Jesus Kristus. Kun gennem ham kan vi nå til hellighed, og jeg håber, at dette hellige år vil gøre det muligt for folk at finde den hellighed, de lovede i deres dåb."

Kristen og fader

Professor Ralph Weimann, et medlem af Ratzinger Schülerkreis [studiekreds, o.a.], fortalte også Vatican News, hvor meget Benedikt påvirkede ham som person og som præst:
»For mig var pave Benedikt først og fremmest en kristen. Det er så nemt at sige, men det er ikke altid sandt. En kristen er en, der har iført sig Jesus Kristus. Og det var, hvad pave Benedikt, Joseph Ratzinger, stod for. Han fulgte Kristus med sin sandhed og bar vidnesbyrd om den. Og det har efterladt et dybt indtryk på mit hjerte, og det er jeg ham meget taknemmelig for. Han var som en far for mig, men frem for alt en kristen. En kristen med os, en far for os.”

Georg Gänswein: I ånden i Rom

Benedikts mangeårige privatsekretær, ærkebiskop Georg Gänswein, var desværre ikke i stand til at deltage i dette års mindehøjtidelighed i Rom. Siden i sommer har han været apostolisk nuntius for de baltiske stater med base i Vilnius. Men hans tanker var i Rom denne nytårsaften.

"Dette er andet år, jeg har tilbragt julen uden pave Benedikt," sagde Gänswein til Vatican News. ”Jo længere væk jeg er geografisk hjemmefra, fra Rom, desto ​​større bliver min indre nærhed. Selvfølgelig føler jeg tristhed. Men jeg føler også et indre håb og taknemmelighed for al den tid, jeg kunne bruge sammen med ham og ved hans side. I denne henseende har julen i år været meget anderledes end andre år. Men det er stadig jul, og jeg ved, at Benedikts hjælp er blevet givet til mig.”

Han mindede også om Benedikts rundskrivelse om det kristne håb, som har en helt særlig betydning i dette hellige år:

»Spe salvi er en rundskrivelse, der retter menneskets håb primært mod Gud. Og det er i sidste ende Gud selv, der grundlægger dette håb. I ham er grundlaget og målet for dette håb. For mig er rundskrivelsen, og derfor håbet, ofte blevet et anker i mit eget liv, et anker, men også mit livs mål. Håbet hjælper mig til at komme igennem vanskeligheder og modgang, til at se fremad mod mit livs mål, til det håb, der er grundlagt i Gud."

 


Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER



KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.