Af præst Lars Messerschmidt
Som mine læsere ved, har jeg nu i flere år beskæftiget mig med, hvad vi kan kalde bibelteologi. Jeg har således fået en dybere indsigt i, hvad vi skal forstå ved kirke. Jeg har derfor også beskæftiget mig meget med kirkens aktuelle situation og inspireret af pave Johannes Paul II delt kirkehistorien op i 1. årtusind, 2. årtusind og 3. årtusind. Vi er på vej ind i 3. årtusind; men er vi kommet ud af 2. årtusind? 2. Vatikankoncil og den nu afsluttede bispesynode (2024) handler om denne overgang.
Pave Johannes Paul II forklarede kirkens og pavedømmets situation o. 2000 på følgende måde: Jeg føler, at Gud vil, at jeg som pave skal arbejde for de kristnes genforening. Men jeg ved godt, at mit embede er den største anstødssten for de kristnes enhed. Men den måde paven udøvede sit tjeneste på i 1. årtusind var anderledes end i 2. årtusind. Nu skal vi ind i 3. årtusind, hvor det også kan blive anderledes. Og så indbød han alle kristne, ortodokse, protestanter osv. til samme med ham at definere, hvordan det skal udøves i det 3. årtusind. Således sagde han ganske utvetydigt, at også paveembedet kan og skal reformeres (ikke afskaffes). Jeg hørte dette af en ortodoks ærkebiskop, der holdt foredrag i Sankt Ansgars kirkes menighedssal. Han tilføjede, at de ortodokse teologer var dybt overrasket, for sådan havde en pave aldrig talt før. Denne pavelige erklæring har derfor også betydet for mig, at jeg begyndte at tænke ”forfra” for at forstå, hvad den katolske kirke og paveembedet er. Men det har slået mig, at ikke ret mange katolikker eller gejstlige tilsyneladende har hørt dette budskab fra pave Johannes Paul. Var han en røst, der råbte i ørkenen?
Læs hele det 12 sider lange dokument:
Nederst i teksten er der pile hvor du kan bladre frem og tilbage i teksten.
tridentinerkoncilet_2024_12
