
Af Kristina Millare │ CNA │ 11. december 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Pave Frans fortalte tusindvis af pilgrimme, der deltog i hans generalaudiens onsdag, at »styrken af argumenter« ikke er nok til at overbevise folk om Jesus Kristus og hans kirke.
Som afslutning på sin kateketiske serie i 17 dele om »Ånden og bruden« i denne uge sagde den hellige fader, at »den første og mest effektive form for evangelisering« er den kærlighed, vi viser andre.

»Apostlen Peter formanede de første kristne med disse ord: 'Helliggør Kristus som Herre i jeres hjerter. Vær altid klar til at forsvare jer over for enhver, der spørger jer om en grund til det håb, der er i jer' (jf. 1 Pet 3,15),« sagde paven til sine tilhørere, der var samlet i Vatikanets Paul VI-sal.
»Men han tilføjede en anbefaling,« fortsatte han. »Gør det med mildhed og respekt.«
Under denne uges katekese forklarede den hellige fader, at Jesus Kristus og Helligånden er uadskillelige »i frelsens økonomi.«
Paven beskrev Helligånden som »det kristne håbs evigt spirende kilde« og tilføjede, at håbets teologiske dyd »er den smukkeste gave, som kirken kan give til hele menneskeheden.«

Ved at bruge analogien med kirken som en båd beskrev den hellige fader Helligånden som »det sejl, der driver den fremad gennem historiens hav i dag som i fortiden.«
»Håb er ikke et tomt ord eller et vagt ønske om, at tingene vil gå godt,« sagde paven til sine tilhørere onsdag. »Nej, håbet er en sikkerhed, fordi det er baseret på Guds trofasthed over for sine løfter.
»Det er derfor, det kaldes en teologisk dyd, fordi det er indgydt af Gud og har Gud som garant,« tilføjede han.
Bønner for fred og stabilitet i Syrien
Efter den seneste udvikling i Syrien, hvor det fem årtier lange Assad-regime i landet faldt den 8. december, opfordrede pave Frans sit publikum til at bede om Vor Frues forbøn for at skabe fred i Mellemøsten.

»Jeg følger med i, hvad der sker i Syrien på dette delikate tidspunkt i vores historie,« sagde han. »Jeg håber, at vi vil nå frem til en politisk løsning, som ikke vil øge splittelsen og konflikten, men som vil skabe stabilitet i landet.«
»Jeg beder om Vor Frues forbøn for, at den syriske befolkning vil leve i fred og sikkerhed i deres hjemland, og [at] de forskellige religioner kan gå sammen i venskab og gensidig respekt til gavn for nationen, der er ramt af så mange års krig,« fortsatte han.
Før han gav sin pavelige velsignelse til de tusindvis af internationale pilgrimme i hallen, bad paven også om bønner for dem, der lider under uretfærdighed i Ukraine, Palæstina, Israel og Myanmar.
»Krig er altid et nederlag. Lad os bede for fred,« sagde han.