10. juli 2025
Katekese

Guds hånd viser sig på mange forskellige måder i livet

Ann-Lise Aasesdatter, kateketisk konsulent ved Pastoral-Centret │ Foto: Selfie

Af Ann-Lise Aasesdatter
Kateketisk konsulent ved Pastoral-Centret

GUDS HÅND viser sig på mange forskellige måder i livet, i vores egne liv og i andres. Når jeg ser tilbage på de sidste lidt over to år og det, der over tid er kommet til at hedde ”Netværk for kateketer”, ser jeg virkelig Gud har velsignet en lille bitte idé for en håndfuld kateketer i Midtjylland til et tilbud om et egentligt fagligt netværk for kateketer i hele vores bispedømme. Som om det ikke er nok, har der også vist sig en stor interesse fra mange andre, der gerne ganske vist ikke er kateketer, ikke længere er kateketer eller gerne vil være kateketer – de vil også være med i vores fællesskab, der kort fortalt drejer sig om, at vi sammen fordyber os i vores fælles tro, deler viden og erfaringer, materialer, tricks og tips til undervisningen og i høj grad, også styrker vores fællesskab som troende og som kateketer på tværs af alder, etnicitet, sognegrænser og målgrupper for undervisning.
Selv om ”Netværket for kateketer” organiseres for og til kateketer er alle velkomne, absolut alle. Det viser sig tydeligt, der er en stor positiv gevinst i det samvær og den samtale, der opstår mellem kateketer, der jo ofte tænker som sande lærere hele tiden: ”Hvordan kan jeg bruge denne situation eller dette input til min kommende undervisning?” …det møde der sker med alle de andre, der vil lære mere om hvad vi tror på: forældre, unge, konvertitter, gamle katolikker er yderst frugtbar. Synergien er tydelig og velkommen. Vi lærer meget af hinanden i vores netværks fællesskab.

Er der behov for katekese ud over den, der tilbydes børn og unge som forberedelse til sakramenterne? Ja, det ser det ud til. Vi har fået en hel del henvendelser fra voksne, der er interesseret i at modtage undervisning og især viser det sig, at viden om Biblen er et særdeles eftertragtet tema. Mange udtrykker det sådan, at de kender Biblen, men ikke kan samle beretningerne i en helhed, ikke har redskaber til at fortolke teksterne og forstå det mere åndelige indhold bl.a. i evangelierne, men også ofte finder det svært at finde velegnet litteratur på et sprog man kan læse og forstå, som ellers ville kunne hjælpe på vej ind i Biblens tekster og budskab.
Ligeledes viser der sig stor interesse for kateketisk inspiration. Her er det både kateketer og forældre, der efterspørger ny viden og tips til hvordan man kan tale om tro hjemme eller til sin undervisnings målgruppe og deres forældre.

I ”Netværket for kateketer” mødes vi på forskellige måder: vi har en del online tilbud som har forskellige formål: erfaringsudveksling og mere kateketisk faglige drøftelser; oplæg om Biblen eller kateketiske temaer, men vi har også studiedage hvor vi mødes i lokale sogne og sammen fordyber os i aktuelle temaer. Vi holder retræte og i den kommende tid arbejder vi også på at tilbyde bl.a. online studiegrupper og lave en digital platform med kateketiske materialer.

For mig personligt er det en stor glæde og daglig motivationsfaktor at se hvordan Gud har taget et lille initiativ og med sin hånd og vilje, har åbnet mange forskellige døre, der synes at være til glæde og inspiration for både kateketer og alle mulige andre troende i vores bispedømme. Jeg glæder mig over vores initiativer udspringer af kateketers og andres konkrete ønsker og især, at der er stor aktiv deltagelse på mange forskellige måder, når vi sammen i netværket udarbejder nye initiativers form og skal have det hele til at fungere i praksis. Jeg beder om, det fortsat det kan være Guds hånd der styrer og sætter i værk i forhold til de mange initiativer, og ikke min eller andres vilje. Jeg tænker ofte, vi må bede om dømmekraft og visdom til at vurdere træet på dets frugter, også når det gælder tilbud om katekese og dannelse af kateketer, hvad enten det er sognekateketer, forældre eller alle de troende, der gerne vil kunne bane vej for troen til de mange i vores samfund, der endnu ikke rigtig kender Gud.