Af Nicolás de Cárdenas │ CNA │ 21. november 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Marta Rodríguez Díaz, en katolsk ekspert i kønsideologi, sagde, at den katolske kirkes mission snarere end at bekæmpe kønsideologi er »at forsøge at få lyset til at skinne i mørket« og at tilbyde kritisk dialog.
Rodríguez påpegede også, at »hvis kirken ikke er troværdig i dag med hensyn til køn, er det ikke, fordi den ikke har meget at sige, men fordi der er mangel på undervisere, der ved, hvordan man formidler dens budskab på en omfattende og præcis måde.«
Rodríguez blev valgt af den spanske bispekonference til at uddanne bispedømmedelegater i familie- og livspastoral i forhold til den udfordring, som kønsideologien udgør for den katolske kirke.
Hun har en doktorgrad i filosofi fra Pontifical Gregorian University og er professor på filosofiafdelingen på Pontifical Athenaeum Regina Apostolorum. Hun er også koordinator for det akademiske område på Institute for Women's Studies.
Rodríguez er også akademisk leder af kurset om køn, sex og uddannelse på Francisco de Vitoria-universitetet i samarbejde med Regina Apostolorum og var en del af Dicastery for Laity, Family, and Life.
Hun talte for nylig med ACI Prensa, CNA's spansksprogede nyhedspartner, om kønsideologi, katolsk antropologi, og hvordan det relaterer sig til kulturen i dag.
ACI Prensa: Hvordan skal kirken bekæmpe kønsideologi?
Rodríguez: Jeg ved ikke, om jeg kan lide ordet »bekæmpe« ... Jeg tror, at kirkens mission er at være lys og søge at få lyset til at skinne i mørket. At være lys betyder at foreslå hele sandheden om mennesket, at uddanne og også at advare og påpege de ideer, der er i modstrid med personens værdighed eller ikke hjælper med at opnå dens fylde.
Personligt ville jeg foretrække at se os, som en kirke, mere dedikeret til en dialog, der er i stand til seriøst at adressere ideologierne i vor tid end at komme med totale fordømmelser, som kun de, der allerede tænker som os, forstår.
Ifølge de data, du fremlægger, har pastorale medarbejdere enten en vag forståelse af den katolske lære om emnet eller kender eller forstår den slet ikke. Hvilke skridt skal der tages for at vende denne situation?
Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det er nødvendigt at give uddannelse i kristen antropologi. Min erfaring er, at pastorale medarbejdere har utilstrækkelig viden om det og ikke er i stand til at fremlægge det i al dets skønhed og dybde. Derudover er det nødvendigt at give uddannelse i moralsk teologi, så de ved, hvordan de skal skelne mellem de pastorale anvendelser, der er passende i hvert enkelt tilfælde, uden på nogen måde at sløre sandheden om den [menneskelige] person. Det er også nødvendigt at uddanne dem i en pastoral stil, der kan skabe forbindelse til den postmoderne verden og fremlægge evangeliets evige skønhed i et sprog, der er forståeligt for verden af i dag.
Jeg tror, at hvis kirken ikke er troværdig i dag, når det gælder kønsspørgsmål, er det ikke, fordi den ikke har meget at sige, men fordi der er mangel på undervisere, der ved, hvordan man formidler budskabet på en omfattende og præcis måde.
Der er krise i familien, hvor mænds og kvinders roller er forvirrede. Er det en hovedårsag til forvirringen blandt unge om kønsspørgsmålet? Hvilke andre elementer skubber i denne retning?
Det er helt sikkert, at den krise omkring femininitet og maskulinitet, vi oplever, har en meget stærk indvirkning på unge mennesker. Uden attraktive rollemodeller er det svært at gennemføre den proces med at identificere sig med sit eget køn, som er nødvendig i ungdomsårene. Derudover er der krisen i selve familien: mange dysfunktionelle familier med fraværende fædre og mødre.
Medierne, de sociale medier og film har helt sikkert også en indflydelse, da de insisterer så tydeligt på et enkelt budskab. Kort sagt tror jeg, at nutidens børn bliver bombarderet med ideer, der forvirrer dem, og de har ingen solide referencepunkter, der kan vejlede dem.
Du siger, at det er »befriende« at vide, at tingene ikke er blevet gjort godt nok indtil nu. I hvilken forstand?
I den forstand, at det får os til at se, hvad der afhænger af os, og hvor vi kan forbedre vores diskurs for at blive mere troværdige. Personligt er jeg meget bekymret, når det siges, at årsagen til al forvirringen blandt unge er sociale medier, nyhedsmedier, love ... for alt det er sandt, men det er også sandt, at det ikke ser ud til, at det vil ændre sig inden for de næste par år.
Men hvis vi samtidig med, at vi anerkender virkningen af alle disse eksterne elementer, anerkender, at vi som kirke ikke altid har været opgaven voksen; at vi ikke har været i stand til at formidle budskabet med den dybde og skønhed, som vores tid kræver ... så har vi områder, der afhænger af os, og som giver os mulighed for at håbe på, at landskabet faktisk kan blive bedre.
Du nævner nogle risici inden for uddannelsesområdet. Hvad mener du med »medicinsk praksis, der er meget lidt videnskabeligt bevist?«
[Jeg henviser] til hormonbehandlinger til børn og unge. Jeg er ikke læge, men mange læger og psykologer har rejst alvorlige indvendinger mod denne type praksis. I andre lande trækker de sig tilbage, men i Spanien udfører vi stadig eksperimenter.
Du siger, at »det ikke er nødvendigt at erklære krig mod begrebet 'køn': Det er muligt at forholde sig kritisk til det." Hvilken del af den diskurs er acceptabel ifølge Kirkens lærebog?
Problemet er ikke termen køn, men den antropologi, som den bygger på. I Amoris Laetitia nr. 56 står der, at »der kan skelnes mellem køn og sex, men de kan ikke adskilles.« Det samme siges i Male and Female He Created Them i nr. 6 og 11. Og Dignitas Infinita tager igen denne bekræftelse op. Jeg mener, at den konsoliderede tendens i læreembedet i de senere år har været at holde op med at erklære krig mod begrebet og at gå i kritisk dialog med det, jeg kalder »kønsteorier«.
Køn er udviklingen eller den kulturelle fortolkning af køn. Det er rimeligt at skelne det fra køn, men ikke at adskille det fra det.
Hvad adskiller denne æra fra andre med hensyn til kulturelle forandringer og afstanden mellem generationerne, som gør dialogen om disse spørgsmål så vanskelig?
Jeg tror, at vanskeligheden ligger i det, som pave Frans kalder »en ændring af æra«. Kultur er altid i konstant forandring, men der er øjeblikke i historien, hvor der sker en ægte ændring af æraen. Det er et øjeblik med brud, hvor tiden »skifter hud«, og der er brug for en dybere tilpasning af sprog, perspektiv og vision.
Veritatis Gaudium anerkender, at »vi stadig mangler den kultur, der er nødvendig for at konfrontere denne krise; vi mangler lederskab, der er i stand til at slå ind på nye veje.« Det handler om at lære at foreslå Kristi og menneskets skønhed i en postmoderne verden. Det kræver et nyt profetisk ord.
Hvordan kan vi balancere mellem at byde dem, der er såret af kønsideologi, velkommen, som den barmhjertige samaritaner ville gøre, og forkynde den antropologiske sandhed om skabelsen af mand og kvinde som Guds billede, og hvad der følger af denne bekræftelse?
Hos Jesus er der ingen modsætning mellem sandhed og næstekærlighed. Den samme Jesus, som forkynder i Bjergprædikenen, fortæller os, at utroskab begynder i hjertet, oprejser den utro kvinde.
At bekræfte, at sex er en konstituerende realitet for personen, og at det gennemsyrer krop og sjæl, er ikke i modstrid med erkendelsen af, at identitet i psykologisk forstand er bio-psyko-social, og at personen har til opgave at integrere forskellige elementer: krop, psyke, kultur ...
Vi kan sige, at jeg er født som kvinde, men samtidig er jeg nødt til at blive kvinde. Denne proces er ikke enkel, og det er den endnu mindre i dag. Jeg tror, at vi er nødt til at tage den enkelte persons erfaringer alvorligt.
Kristen antropologi er ikke en teoretisk sandhed, som vi skal kaste i hovedet på folk ... Hvis vi tror på, at vi er godt skabt [af Gud], ved vi, at sandheden er inden i os alle, og vi kan genkende den i vores hjertes længsler.
Måske er den kristne ledsagers opgave at gå med mennesker, som Jesus gjorde med disciplene på vej til Emmaus, og hjælpe dem med at berige den grammatik, som de fortolker deres historie med. Hvis vi tror på, at »sandheden gør os frie«, så skal vi måske have en masse tålmodighed og kærlighed til at ledsage mennesker til at være mere og mere autentisk sig selv.
