
Bénédicte Cedergren │ NCR │ 22. november 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Kor og ensembler, der er dedikeret til at bevare og videregive Kirkens tidløse musikalske arv, er i fremgang, inspirerer til tro og bringer hjerterne tættere på Gud gennem skønhed.
Mandskorsensemblet Floriani er dedikeret til at bevare kirkens tradition for hellig musik og har sunget ved messer og koncerter i helligdomme, basilikaer og katedraler i hele USA.
I sommer sang de for tusindvis af pilgrimme under eukaristisk tilbedelse på den nationale eukaristiske kongres i Indianapolis.
»Jeg tror ikke, vi forstod alvoren af det, før vi kom til den eukaristiske kongres,« sagde ensemblets grundlægger Giorgio Navarini. »De satte os på scenen på Lucas Oil Stadium, og der var 60.000 mennesker foran os, som tilbad Herren.«

Navarini beskrev den respons, de fik, som »enorm«: »Vi fik at vide, at dette var højdepunktet på hele kongressen. Og jeg tror, at mange mennesker sagde det, fordi de aldrig havde hørt den hellige musiks skønhed før.«
Gruppen er opkaldt efter Sankt Florian og mødtes, da de studerede sammen på Thomas Aquinas College i Californien. Selv om de fire mænd fulgte forskellige veje hver for sig efter college, blev de til sidst genforenet og besluttede at begynde at synge professionelt i 2021 for forskellige menigheder i hele ærkebispedømmet Los Angeles.
»Da vi så menighedernes reaktion - hvor musikken er meget moderne og nutidig - på skønheden i kirkens tradition, indså vi, at dette kunne være en mission,« siger Navarini.
Siden da har Floriani været dedikeret til at bringe smuk, hellig musik tilbage til livet på de sociale medier, i menighederne, i skolerne og i hjemmene i hele USA. Cecilia, musikkens skytshelgen, hvis fest er den 22. november, da det siges, at hun under sit bryllup »sang i sit hjerte til Herren.«
Væsentlig del af liturgien
Kirken har ofte fremhævet, at dens musiktradition er »en skat af uvurderlig værdi, større end nogen anden kunstart«, og måske endnu vigtigere, at den er »en nødvendig eller integreret del af den højtidelige liturgi« (Sacrosanctum Concilium, 112 ).
Ved at se tilbage på den tidlige kirke, »hvor alt i liturgien skulle synges«, forklarede Navarini, at vi bedre kan forstå, hvordan »musik er en væsentlig del af tilbedelsen af Gud.«

»Faktisk,« tilføjede han, «er der nogle rabbinerforskere, der mener, at når Kristus prædikede og citerede Det Gamle Testamente, ville han faktisk have sunget det efter en bestemt melodi, hvilket bare er virkelig fascinerende.«
»Når vi taler om hellig musik, taler vi først og fremmest om musik, der er afsat til et helligt formål uden for det verdslige område, til tilbedelse af Gud,« siger Mary Stone, der er kandidatassistent for musik og liturgi ved The Catholic University of America i Washington, D.C.
Med hjælp fra et kor af studerende, som hun leder, sørger Stone for hellig musik for at »hjælpe de studerende på campus med at komme dybere ind i liturgien.«
Med henvisning til en national og verdensomspændende »genopdagelse af, hvad kirken har bevaret i århundreder«, fortalte Stone, hvordan hun ligesom mange andre gradvist opdager, at »kirken har en rig arv af musik, der er skabt specielt til liturgien.«
»Der er gregorianske sange, proprier og antifoner, som blev komponeret for århundreder siden til hver søndag, festdag, votivmesse og særlig lejlighed, og de er alle dybt forankret i Skriften,« forklarede hun. »Når vi ved det, kan vi virkelig komme dybere ind i liturgien og dens dybe bønner.«
"At synge er at bede to gange
»Når man synger de hellige tekster fra Kirkens Bibel i liturgien, trænger man intellektuelt ind i dem, som de er udtrykt af Kirkens og menneskehedens store komponister, og samtidig lever man dette indhold ved at synge det i liturgien, hvor Gud er til stede,« sagde dominikanerpater Robert Mehlhart, præsident for det pavelige institut for hellig musik i Rom.
Det er ikke uden grund, sagde han, at »at synge er at bede to gange« - et citat, der ofte tilskrives Sankt Augustin - ofte bruges til at forklare musikkens rolle i kirken.

Fader Mehlhart er uddannet i Regensburg, Wien og Oxford og fungerede som korleder og organist i St. Cajetan-kirken i München, før han blev udnævnt til præsident for det pavelige institut for kirkemusik af kardinal José Tolentino de Mendonça, præfekt for Vatikanets Dikasterium for Kultur og Uddannelse.
Pontifical Institute of Sacred Music tilbyder en bred vifte af kurser og grader, herunder komposition, kordirektion, orgel og sang, og uddanner kirkemusikere og lærere i kirkemusik og yder en tjeneste til kirken i hele verden.
Fader Mehlhart understregede, hvor vigtigt det er for alle, der arbejder med kirkemusik, at lære og gøre sig bekendt med »de store værker i vores tradition«.
»Selv om du er organist,« understregede fader Mehlhart, «er det ligegyldigt, du skal have sunget Ave Verum af Mozart, Locus Iste af Bruckner og Sicut Cervus af Palestrina. Man kan ikke være kirkemusiker uden at kende disse stykker.«
»Musik tilføjer et meget smukt og vigtigt lag til tekstens betydning og trækker dig ind i teksten på en måde, som det talte ord bare ikke kan,« sagde han. »Det er det, musikken gør. Den løfter dig, og den bringer dig ind i den omfavnelse af herlighed, som du er nedsænket i til sidst.«
Med henvisning til fødselsevangeliet, hvor en stor del af den himmelske hær synger Guds pris, forklarede fader Mehlhart: »Det er det, vi gør, når vi synger: Vi slutter os til den himmelske hærskare af engle i lovprisningen af Gud, der blev menneske i Jesus Kristus.«
»Når vi synger, proklamerer vi noget højt og bruger hele vores væsen,« tilføjede Stone, «og på den måde går vi helt ind i tilbedelsen med både krop og sjæl.«
Siden han lærte om liturgisk musik og fik lyst til at hjælpe med at udfylde manglen på hellig musik i liturgien i mange kirker, bemærkede Stone: »Det er, som om hele mit væsen bevæges til at synge Guds lovprisninger og de tekster, der forkynder sandheden om vores tro.«
»Der er ikke noget, der har fået mig til at blive mere forelsket i bøn og dialog med Gud end at synge antifoner, salmer og kirkens bønner.«
Kraftfuldt værktøj til evangelisering
Stone understregede, at »det første mål med liturgisk musik er at synge liturgiens bønner og tekster,« men han bemærkede, at den også har en evangeliserende kraft - en kraft »ikke bare på et æstetisk niveau, men også på et teologisk niveau.«
»Når man synger antifoner og andre hellige tekster, som for eksempel Adoro Te Devote af Sankt Thomas af Aquino , er teologien så rig,« forklarede hun, «og man kan reflektere over den under hele messen og gøre den til sin egen bøn. På den måde er hellig musik et meget stærkt værktøj til evangelisering og vender deltagernes hjerter mod Gud.«
Med tanke på tre af Kirkens særligt store tiltrækningskilder - »helgenerne, hellighed og skønhed« - tilføjede fader Mehlhart: »Kor er en smuk og effektiv måde at drage folk til Gud på,« ikke kun fordi de er smukke, men også fordi »enhver god korprøve i virkeligheden også er en katekese«, hvor teksterne forklares og deles, hvilket hjælper »folk med at finde vej til liturgierne, til Kirken.«

Som C.S. Lewis - i lighed med G.K. Chesterton og andre kristne apologeter - udtrykte det i sin bog The Weight of Glory, er skønhed et stærkt værktøj til evangelisering, da »vi ikke blot ønsker at se skønhed, vi ønsker [...] at blive forenet med den skønhed, vi ser, at passere ind i den, at modtage den i os selv, at bade i den, at blive en del af den.«
»De bøger eller den musik, hvor vi troede, at skønheden befandt sig, vil forråde os, hvis vi stoler på dem,« skriver Lewis. »Den var ikke i dem, den kom kun gennem dem, og det, der kom gennem dem, var længsel.«
En genoplivning af den hellige musik
Med henvisning til pave Pius X's motu proprio Tra Le Sollecitudini fra 1903 og hans tre kriterier for hellig musik - hellighed, god form og universalitet - understregede Navarini, at hellig musik »fremkalder en følelse af det transcendente«, og påpegede, hvordan mange film bruger hellig musik til at fremkalde »det åndelige og følelsen af, at der er noget hinsides«.
Og netop fordi den peger på noget transcendent og er skrevet på latin - kirkens universelle sprog - hævdede Navarini, at »den er tilgængelig for alle, der lytter til den, uanset tidsperiode, sted eller kultur.«
»Jeg synes, det er helt afgørende, at vi som katolikker holder fast i denne store arv og giver den videre til de næste generationer,« understregede Navarini. »Vi ser det som en uundværlig del af vores mission.«

I en kommentar til stigningen i andre grupper, der fremmer fornyelsen af kirkens kirkemusik - såsom Catholic Sacred Music Project ved Princeton University - sagde Navarini, at han ikke finder det »chokerende, at vi har denne enorme opblomstring af unge katolikker, som ønsker at videregive traditionens skønhed, som ønsker at videregive denne ild til verden.«
»Kulturen er så meget i bevægelse. Alting ændrer sig hele tiden. Der er altid en ny trend på vej, og jeg tror, at unge mennesker vil have noget at holde fast i, noget stabilt, noget fast, noget, der ikke bare skifter med verdens trends. Og hellig musik og liturgi går virkelig hånd i hånd med at levere det: Det er en uforanderlig, smuk ting, som forankrer os i vores identitet som katolikker.«
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
