Meningen med livet – i en nøddeskal
Verdens ende er, når vi dør, men verdens ende er ikke enden på os.
National Catholic Register, NCR, den 19. november 2024
Af: Joseph Pearce
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Er det muligt at opsummere livets mening i tusind ord eller deromkring? Kan de centrale spørgsmål, der har optaget store filosoffer i årtusinder, indkapsles i en idiomatisk* nøddeskal? Svaret er ja. Og grunden er, at nøglespørgsmålene er blevet besvaret med autoritet af Livets Forfatter selv.
Hvad er sandhed? Hvem er mennesket? Hvem er vi? Og hvor er vi på vej hen?
Det første af disse spørgsmål stillede Pontius Pilatus på sit modersmål latin: Quid est veritas? Pilatus stillede spørgsmålet til Jesus Kristus, der undlod at svare Pilatus direkte, men gav svaret til sine disciple.
Hvad er sandhed?
"Jeg er vejen, sandheden og livet!"
Med henblik på denne diskussion kan vi se bort fra, hvad Kristus mener, når han endegyldigt fastslår, at han er vejen og livet. Men han erklærer endegyldigt, at han er sandheden. Det første spørgsmål er derfor besvaret.
Hvad er sandhed? Kristus er sandhed!
Hvad med det andet aksiomatiske** spørgsmål?
Hvem er mennesket?
Denne gang stiller Pontius Pilatus ikke spørgsmålet; han svarer på det. "Ecce homo," siger han, mens han viser den piskede Kristus frem for den hadefulde skare.
"Se, her er manden!"
Kristus er manden! Han er den perfekte mand. Han er den mand, som vi alle er kaldet til at være, eller i det mindste den mand, som vi alle er kaldet til at forsøge at være så meget lig, som vi kan. Jo mere vi bliver som Kristus, jo mere fuldt ud mennesker bliver vi. Han er den perfekte arketype, som vi er meget uperfekte typer af.
Og dette bringer os til det tredje spørgsmål.
Hvem er vi?
Vi er imago Dei. Vi er skabt i Guds billede. Problemet er, at vi er brudte billeder. "Søn af mennesket, du kan ikke sige eller gætte, hvem vi er, for du kender kun en bunke brudte billeder. …” At være brudt betyder, at vi er i krig med os selv. Vi er splittede personligheder. Vi er guddommelige og alligevel afvigende. Det guddommelige billede i os er homo viator, den omrejsende eller vejfarende mand, der søger himmeriget. Homo viator søger at blive forenet med Gud i godhed, sandhed og skønhed. Han er mennesket på livets rejse, en rejse som også er en pilgrimsrejse. Homo viator er på jagt efter himlen. Han søger helheden, som er hellighed.
Alligevel får han givet friheden til enten at vælge eller afslå livets pilgrimsfærd. Homo viator vælger det gode; homo superbus, den stolte mand, afviser det gode. I stedet for at søge at blive mere fuldt ud menneskelig ved at blive mere lig Kristus, afviser homo superbus det perfekte billede af Gud og vælger i stedet at tilbede billedet af sig selv. I stedet for at begive sig afsted på den udpegede vej, vælger han i stedet at gå sine egne veje.
Sådan går det til, at det brudte billede af mennesket er i krig med sig selv, idet det vælger eller afviser det gode. Denne krig mellem godt og ondt, minder Aleksandr Solsjenitsyn os om, finder sted i hvert enkelt menneskes hjerte. Der er ingen måde at undslippe denne uciviliserede krig i dybet af vores brudthed undtagen at flygte ind i Kristi arme. Ironisk nok ser vi derfor det ødelagte billede af os selv, når Pontius Pilatus viser os den piskede Kristus. De ar, som vi påfører Kristus, påfører vi også os selv og vores næste. Homo superbus’ synder korsfæster Kristus, men de korsfæster også andre. Ved at såre Kristus sårer vi os selv. Synd er et selvpåført sår, som plager os og kroner os med torne.
Når vi nu har fastslået, hvem vi er, er det tid til det næste aksiomatiske spørgsmål: Hvor er vi på vej hen?
Det er nemt. Vi skal dø. Tolkien udtrykker det som en formel, at vi er "dødelige mennesker, dømt til at dø". Vi er defineret af vores dødelighed. Vi kan ikke undslippe døden. Den venter hver enkelt af os. Dette er grunden til, at memento mori, påmindelsen om døden, er noget, vi bør byde velkommen, fordi den minder om de fire sidste ting: Døden, dommen, himlen og helvede. Disse fire sidste ting bør være de første ting, vi husker på, når vi rejser gennem livet på jorden, fordi vi ikke ved, hvornår denne jordiske rejse slutter, selvom vi ved, at den vil ende, og at den skal ende, før eller siden.
Men der er et meget dybere paradoks. Grunden til, at de sidste ting skulle være de første ting, vi husker på, er, at de sidste skal være de første, som Kristus fortæller os. Men han fortæller os også, at de første skal være de sidste. Dette er ikke en selvmodsigelse, men er kærlighedens mysterium, som åbner for meningen med livet. "Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det” (Matt 16,25).
Efter døden kommer dommen og efter dommen kommer enten helvede eller himlen. Homo superbus sætter sig selv først og redder sig selv ved at ofre andre. Homo viator sætter sig selv sidst og ofrer sig selv for andre. Homo superbus søger at frelse sit eget liv og mister det for evigt. Homo viator mister sit liv, sætter det til for andre og opnår frelse.
Sagt lige så direkte som de fire sidste ting selv, går homo superbus til helvede, og homo viator kommer i himlen.
Hvor er vi på vej hen? Vi skal dø.
Men hvor skal vi hen, når vi dør? Skal vi dømmes?
Og hvor skal vi hen, når vi er blevet dømt? Vi skal til himlen eller helvede.
Og derfor bør vi se efter, hvor vi er på vej hen. Vi bør fæstne vores blik på himlen, fordi, som den store filosof Samwise Gamgee minder os om, "over alle skygger skinner solen."
Verdens ende er, når vi dør, men verdens ende er ikke enden på os.
For dem, der lever kærlighedens mysterium og kender livets mening, vil slutningen være den mest herlige og triumferende af begyndelser.
*Idiom: Ordet kommer af græsk idioma 'ejendommelighed, karakteristisk udtryksform'. Et idiom er et fast billedligt udtryk bestående af to eller flere ord, der tilsammen udtrykker en mening, som ikke direkte kan udledes af de enkelte ord, fx at stille træskoene 'at dø' eller at jokke i spinaten 'at dumme sig'. (Kilde: Lex.dk)
**Aksiom: Et aksiom er i logik og matematik en grundsætning, der uden bevis antages at være sand. Derved tjener aksiomer som udgangspunkt for bevis af andre sætninger. (Kilde: Lex.dk)
