Præst i Folkekirken

KATOLSK LIV mødte præst i Folkekirken Ole Lyngvåg på Vor Frue Kloster i Høsterkøb i foråret 2019. Han kom i kontakt med benediktinermunk broder Caesarius O.S.B, som bor på Vor Frue Kloster, da han i sin tid skrev sit kandidatspeciale og var meget glad for en af hans bøger.

Ole Lyngvåg er 29 år og cand. theol. fra Københavns Universitet i 2016. Han har før teologistudiet læst til bachelor på jurastudiet, hvor han sluttede med en opgave om Martin Luthers retsforståelse.

Ole er født og opvokset i Smørum. Sideløbende med sine studier har han været medlem af menighedsrådet ved Esajaskirken på Østerbro. Efter sin uddannelse har han været ansat som konstitueret sognepræst i hhv. Mørkhøj Kirke og Blovstrød Kirke.

KATOLSK LIV har har spurgt om han ville medvirke til et videointerview om sin gerning som præst i Folkekirken. Han accepterede, men fortrak at få stillet spørgsmålene skriftlig og svare skriftlig. Katolsk Liv er Ole Lyngvåg taknemmelig for sin medvirken i medieprojektet.

Hvorfor blev du præst?

Det blev jeg med henblik på at gøre mit til at Guds ord kan bevares og virke i folket.

Hvorfor blev du protestantisk præst og ikke katolsk præst?

Det ikke særligt informative svar er, at jeg er vokset op i den protestantiske tradition, det er den jeg hovedsageligt har kendt; kristendommen, som jeg lærte den at kende var den protestantiske kristendom. Det er den naturlige grund til at jeg blev protestantisk præst.

Svaret på af hvilke åndelige grunde jeg ikke blev og ikke siden er blevet katolsk præst er det samme som på hvorfor jeg ikke er katolik, og har således ikke som sådan noget med præsteembedet at gøre.

For det første vil jeg sige, at jeg ikke mener, at éns kirkelige tilhørsforhold er det afgørende. Det er derimod et kristeligt liv i ansvar og i tro. Men det er vel netop selve det protestantiske princip, at den ydre kirke ikke er afgørende, og her er jeg altså allerede på kollisionskurs med den katolske kirke.

Det bringer mig videre til min hovedvanskelighed ved den katolske kirke: Paven, kirkens hoved. Her er det betegnende at sammenholde to udtalelser af Blaise Pascal. I et brev skriver han:

”Vi vide, at alle Dyder, Martyrdøden, Spægelse, Strænghed i Vandel og alle gode Gjerninger ere betydningsløse udenfor Kirken og uden Samfund med Kirkens Hoved, som er Paven”.

Men i den levnedsbeskrivelse som hans søster Gilberte udfærdigede citerer hun ham for følgende ord, som han udtalte, da man under den sygdom som blev hans endeligt, fordi han ikke fandtes syg nok, ville nægte ham at modtage den sidste nadver:

”Da man ikke vil tilstaae mig denne Naadesbeviisning, ønsker jeg at erstatte den ved en eller anden god Gjerning; da jeg ikke kan stedes til Samfund med Kirkens Hoved, vil jeg gjerne forenes med ham i et af dens Lemmer. Jeg har derfor tænkt paa, at jeg ved min Side vil have et sygt fattigt Menneske, som man maa yde den Samme Pleie som mig, og hvem man derfor maa give en egen Sygevogterske”.

Jeg fremdrager disse to udtalelser, fordi det slår mig, hvor uendeligt ligegyldig en person Paven fremstår som, hvis man ville tænke ham ind i situationen med den døende mands inderlige ønske om fællesskab med Kristus.

I den første udtalelse er det Paven, der er kirkens hoved, i den anden udtalelse er det Kristus. Det er jo efter katolsk teologi konsekvent nok, eftersom Paven iflg. denne er Kristi vikar. Men det er netop også denne uklarhed med hensyn til, hvem der er kirkens hoved, som jeg ikke kan forlige mig med hos den katolske kirke. Tertullian bruger i et af sine breve begrebet Kristi vikar om en anden person, nemlig Helligånden. Det er jo også sådan Helligånden præsenteres af Jesus i Johannesevangeliet kap. 14: som Kristi vikar. Og i Johannesevangeliet kap. 3 siger Jesus om Helligånden: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”. Dette vers tyder ikke på at Jesus har tænkt sig at Helligånden skulle være bundet til et bestemt institutionelt hierarki.

Det er en uheldig forvirring, der opstår, når et menneske skal være Kristi vikar, og særligt er det en uheldig forvirring, at Paven kaldes Kristi vikar, men at han kun er vikar med hensyn til lærespørgsmål og ikke hvad angår eksistens (efterfølgelse).

Alligevel må man hvad angår eksistens sige, at det er et stort fortrin ved den katolske kirke, at den i langt højere grad end protestantismen i Danmark opfatter kristendommen som noget der har med eksistens, liv og handling at gøre.
Og det skyldes netop, at paveembedet i praksis på mange måder er et stort gode. Det, at der i den katolske kirke findes en levende autoritetens stemme er årsagen til, at den katolske kirke har en så stor modstandsdygtighed overfor de mange kræfter, der med udgangspunkt i den ene eller den anden agenda vil forandre kristendommens krav til den menneskelige eksistens.

Men ideelt set er paveembedet efter min mening et onde, da det forvirrer begreberne menneskelig autoritet og guddommelig autoritet. Apostlene har guddommelig autoritet, er udsendt af Gud, fra denne sendelse udspringer deres guddommelige autoritet. Men en sådan udsendt hævder Paven ikke at være: han er blot af andre blevet placeret i en stilling, som han hævder er forbundet med guddommelig autoritet.
Det pavelige embede tjener til at opretholde en vis (ikke kun ydre) orden, men er ikke tjenligt i retning af at sandheden i sandhed bliver sandhed for den enkelte kristne.

En anden vanskelighed jeg har ved den katolske kirke er dens vidtløftighed.
Den katolske kirke rummer en mangfoldighed af udtryk for hengivenhed til Gud. Ikke i vulgær forstand a la ”den rummelige Folkekirke”, der er jo dog velovervejede, i kristendommen funderede grænser for den katolske kirkes rummelighed. Men den rummer måske alligevel for meget. Det er et spørgsmål om fokus (på Kristus). Kan manglende fokus her skade? Jeg mener ja.

Så vil jeg også nævne, at jeg anser begrebet åbenbaring for at være trivialiseret i katolicismen. En guddommelig åbenbaring er en langt alvorligere og mere indgribende sag end blot noget, der ved en skrivebordsafgørelse skal anerkendes som værende en guddommelig åbenbaring.

Hvilke sympatier har du overfor Den katolske Kirke?

Jeg har megen sympati overfor Den katolske Kirke.
Som nævnt er den meget modstandsdygtig overfor modernismens vildfarelser, der findes jo endda et paveligt brev, Pascendi Dominici gregis, der på fornem vis fordømmer modernismen som åndsretning. I brevet gøres bl.a. op med den (positivistisk) videnskabelige bibelfortolkning. Det er ikke for meget sagt, at fx Det Teologiske Fakultet på KU godt kunne bruge et sådant opgør.

Jeg glæder mig hos den katolske kirke over, at den fastholder seksualmoral som noget, der ikke er relativt, men derimod udspringer af menneskets væren skabt af Gud, og har en afgørende betydning for menneskets forhold til Gud og mennesker.
Her findes jo også et fornemt paveligt brev: Humanae vitae.
I de seneste 50 år er der i Danmark sket en ubegribelig forråelse på det seksuelle område, og det er ikke meget Folkekirken har indvendt herimod.
I det hele taget glæder jeg mig hos den katolske kirke over den uforfærdede vilje til moralsk klarhed.

Så forekommer det mig også, at man i den katolske kirke fortsat har et stærkt begreb om kærlighed til Gud. Det er utvivlsomt, at man som kristen har pligt til at elske Gud, og at et menneskes største glæde er at elske Gud. Men i protestantismen lader man for tiden som om man kun skal elske Gud ved at elske sin næste, hvilket er en foragtelig sofisme, der vil slippe for virkelig at have med Gud at gøre.

Der er en (mere eller mindre) katolsk forfatter jeg holder meget af, nemlig F. Scott Fitzgerald. Ved hans død gaves der under henvisning til hans frafald ikke tilladelse fra den katolske kirkes side til, at han kunne blive begravet i katolsk jord. På hans datters anmodning blev en sådan tilladelse senere givet, og den ansvarshavende Kardinal Baum udsendte i den anledning en bevægende meddelelse (hvad enten man nu mener tilladelsen burde være givet eller ej):

”F. Scott Fitzgerald came out of the Maryland Catholic tradition. He was a man touched by the faith of the Catholic Church. There can be perceived in his work a Catholic consciousness of reality. He found in the faith an understanding of the human heart caught in the struggle between grace and death. His characters are involved in this great drama, seeking God and seeking love. As an artist he was able with lucidity and poetic imagination to portray this struggle. He also experienced in his own life the mystery of suffering and, we hope, the power of God’s grace”.

Den virkelighedsbesindelse, som netop ikke forfladiger og relativerer virkeligheden, sætter jeg pris på hos katolikker og savner hos protestanter. Og så sætter jeg pris på hævdelsen af Guds nådes kraft (som jeg opfatter i moralsk henseende). Denne hævdelse burde jo også i høj grad være protestantisk, for så vidt som reformationen kan sammenfattes (og det mener jeg godt den kan) med ordene sola gratia, men man skal lede grundigt for at finde den i protestantismen i dag, i hvert fald i Danmark.

Hvorfor tror du kristendommen er i udfasning i den vestlige verden. Hvad fylder tomrummet og er islam en reel udfordring?

Den vigtigste grund til kristendommens udfasning i den vestlige verden er formodentlig, at man er gået fra at opfatte mennesket som et moralsk væsen, hvis liv bør være bestemt af transcendente regler, til at opfatte det videnskabeligt som et stykke natur. Afgørende, ikke reducérbare eksistensbegreber som ansvar, skyld etc. er afløst af psykologiske beskrivelser. Og eftersom kristendommen handler om mennesket som moralsk væsen, og dette moralske væsens forhold til Gud (syndernes forladelse er jo et begreb, der kun findes i et moralsk univers), så er forbindelsen mellem den vestlige verden og kristendommen blevet brudt ved denne videnskabelige betragtning af mennesket.

Tomrummet fyldes med en hel masse, som man, hvormed man dømmer det meget mildt, kan samle under den fælles betegnelse ”jagen efter vind”.

Islam er i hvert fald en udfordring i god forstand derved, at den måske ved sammenligning kan vise hvor lidenskabsløst det vestlige menneske er i religiøs henseende.

Er Folkekirken, som vi kender den, den rigtige organisation af Kirken i Danmark - eller hvad så du gerne anderledes?

Folkekirkens organisation er vel ikke perfekt. Men Folkekirkens organisation giver i hvert fald mulighed for, at Folkekirken kunne være et væsentligt mere kristent foretagende end den er for tiden. Med andre ord: problemet for Kirken i Danmark er ikke så meget Folkekirkens organisation, som det er biskoppernes manglende nidkærhed for Folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Har vi som troende kristne svigtet vores opgave? - Hvordan mener du en ny tids kristentro vil tage sig ud?
At kristendommen har trange kår i samfundet er ikke nødvendigvis de troende kristnes skyld. Men der hviler da et ansvar på de troende kristne for at bære og være vidnesbyrd om Guds virkelighed: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”.

Hvis jeg skal sige noget om en ny tids kristentro, så er det muligt, at der med det officielle samfunds afkristning vil opstå en ”genkristning” nedefra i stil med den, der forbindes med Sankt Benedikt (der findes en god bog herom: The Benedict Option - A Strategy for Christians in a Post-Christian Nation af Rod Dreher).

Hvad end en sådan besindelse for den enkelte på at leve et kristent liv vil få af bredere betydning skal jeg ikke kunne sige, men for den enkelte kristne er hovedopgaven til alle tider den samme: selv at leve et kristent liv.

Hvor ser du kristentroen om 50-100 år?

Jesus siger i Lukasevangeliet kap. 18: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”.
Jeg betragter dette Jesu spørgsmål som fortløbende ubesvaret indtil han kommer, og derfor ligger hovedvægten altid på den enkelte kristnes liv, hvor hver dag skal have nok i sin plage, og hvorfra så eventuel bredere fremgang kan udspringe. Jesus har aldrig sagt, at kristendommen skal sejre i verden, han har kun sagt, at han vil vende tilbage til verden med sin sejr.

Du er flere gange blevet spottet på det katolske kloster "Vor Frue kloster". Hvad laver du egentlig der?

Jeg er igennem arbejdet med mit kandidatspeciale kommet i kontakt med Br. Caesarius O.S.B. og vi mødes med jævne mellemrum i en gruppe, hvor vi diskuterer den fælles kristne tro, som den kommer til udtryk eller ikke kommer til udtryk i Den Danske Salmebog.
Der er en salme deri (nr. 646), som slutter med dette vers:

”O, springer, I dale og klipper tillige,
vær lystig, vor moder, du sorteste jord!
Du bærer Guds nådes det dejlige rige,
hvor Himlenes roser så hemmelig gror;
din sommer skal kendes,
når vinteren endes,
så alle Guds helgeners skjulteste grave
skal findes at være Guds blomstrende have”.

Vist skal de kristne lade deres lys skinne for mennesker, men der findes også skjulte helgeners grave, og først når Jesus kommer, ikke før, skal disse vise sig for verden at være Guds blomstrende have. Indtil da er den sande kirke en foragtet, lille flok.

%d bloggers like this: