Liv og arv fra Benedikt XVI


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Vaticano 8. januar

Når vi ser tilbage på pave Benedikt XVI's liv og pontifikat, er der især én mand, der skiller sig ud, fordi han ledsagede den afdøde pave i de sidste tyve år af hans liv. Ærkebiskop Georg Gänswein, præfekt for den pavelige husstand, og Benedikt XVIs personlige sekretær fra 2003, hvor den afdøde pave stadig var kardinal Joseph Ratzinger, til slutningen af sit liv. I denne særlige episode af Vaticano talte chefen for EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser, i et eksklusivt interview med ærkebiskop Gänswein om, hvordan det var at være ved Benedikt XVIs side i alle disse år.

Ærkebiskop Georg Gänswein blev født den 30. juli 1956 i Rieden im Wald i Tyskland. Han blev præsteviet i 1984, har studeret kanonisk ret og opnåede i 1993 en doktorgrad i kanonisk ret. Med titlen Titularærkebiskop af Urbs Salvia modtog Gänswein i 2013 bispevielsen af pave Benedikt XVI.

SE OGSÅ INTERVIEW MONTERET MED DANSKE UNDERTEKSTER

Benedikt XVI
Interview med ærkebiskop Georg Gänswein

AT: Andreas Thonhauser, EWTN, interviewer
GG: Ærkebiskop Georg Gänswein, sekretær for pave emeritus Benedikt

AT: Deres excellence, hvordan har De oplevet pave emeritus Benedikt i de seneste uger og måneder?

GG: Egentlig er han jo i modsætning til sin egen opfattelse blevet meget gammel.

Han var overbevist om, at efter han trådte tilbage, ville den gode Gud give ham endnu et lille års tid, og han var vel den første til at være overrasket over, at det er blevet til ikke så få år mere.

Mod slutningen var han naturligvis meget svag fysisk, meget skrøbelig, men takket være Gud, forblev hans forstand klar.

Hvad der smertede ham var, at hans stemme blev svagere. Gennem hele hans liv var stemmen hans værktøj, og den mistede han efterhånden. Men hans sind var altid klart.

Han var altid rolig og fattet, og vi, der var i hans nærhed og levede med ham, mærkede, at han var på vej mod målet, og at vejen havde en ende. Dette mål fæstede han blikket fast på.

AT: Havde han egentlig dødsangst?

GG: Han talte aldrig om angst; han talte altid om Herren, og at Herren, når han står foran ham vil møde ham med mildhed og barmhjertighed, og at Herren naturligvis kender hans svagheder og hans synder og hans liv. Men sagt med den hellige Johannes, er Gud større end vort hjerte.

AT: De var ved hans side gennem mange år. Hvad var de vigtigste øjeblikke for Dem?

GG: Nå ja, jeg begyndte som medarbejder i Troslærekongregationen, da kardinal Ratzinger var præfekt. Så blev jeg sekretær i den afdeling. Det skulle egentlig kun højst vare et par måneder.
Det varede i 2 år. Så døde Johannes Paul II, og Joseph Ratzinger blev pave Benedikt XVI.
Alle disse år var jeg var jeg ved hans side som sekretær, og senere naturligvis også som emeritus. Han har været emeritus i længere tid, end han var regerende pave.

Det, der altid har gjort indtryk på mig og overrasket mig, var hans mildhed, hans ro, hans ligevægt, også i situationer, der virkelig var meget anstrengende, meget udfordrende og til dels også menneskeligt set meget triste.

Han har aldrig mistet fatningen, aldrig mistet besindelsen. Tvært imod. Jo mere udfordret han var, desto roligere og ordfattig blev han. Men det havde en meget god og velgørende virkning på hans omgivelser.

Men jeg så, at han ikke var vant til store forsamlinger af mennesker. Naturligvis var han som professor vant til at tale foran et stort, til tider et meget stort publikum af studerende, men det var som en professor, der taler til studerende.

Senere, som pave, var det sådan, at alle disse møder med mennesker fra forskellige lande med deres glæde og begejstring, det var selvfølgelig en helt anden erfaring.

Det måtte han først vænne sig til, og det var ikke helt let, indtil han fandt den rette måde. Men han har altså overhovedet ikke ladet sig noget sige fra en eller anden mediecoach; han overtog ganske naturligt denne opgave og voksede virkelig ind i den, om jeg så må sige.

AT: De talte om hans mildhed i omgangen med sine omgivelser. Har De måske et eksempel, De kan dele med os?

GG: Jeg husker vældig godt fra hans tid som præfekt i Troslærekongregationen et møde med en række biskopper og kardinaler.

Emnet gjorde, at det hurtigt blev ophedet, både omkring indholdet og i de verbale udsagn. Der skulle tales italiensk som var det fælles sprog, og da mærkede jeg, hvordan de, hvis modersmål var italiensk, hurtigere og kraftigere viste små tegn på aggression.

Så nedtonede han på sin enkle, stille måde så at sige først hele aggressionen i atmosfæren, og så forsøgte han at komme fra tone til indhold.

Han sagde bare, at: ”Argumenter kan være overbevisende eller ikke, tonen kan forstyrre eller hjælpe. Jeg beder om, at vi hjælper hinanden til at dæmpe tonen og styrke argumenterne.”

AT: Kan De fortælle os mere om ham som menneske? Hvordan opfattede han sin opgave som pave?

GG: Det sidste, han ønskede sig, var sikkert at blive pave som 78-årig.
Men han blev det, han tog det på sig. Han så Guds vilje i det og overtog denne opgave.

Der var kortvarige øjeblikke af usikkerhed i begyndelsen, fordi der var tv-kameraer og fotografer overalt, så et privatliv eller et normalt liv var ikke længere muligt.

Og da mærkede jeg, hvordan han ganske enkelt begav sig ind i denne situation med en fast tillid til Guds hjælp, at han ville give ham de gaver, som han manglede og nu behøvede, og at han med sine naturlige gaver, men også med Guds hjælp ville blive i stand til at udføre det embede, der nu var betroet ham, og gøre det sådan, at det ville blive til gavn for hele Kirken og de troende.

AT: I begyndelsen sagde De, at det talte ord, men også det skrevne ord så at sige var hans værktøj: Hvilke af hans skrifter, hans rundskrivelser eller bøger, er centrale for Dem personligt?

GG: Som pave skrev han 3 rundskrivelser. Den fjerde skrev han sammen med pave Frans, Lumen Fidei, om troen, og pave Frans udgav den.

Jeg må tilstå, at Spe Salvi er den rundskrivelse om håbet og de sidste ting, der har givet mig personligt mest åndelig næring. Jeg tror også, at denne rundskrivelse vil blive anset som hans vigtigste.

Jeg begyndte at læse hans skrifter som ung præstestuderende i Freiburg, og har faktisk læst alt, og det er klart, at det har betydning for ens åndelige vækst.

Blandt de skrifter, som er offentliggjort under hans navn – ved siden af de officielle tekster, han skrev som pave – mener jeg, at hans Jesus-triologi, hans bog om Jesus i 3 bind, også af ham selv anses som hans åndelige og intellektuelle testamente.

I begyndelsen var det hans overbevisning – han begyndte at skrive dem som kardinal og skrev videre som pave – og han mente, at: ”Nu er det på tide at afslutte bogen, for hvem ved, hvor længe kræfterne rækker”.

Men kræfterne rakte, og han begyndte på bind 2 og så videre. Disse tre bind indeholder hele hans personlige liv som præst, biskop, kardinal og pave, men også hele hans teologiske forskning og hans bønsliv i en form, som takket være Gud er forståelig.

I deres form er de skrevet på det højeste akademiske niveau. De vil være et blivende vidnesbyrd om hans person, og også for de troende være hans blivende personlige vidnesbyrd. Dét var hans hensigt. Med denne bog, denne måde at forkynde troen, ønskede han at styrke mennesker i troen, at føre dem til troen og åbne døre til troen for dem.

AT: Hvilke af disse tanker har hjulpet Dem? Hvilke vil de tage med Dem?

GG: Når jeg ser direkte på Jesus-bogen, så er det afgørende, at denne bog ikke beskriver noget fra fortiden, denne person – også selv om han er Frelseren – men denne bog taler om nutiden. Kristus har levet, men han lever stadig. At læse denne bog hjælper så at sige til at binde en tråd fra i dag og til Kristus. Jeg læser ikke om noget, der er sket. Der er sket noget, men det, der skete, har betydning for mig og for enhver, der læser, for mit personlige trosliv. Det mener jeg er helt afgørende på den måde, at Joseph Ratzinger, pave Benedikt, hverken gør noget mindre, tager noget væk eller springer noget over af det, som Kirken bekender i troen. For mig er dét noget blivende.
Jeg har læst det første bind flere gange, gang på gang som ledsagelse til bestemte årstider. Det kan jeg kan kun anbefale, det er en stor hjælp og åndelig næring.

AT: Det lyder som om, han selv har skrevet ud fra disse overbevisninger.
Men hvordan har De oplevet ham personligt? Hvordan levede han sin tro?

GG: For det første blev troen formidlet til ham af hans forældre på en helt naturlig, en helt normal måde, og det prægede ham stærkt. Dét, som han modtog fra sine forældre og senere fra sine lærere og fra gejstlige, fordybede han sig i i sit eget liv, frem for alt gennem studier, men også gennem forelæsninger. Det, han fordybede sig i, blev til hans eget trosliv.

Jeg har altid haft indtryk af, og jeg tror, at det er jeg ikke ene om, at hvad professor Ratzinger, biskoppen, ærkebiskoppen, kardinalen eller pave Benedikt sagde, ikke er noget, han blot fremsagde på grund af sit embedes krav, men det er så at sige kød af hans kød; det er, hvad han tror, og er dét, han vil give videre for også at give denne flamme til andre. Han ønsker at den skal brænde i lys lue.

AT: Får en pave overhovedet tid til bøn og stilhed? Til at gå i dybden?

GG: Det er altid et spørgsmål om at administrere tiden. Hvis noget er vigtigt for mig, forsøger jeg at tage mig den nødvendige tid.

Ikke bare den tid, der tilfældigvis er tilovers, men allerede i planlægningen af dagen. Som kardinal, men også som pave så jeg – jeg levede jo sammen med ham – at han altid havde fastlagte tider til bøn. Naturligvis var der undtagelser på rejser osv., men bønstiderne var urørlige.

Helt konkret betyder det den hellige Messe, breviar, rosenktans og meditation. Det var der faste tider for, og det var blandt andet min opgave at overholde dem. Ikke sige, at dette og hint er meget vigtigt. Han sagde: ”Tænk på, at det vigtigste altid må komme først, at Gud har førstepladsen. Søg først Guds rige, så vil alt andet blive givet jer i tilgift.” En enkel sætning, der lyder godt, men den er ikke så enkel at føre ud i livet. ”Men det er derfor, den er sand, og derfor må De også hjælpe med at sørge for, at det forbliver sådan.”

AT: De hellige tjener som forbilleder for os i det kristne liv. Hvem var pave Benedikts yndlingshelgen?

GG: Den hellige Josef var yndlingshelgenen, men han fik dog snart selskab af den hellige Augustin og den hellige Bonaventura, simpelt hen fordi han havde studeret disse to store skikkelser i Kirken meget intensivt. Han så, hvordan de begge befrugtede hans åndelige og intellektuelle liv.

Af de kvindelige helgener, for ikke blot at blive på mændenes side, er Guds Moder nr. 1, men af kvinderne ville jeg også sige, at det er den hellige Teresa af Avila, som i sin intellektuelle og også sin åndelige kraft og styrke har givet et vidnesbyrd, som har gjort indtryk på ham. Og så – De vil ikke tro det – er der den lille hellige Thérèse af Jesusbarnet. Af de yngre er der også Moder Teresa med sin enkelhed og sin overbevisning, for hendes liv var mere end blot en forelæsning i teologi eller hvilket som helst fag; det var levet Evangelium, og det var afgørende for ham.

AT: Han havde mødt Moder Teresa personligt, ikke?

GG: Jo, hende mødte han til Katholikentag i Freiburg i 1978. Jeg var der selv. Han havde været ærkebiskop i et år, og jeg havde været et år på præsteseminariet. Moder Teresa var i domkirken i Freiburg, og det var også kardinalen af München und Freising, Joseph Ratzinger.

AT: Fra et kirkeligt, eller sågar verdenskirkeligt synspunkt, hvordan har Joseph Ratzinger som pave Benedikt præget Kirken?

GG: I sin prædiken ved begyndelsen af sit pontifikat, da han tog embedet på sig, sagde han, at han ikke havde noget program, såsom et regeringsprogram eller et kirkeligt program, men han forsøgte at gøre Guds vilje. At møde tidens udfordringer ved at forkynde og ved at gøre Guds vilje, og det ville han gøre helhjertet.
Man kunne da se, at et program ikke havde hjulpet meget, fordi tingene vendte relativt hurtigt, også i vanskelige situationer.

At tilpasse sig det var helt sikkert en af hans store styrker; han indså relativt hurtigt, hvad problemet var, og at der måtte gives et troens svar på det. Ikke kun et svar, der så at sige var teologisk begrundet, men et svar, der gik dybere, naturligt teologisk begrundet i troen og dertil overbevisende.

Derfor mener jeg, at hans store bidrag, hans store hjælp til de troende, var ordet. Vi har allerede talt om, at ordet var hans store – det klinger martialsk – hans bedste våben. Han kunne håndtere ord, og med ord kunne han inspirere mennesker og fylde deres hjerter.

AT: Når De ser tilbage på hans pontifikat, hvad var så de største udfordringer, han stod over for?

GG: Det stod meget klart lige fra begyndelsen, at den største udfordring, var dét, han kaldte relativisme. Den katolske tro og Kirken er overbevist om, at i Jesus Kristus er sandheden født, er blevet menneske: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Og relativismen siger i sidste ende, at hvad I vil, at forkynde sandheden, er imod tolerance. I tolererer ikke andre overbevisninger. Det vil sige, at inden for kristendommen i spørgsmålet om økumeni tolererer I ikke, eller I anser ikke andre religioner for ret meget.
Nej, det er ikke sandt. Tolerance vil sige, at jeg selvfølgelig tager ethvert menneske alvorligt i hans tro og hans overbevisning og accepterer dem. Men det betyder netop ikke, at jeg devaluerer min tro, som jeg er overbevist om, som jeg har modtaget for at give den videre. Lige modsat.

Det var relativismen. Så var der spørgsmålet om forholdet mellem tro og fornuft. For ham var det egentlig også en af hans stærke sider.
Da han blev pave kom – som en meget uventet og meget kraftfuld udfordring – hele spørgsmålet om misbrug i en form, man slet ikke havde ventet. På dette område havde han allerede som kardinal spillet en vigtig rolle, da de første spørgsmål, de første meddelelser, de første vanskeligheder, de første beretninger om misbrug kom fra USA.

Jeg havde på det tidspunkt allerede været to år i Troslærekongregationen, og jeg husker vældig godt, hvordan han tog fat på det, og til trods for en bestemt modstand indefra måtte sætte sig igennem. Det var ikke let, men han håndterede det vældig godt, på en beslutsom og modig måde, og det hjalp ham senere i sit pontifikat, vil jeg mene.

Igen og igen har han sagt: ”Der er vigtige emner, men det allervigtigste er troen på Gud”. Det vil sige gudstroen. Det var også dét centrum, som hans forkyndelse, hans pavelige embede og hans pavelige tjeneste udviklede sig omkring. Det er den overbevisning, at jeg må forkynde troen på Gud. Dette er det afgørende. Andre kunne gøre noget andet, men dette er hovedmålet, pavens hovedopgave, og derfor er og bliver han hovedvidnet.

AT: Så forkyndelsen af Gud var det centrale i hans pontifikat?

GG: Ja, netop, hvis jeg må opsummere det sådan, så ja.
Forkyndelsen af troen, begrundelsen for Evangeliet. For os er Gud ikke en idé, en tanke, men Gud er målet for vores tro. På et bestemt tidspunkt blev centrum for vores tro menneske i Jesus fra Nazaret. Og alt, hvad vi ved fra den tid, har fortættet sig i Evangelierne, eller i Skriften, i Det Nye Testamente. At forkynde det troværdigt, at forkynde det overbevisende, det var centrum og mål for hans pavelige tjeneste.

AT: Måske nu til misbrugsanklagerne og skandalerne i Kirken. Pave Benedikt blev jo selv for ikke så længe siden konfronteret med misbrugsanklager, der stammede fra misbrugsrapporter fra ærkebispedømmet München og Freising. Hvordan reagerede han på de anklager, der senere blev afvist? Hvordan opfattede han det – især i lyset af den rolle, han spillede i Kirken for at undersøge og bekæmpe misbruget?

GG: Vi har allerede nævnt, hvordan han som præfekt i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var nødt til at håndtere de anklager, der kom fra USA, og at han tog et stærkt standpunkt mod intern og ekstern modstand. Og den samme klare og utvetydige holdning blev indtaget, da han var pave; det er der mange eksempler på.

Da han så blev personligt anklaget for at have mishåndteret sager om seksuelt misbrug i sin tid som ærkebiskop af München og Freising, fra 1977 til 1982, kom det virkelig som en overraskelse for ham.

Han blev spurgt, om han ville besvare spørgsmål vedrørende den undersøgelse, der gennemgik ledelsen af en række af ærkebiskopper, fra kardinal Faulhaber til den regerende ærkebiskop.

“Det er jeg klar til. Jeg har intet at skjule.” Hvis han havde sagt nej, ville det betyde, at han skjulte noget, når han intet sagde.
Der kom mange spørgsmål – jeg vil ikke gerne sige ret meget om det, men han svarede på spørgsmålene. Han er ikke bevidst om at have nogen skyld. Han sagde, hvad han kunne huske. Det kom også med i rapporten, og som sagt, under udarbejdelsen af vores erklæring begik vi en lille fejl: det var ikke en fejl fra pave Benedikts side, men en forglemmelse af en af vores samarbejdspartnere, som straks undskyldte over for ham. Han sagde, at det var hans fejl, at han havde angivet en forkert dato med hensyn til tilstedeværelse eller fravær på et møde.
Det blev straks offentliggjort og straks rettet. Men fortællingen om, at paven havde løjet, forblev desværre. Og det var det eneste, der virkelig chokerede ham: At han blev kaldt en løgner. Det er simpelthen ikke sandt.
Han skrev jo selv derefter et brev om disse spørgsmål. Han sagde, at dette ville være hans sidste ord om denne sag. Derefter ville han ikke sige mere. Den, der ikke tror på ham, eller ikke vil tro ham, behøver ikke at gøre det. Men hvis man ærligt og uden at være forudindtaget ser på de konkrete fakta, må man sige: beskyldningen om at være en løgner er simpelthen usand. Og det er infamt!

Denne anklage ramte ham virkelig. Han kunne kun appellere til fornuften, til den gode vilje, men også til ærlighed. Andet kunne han ikke gøre. Resten – det skrev han også i sit brev – vil den gode Gud afklare med ham selv.

AT: Hvad De fortæller, kan jo efterprøves i dokumenterne og i filerne. Enhver, som ikke handler med ond hensigt, kan rekonstruere det og bringe sandheden frem i lyset.

GG:
Netop. Som sagt er det en forudsætning ikke at være forudindtaget. Det er grundlæggende. Ikke kun i dette tilfælde, men især i dette tilfælde. Den, der er beredt til at gå frem uden fordomme, har erkendt det. Eller vil erkende det.

AT: Var pave Benedikt lykkelig? Har De oplevet ham som en, der var tilfreds, opfyldt på sin personlige rejse gennem livet?

GG: Af de adjektiver, De lige nævnte, vil jeg sige, at det sidste passer, nemlig opfyldelse. Jeg opfattede ham som en, der var opfyldt af det, han foretog sig. Hans liv – han besluttede at vie sit liv til præstedømmet. Hans første kald, hans første kærlighed, var selvfølgelig undervisning. Og derfor blev han professor. Det var simpelthen hans skæbne, og så måtte han blive biskop – ikke at han blev tvunget til det, men det var på en måde fremmed for ham.

Så kom han til Rom. Det var på linje med hele hans natur og hans intellektuelle struktur. At han blev pave var, som jeg har sagt, det sidste, han havde forventet eller villet, men han tog denne opgave på og så vidt jeg har kunnet se og forstå, var han virkelig opfyldt af den og gav alt, hvad han havde at give.

Jeg lagde mærke til, at han gav noget af sig selv, han gav det, der var vigtigst for ham. Det, han gav videre, var ikke noget, han havde opfanget et sted engang: Han videregav noget af sig selv, noget, der kom fra hans eget liv, hans intellektuelle redelighed, hans tro. Gå tilbage til billedet af gnisten: for at få den til at gnistre og tænde en ild.

AT: Havde han overhovedet tid til at tænke på den familie, han voksede op i? Var der stadig en forbindelse? Hvordan talte han om sin familie?

GG: Ud fra alle de ting, man kan læse, alle de ting, han sagde, og som jeg selv har hørt, må jeg sige, at han kun talte virkelig kærligt og med stor respekt om, hvad hans forældre gjorde, især for deres tre børn. Hans far var politibetjent, de havde ikke mange penge, og alligevel fik alle tre børn en rigtig god uddannelse – og det kostede! Men det, der virkelig var afgørende, var det troseksempel, forældrene gav dem. Han sagde altid, at dette var og blev grundlaget for alt, hvad der kom senere.

AT: Hvilke af hans ord vil De tage med Dem? Hvad vil stå tilbage hos Dem?

GG: Ja, så må jeg tale lidt frit fra leveren.
Gang på gang – især i hans tid som emeritus – befandt jeg mig i vanskelige situationer; øjeblikke, hvor jeg sagde: Hellige Fader, dette kan da ikke ske! Jeg kan ikke klare det! Kirken løber mod en mur! Jeg ved det ikke: sover Herren, er han der ikke? Hvad sker der? Og han sagde: "De kender da lidt til evangeliet, ikke? Herren sov i båden på Genesaret Sø, sådan lyder historien. Disciplene var bange, der kom en storm, der kom bølger. Og de vækkede ham, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Og han sagde bare: Hvad sker der? Jesus talte to-tre ord til stormen for med dette billede at gøre det klart, at han er Herren, selv over vejret og stormene.”
Og så sagde pave Benedikt til mig: ”Se, Herren sover ikke! Herren er der. Så hvis disciplene var bange selv i hans nærvær, er det helt normalt, at nutidens disciple kan være bange nu og da. Men glem aldrig én ting: Herren er her, og han bliver her. I alt det, der bekymrer Dem nu, der er svært for Dem nu, som tynger Deres hjerte eller Deres mave, er det noget De aldrig må glemme! Tag det fra mig, jeg handler derefter.”
Det er dét, som blandt andre ting virkelig gik mig til hjertet og bliver i mit hjerte.

AT: Kan De måske også fortælle en anden anekdote fra Deres tid med pave Benedikt?

GG: Pave Benedikt var en mand med en fin sans for humor. Han kunne godt lide, når humoren ikke blev lagt på hylden, selv i svære spørgsmål, da den kan give en slags jordforbindelse, og også en slags "ledning", der fører os "opad". Således kunne jeg her og der bemærke, hvordan han i vanskelige situationer, det være sig som kardinal eller som pave, forsøgte at skabe – ikke en slags "humoristisk vending", det lyder for overfladisk - men at bringe en smule humor ind, et element af humor, der kunne "afgifte" ting.
Og det har vist sig at værdifuldt for mit eget liv, i nogle svære situationer. Og det er jeg meget taknemmelig for.

AT: Santo subito? [helgenkåring straks?]

GG: Det var dét budskab, vi kunne læse ved Johannes Paul II's begravelse på Peterspladsen. Jeg husker det meget vel: Der var mange skilte og også store malede plakater med overskriften "Santo Subito". Jeg tror, det vil gå i denne retning.

AT: Deres Excellence, mange tak for samtalen. Tak, fordi De tog Dem tid.

GG: Det gjorde jeg gerne.