Mød pavens portrætmaler


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Vaticano 13. november

Denne uges Vaticano bringer, efter en omtale af pave Frans‘ 39. apostoliske rejse til Bahrain, meddelelsen om, at festivalen for sakral kunst og musik i år vil finde sted i de pavelige basilikaer i Rom.

Efter nyhederne fra Vatikanet handler det følgende indslag om to rumænske alumner fra Angelicum-universitetet, som led martyrdøden under kommunismen, fordi de nægtede at opgive deres tro. Dette efterfølges af et interview med professor Daniel McCarthy, en benediktinermunk med speciale i liturgi. Det sidste indslag præsenterer Natala Tsarkova, som for nylig har færdiggjort et portræt af pave emeritus Benedikt XVI.


Indhold: Pave Frans besøger Bahrain (0:58)│Annoncering af Festivalen for sakral musik og kunst (03:30)│Nyheder fra Vatikanet (05:50)│To englelige ikoner (08:36)│Det vigtige i at oversætte liturgien (13:55)│Pavens portrætmaler (19:43)│


“At så fred”: Pave Frans besøger Bahrain

Fra den 3. til den 6. november besøgte pave Frans kongeriget Bahrain på den første pavelige rejse til den lille ø-nation. Turens motto var: "Fred på jorden til mennesker af god vilje"

På et møde med repræsentanter for det diplomatiske korps forklarede paven årsagen til sit besøg: han var kommet som en "mand, der sår fred," sagde Frans. Han roste Bahrains "mangfoldige multietniske og multireligiøse samfund", der er "i stand til at overvinde truslen om isolation." Golfstaten opretholder stadig dødsstraffen, og derfor understregede den hellige fader "retten til liv" såvel som "behovet for altid at garantere det, også med hensyn til dem, der bliver straffet, og hvis liv ikke kan udslettes."

Dagen efter holdt pave Frans en tale ved afslutningen af "Bahrain forum for dialog: Øst og vest for menneskelig sameksistens". Han appellerede til alle religiøse ledere om at arbejde sammen for fred og fremme uddannelse for at bringe ekstremismen til ophør.

Ved et efterfølgende møde med medlemmer af det muslimske ældsteråd i Al-Sakhir-paladsets moske udbrød Frans: "Gud er kilde til fred. Må han give, at vi kan være kanaler for hans fred overalt!"

Dagen før sin afrejse fejrede paven den hellige messe på Nationalstadion i Awali. Omkring 80.000 katolikker bor i Bahrain, og i alt er der blot tyve præster og otte munke og nonner i det islamiske rige. Den Hellige Fader opmuntrede de troende til modigt at følge Kristus "selv når der ikke synes at være nogen udsigt til, at det lykkes."

Den 6. november besøgte Frans Det Hellige Hjertes Kirke i Manama, inden han fløj tilbage til Rom.


Skønhed vil redde verden

I Rom præsenterede Pro Musica e Arte Sacra-fonden den 3. november programmet for den 21. internationale festival for sakral musik og kunst. Under pressekonferencen inviterede fondens generalpræsident dr. Hans-Albert Courtial alle de tilstedeværende til at opleve hvert øjeblik af koncertrækken som en autentisk åndelig ophøjelse:

Med den sakrale musiks kunst ønsker vi at bringe mennesker tæt på skønhed. Og som lægfolk skal vi have mod til at råbe til verden, at vor Herre er absolut skønhed.

Kardinal Angelo Comastri, ærespræsident for fonden, understregede den åndelige dimension, der i de sidste 22 år har givet liv til festivalen, og han gjorde det ved at minde om den hellige Teresa af Calcuttas ord:

Moder Teresa plejede at sige: "Livet er smukt, beundr det. Livet er en salme, syng den." Jeg tror, at festivalen reagerer på disse ord fra Moder Teresa og åbner rum for skønhed, for beundring. Rum, der kan trøste menneskers hjerte og give hver enkelt af de tilstedeværende et skub for at gøre verden til et smukkere sted.

Blandt de tilstedeværende skilte msgr. Pablo Colino sig ud. Han er medlem af den rådgivende direktion for Pro Musica e Arte Sacra-fonden. Han mindedes den italienske komponist og korleder Msgr. Lorenzo Perosi i anledning af 150-året for hans fødsel.

Som afslutning på begivenheden præsenterede den russiske kunstner, Natalya Tsarkova, for første gang sit nye værk for offentligheden: et maleri, som pave Benedikt XVI havde velsignet få dage tidligere, og hvor pave emeritus er afbildet omgivet af det, der i dag er kendt som “den pavelige familie”.


Nyheder fra Vatikanet


Pavens bønsintentioner for november

I november måned kaldte pave Frans katolikker til at bede for alle børn, der lider, også krigsofre og forældreløse børn. "Der er stadig millioner af drenge og piger, som lider og lever under forhold, der ligner slaveri," sagde paven i en videoappel. "De er ikke tal," sagde han, "de er mennesker med navne, med deres eget ansigt, med en identitet, som Gud har givet dem."


Ny ambassadør i Vatikanet for Den Demokratiske Republik Congo

Déogratias Ndagano Mangokube, den nye ambassadør for Den Demokratiske Republik Congo, mødte pave Frans i Vatikanet. Efter mødet sagde diplomaten: "Congoleserne venter stadig på pavens ankomst til DRC". Vatikanet har bekræftet, at pave Frans vil besøge Congo og Sydsudan i begyndelsen af 2023.


Paven accepterer tysk ærkebiskops fratrædelse

Pave Frans accepterede den tyske ærkebiskop Ludwig Schicks fratrædelse. Schick har siden 2002 haft ansvaret for det bayerske ærkebispedømme Bamberg. Han kom for nylig under pres for håndteringen af sager om seksuelle overgreb i sit bispedømme. Schick sagde i en erklæring, at han tidligere på året havde spurgt paven, om han kunne træde tilbage.


Salige er de, der stifter fred

Den Hellige Fader opfordrede katolikker til at "afvæbne deres hjerter" og blive fredsstiftere. Under Angelus på Allehelgensdag advarede han om "et misvisende indtryk": Festdagen, sagde pave Frans, er ikke en dag, hvor katolikker "fejrer søstre og brødre, der har været perfekte i livet, men de hellige, som alle var fredsstiftere", tilføjede han.


Forhåndsomtale: Pave Frans fejrer messen i Asti på festen for Kristus Universets Konge

På dette års fest for Kristus Universets Konge, søndag den 20. november, vil pave Frans fejre den hellige messe i den italienske by Asti. Som Vatikanet siden har bekræftet, vil den Hellige Fader ankomme til den piemontesiske by allerede den 19. november for at deltage i en ikke-offentlig familiefest. Anledningen er 90-års fødselsdagen for en fætter til paven.


Nyheder slut


To englelige ikoner

Den 20. oktober blev der på Angelicum, Det Pavelige Universitet Skt. Thomas Aquinas i Rom, holdt et foredrag med titlen "To englelige ikoner: Salige, biskopper og martyrer". Det opsummerer troslivet for to af universitetets alumner fra 1930'erne: Salige Titus Liviu og salige Ioan Suciu. Begge kom fra Rumænien og led martyrdøden under det kommunistiske regimes forfølgelser.

Claudiu-Lucian Pop, bishop af Cluj-Gherla, fortæller:

Under den kommunistiske forfølgelse i Rumænien forsøgte de at lede folk bort fra deres katolske tro. Det eneste, forfølgerne ønskede, var, at de ikke længere skulle anerkende paven, den hellige fader, for ikke længere at tilhøre den katolske kirke, men skifte til den ortodokse kirke. For forfølgerne var det en meget simpel overgang. De fortalte dem, at de ville beholde deres bispesæder, de ville forblive, som de var nu, dog ikke længere som katolikker, men som ortodokse. De sagde simpelthen, uden at hæve stemmen, at det var en umulig overgang for dem, fordi tro og liv var ét. De kunne ikke opgive deres tro uden at opgive deres liv. Hvilket så skete, for da de kommunistiske forfølgere så, at de ikke var villige til at opgive deres fællesskab med Rom, satte de alle i fængsel, hvor mange senere døde.

Den salige Titus Liviu vendte i 1931 efter at have modtaget en grad i teologi fra Angelicum-universitetet tilbage til Rumænien som præst ved en skole i Blaj, en mindre by også kendt som Transsylvaniens "Lille Rom".

Betragtet som en af ​​de stærkeste modstandere af den tvungne forening mellem den græsk-katolske kirke og den rumænske nationalkirke blev han arresteret natten mellem den 28. og 29. oktober 1948 af den kommunistiske efterretningstjeneste.

Mens han sad fængslet i Căldărușani-lejren i det nordlige Rumænien, blev han i hemmelighed viet til biskop efter mandat fra det apostoliske nunciatur.

Af kærlighed og troskab mod paven nægtede han at give afkald på sin bekendelse til den græsk-katolske kirke og blev overført til udryddelsesfængslet Sighet, hvor han blev alvorligt syg og døde uden at have modtaget lægehjælp.

Han blev begravet på fattigkirkegården i Sighet, ved grænsen til Ukraine.

Biskop Pop fortsætter:

Vores tro skal manifesteres i dagens lys, og derfor er mit valg som Kristi discipel ikke et valg, jeg skal træffe i mit eget lille hjørne, men som jeg skal have styrken til og glæden ved at være vidne om foran mennesker i et samfund, der måske ikke tror på Gud. Ikke for at sige, at vi er større og bedre end andre, men vi skal simpelthen være os selv, være venner med Kristus. Det er en glæde, som jeg ikke kan ophøre med at bære vidnesbyrd om til nutidens mennesker.

Ligesom den salige Titus Liviu studerede Ioan Suciu også ved Angelicum-universitetet og opnåede en doktorgrad i teologi i 1932. Da han vendte tilbage til Rumænien, blev han udnævnt til hjælpebiskop af Oradea, hvor han udførte et imponerende apostolat på trods af de vanskeligheder, krigen og den kommunistiske besættelse forårsagede.

Gennem sit apostolat styrkede han troen hos troende, som begyndte at føle pres fra kommunistiske myndigheder til at forlade den rumænske græsk-katolske kirke og gå over til den ortodokse kirke.

Da han klart vidste, at han ikke ville opgive sin katolske tro, blev Ioan Suciu fanget af det kommunistiske regimes politiske politi og gennemgik en hård efterforskning i forsøget på at implicere ham i en politisk retssag. Den 26. oktober 1950 blev han overført til det samme udryddelsesfængsel i Sighet som Tito Liviu. Han døde af sult i celle nr. 44 den 27. juni 1953.

Fr. Vasile Man, vicerektor for Det Pavelige Kollegium Pio Romeno i Rom, fortæller:

De to biskopper Tito Liviu Chinezu og Ioan Suciu døde begge som vidner for deres tro indtil martyrdøden. De døde i Duras fængsel i det nordlige Rumænien i Sighet, den ene i 1953 og den anden i 1955. Deres liv er eksempler for os på at overvinde alle ting, der kan forhindre os i at have adgang til Gud for at leve vores tro og, når det er nødvendigt, at overvinde alle prøvelser for at vidne om vores værdier.

Deres vidnesbyrd er et budskab til os i dag, hvor også vi lever i vanskelige tider. De græsk-katolske biskopper lærer, at under prøvelser er vores tro af højeste værdi, og vi må stole på Guds nåde for at overvinde disse udfordringer og derefter give alt af os selv for at vores liv er i overensstemmelse med vores tro, med vores værdier.

Disse to salige, hvis liv bar vidnesbyrd om troskab og hellighed, blev i dag hyldet næsten 50 år efter deres død.


Det vigtige i at oversætte liturgien

Når vi fejrer 60-året for åbningen af Andet Vatikankoncil, ser vi tilbage på en af koncilets store gaver; den vægt, det lagde på at oversætte liturgien. Fr. Daniel McCarthy OSB er en munk fra St. Benedict's Abbey, Atchison, Kansas. Han underviser i liturgi på Det Pavelige Institut for Liturgi i Sant' Anselmo i Rom. fra EWTN Vatican talte med ham om vigtigheden af koncilets fokus på at oversætte liturgien.

Benjamin Crockett byder fr. McCarthy velkommen og spørger:

Hvis vi kunne gå ind i en tidsmaskine og støde på de tidligste kristne i det første århundrede, og hvis disse kristne fra dengang kunne vende tilbage til det 21. århundrede, hvor meget af liturgien, hvor meget af messen tror du så ville have ændret sig? Ville de forstå, hvad der bliver fejret, eller har formerne ændret sig?

Fr. McCarthy svarer:

Det er godt, at du spørger mig om dette her i Rom, for du kan gå over til Caelius-højen til Johannes og Paulus’ basilika. Gå ind ad kælderindgangen til den basilika, ind i det hus fra første århundrede, som nogle kristne ejede. De samlede folk der for at fejre brødets brydelse i deres hjem. Efterhånden som det kristne samfund voksede, blev huset indviet til kirke. Og så omarrangerede de det. Det var ikke længere et hjem, huset var kirke. Nu har de bygget den nuværende basilika oven på den, og du kan tage hen og fejre liturgien der. Så folk fra det første århundrede vil genkende deres hjem, de kan genkende selve det sted, hvor de har fejret liturgien. De vil se alle de ændringer, der er sket siden da, og hvor rigt det hele er blevet. Pave Gregor den Stores hjem lå lige på den anden side af gaden, man kan gå derhen; der er nu et kloster og en basilika på det sted. Formentlig gik han i den samme kirke. Så der er denne smukke kontinuitet gennem århundreder.

Benjamin Crockett beder fr. McCarthy fortælle om vigtigheden i at undervise i latin. Han siger:

Du får mig til at græde, fordi det rører mig så dybt. Jeg ankom til Rom i 1999. Fr. Reginald Foster, den uskoede karmelit, som skrev de latinske dokumenter for fire paver, underviste stadig på Gregoriana-universitetet, og jeg studerede hos ham. Jeg arbejdede sammen med ham i årtier. Mod slutningen af ​​hans liv begyndte vi sammen at nedskrive hans metode til at undervise i latin. Han døde for halvandet år siden. Men jeg fortsætter med at udgive bøgerne i vores serie, som vi forberedte. Og jeg underviser her ved hjælp af hans metode. Jeg underviser hver dag gennem et helt skoleår de samme elever to timer om dagen. Det bliver til 250 timer på et akademisk år. Og fra den allerførste dag bringer jeg elever i latin til virkelig at læse latin på højeste niveau. Og når mine elever det næste år begynder at studere liturgi ordentligt, når de er klar med deres latin, er de klar til at dedikere sig til forskning i latinsk tekst i liturgihistorien, så de kan yde deres eget bidrag til Kirken.

Benjamin Crockett spørger:

Fader, mit sidste spørgsmål er, at i år fejrer vi 60-året for åbningen af Andet Vatikankoncil. Et af de smukke aspekter ved det koncil var - ud fra hvad jeg har læst, for jeg var selvfølgelig ikke til stede, da det åbnede – at der kom meget mere forkyndelse fra Skriften. Kunne du tale lidt om den betydning og måske også hvordan det formede dit liv som præst?

Fr. McCarthy svarer:

Guds gave er det primære, og den gives ikke kun i eukaristien, men også i Skriften, og Kristus er virkelig til stede, når Skriften forkyndes. Pave Paul VI sagde også, at selv i prædikenen er Kristus virkelig til stede, når Kristi nærvær åbenbares gennem refleksion over Skriften. Dét, jeg ville sige, var, at efter koncilet var der megen opmærksomhed på at oversætte liturgien til modersmål og implementere at undervise folk i, hvordan man fejrer den fornyede liturgi godt i sognene. På en måde er vi i den anden bølge af oversættelse og implementering af den fornyede liturgi.

Benjamin Crockett takker fr. Daniel McCarthy for interviewet.


Pavens portrætmaler

Kunstneren Natalya Tsarkova, som har malet et portræt af pave emeritus Benedikt XVI, fortæller:

Pave emeritus forstod, at det var vigtigt at skildre dette historiske øjeblik af hans pontifikat på lærred af historiske hensyn. Han har valgt mig til opgaven, og det er et stort ansvar for mig.”

Gennem de sidste fire år har Natalya Tsarkova malet pave emeritus Benedikt XVI i sin mission som pave emeritus omgivet af sine nærmeste, hans "pavelige familie". Hun fortæller:

Pave Benedikt taler til sine omgivelser, til "Familia Pontificia", sin pavelige familie, og til os. Og hvert medlem af hans pavelige familie reagerer forskelligt."

Monsignor Georg [Gänswein, o.a.] er hans privatsekretær, og han nedskriver symbolsk alt, hvad pave Benedikt siger, for at dokumentere det for historien.

Fire lægsøstre, som er medlemmer af Memores Domini Association, dedikerer sig til pave emeritus’ tjeneste for at ledsage og støtte ham i hans mission. Natalya Tsarkova forklarer:

Her i forgrunden er søster Carmella, hun ser kærligt og opmærksomt på paven. Og det er, som om paven lyser hendes ansigt op. Hun syr en knap i hans soutane. Der findes et folkeligt ordsprog: Hvis du ønsker dig noget, skal du sy en knap i. Og så fremsætter søster Carmella et ønske om, at paven altid vil være sund. Faktisk bør du spørge hende hvad hun ønsker sig.

Bag hende står kokken. Hun holder menuen. Menuen er et bitte lille stykke papir, for paven spiser ikke meget. Hun hedder søster Loredana.

Bagerst er søster Rosella, og hun laver lidt af hvert. Hun ordner stuen, hun vasker, og hun gør rent.

Den fjerde er søster Christina. Hun tager sig af at passe kirken, husets kapel.

Kapellet er malet på den øverste del. Det er dér, pave Benedikt beder og henter åndelig styrke.

Søster Christina holder nogle roser. Roser er også et symbol på Jomfru Maria, et symbol på kærlighed. Og roser er pave Benedikts yndlingsblomster.

Natalya Tsarkova fortæller, at sr. Christina også tog sig af pave Benedikts bror, Georg Ratzinger. Pave emeritus Benedikt inviterede Natalia Tsarkova til at arbejde på portrættet, mens hans bror, Georg Ratzinger, stadig levede.

Jeg satte dem sammen, som om de her var én. Han læner sig ind og lytter til, hvad pave Benedikt siger, og man kan se, at han tænker på noget smukt. Han er også meget indadfokuseret i sine tanker, og han tænker på noget, der lyser hans ansigt op indefra.

Natalia Tsarkova er en maler fra Rusland. Hun flyttede fra Moskva til Rom i 1994. Siden da er hun blevet den officielle "portrætmaler af paverne." På trods af forskelle i kultur og tro – Tsarkova er ortodoks – siger hun, at hun ikke føler nogen kløft mellem sig selv og emnerne i sine malerier. Efter mange besøg hos pave emeritus i løbet af de sidste fire år begyndte hun også at se sig selv som en del af den pavelige familie.

Faktisk er denne engel malet efter mig. Det er lidt symbolsk: det er ikke mig, det er en engel, men det er malet efter mig, for det er sådan, jeg har det i mit hjerte. Jeg er der med dem. Og da jeg malede dette portræt, kom de hårde tider med COVID-isolation, jeg var alene med dette maleri, og det var godt, at der var dette maleri. Jeg plejede at stå op og sige: "Godmorgen, Santo Padre!” og når jeg gik i seng, "Godnat, Santo Padre!"

Tsarkova bruger lys som et vigtigt tema i sine malerier. Hun fortæller, at da pave emeritus Benedikt XVI trak sig tilbage, trak han sig ikke tilbage i skyggen, men begyndte i stedet sin nye mission: pave emeritus’ mission.


Fotogalleri denne udgave: