Den missionerende Kirke & Oktober måned


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Indhold: Udsendelse af 18 missionærer (01:30)|Forsonings sakramente i dag (03:26)|Nyheder fra Vatikanet (05:09)| Den missionære Kirke (08:34)| Missionærens håb i Sydsudan (14:00)| Den missionære Kirkes fremtid (19:40)


Vaticano 23. oktober

DENNE UGES VATICANO begynder med en festival efterfulgt af en aftengudstjeneste i Laterankirken i Rom, hvor 18 mandlige og kvindelige ordensfolk får mandat som missionær. Derefter følger et indslag fra et seminar om forsoningens sakramente i Vatikanet.

Efter de seneste nyheder fra Vatikanet følger et afsnit om pave Frans’ budskab til Verdensmissionsdagen. I sit budskab fremhæver pave Frans, at Kirken og evangeliseringen må følges ad; man kan ikke have det ene uden det andet. Det næste indslag om en missionær blandt spedalske i Sydsydan viser dette i praksis.

Det sidste indslag rapporterer fra EWTNs Vatikanafdelings begivenhed "Romerske Nætter” om Den missionære Kirke.


Udsendelse af 18 missionærer

Den 15. oktober blev der afholdt en missionsfestival i Lateranpaladset.

Under ledelse af hjælpebiskop Benoni Ambarus, blev der på aftenen for festivalens afslutning, fik i alt 18 ordensfolk overdraget den såkaldte missio ad gentes [mission til folkeslagene, o.a.]. Missionærernes destinationer omfatter landene Bolivia, Brasilien, Amazonas, Togo, Uruguay og Madagaskar. Msgr. Ambarus fortæller:

Hvis evangeliet er gode nyheder for mig, og det har ændret mit liv, kan jeg ikke lade være med at fortælle det til alle andre, så mission er ikke noget, der har med mode eller tid at gøre. Den er en nødvendighed og et behov; uden mission er folk fattigere, så ønsket med missionen er at berige andre med ”Den gode nyhed".

Deltagerne i Missionsfestivalen er overbevist om, at Kirken stadig har noget at sige folk i dag. F.eks. mener ”Virginia,”, at mange mennesker har brug for hjælp, så Kirken forsøger at hjælpe mennesker, der har det sværest.

”Scout” siger, at: ”Det vigtigste budskab er venskab og broderskab. Vi er ét land, ét folk, og vi har alle det samme mål: at elske hinanden.”

 


Forsoningens sakramente i dag

Den 13. og 14. oktober blev der afholdt en konference kaldet "Fejring af forsoningens sakramente i dag" i Palazzo della Cancelleria. Et initiativ organiseret af Det Apostoliske Pønitentiariat, den katolske kirkes øverste domstol, og det ældste dikasteri i den romerske kurie.

Kardinal Mauro Piacenza, leder af Det Apostoliske Pønitentiariat udtaler:

"Hvordan" man aflægger et godt skriftemål, bevidsthed om forsoningens sakramente, og hvordan lægfolk nærmer sig dette sakramente. Sådan opstod initiativet til dette korte seminar.

Det Apostoliske Pønitentiariat har i mere end 30 år sørget for at uddanne unge præster til at formidle skriftemålets sakramente. Dette seminar tilbød en dybdegående undersøgelse af dette ofte misforståede sakramente til alle, der ønskede at deltage.

Msgr. Krzysztof Nykiel, medlem af konstistoriet for Det Apostoliske Pønitentiariat, fortæller:

Der findes dem, der siger: "Jeg går ikke til skrifte, fordi jeg forholder mig direkte til Gud." Der er dem, der siger: "Jeg går ikke til skrifte, fordi jeg ikke har nogen synder at bekende." Der er dem, der siger: "Jeg går ikke til skrifte, fordi jeg skammer mig" [...]. Jeg forsøger at besvare hver af disse gyldige indvendinger for at forsvare skriftemålet.

Målet med denne konference var at bidrage til genopdagelsen af forsoningens sakramente.


Nyheder fra Vatikanet


Synoden om synodalitet forlænget til 2024

Pave Frans har meddelt, at Synoden om synodalitet vil blive forlænget til 2024. Han besluttede at opdele bispesynoden i to sessioner: en, der mødes i Rom i oktober 2023, og en anden, der mødes i oktober 2024. Paven forklarede, at han tog beslutningen "for at få mere ro til at bedømme tingene."


Pave Frans om ”Fællesskab og Befrielse”: ”Bevar enheden”

Mere end 50.000 medlemmer fra hele verden af den kirkelige bevægelse "Fællesskab og Befrielse” [Communion and Liberation] deltog i et møde med pave Frans på Peterspladsen. Ved denne lejlighed opfordrede den Hellige Fader til at nære enhed og kærlighed til Kirken, især i krisetider. Begivenheden markerede 100-året for p. Luigi Giussanis fødsel, en teolog og intellektuel, der grundlagde ”Fællesskab og Befrielse”.


En million børn beder rosenkransen

Pave Frans fremhævede et initiativ fra Aid to the Church in Need (Hjælp til Kirken i nød) for at få en million børn til at bede rosenkransen og opfordrede alle til at forene deres bønner med disse børns. "Lad os forene os med dem og overgive Ukraines lidende mennesker og andre mennesker, der lider på grund af krig og enhver form for vold og elendighed, til Vor Frues forbøn," sagde han. Oprindelsen af "One Million Children Pray the Rosary"-initiativet går tilbage til år 2005.


Ny bog: Ti bønner for en fremtid med håb

Pave Frans arbejder på en ny bog, der udkommer snart, med titlen "Jeg spørger dig i Guds navn: Ti bønner for en fremtid af håb." I bogen appellerer paven til at undgå krig og advarer mod udslettelse ved atomvåben. Pave Frans understregede, at Kirkens lære forkaster idéen om, at krig nogensinde kan være løsningen på et problem. Krig er "altid et nederlag for menneskeheden".


Forhåndsomtale: Pave Frans beder for fred i Roms Colosseum

Vatikanet bekræfter, at pave Frans vil slutte sig til andre religiøse ledere ved en bønsgudstjeneste for fred ved Colosseum i Rom senere på måneden. Den 25. oktober afslutter den det internationale møde arrangeret af Sant' Egidio-fællesskabet med titlen "Fredsråbet – Religioner og kulturer i dialog". Ved denne begivenhed, der afholdes årligt i tre dage, mødes religiøse ledere, intellektuelle og politikere for at diskutere, hvordan man bevæger sig mod fred i en verden hærget af krig, der bringer tab og ødelæggelse.


Nyheder slut


Den missionerende Kirke

Hvert år i oktober måned fejrer den katolske kirke missionerne. I løbet af denne måned fejrer vi to begivenheder, der har præget missionens historie: opdagelsen af Amerika, som åbnede en ny side i evangeliseringens historie, og festen for den hellige Thérèse af Jesusbarnet, den universelle protektor for mission, som fejres den første oktober.

Kulminationen i missionsmåneden nås den næstsidste søndag i oktober, når Verdensmissionsdagen fejres. Til denne lejlighed udsender paven et budskab til hele Kirken.

I år, i 2022, mindedes pave Frans de tre fundamenter, der opretholder og nærer evangeliseringen: universaliteten af kaldet til at vidne om Kristus; den evige nyhed i dette mandat og nødvendigheden af Helligåndens styrke, så denne mission kan bære frugt.

1. Alle kristne er kaldet til at vidne om Kristus
2. Kaldet til at udbrede evangeliet er både universelt og evigt nyt
3. Vi skal lade Helligånden styrke og lede os.

Derfor kan vi bekræfte, at Kirken ikke kan eksistere uden den missionære dimension.

Stormester af Ridderordenen af den Hellige Grav i Jerusalem (OESSH), kardinal Fernando Filoni, udtaler:

Kirken bevæger sig frem for alt ved mission. Hvis missionen mangler, kan Kirken ikke gøre fremskridt. Så dette sidste, og jeg vil også sige Jesu første bud, ”Gå ud og forkynd evangeliet”. Dette bud fra Jesus kan vi ikke se bort fra, og vi modtager det som dét element, der tillader os at se længere, udover. Her begynder så Kirkens mission. Men hvad bringer Kirken? Det grundlæggende mysterium. Jesu mysterium. Og det er ikke kun et spørgsmål om at huske, hvad den historiske Jesus sagde og gjorde - det kan man gøre med mange historiske personer - men det er også et spørgsmål om en virkelighed, der er tydelig: Jesus lever i Kirken i den dimension, hvori Kirken lærer om ham; han er trofast, han bliver forkyndt og fejret. Med fejring mener vi, at det, Jesus gjorde og sagde ved den sidste nadver ... "gør dette til minde om mig", er tæt forenet med Kirkens mission.

I dag stilles der spørgsmålstegn ved den kristne tros universalitet, og ved adskillige lejligheder bliver den forbundet med en historie, der rummer vold og fremmedgørelse. Som et svar på dette skamferede syn på forholdet mellem tro og kultur, lyder Kristi sidste ord, hvormed han sendte sine disciple ud for at evangelisere alle nationer. På den måde træder kristendommen ind i historien med en universel mission, der rækker ud over tid og rum. Kardinal Filoni uddyber:

Kulturer har deres rigdomme, og i disse rigdomme ligger frugten af ​​en vej, af en oplevelse, nogle gange svær, forfærdelig, fordi kulturer ikke er flade eller enkle... de har nogle gange traumer og vanskeligheder. Vi kan bare tænke på dem, der nogle gange har en form for vold i sig ... også når vi læser de hellige skrifter, hører vi nogle frygtelige ting, ikke? Vi kan forklare dem på tusinde måder, men der er en proces i det. Kulturer i sig selv er hverken hellige eller perfekte... de har brug for at blive gennemsyret, ligesom i den lignelse, Jesus fortæller, hvor han sammenligner med surdejen ... denne kultur, dette mel, forbliver ikke som det er; det forvandles til en ny virkelighed, der bliver til brødet, kvalitativt distinkt, selvom det er sammensat af disse oplevelser. Så kulturerne er ufuldstændige, hvis de ikke har denne surdej fra evangeliet. Vi må forstå, at Kirkens mission, dens tjeneste, har denne dobbelte virkelighed: at være mor – derved genererer Kirken [ligesom en mor genererer sit barn, o.a.], men Kirken er også lærer, fordi den underviser. Disse to aspekter gennemtrænger gensidigt hinanden så meget, at det ville være umuligt at adskille dem.

Nødvendigheden af at drage omsorg for og nære Kirkens missionære dimension førte for 400 år siden, i 1622, til pave Gregor XV's beslutning om at grundlægge et paveligt organ til denne tjeneste: Troslærekongregationen, i dag kendt som Kongregationen for Folkenes Evangelisering. Denne pavelige kongregations funktion er at organisere, fremme og lede mission i hele verden.


Missionærens håb i Sydsudan

Under den smeltende afrikanske sol lever et samfund, der her i regionen i Sydsudan kaldes Rumbek. De lever i dyb fattigdom, hvor hver dag er en kamp for overlevelse.

De lever med sygdommen spedalskhed og er blevet forvist fra andre byer og landsbyer, set som urene. Noelene Loughran fortæller:

Disse mennesker er blevet jagtet flere gange. Mange af dem er døde, fordi de blev spist af hyæner. De steder, hvor de boede her, var der ingen døre, ingen ly, så dyrene kunne komme ind om natten, og man kan se, at de bliver tiltrukket af sårene.

Noeleen Loughran er en irsk frivillig, der har viet sig til at hjælpe de 5.000 mennesker, der bor i denne koloni. Mange af dem mangler fingre, hænder og tæer og andre lemmer [pga. spedalskheden, [o.a.]. Noelene Loughran fortæller videre:

Dette er Mary. Som du kan se, har Mary haft spedalskhed. De måtte skære hendes hænder af. Hun har fire børn, og dette her er hendes lille hus. Tro det eller ej, dette hus er faktisk meget godt i forhold til andre, der bor her. Hun har en seng, en hjemmelavet seng. Det er ikke en seng, som vi kender en seng, men den er stadig meget god og meget rimelig. De fleste mennesker her ville ikke have nogen.

Der er enormt mange spedalske her i Sydsudan. Men spedalskhed er forårsaget af en kombination af forskellige ting. En af dem er hygiejne, og nogle få har intet hygiejnesystem. I dette særlige område er der absolut ikke er noget hygiejnestystem. Her lever omkring 4900 mennesker, og der er ét toilet.

Gennem hele historien er spedalske blevet jaget væk på grund af denne særlige sygdom. Den smitter. Og der kommer en frygtelig lugt fra det rådnende kød.

Det lyder forfærdeligt, men det er virkeligheden.. Hvis folk ikke får deres medicin, bliver deres spedalskhed værre... deres hud rådner og de bliver svagere og svagere.
Med hjælp fra velgørende organisationer som Sudan Relief Fund er samfundet i stand til at overleve…. Og selvom de intet har... er de fyldt med sådan en glæde og taknemmelighed for den smule hjælp, de får. Noeleen Loughran siger:

Jeg ville gerne række ud til mennesker, der var i den værst mulige situation, og jeg troede på, at om ikke andet, så kunne min kærlighed og mit hjerte for dem hjælpe.

Folk her har fået at vide, at de ikke er velkomne nogen steder uden for deres samfund... undtagen af én gruppe: Den katolske kirke. Hver søndag bydes de velkommen i en kirke, som er uden for deres område. Noeleen Loughran fortsætter:

Ved I, hvor mange gange Vor Herre nævner jer i Bibelen? Jeg siger: "Ved I, hvor særlige I er for ham?" Og ved at tale med dem om ting som det, løftede det deres selvtillid og deres moral, og det beviser for dem, at de er mere værd.

Folk her i Sydsudan producerer ikke noget. Al deres mad kommer fra andre lande, fordi de har været i krig i så mange år, og der er stadig mange kampe. Der vil være udbredt sult i Sydsuden både i år og næste år.

Som vi lige har set, er forholdene for mennesker, der bor i denne koloni, utroligt hårde, og med en truende hungersnød kan de blive endnu værre. Men Noeline fortsætter med at gøre sit arbejde viet til at forsøge at lindre smerten og lidelsen hos de mennesker, hun møder, på enhver måde hun kan.

Mit hjerte hører til hos de fattige, og uanset hvor megen tid jeg har tilbage, vil jeg gerne fortsætte med at give mig selv til Guds folk.


Den missionære Kirkes fremtid

Den 13. oktober var EWTNs kontor i Vatikanet vært for ”Romerske Nætter”, en begivenhed, der samler troende mennesker fra Rom for at diskutere liv, kultur og religion. Oktober er missionsmåned, og derfor fokuserede denne måneds begivenhed på ”Den missionerende Kirkes fremtid”.

Til begivenheden samarbejdede EWTN med de pavelige missionsforeninger, som fejrer deres 200-års jubilæum i år. Chef for EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser, siger:

Goddag, og velkommen til denne nye udgave af Romerske Nætter. Mit navn er Andreas Thonhauser. Jeg er chef for EWTNs kontor i Vatikanet kontorchef, og det er min store ære, men også min fornøjelse, at være jeres vært i aften.

Som deltager i begivenheden, talte monsignor Giovanni Pietro Dal Toso, præsidenten for De Pavelige Missionsselskaber, om den vigtige rolle, mission burde spille i Kirken:

Både den Hellige Fader, tidligere paver, og også 2. Vatikankoncil har sagt, at Kirken i bund og grund er en missionær kirke. I den forstand vil mission altid være i Kirken, fordi Kirken er en frugt af missionen. Vi er kristne, fordi der for mange år siden, for mange generationer siden, var nogen, der accepterede forkyndelsen om troen fra nogle missionærer, der kom til Europa og herfra til andre lande. Så jeg vil sige, at det er meget vigtigt, at vi forstår os selv som en frugt af missionen, af de missionærer, der gav deres liv for at forkynde evangeliet. I den forstand vil kirken altid være en missionær kirke, fordi kirken bringer liv, og liv betyder dynamik, bevægelse.

Javier Martínez-Brocal, en journalist fra avisen ABC España, sluttede sig også til panelet. Han diskuterede journalistikkens rolle i den missionære Kirke og forklarede, hvordan journalistik og mission handler om mennesker og ikke om dogmatisk ideologi:

Da jeg studerede journalistik på universitetet, plejede de at fortælle os, at vi skulle huske en sætning fra Skt. Augustin, at sandheden ikke er et ”hvad”, men den er et ”hvem”. Det er en person. Det er derfor, historier og gode eksempler er så stærke og får os til at ændre os.

P. Lawrence Sakubita Like, som oprindeligt er fra Zambia, deltog i panelet sammen med de to andre. P. Like blev ordineret til præst i 2012, fortsatte med at studere teologi og kanonisk ret og arbejder nu på sin doktorafhandling i Rom. P. Like udtaler:

Hvis en missionær tager imod Kristi mandat, modtager han det frit. Gud har ikke pålagt ham det ved at sige: ’Gå!’ Gud lader enhver selv bestemme, lader ham selv undersøger den moralske dimension. Men hvis du siger 'Ja, jeg vil gå', synes jeg, det skal gå ud over blot det moralske aspekt af ønsker og håb. Man bør have ansvaret og pligtfølelsen til at sige: 'Nu er denne mission blevet pålagt mig. Jeg har nu titel af missionær. Og derfor har jeg en pligt til at udføre og realisere denne mission, så frelsen til sidst opnås.’ Vi bør altså bevæge os ud over blot at ønske. Det er dét, vi skal opbygge og opmuntre hos alle. Alle er kaldet, og når vi bliver døbt, er vi udsendt, og det er et ansvar at blive sendt. Det er en pligt!

Denne missionsmåned bør vi huske, at mission er enhver døbt kristens ansvar og pligt. Når alt kommer til alt; i sine sidste ord til sine disciple befalede Jesus dem at "gå ud i hele verden og forkynde evangeliet for alle folkeslag."

Fotogalleri fra denne uges udgave: