Liturgiens historie & Diakonvielse i Peterskirken


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Vaticano 2. oktober

DENNE UDGAVE AF VATICANO byder på højdepunkter fra pave Frans’ tur til Matera og den årlige samling af studerende, teologer og forskere i Rom, der undersøger det teologiske arbejde og arven efter pave emeritus Benedikt XVI.

Nyhederne fra Vatikanet og Kirken handler i denne uge om en ny chefanklager i Vatikanet, en ny hjælpebiskop for Donetsk (Ukraine), den pavelig udsending, der beder i Ukraine ved massegraven i Izyum, en ny leder af Vatikanets Dikasteri for Kultur og Uddannelse, og til sidst, at Peterskirken lyses op af en videoprojektion, der fortæller historien om den første pave.

Liturgiens historie belyses for at give en kontekst til de aktuelle diskussioner omkring den traditionelle latinske messe.

Oplev også messen, hvor seminarister fra Pontifical North American College modtager diakonvielsen i Peterskirken og kom til sidst med bag kulisserne ved optagelserne til den kommende film om den salige Pier Giorgio Frassati.


Indhold: Pave Frans‘ rejse til Matera og Assisi (01:00)│Ratzinger-kredsen (03:50)│ Nyheder fra Vatikanet (06:22)│Liturgiens historie kort fortalt (09:15)│Diakonvielse ved North American College (15:38)│Bag filmen “Pier Giorgio Frassati” (21:09).


Pave Frans‘ rejse til Matera og Assisi

VED AFSLUTNINGEN af den internationale økonomiske konference med titlen "Frans’ økonomi" ankom en særlig gæst til Assisi den 24. september: Pave Frans aflagde et dagsbesøg på det italienske pilgrimssted, hvor han underskrev et dokument med unge deltagere fra finanssektoren for sammen med dem at forpligte sig til at arbejde for en "fredsøkonomi".

I sin tale henvendte paven sig til unge mennesker og understregede, at de sammen kunne ændre et "stort og komplekst system som den globale økonomi." Det var op til dem at omdanne en "økonomi, der dræber" til en "livsøkonomi," sagde Frans. Videre sagde han, at den skade, som mennesker gør på skabelsen, må genoprettes. Samtidig må de nødlidende ikke glemmes, understregede paven. Uden påskønnelse og støtte til de fattige, til udsatte mennesker, fra det ufødte barn i maven til syge og handicappede til ældre i nød, ville der ikke være nogen "økonomi i Frans' forstand".

Dokumentets underskrivere forpligter sig til at arbejde for en "fredsøkonomi", der respekterer alle mennesker, menneskelig værdighed og miljøet og dertil bekæmper fattigdom og uretfærdighed.

Paven gjorde sine egne ord til virkelighed, da han næste dag ankom til Matera og besøgte "Don Giovanni Mele", der tilbyder mad til de fattige.

I Matera fejrede paven den hellige messe med omkring 12.000 troende. Den Nationale Eukaristiske Kongres blev også afholdt der. Under Angelus ved afslutningen af den hellige messe mindede pave Frans om Verdensdagen for migranter og flygtninge: "Vi fornyer vores forpligtelse til at bygge fremtiden i overensstemmelse med Guds plan," sagde paven, "en fremtid, hvor hver person finder sin plads og bliver respekteret; hvor migranter, flygtninge, fordrevne personer og ofre for menneskehandel kan leve i fred og værdighed."


Ratzinger-kredsen: Den videre udvikling af Kirkens lære

VED DETTE ÅRS MØDE i "Ratzinger Schülerkreis" samledes Ratzinger-kredsen af studerende, teologer og eksperter i Rom for at diskutere muligheden for en "yderligere udvikling af Kirkens lære". Titlen på symposiet opsummerede konferencens tema perfekt: "'For jeg har modtaget fra Herren, og også overleveret til jer' (1 Kor 11,23) - Forpligtende sandhed og videreudvikling af Kirkens lære ”. Talere den 24. september omfattede kardinal Kurt Koch, den tyske biskop Rudolf Voderholzer fra Regensburg, professor Uwe Michael Lang, msgr. Markus Graulich og msgr. Helmut Moll.

Professor Ralph Weimann, som er medlem af Ratzinger-kredsen fortæller, at ved dette møde er der fokus på emnet, forpligtende sandhed og udvikling af Kirkens lære, det vil sige, hvordan de to kan bringes sammen. Den forpligtende sandhed, som er Jesus Kristus selv, der i en persons skikkelse har åbenbaret sig for os, og samtidig Kirkens lære, der kan udvikle sig på visse punkter.

Normalt omfatter Ratzinger-kredsens møde et besøg hos pave emeritus Benedikt XVI. I år meddelte ærkebiskop Georg Gänswein dog, at dette besøg måtte aflyses på grund af pave emeritus’ helbredsproblemer. Pave Benedikt overbragte imidlertid sin hjertelige hilsen gennem kardinal Koch.

EWTN sendte symposiet live.

Professor Weimann fortsætter:

Vi har studeret Joseph Ratzingers teologi. Denne teologi, som er en refleksion over tro, har noget at sige os. Det har den, fordi den er udformet til nutiden, peger på fremtiden og tilbyder orientering og håb. Det vil vi gerne give videre. Derfor mødes studiegrupperne og holder et offentligt symposium, hvor de så præsenterer dette og på denne måde forsøger at tilbyde folk orientering og invitere dem til at deltage.


Nyheder fra Vatikanet


Ny chefanklager i Vatikanet

PAVE FRANS HAR ACCEPTERET chefanklageren ved Vatikanstatens domstol Gian Piero Milanos afskedsbegæring og har udpeget en ny chefanklager. Milano, der fylder 75 til november, har siden oktober 2013 været Vatikandomstolens anklager, også kendt som retfærdighedens fremmer. Alessandro Diddi, pavens udpegede til ny chefanklager, har siden 2015 været adjungeret anklager for Vatikanet og den ledende efterforsker i Vatikanets store økonomiske retssag mod den tiltalte kardinal Angelo Becciu og ni andre. Han har også en baggrund som kriminalforsvarsadvokat i Rom.


Ny hjælpebiskop for Donetsk i Ukraine

BYEN DONETSK midt i den ukrainske krigszone har fået en ny hjælpebiskop. Bispesynoden i den ukrainske græsk-katolske kirke valgte den 42-årige Maksim Ryabukha som hjælpebiskop i Donetsks ærkebiskoppelige eksarkat. Pave Frans har bekræftet valget.


Pavens udsending beder ved massegraven i Izyum

I UKRAINE bad den polske kardinal Konrad Krajewski på pave Frans’ vegne ved massegravene i Izyum-skoven. Den pavelige almissegiver rejser i øjeblikket i Ukraine, ikke kun for at bringe humanitær hjælp til folket, men også for at vise dem den Hellige Faders nærhed. Kardinalen blev for nylig skudt på, mens han bragte hjælp nær ​​konfliktens frontlinje, men han overlevede dette angreb uskadt.


Ny leder af Vatikanets Dikasteri for Kultur og Uddannelse

VATIKANET MEDDELER, at paven har udnævnt kardinal José Tolentino de Mendonça til leder af det nyoprettede Dikasteri for Kultur og Uddannelse. Den 56-årige kardinal, der oprindeligt kommer fra den portugisiske ø Madeira, er ekspert i forholdet mellem litteratur og teologi og har senest fungeret som leder af Vatikanets bibliotek og arkiver, hvor han forestod digitaliseringen af historiske manuskripter.


Peterskirken oplyses med en videoprojektion: Den første pave

BESØGENDE I VATIKANET vil fra den første uge i oktober kunne se facaden af Peterskirken oplyst med en videoprojektion. I løbet af otte minutter fortæller den historien om Kirkens første pave. "Følg mig: Skt. Peters liv" vil blive projiceret på facaden hver aften. Kardinal Mauro Gambetti, ærkepræst for Peterskirken, siger, at dette er det første af flere pastorale initiativer, der skal hjælpe med at byde pilgrimme velkommen til Skt. Peters grav forud for Kirkens jubelår 2025.


Liturgiens historie kort fortalt

LITURGI ER CENTRAL FOR, hvad det vil sige at være katolik. På det seneste har liturgien været i nyhederne. I juli 2021 udsendte pave Frans et apostolisk brev, et motu propio kaldet Traditionis custodes, der begrænsede fejringen af den tridentinske messe af den romerske ritus, kendt som den traditionelle latinske messe. I juni 2022 offentliggjorde pave Frans Desiderio desideravi, der bekræftede vigtigheden af det kirkelige fællesskab omkring det ritual, der udsprang af den liturgiske reform efter 2. Vatikankoncil.

Men hvad er liturgi egentlig? Hvordan definerer vi de ritualer, som den måde, vi tilbeder, er forankret i? Og hvornår fandt den liturgi, vi ser og hører i messen i dag, sin nuværende form?

Det fortæller fr. Juan Rego Barcena, professor ved Det Pavelige Universitet Santa Croce om:

Det er et vanskeligt spørgsmål... Liturgi rummer som bekendt mange aspekter... men sagt på en enkel måde har liturgi grundlæggende med frelse at gøre, med det store ønske, vi alle må blive frelst. Og konkret med en modalitet, hvormed Herren giver sin frelse; den rituelle modalitet. Det vil sige, på en meget intuitiv måde, når vi taler om liturgi, taler vi om former for rituel bøn.

Når det gælder liturgiens udvikling, er det vigtigt at forstå, hvornår og hvordan det blev muligt at genkende liturgien som en kristen liturgi. Fr. Barcena fortæller:

Det Gamle Testamente er særligt, for især efter den pagt, Herren indgik på Sinaibjerget, bestemte Herren konkrete måder, som Israel skulle tilbede Herren på. Det betyder, at disse rituelle former ophører med at være udtryk for, hvad visse mænd og kvinder i en bestemt kulturel kontekst har og forsøger at omsætte i praksis for at forholde sig til Gud: de bliver en gave fra Gud. Måske den store nyhed om de rituelle former for tilbedelse i Det Gamle Testamente er, at de er givet af Gud selv.
Vi kan se, at disse former begynder at være kristne, når de fejres på grundlag af Jesu rituelle befalinger. Hvad betyder det? Hvis vi læser evangeliet omhyggeligt, vil vi se, at når Jesus indstifter sin nye pagt, inviterer han Kirken til også at udføre en række rituelle handlinger, for eksempel "gør dette til minde om mig, tilgiv synder, døb og...” Disse rituelle befalinger er kernen i de liturgiske handlinger, som vi har i Kirken i dag.

På baggrund af de aktuelle samtaler omkring liturgien og Den Hellige Faders intentioner med at begrænse adgangen til den traditionelle latinske messe, talte EWTN med kardinal Gerhard Ludwig Müller, tidligere præfekt for Troslærekongregationen. Kardinal Müller fortæller:

Jeg tror, ​​at fra begyndelsen var fejlen at forbinde det gamle messe-ritual med spørgsmålet om at anerkende koncilet. Dette er ingen selvmodsigelse, for selvom jeg ikke har meget med den gamle form for liturgi at gøre, må jeg stadig objektivt sige, at det er et spørgsmål om discipliner, om Kirkens orden og ikke om troens substans.

Det står helt klart, at den hellige messe i de forskellige former, som den har været fejret i historiens løb, ligesom i de for tiden gældende riter – jeg tror, der er 23 [riter] i Kirken med mange underformer – disse forskellige former har den samme substans, der går tilbage til Kristus og er blevet autentisk fortolket i koncilerne gennem Kirkens historie, og den hører til grundstammen i den katolske tro. Jeg synes slet ikke, man skulle have åbnet denne diskussion, for dét, der er på spil i verden i dag, er helt andre ting, nemlig evangeliet generelt, og kristendommen i et sekulariseret miljø, hvor den modarbejdes af bestræbelser på afkristning.

Med den afbrydelse, Covid-pandemien skabte, som gjorde det vanskeligt og risikabelt for de troende at samles for at modtage sakramenterne, og med udbredelsen af onlineteknologier og streamingtjenester, befinder Kirken sig ved en skillevej. Mange efterspørger og søger muligheder for at opleve liturgien virtuelt. Om det siger fr. Barcena:

På nuværende tidspunkt, især efter Covid-pandemien, står vi over for en stor udfordring inden for den katolske kirke, en proces, der i andre kirker eller i andre samfund allerede har været i gang i et par årtier, nemlig liturgi eller påstået liturgiske handlinger på internettet. Her er det nødvendigt at skelne mellem fundamentalt forskellige muligheder: Én ting er transmissionen af en liturgisk handling, der f.eks. foregår i en kirke, og som kan "følges" hjemmefra; en anden virkelighed er de liturgiske handlinger, der er beregnet til, at man deltager via internet, det vil sige, at der er ingen faste pladser, der er ingen fast kirke, eller at kun en del af fællesskabet er til stede i kirken, og resten af deltagerne er i deres hjem.

Den tidløse skønhed og frelsende nåde, som liturgien bringer, er, hvad folk søger i disse tider med vanskeligheder og forvirring.


Nordamerikanske seminarister på vej mod præstevielsen

MSGR. THOMAS POWER, som er rektor ved Pontifical North American College, fortæller:

Jeg var her i Rom i fem år som seminarist fra 1993 til 1998. Det var en fænomenal oplevelse for mig. Selvfølgelig var det at være i byen, med alle de hellige steder, og at være sammen med den Hellige Fader en meget rørende og dannende oplevelse for mig. Den uddannelse, jeg modtog på Gregoriana og Johannes Paul II-instituttet for ægteskab og familie, var meget vigtig for min dannelse.

Jeg vil dog sige, at dét, jeg virkelig gik herfra med, var vidunderlige venskaber. Jeg har været præst i 25 år nu, men de broderlige bånd, som jeg dannede i Rom med mine medseminarister, er varige. En del af programmet her i Rom er, når en ny førsteårs seminarist ankommer. Han bliver normalt her i to hele akademiske år, før han første gang tager hjem til en pastoral opgave i sommerens løb. Så i to år blev vi her. Måske kom vores familier på besøg, måske gjorde de ikke. Så man er virkelig nødt til at lære at udvikle et nyt forhold til Jesus Kristus. Båndene hjemtil er klippet, og du bliver virkelig formet som en mand og en kristen, der ønsker at give sit liv som præst. Så jeg har vidunderlige venskaber fra min tid her, som fortsætter den dag i dag. Jeg ved, at de mænd, der bliver ordineret i dag, ville sige det samme. Og de ser frem til at have årevis med godt broderskab med de mænd, som de var her i Rom med.

Andreas Thonhauser, chef for EWTNs kontor i Vatikanet, bemærker, at diakoner og seminarister lærer meget mere end teologi og filosofi i Rom. Hertil svarer msgr. Powers, at:

Her bliver mændene primært undervist i at være præst i USA, men vi har også nogle seminarister fra Sydney i Australien, som er en lignende kulturel kontekst. Vi lærer dem, hvordan man er sognepræst derhjemme. De bliver udelukkende uddannet til at tage hjem og tjene Guds folk i sognene som præster i et bispedømme. De er veluddannede. Fra andet år har vi en pastoral uddannelse, som lærer dem at prædike og forkynde. De øver sig også i at høre skriftemål, og de øver sig i at fejre den hellige messe. Så når de går herfra, er de velforberedte til at formidle sakramenterne på en meget effektiv måde til folk derhjemme. De modtager også en apostolisk dannelse her. De arbejder med de fattige, de arbejder med universiteter, de arbejder i skoler, så når de efter fire eller fem år rejser herfra, er de meget, meget parate til at tjene som præster.

Andreas Thonhauser spørger, hvad der ifølge msgr. Powers’ erfaring får en ung mand til at beslutte at tjene Gud og mennesker derhjemme som præst?

Msgr. Powers finder, at det er et stort spørgsmål:

Mændene her kommer fra meget forskellige baggrunde. Vi har 106 mænd under uddannelse på North American College, og jeg takker Gud på mine knæ hver dag for de mænd, der er her, fordi de er fantastiske, vidunderlige, glade mænd. De ønsker at være gode og hellige præster, de ønsker at blive uddannet godt. Så det er en ære for mig at være en del af deres dannelse og at være rektor for North American College. De kommer fra forskellige baggrunde, med forskellige erfaringer, familieliv og oprindelse, og alligevel hører de alle det samme kald. Det er et individuelt kald fra Gud til hver enkelt af dem. Det er inspirerende, at de lytter til det kald, de reagerer generøst, de kommer her, og de ønsker at blive uddannet godt.

“Det henviste De også til før,” siger Andreas Thonhauser, “men tiden lige nu er nok ikke den letteste at være præst i. Hvad mener De, er den vigtigste ting, som unge mænd vil tage med sig hjem fra deres uddannelse her?”

Msgr. Powers svarer, at disse mænd er meget generøse,

...men de ved, at de er ved at begynde et liv, der er fuldt af glæde. Det er tilfredsstillende, det er givende, men det er også udfordrende, for vi har udfordringer i Kirken og uden for Kirken. Men det er virkelig en spændende tid at blive en helgen i. Vi ved fra historien, fra kirkehistorien i særdeleshed, at helgenerne opstod i forfølgelsestider, i svære tider i og uden for Kirken. Disse mænd er klar til at træde frem og blive kaldet til heroisk dyd og til at blive de hellige, som vi alle er kaldet til at være. Og derfor synes jeg, det er en meget spændende tid, de går ind til med åbne øjne for, hvad de er ved at tage på sig som mænd.

Thonhauser spørger til, at msgr. Powers fortalte, at mere end 1000 mennesker kom til Rom for at overvære ordinationen af diakonerne og for at støtte dem, der tager dette skridt: “Hvordan kan de seere, der ikke kunne komme, og som er derhjemme, støtte dem på North American College?” Msgr. Powers svarer:

De kan bede for dem, bringe ofre for dem. Ligesom når de beder for folk derhjemme, bringer de ofre for deres familier, men også for folk derhjemme, der ser på, og for de mennesker, de skal tjene. Så jeg vil sige bare bed for dem, og bed også om, at andre unge mænd hører Guds stemme og beslutter sig for at blive præster. Det er alt, hvad kirken beder om, at en ung mand lader sit hjerte stå åbent, ligesom jeg gjorde, og ligesom disse mænd gjorde, der nu skal ordineres. Lad dit hjerte være åbent for muligheden, og lad Gud overraske dig. Vi kan alle sammen, os, der er her, og dem derhjemme, bede om det.

Thonhauser spørger, hvad msgr. Powers vil anbefale mænd, der ønsker at blive præster? Han svarer:

Jeg vil endnu engang sige, lad dit hjerte være åbent. Bed! Begynd at bede Rosenkransen. Og hvis du ikke ved, hvordan du skal bede den, så spørg din præst eller dine forældre, din kateket, hvordan du skal bede. Gud har skabt hver enkelt af os til storhed. Gud har en plan for hvert enkelt menneskes liv. Og for nogle unge mænd, der lytter, kan det være præstedømmet. For nogle unge kvinder, der lytter, kan det være et ordensliv. Så lad dit hjerte være åbent for det, og lad Gud gøre resten af arbejdet.


Bag kulisserne til filmen “Pier Giorgio Frassati”

LYS. KAMERA. ACTION! - Disse tre ord er synonyme med biografer og Hollywoods glamour og glitter og er ikke ofte forbundet med skildringen af helgeners og saliges liv. Men film er også ofte blevet brugt som et redskab til det gode for at evangelisere og udbrede evangeliet.

I Rom er en ny film under produktion, der fortæller historien om den salige Pier Giorgio Frassati, en ung italiensk aktivist, der døde i 1925, og var dedikeret til social retfærdighed og de fattige.

EWTNs afdeling i Vatikanet fik et smugkig bag kulisserne og talte med Daniela Gurrieri, filmens producer, instruktør og manuskriptforfatter, om hendes nye film, og hvad der tiltrak hende ved Pier Giorgio Frassati.

Gurrieri fortæller, at Pier Giorgio Frassati var en af disse stærke og magtfulde skikkelser, som vi virkelig kunne præsentere for EWTNs seere.

Seerne vil opdage mange aspekter, der er normale for unge mennesker på hans tid. Han elskede at gå med sine venner i bjergene, at lave sjov med dem, at grine, og at have det godt sammen. Men i centrum af alt var troen, bønnen, kærlighed til Gud og kærlighed til bøn. Og bøn måtte være det vigtigste i deres venskab.

Hvordan er det at spille en, der er blevet saligkåret? En der har rørt så mange mennesker og været en kilde til det gode og til håb for mange. Sådan et menneske må kunne føles overvældende og utilnærmeligt. For at finde ud af det, satte vi os sammen med Francesco Buttironi, den skuespiller, der spiller Pier Giorgio Frassati. Han fortæller:

At arbejde med at spille en saligkåret er udfordrende. Jeg tror, at tendensen er at gå til abstrakte ting. Og dybest set taler vi faktisk altid om et menneske: Vi har et liv, vi har en krop, vi har en familie, og så prøver jeg at blive hos den menneskelige del. Og fra den menneskelige del, jeg gik til, er jeg rejst ind i hans sjæl, ind i hans åndelige adfærd og åndelige liv.

De åndelige aspekter af filmen har åbnet øjnene hos deltagerne i produktionen for dyb åndelig refleksion. For eksempel oplevede skuespilleren Daniele De Angelis, der spiller Franz Massetti, en af Pier Giorgio Frassatis bedste venner, at han uventet blev rørt af Rosenkransens kraft. Om det fortæller han:

Jeg husker, at da vi var i bjergene, var der et ret stærkt øjeblik, hvor vi bad Rosenkransen. På et tidspunkt i en af scenerne fortalte en fra holdet – jeg vil ikke nævne navnet – mig en personlig historie om en meget rørende oplevelse, han havde, mens han engang bad Rosenkransen. Og i det specifikke øjeblik, mens vi var i bjergene på disse vidunderlige steder, som vi har optaget i Abruzzo og tænkte på hans oplevelse, rørte det mig på en eller anden måde, det var virkelig, virkelig stærkt, og fra hvad der bare var endnu en scene, vi skulle optage, begyndte noget virkelig kraftfuldt, virkelig stærkt, der rørte mig personligt, må jeg sige.

Men for instruktør Daniela Gurrieri kan Pier Giorgio Frassatis korte, men kraftfulde vidnesbyrd ændre liv, og hendes arbejde med denne film har allerede gjort hendes bønsliv dybere:

At studere en helgens liv giver dig meget at opdage. Pier Georgio Frassatis liv og spiritualitet hjalp mig til at bede mere, og for eksempel at stole mere på Gud. Også at være mere opmærksom på folks behov og at være mere venlig. Pier Giorgio var meget venlig.