Katolikker i Kazakhstan & Katolikker i politik

Vaticano 18. september

I denne episode af Vaticano følger vi først pave Frans på hans apostoliske rejse til Kazakhstan. Efter de korte nyheder fra Vatikanet undersøger vi de reformer af kurien, som finder sted i Vatikanet med offentliggørelsen af pave Frans’ apostoliske forfatning Praedicate Evangelium (Forkynd evangeliet). Hør dernæst fra Christiaan Alting von Geusau fra Det Internationale Teologiske Institut om, hvad det vil sige at være katolik i politik. Og opdag, hvordan situationen er for katolikker i Kazakhstan.

Indhold: Pave Frans i Kazakhstan (01:00)│Opdateringer fra Vatikanet (05:33)│Reformer af Kurien (08:50)│Hvad betyder det at være katolik i politik? (14.20)│Katolikker i Kazakhstan (19:40)


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra TEAM Katolsk Liv


Pave Frans i Kazakhstan

Da han den 13. september landede i Kazakhstans hovedstad Nur-Sultan, beskrev pave Frans sig selv som en "fredens pilgrim". Den pavelige rejse under det officielle motto "Freds og enheds budbringere" til det centralasiatiske land, der er hjemsted for et lille katolsk mindretal, var planlagt til at vare tre dage.

Allerede ved sit første møde med repræsentanter for den kazakhiske regering understregede paven, at religionsfrihed er "det bedste grundlag for en god social sameksistens". En "god politik," sagde Frans, kan genkendes på, at den "lytter til folk og reagerer på deres legitime behov." I overensstemmelse hermed er kun en "ægte demokratisk politisk stil" i sidste ende "det mest effektive svar på mulig ekstremisme, personlighedskult og populisme, som truer folkenes stabilitet og velfærd."

Pavens deltagelse i den VII. Kongres for ledere af verdensreligioner og traditionelle religioner i Palads for Fred og Forsoning i Nur-Sultan var imødeset med stor spænding. Det tværreligiøse møde fandt sted på rejsens anden dag, og ud over Den hellige fader og Vatikanets statssekretær, kardinal Pietro Parolin, var også repræsentanter for jødedommen, islam, ortodoksi og buddhisme til stede.

I sin tale understregede Frans, at de forskellige religioner skal arbejde sammen for at finde et svar på nutidens globale udfordringer.

"Religion er ikke et problem”, sagde paven, ”men en del af løsningen for et mere harmonisk liv i samfundet. Vi har brug for religion for at reagere på tørsten efter fred i verden og tørsten efter det uendelige, der bor i hvert menneskes hjerte."

Med hensyn til aktuelle konflikter gentog paven sin appel om, at religioner aldrig må instrumentaliseres af politik til væbnede konflikter. "Det hellige må ikke blive magtens støtte," formanede Frans. Det er ikke i oprustning, man skal investere, sagde han, men i uddannelse. I denne sammenhæng fordømte den hellige fader også den måde, abort bliver praktiseret af nogle deltagere i forsamlingen:

I dag har vi svært ved at acceptere mennesket. Hver dag bliver børn, fødte og ufødte, migranter og ældre personer kasseret. Mange af vores brødre og søstre dør, ofret på profittens alter, midt i ligegyldighedens helligbrøde. Alligevel er ethvert menneske helligt.

For det katolske mindretal i Kazakhstan kom højdepunktet på pavens rejse om eftermiddagen. Ifølge Kazakhiske nyhedsbureauer modtog 7.000 troende den hellige Fader på Expo-stedet i Nur-Sultan for at fejre den hellige messe med ham. På festen for Korsets Ophøjelse talte Frans om korsets betydning, hvor Kristus selv "tog giften fra det ondes slange".

Inden han vendte tilbage til Rom den 15. september, underskrev Den hellige fader en fælles erklæring om fred med de andre deltagere i den VII. Kongres for ledere af verdensreligioner og traditionelle religioner. Der er stadig for meget "had og splittelse, for meget mangel på dialog og forståelse for andre," beklagede Frans i sin korte tale. Politik og religion skal derfor hverken blandes eller adskilles.

Frem for alt må vi sikre, at religionsfrihed aldrig bliver en ren abstraktion, men en konkret rettighed. Vi forsvarer alles ret til religion, til håb, til skønhed: til himlen. Kazakhstan er, med dets nationalsangs ord, en "himmel af gylden sol", og det samme gælder for hvert enkelt menneske. I deres absolutte unikhed kan enhver mand og kvinde udstråle et særligt lys i vores verden, hvis de er i kontakt med det guddommelige.


Kort nyt fra Vatikanet


Dronning Elizabeth II dør, 96 år gammel

Den 8. september døde dronning Elizabeth II, den længst regerende monark i britisk historie, i en alder af 96 år på Balmoral Castle i Skotland efter kort tids sygdom. Pave Frans kondolerede i et telegram og skrev: "Jeg slutter mig til alle, der sørger over tabet af dronning Elisabeth, i at bede for den afdøde dronnings evige hvile og i at hylde hendes liv i utrættelig tjeneste til gavn for nationen og Commonwealth, hendes eksempel på hengivenhed over for pligten, hendes standhaftige vidnesbyrd om tro på Jesus Kristus og hendes faste håb på hans løfter."


Bekymringer om risici for atomkrig

Kirkens rolle i en verden, der er rystet af krig og andre globale spørgsmål, var det emne, som pave Frans rejste over for sine diplomatiske repræsentanter fra hele kloden under et møde i Vatikanet. Den Hellige Fader advarede mod "risikoen for nuklear eskalering og de alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser." I sin officielle tale takkede pave Frans diplomaterne for at have bragt hans nærhed "til folk og kirker."


Paven møder deltagere i seminar for nye biskopper

Cirka 150 katolske biskopper deltog i den første, ugelange del af seminaret i Rom efter en pause forårsaget af COVID. Seminaret for biskopper, der normalt afholdes årligt, kulminerede med en audiens hos pave Frans i Vatikanets Clementine Hall den 8. september. Vatikanet frigav ingen information om, hvad der blev sagt under mødet.


Den tyske Synodale vej: Arrangørerne lover at ”tage det til Rom”

Efter at nogle tyske biskopper blokerede en afstemning under Den tyske synodale vej, der krævede ændringer i Kirkens lære om seksualitet, gav arrangørerne udtryk for deres utilfredshed med resultatet og svor at "tage det til Rom". Biskop Georg Bätzing, udtrykte "personlig skuffelse" over, at et blokerende mindretal af biskopper forhindrede den officielle vedtagelse af dokumentet, der pressede på for ændringer af kirkens lære om homoseksualitet og kønsidentitet. Pave Frans har i et brev fra 2019 formanet katolikker i Tyskland til at følge en synodal vej, der søger nyevangelisering.


Paven kommer – enten Frans eller Johannes XXIV – men paven kommer

Hvilken pave deltager i Verdensungdomsdagen 2023?

Med mindre end et år tilbage til den næste verdensungdomsdag, har pave Frans lovet, at der vil være en pave til stede. I et interview med CNN Portugal sagde den Hellige Fader, at han planlægger at deltage i Verdensungdomsdagen 2023, der er planlagt til at finde sted i Lissabon i august. "Jeg planlægger at gå. Paven kommer – enten Frans eller Johannes XXIV – men paven kommer,” jokede han.


Reform af Kurien

Paven og hans Kurie - mange legender omgiver Kristi stedfortræder på jorden og hans stab af rådgivere. Mange kvinder og mænd fra hele verden arbejder i Kurien og støtter paven i at styre Peters skib gennem tidens storme.

Paven og hans team arbejdede i mange år på den apostoliske forfatning, Praedicate Evangelium (Forkynd evangeliet). Den blev udgivet i marts 2022 og understregede, at "ethvert medlem af de troende" kan lede et af Vatikanets nyoprettede dikasterier eller andre organer "i kraft af deres særlige kompetence, ledelsesevner og funktion."

Praedicate evangelium erstattede Pastor bonus (Den gode hyrde)

Praedicate evangelium erstattede Pastor bonus (Den gode hyrde), den apostoliske forfatning om den romerske kurie, der blev bekendtgjort af pave Johannes Paul II i 1988, og senere ændret af både pave Benedikt XVI og pave Frans.

Msgr. Markus Graulich SDB, undersekretær for Dikasteriet for lovtekster, udtaler, at de vigtigste nyskabelser er grupperingen af dikasterierne, det vil sige, at forskellige dikasterier eller institutioner i Den Hellige Stol er grupperet sammen. Dernæst kommer udvidelsen af den finansielle sektor med Økonomisekretariatet og forskellige andre institutioner for at lette gennemsigtigheden i Den Hellige Stols formueforvaltning.

Den Hellige Fader er ikke kun bekymret for, hvordan det hele fremtræder. Allerede i sin juletale til personalet i Kurien i 2016 understregede pave Frans, at formålet med reformen ikke er et æstetisk, ”forsøg på at forbedre Kuriens udseende, og det kan heller ikke forstås som en slags ansigtsløftning, hvor man bruger make-up og kosmetik til at pynte på sin aldrende krop, ej heller som en plastik-operation for at fjerne dens rynker.”

Msgr. Markus Graulich SDB, undersekretær for Dikasteriet for lovtekster

Msgr. Graulich fortsætter:

Han [pave Frans] ønsker, at alle først og fremmest selv oplever denne såkaldte missionære omvendelse; at troen ikke ses som noget, der indebærer at bevare egeninteresser, men at man går til kanten og forkynder denne tro og lever den ud og forsøger at være missionær, både i trosforkyndelsen og i kateketisk og velgørende arbejde frem for alt - sådan ser han Kirken for sig. Det er derfor, han har givet forrang til evangelisering, også ved at placere Dikasteriet for Evangelisering forrest i rækkefølgen af dikasterier.

Troen skal forkyndes, før den kan leves. Fra det synspunkt giver det mening. Og det giver mening, hvis evangelisering er prioriteret. Hele reformen af Kurien er baseret på principper, der stort set er forblevet de samme siden Andet Vatikankoncil. Allerede dengang havde efterlyste biskopperne decentralisering, internationalisering og mere inddragelse af de lokale kirker.

Decentralisering og internationalisering afspejles i reformerne af Kurien. De lokale bispekonferencer er nu oftere involveret i mange beslutninger, som Kurien tidligere kun traf i samråd med paven.

Ændringen er, mener Msgr. Graulich, at der kommer en mere decentral beslutningstagning, hvor den universelle Kirke bliver involveret i mange ting, som det også allerede har været tilfældet hidtil. Problemet kan være, at meningerne er meget forskellige. Han mener endvidere, at reformen af Kurien har styrket det pavelige primat, fordi pave Frans selv siger, at alle embeder i Kurien er vikarierende, så de har del i hans embedsfylde, og de er faktisk blevet styrket frem for formindsket af det.

Især i tider, hvor Kirken, frem for alt i Europa, er i en alvorlig krise, og troen ser ud til i stigende grad at fordufte, giver pave Frans forkyndelsen af ”Det glade budskab”, evangelisering, den højeste prioritet. Dette afspejles i den reform af Kurien, som han har gennemført.
Monsignor Graulich ser et "dynamisk princip" forankret deri, at man altid skal spørge sig selv, om noget virkelig tjener til evangelisering, og man skal konstant sætte spørgsmålstegn ved sit eget arbejde. For hvis man kun laver en administration, dvs. at får man et spørgsmål, så svarer man på det. Men dette dynamiske princip er proaktivt, så Kurien må sige: Nu skal vi sætte værdi på netop denne ting, nu skal vi reagere på denne udfordring og ikke bare altid reagere på anmodninger, der kommer.


Hvad betyder det at være katolik i politik? – lovgivere mødes i Rom

Chefen for EWTNs kontor i Rom, Andreas Thonhauser og Christiaan Alting von Geusau, initiativtager til ICLN

Chefen for EWTNs kontor i Rom, Andreas Thonhauser, befinder sig på den bjergskråning uden for Rom, hvor katolske lovgivere gennem de seneste år næsten hvert år er mødtes for at dele ideer og erfaringer, bede sammen, men også lære lidt mere om presserende spørgsmål i vor tid.
Med ham er Christiaan Alting von Geusau, initiativtager til ICLN, det internationale netværk af katolske jurister, som arrangerer det fire dage lange møde. Thonhauser beder ham forklare lidt om, hvad det vil sige at være katolsk lovgiver?

Christiaan Alting von Geusau, initiativtager til ICLN, det internationale netværk af katolske jurister

Von Geusau, der er rektor for Internationalt Teologisk Institut ved universitetet i Trumau, svarer, at det jo egentlig allerede fremgår af netværkets navn: International Catholic Legislators Network. Noget af det vigtigste er, er, at man som lovgiver forstår, at det ikke er partiet, ikke staten, ikke præsidenten, men Kristus, der kommer først. Det er det vigtigste, og det er den største udfordring for enhver katolsk lovgiver, fordi den sekulære verden, hvori også katolske lovgivere bør deltage aktivt, kræver, at de ofte må vælge, hvem de vil være loyale over for, og vælge, at Kristus skal være deres første prioritet. ”Trofastheden mod Kristus er en stor udfordring, og det vil vi gerne hjælpe lovgivere med,” siger von Geusau.

Thonhauser spørger, om von Geusau på mødet træffer politikere, lovgivere, som er optaget af det, om hvordan de kan drage fordel af et møde som dette, og hvad de diskuterer?

Von Geusau svarer, at mottoet for deres organisation er tro, dannelse og fællesskab. De er ikke partipolitiske, ikke en aktivistisk organisation, de laver ikke lobbyvirksomhed. Det, de vil, er at bringe lovgiverne sammen for at styrke dem i deres tro. De vil give dem god undervisning i emner, der betyder noget: god dannelse, god information. De ønsker, at de skal være informeret om presserende spørgsmål. Fællesskabsdelen er så vigtig, fordi den viser dem, at de ikke er alene i deres daglige kamp og deres daglige udfordring med at forblive trofaste kristne og samtidig tjene i offentlige embeder i den sekulære verden. Meget ofte fører møderne til meget positive resultater, fortæller han.

Thonhauser nævner dernæst, at et møde med den Hellige Fader normalt altid er en del af ICLNs møder. Han spørger, om, hvad pave Frans’ budskab har været til lovgiverne gennem årene?

Von Geusau svarer, at Den Hellige Fader understreger, at politik er et kald, som kristne i høj grad kaldes til. Han har virkelig opmuntret kristne til at gå ind i den politiske verden for at tjene deres samfund. Og også til ikke at være bange for at stå for, hvad Kirken altid har været den store forsvarer af: især menneskelig værdighed, menneskerettigheder, men også familien og børnene. Alle disse temaer er dukket op og selvfølgelig også de forfulgte kristne.

På spørgsmålet om, hvorfor vi har brug for katolikker i politik, svarer von Geusau, at katolikker bringer et meget bredere perspektiv ind i politik, fordi katolsk samfundslære og hele den kristne tradition bringer en dyb forståelse med sig af, hvad det vil sige at være menneske. Alene Kirken med alle dens encyklikaer, alle dens andre dokumenter, som taler om emner, der vedrører politik og samfund, er så rig. Veluddannede katolikker bringer Kirkens lange visdomstradition om, hvad det vil sige at være menneske, med ind i politik. Og det kan kun være godt for politik. En udvidelse af horisonten.


Katolikker i Kazakhstan

Ærkebiskop Tomasz Peta fra ærkebispedømmet Maria Santissima i Astana fortæller, at:

Kazakhstan er et land, der har oplevet mange lidelser, forskellige nationaliteter har lidt her.
Efter oktoberrevolutionen blev halvdelen af det Kazakhiske folk udryddet. Af 4 millioner Kazakhere var der kun 2 millioner tilbage i Kazakhstan på det tidspunkt, resten døde, især af sult, eller flygtede til et sted i udlandet.
Hvis du går til Spassk i nærheden af Karaganda, er der snesevis af monumenter fra forskellige nationaliteter lige fra Spanien til Japan.

Karaganda-lejren var, som officielt anført, Frankrigs territorium.
Et land med lidelse, et hav af blod og tårer.

Men det totalitære regime sank i dette hav af tårer, og nu sejrer en klippe af tro i Karaganda. Biskop af Karaganda Adelio Dell'Oro var vidne til væksten og udviklingen af den katolske kirke her:

I Kazakhstan er der en smertefuld og smuk historie om katolicismens tilstedeværelse. Med de sovjetiske deportationer vendte katolikker endelig tilbage efter den hellige Frans af Assisis år. De deporterede var hovedsageligt tyskere, polakker og ukrainere, men også andre nationaliteter. I halvfjerds år blev troen hovedsageligt formidlet af bedstemødre til deres børnebørn, næsten uden tilstedeværelse af præster og sakramenter.

Biskop Evgeny Zinkovsky, efterkommer af deporterede familier, siger, at troen vokser i Kazakhstan på trods af, at mange katolikker har forladt landet og er rejst til Europa på jagt efter et bedre liv.

Indtil for ganske nylig var katolikkerne i Kazakhstan efterkommere af katolikker, der var deporteret til Kazakhstan. Men nu kan vi med glæde mærke, at den katolske tro breder sig. Derfor kommer ikke kun tyskere, polakker eller litauere til vores kirke nu, men også folk fra andre nationaliteter.

I løbet af disse år begyndte kirken i Kazakhstan at udbrede troen til den lokale befolkning. Søster Alma Maria Jamova fra School Sisters of St. Francis, tager os med til den nederste kirke for at introducere os til statuen "Vor Frue af Karaganda":

Vi har en meget interessant og vigtig statue af Jomfruen af Karaganda her ved Vor Frue af Fatimas kirke.
Hun er klædt som en kazakhisk kvinde. Hun har tøj, som kun en kvinde, der har født sit førstefødte barn, ville bære. Og alle de smykker, hun har på hovedet og hænderne, er ligesom hvad en kazakhisk kvinde bærer.
Hun er ikke en, der ville stå stille og forvente, at nogen kommer til hende. Det er hende, der kommer. Hun kom til det kazakhiske folk. Hun kom til alle mennesker her. Hun har den ene fod foran den anden og bringer dem Jesus.

En anden vigtig milepæl i udviklingen af den katolske kirke i Kazakhstan var oprettelsen i 1994 af et katolsk seminarium i Karaganda til uddannelse af lokale præster. Den nye rektor, fader Ruslan Rakhemberlinov, er den første præst af kazakhisk nationalitet, og han er selv uddannet fra seminariet. Han fortæller, at:

Det er et inter-stiftsseminarium, så vi har studerende her, der ikke kun uddannes for at virke i Kazakhstan. Vi har også repræsentanter fra andre lande, fra andre bispedømmer, såsom Rusland og Georgien. Vi havde også armenske studerende, og i år forventer vi studerende fra den hviderussiske græsk-katolske kirke.
Mere end 20 præster er dimitteret fra dette seminarium inklusive mig selv. Jeg dimitterede i 2008.

Fader Rakhemberlinov viser seminariets kapel, hvor undervisere og studerende mødes og hver morgen fejer den hellige messe og beder rosenkransen og tidebønnerne. Kapellet er seminariets hjerte; det er her, seminarister formes og uddannes til at være præster; Kirkens og Guds tjenere.

Tilstedeværelsen af selve seminariet her i vores land er et stort håb for os, fordi det ikke er nogen hemmelighed, at seminariet ikke kun er bispedømmets hjerte; det er håbet for udviklingen af hele kirken i Kazakhstan.

I år indtraf en anden væsentlig udvikling for Kirken i Kazakhstan. Den Hellige Stol besluttede at slå de nationale bispekonferencer i flere centralasiatiske lande sammen til én samlet bispekonference med hovedkvarter i Kazakhstan.

Ærkebiskop Tomasz Peta fra ærkebispedømmet Maria Santissima i Astana fortæller:

I april 2022 fandt det første møde i den nye bispekonference sted, og den kaldes Den centralasiatiske katolske bispekonference.
Ud over Kazakhstan deltager fire tidligere sovjetrepublikker, Kirgisistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Turkmenistan, og Mongoliet og Afghanistan - syv lande i alt. Vi tog alle til Fredens Dronnings helligdom ved søen, og dér betroede vi under ledelse af formanden, biskop Jose Luis, denne nye bispekonference til Guds Moder, Fredens Dronning.

Med hensyn til den nuværende situation rundt om i verden, især med krigen i Ukraine i tankerne, ser vi, at vi har en særlig forpligtelse til at bede for fred i Ukraine og over hele verden.