Kaare Nielsen – diakon i 25 år

KATOLSK LIV har bedt diakon Kaare Nielsen fortælle lidt om sig selv og sit liv som diakon i Den katolske Kirke. Det har vi gjort, fordi Kaare i september kan fejre 25 år som diakon.

I den anledning bliver der afholdt en taksigelses messe:

Søndag 11. september kl. 15.00

St. Augustin Kirke
Jagtvej 183
2100 København.

Efter messen skal vi være sammen i menighedssalen og Kaare giver udtryk for, at det helt sikkert "vil være i et fællesskab hvor vi kan finde og huske oplevelser, vi er taknemlige for".

Kaare har imødekommet vores opfordring og skriver:

Hvem er jeg, godt spørgsmål, med mange svar, jeg er diakon, ægtemand, far, ham der kører motorcykel, ham der dyrker kungfu. Så hvem er jeg?

Jeg er vokset op i vandkanten, i Åbenrå. Gik i skole, fordi jeg skulle, men det var ikke et hit. Blev elektronikteknikker, men tænkte at det ikke ville være det jeg skulle være resten af livet.

Som sagt født i Åbenrå, altså nær den dansk-tyske grænse, med en mor, der havde rødder i Folkekirken, og en far med jødiske baggrund. Fra jeg var ganske ung, elskede jeg at se gudstjenester, katolske messer i tv og det var på tysk tv. Sådan noget sendte DR ikke på den tid.

Forstod jeg hvad der foregik i messen? Nej, men et eller andet fangede mig. Det måtte undersøges, derfor begyndte jeg at komme i den lille katolske menighed i Åbenrå. Det var en skøn tid, nogle af de bedste timer i mit liv, jeg fik ro langt ind i mig. Var det Guds Hellige Ånd?

Efter konversionen læste jeg teologi i Tyskland, og i 1997 viede biskoppen mig til diakon. Derefter fulgte 10 år med ansvar for menighederne i Silkeborg og Herning. Så 12 år som Missio ansvarlig for De Nordiske Lande. I dag er jeg ansvarlig for Den Tysk Talende Menighed, en skøn menighed som jeg er rigtig glad for, og så er jeg dommer og forsvarer i Den Kirkelige Domstol og meget andet.

Folkemødet og Kirkedage er en del af mit virke som diakon. Det er en god måde at komme ud og møde mennesker, der måske ikke er så meget i kontakt med vores kirke. At være ude blandt ikke kirkelige mennesker er noget jeg gerne gør. Det er spændende at møde mennesker med en anden tilgang til livet, og da har jeg mulighed for at forkynde evangeliet. Derfor er der også to torsdage i måneden Natkirke på Nørrebro i Sakramentskirken. Der kommer ligeledes alle mulige og helt sikkert umulige mennesker. Men det er godt at møde mennesker, der ikke kender til troen, tale med dem, høre dem, og bede for dem.

At være diakon er også at tale med mennesker. Jeg kom med tiden til den erkendelse, at der var brug for en dybere forståelse af, hvad der kan være på spil hos mennesker, og hvordan man kan hjælpe dem videre. Derfor læste jeg psykologi og i dag er en del af min diakonale tjeneste det psykoterapeutiske felt. Det giver rigtig god mening at kunne bevæge sig mellem teologi og psykologi. Også muligheden for både enkelt terapi eller parterapi. At se mennesker kommer fri af det, som har plaget dem. Forsøge at fastholde dem på en vej er en fantastisk gave, som jeg er taknemmelig for.

Om nogle dage kan jeg se tilbage på 25 års virke som diakon. En tid, hvor jeg har mødt mange mennesker. Fulgt dem i længere eller kortere tid. En tid og tjeneste jeg er taknemmelig for.

Alt godt og Guds fred,

kh diakon Kaare

PodCast: Livet og døden, kærligheden og Kirken

Redaktør Kuno Arnkilde og diakon Kaare Nielsen i Rude skov

Vi taler om livet i Kristus og det svært forståelige "forklarede legeme" i vandringen til Emmaus. Vi taler om kærlighedens fem sprog; samtalens nødvendighed i ægteskabet og hvorfor en katolsk gejstlig har taget en psykolog-uddannelse.

Vi taler om døden og det evige liv som en fest. Angrebene på pave Frans, og ikke mindst diakon Kaare Nielsens utrættelige iver for evangelisering, når han til efteråret igen kører bispedømmmets "Lille Peterskirke" ind på Rådhuspladsen i København for at møde mennesker i sin glæde og iver for at sprede det glade budskab.

Link til udsendelsen fra august 2021 - HER


Video: Ægteskab på vej ... eller i krise

Diakon Kaare Nielsen i samtale om ægteskabet

VIDEO FRA 2019 │Diakon i Den katolske Kirke i Danmark, Kaare Nielsen, er uddannet PREP-instruktør som er en forkortelse af "Prevention and Relationship Enhancement Program" og kan oversættes til "Et program til forebyggelse og forbedring af parforhold". Han tog sin uddannelse ved Center for Familieudvikling for 10 år siden og har siden, sammen med sin ægtefælle Eva Maria Nielsen der ligeledes er uddannet PREP-instruktør, arbejdet i menigheder, afviklet egne kursusforløb og sammen med Caritas Danmark afholdt PREP-kurser.

Se videoen - HER


Taksigelsesmesse og reception Sankt Augustin Kirke

Indgang

Salme: Lover den Herre

Udgang

Salme: Almagts Gud, velsignet vær

Fotopluk fra receptionen