Håb I hjertet af Sydsudan & Ny investeringspolitik i Vatikanet

Vaticano 31. juli 2022

Indhold: Pave Frans i Canada (1:01)│Bedsteforældreneas dag (5:03)│Italien står over for ”afgørende valg for landets liv” (5:30)│Paveligt dekret ændrer Opus Dei (6:04)│Kirken skal gøre mere for overlevende efter seksuelt misbrug, siger Vatikanets embedsmand (6:32)│Vatikanet advarer: Tysklands synodale vej udgør en ”trussel mod Kirkens enhed” (7:01)│Håb i Sydsudan (8:23)│Den Hellige Stols nye investeringspolitik (14:50)│Skolen for sakral kunst i Firenze (21:06)


Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen fra Team Katolsk Liv


Følg i denne uges Vaticano med pave Frans på hans 37. apostoliske rejse til Canada. Hør de seneste nyheder fra Vatikanet. Rejs med til Sydsudan for at se, hvad Kirken gør der for at hjælpe de troende og de nødlidende. Se et interview med professor Jesús Miñambres om, hvad Den Hellige Stols nye finansielle investeringspolitik betyder for Kirkens fremtidige investeringer. Til sidst rejser vi til skolen for sakral kunst i Firenze for at se, hvad der gør kunst sakral, og hvordan man kan forny og samtidig bevare traditionen.


Pave Frans i Canada

Den 24. juli landede pave Frans i Edmonton International Airport i Canada. Dermed opfyldte han et løfte, han gav for nogen tid siden. Han beskrev selv dette besøg som en "bods-pilgrimsfærd", der skulle stå helt under forsoningens tegn.

Pave Johannes Paul II besøgte Canada flere gange. I 1984 landede han i Quebec og rejste gennem landet i 12 dage. Også han mødtes på vejen med repræsentanter for de oprindelige folk, og i sine taler fordømte Johannes Paul den "fysiske, kulturelle og religiøse undertrykkelse", som de oprindelige folk tidligere havde været udsat for.

I 2009 reagerede pave Benedikt XVI på afsløringer af misbrug fra kirkens ansatte på privatskoler i Canada. På et møde med repræsentanter for Canadas oprindelige folk understregede pave Benedikt, at "misbrugshandlinger ikke kan tolereres i samfundet."

I maj 2021 vakte en overskrift opsigt: Børnegrave uden navn var blevet opdaget på tidligere katolske børnehjems grund. Under Angelus-bønnen på Peterspladsen i juni, sagde pave Frans, at han var trist over nyheden fra Canada om "den chokerende opdagelse af resterne af 215 børn."

Paven mødtes med repræsentanter for oprindelige folk til to samtaler i Vatikanet i slutningen af marts 2022. Møderne var en del af canadiske oprindelige lederes ugelange besøg af i Vatikanet, som oprindeligt var planlagt i 2020, men blev udskudt.

Den 25. juni oprandt dagen: Ved begyndelsen af sin apostoliske rejse gennem Canada traf pave Frans repræsentanter for de oprindelige folk i Canada. Ved mødet med repræsentanter for de første nationer, Métis og inuitter, bad den hellige fader udtrykkeligt om tilgivelse for de lidelser, som medlemmer af Kirken har forårsaget:

Jeg er kommet her, fordi det første skridt i min bodsfærd blandt jer er igen at bede om tilgivelse, at fortælle jer endnu en gang, at jeg er dybt ked af det. Ked af de måder, som mange kristne desværre støttede den koloniserende mentalitet hos de magthavere, der undertrykte de oprindelige folk. Det er jeg ked af.

Pavens bøn om tilgivelse blev gentagne gange afbrudt af klapsalver.

Næste skridt er at finde "konkrete måder" til at lære af hinanden og at fortsætte vejen mod forsoning sammen, understregede ikke kun paven, men også medlemmerne af de oprindelige folk. Pave Frans' "bods-pilgrimsfærd" til Canada er muligvis et stort skridt på denne vej.


Opdateringer fra Vaticano


Bedsteforældrenes dag: Hold kontakten med de ældre

Ombord på flyet til Canada reflekterede pave Frans over verdensdagen for ældre og bedsteforældre. Den Hellige Fader opfordrede unge mennesker til at forblive i kontakt med deres bedsteforældre og sammenlignede denne praksis med et "træ, der tager styrke fra rødderne og fører det frem i blomster og frugter." Ældre mennesker kan dele ud af erfaringer fra deres liv, som kan hjælpe fremadrettet, sagde paven.


Italien står over for ”afgørende valg for landets liv”

Pave Frans sendte et telegram med fødselsdagshilsener til den italienske præsident Sergio Mattarella og takkede ham for hans dedikerede tjeneste midt i "ikke så få vanskeligheder." Pavens telegram blev sendt få dage efter, at Italiens premierminister Mario Draghi trådte tilbage. Paven skrev: "På dette særlige tidspunkt, præget af ikke så få vanskeligheder og afgørende valg for livet i dette land, fortsætter De med at yde et grundlæggende og uundværligt bidrag med fornem ledelse og eksemplarisk dedikation."


Paveligt dekret ændrer Opus Dei

I et nyt motu proprio med titlen Ad charisma tuendum (For at vogte karismen), ændrede pave Frans tilsynet med "Opus Dei". Motu propriet forordnede også, at Opus Deis leder, prælaten, ikke længere kan være biskop. Paven skrev, at dette dekret "har til formål at styrke overbevisningen om, at der til beskyttelse af Åndens særlige gave er behov for en styreform baseret mere på karisma end på hierarkisk autoritet."


Kirken skal gøre mere for overlevende efter seksuelt misbrug, siger Vatikanets embedsmand

Kirken skal gøre mere for alle, der er ramt af seksuelt misbrug, "selv når Kirken kan fremstå plettet på grund af disse skandaler," og uanset hvordan de lokale forhold er, ifølge Fr. Andrew Small. Den engelske præst er midlertidig sekretær for den pavelige kommission til beskyttelse af mindreårige. "Som fortaler for de fattige og de marginaliserede på mange andre områder i samfundet bør Kirken ikke kun presse på for retfærdige retssystemer, men den bør gå foran med et godt eksempel," sagde han.


Vatikanet advarer: Tysklands synodale vej udgør en ”trussel mod Kirkens enhed”

Vatikanet har udsendt endnu en advarsel om et nyt skisma, der kommer af den tyske synodale vej. ”Den synodale vej i Tyskland har ikke magt til at tvinge biskopper og de troende til at vedtage nye styreformer og nye orienteringer af doktrin og moral," sagde Vatikanet i en officiel erklæring offentliggjort på italiensk og tysk. Den Hellige Stol sagde, at det syntes "nødvendigt at afklare dette," for at "sikre Guds folks frihed og udøvelsen af bispeembedet."


Vaticanos korrespondent finder håb i Sydsudan

Sydsudan er verdens yngste land. Det opnåede uafhængighed i 2011, og nu kæmper det med en humanitær krise. Pave Frans ville gerne besøge landet i juli, men måtte aflyse sin rejse i sidste øjeblik. Vaticanos medarbejder, Colm Flynn, besluttede at tage dertil alligevel og opleve Kirken i et land fyldt med problemer og uventet skønhed. Han fortæller om mængden af unge mennesker og børn, der løber rundt i laset tøj, mange af dem underernærede, og de tigger om mad.

Det er Jubas gadebørn, som desperat søger hjælp. Svigtende økonomi, ødelagte familier, sult og fattigdom har skubbet børn som disse ud i arbejde eller livet på gaden. Op mod 3.000 børn bor på gaden, og det tal stiger dagligt. Mange af disse børn er fulde eller på stoffer, og slåskampe er almindelige.

En gruppe præster og søstre forsøger at redde disse børn fra gaden og bringe dem til børnehjem, som det vi ser lige i udkanten af byen. St. Clare’s House er et børnehjem i centrum af Juba i Sydsudan, og der bor lidt over 100 børn her og i en anden bygning tæt på. Colm Flynn fortæller, at ”forholdene er ret barske, men de fleste af børnene er kommet fra gaden, så forholdene på børnehjemmet er stadig meget bedre, end hvor de kommer fra."

Mamma Betty, grundlægger af børnehjemmet St. Clare’s House, viser et værelse, som egentlig skulle have været en butik, men da der ikke er nok rum til alle, sover en af mødrene der med sine tre børn i samme seng. Det yngste barn er endnu ikke et år.

Barnet sveder, og Mamma Betty fortæller, at de har et problem med strømforsyningen, for det er svært at få strøm i Sydsudan. Børnehjemmet har ikke haft elektricitet i seks uger, men har ikke penge til at reparere batterierne til deres solceller.

I et andet rum sover en mor med fire eller fem børn. Nogle af dem må sove på gulvet. Rummene er kun udstyret med det allermest nødvendige. I de større pigers rum sover to piger i hver seng, og der findes end ikke et sted, hvor de kan opbevare deres ting. De prøver at få det bedst mulige ud af, hvad de har.

Colm Flynn ser på pigernes tøj, som opbevares i poser på gulvet. Mamma Betty fortæller, at for hende er det vigtigste at skaffe mad og måske medicin. Det er nødvendigt at prioritere.

I et rum ovenpå sover syv drenge. Vi møder den 17 år gamle Clement, som fortæller om at leve på gaden: "Om natten er det meget farligt. Rigtig mange kriminelle, er ude om natten, og hvis de finder dig, slår de dig ihjel.”

Clements forældre døde begge, da han var lille, så han var tvunget til at klare
sig selv:

Da vi levede på gaden, var der ingen, der tog sig af os. Men da Mamma bragte os hertil, blev alting ok. Selv livet er ok. Vi går i skole nu. Alt går godt nu. Vi kan spise og lave alting.

Clement bekræfter, at børnene er glade for at bo der.

Mamma Betty gør sit bedste for at hjælpe disse børn, men det er altid en kamp at få enderne til at mødes med få ressourcer og ingen hjælp fra regeringen, som ikke yder økonomisk hjælp, fordi de siger, at de heller ikke selv har nogen penge. De arbejder selv somme tider tre eller fire måneder uden løn.

Mamma Betty fortæller, at børnene er traumatiserede og har brug for psykologisk hjælp. Søstrene hjælper meget. De spiller musik for børnene, så de kan danse og føle sig lidt fri på den måde.

På trods af at de har så lidt, og forholdene er triste – for slet ikke at nævne, hvordan det er i regntiden – forsøger Mamma Betty og søstrene at gøre deres bedste for at holde børnenes humør højt. Sr. Rose fortæller, at hun er god til at lytte, og det vigtigste er at være nærværende. At vise børnene, at de er noget værd: ”De er elsket, de er værdsat, og de er unikke.”

Colm Flynn spørger, om det ikke er svært for børnene at høre budskabet om Guds kærlighed til dem, når de ser sig omkring og spørger, hvorfor de lever sådan og møder så meget ondt, så megen smerte, kamp og modgang?

Sr. Rose fortæller, at hun somme tider tror, at smerten netop får en til at stole mere på Gud:

Når du ved, at der er tidspunkter, hvor du ikke har noget, men at nogen var i stand til at træde ind og endda give dig et måltid, et enkelt måltid. Hvis du fortæller den person om Gud, ser hun Gud gennem den person, der trådte ind og var i stand til at lytte til hende og gjorde noget ved hendes situation. Så det bygger mere på tro end på modløshed, vil jeg sige. Selv i lidelsen.

Hendes håb er, at børnene vil uddanne sig på et så højt niveau som muligt, og hvis de ikke er i stand til at få et funktionærjob, at de så kan lære et håndværk, de kan klare sig med.

Drømme mangler der ikke på dette børnehjem. Den 17-årige Clement fortæller, at han drømmer om at blive læge engang:

… fordi en læge er en, der arbejder for alle mennesker. Der er rigtig mange mennesker her i Sydsudan, situationen er hård, mange mennesker dør, og der er ingen gode læger her. Så jeg vil gerne være læge, så jeg endda kan redde mit land.

"Selv når tingene er slemme, vil Gud få os igennem dem på en eller anden måde. Jeg tror på Guds forsyn,” siger sr. Rose.

Det, som Mamma Betty, søstrene og alle, der er involveret i dette børnehjem ønsker så desperat lige nu, er at forbedre forholdene. Der skal investeres mere i hygiejne, i uddannelse og i fødevarer, men for at gøre det har de selvfølgelig brug for penge. De får ikke økonomisk hjælp fra regeringen i Sydsudan, og derfor må de fortsat stole på private donorers generøsitet.


EWTNs journalist Almudena Martínez-Bordiú Taboada i samtale med professor Jesús Miñambres

Vatikanets nye investeringspolitik

Pavestolen har netop meddelt, at den vil vedtage en ny investeringspolitik, som er i bedre overensstemmelse med Kirkens sociallære. Den nye politik for Vatikanstatens og Den Hellige Stols finansielle investeringer træder i kraft den 1. september.

Retningslinjerne siger, at investeringer skal sigte mod at bidrage til en mere retfærdig og bæredygtig verden.

EWTNs journalist Almudena Martínez-Bordiú Taboada

For bedre at forstå, hvad der foregår ved Den Hellige Stol, talte EWTNs journalist Almudena Martínez-Bordiú Taboada med professor Jesús Miñambres, som er specialist i kanonisk ejendomsret og underviser ved Det Pavelige Universitet Santa Croce. Taboada spurgte ham, hvad der vil ændre sig i forhold til den tidligere praksis.

Prof. Miñambres svarer, at der i virkeligheden ikke er ændret noget med hensyn til selve investeringerne, men at man nu forsøger at koordinere, så der bliver en enkelt retning for investeringerne, og de forskellige forvaltninger ikke går i hver deres retning.

Med hensyn til, hvem der foretager investeringer og med hvilket formål, fortæller prof. Miñambres:

Da Kurien ikke producerer biler eller den slags, den producerer ikke varer, den sælger ikke noget, og den bruger penge, skal den finansiere sig selv. Der er mange bidrag fra de særlige kirker, fra de almindelige troende, og der er arvegods, der forvaltes, så det vil generere noget til Kuriens udgifter.

I arvegodset er der fast ejendom fra A.P.S.A. (Administratio Patrimonii Sedis Apostolicae [Administration af Den Apostoliske Stols Arv, o.a.] eller Propaganda Fide (Kongregationen for Evangelisering), som, lad os sige det sådan, er berømt. Andet er løsøre, der, så at sige, nu er mere moderne, og sandsynligvis giver mere end ejendomme, som skal forvaltes, såsom penge, der skal placeres i en investeringsfond, eller have påtegninger. Det er tekniske økonomiske ting, der hjælper med at tjene penge på den arv, Den Hellige Stol ejer.

Taboada spørger, hvordan man vil foretage disse investeringer, hvem der vil forestå dem? Prof. Miñambres svarer, at:

Professor Jesús Miñambres, som er specialist i kanonisk ejendomsret og underviser ved Det Pavelige Universitet Santa Croce

Det er mere kompliceret, men efter hvad jeg har forstået, ser det ud til, at der vil blive åbnet en konto i IOR (Vatikanets bank), som A.P.S.A. vil administrere.

IOR er et institut, der er stiftet specielt for, at midler nemt og hurtigt kan være til stede i forskellige dele af verden, og derfor laver det lidt finansiel formidling, så pengene bliver tilgængelige.

A.P.S.A. har nu oprettet en konto i IOR, hvor dét, de ønsker at investere fra Pavestolens forskellige administrationer, vil blive hensat. Denne konto vil blive administreret af A.P.S.A., under tilsyn af Investeringsudvalget, som blev skabt med Praedicate Evangelium, der trådte i kraft den 5. juni. De første udnævnelser skete den 7. juni, og nu er så denne investeringspolitik kommet frem, som de vil holde øje med.

Taboada spørger:
Når vi taler om strukturen af Den Hellige Stols økonomi, taler vi om A.P.S.A., som du lige har nævnt, og også IOR... Hvilken forskel er der for eksempel på dem og Peterspengene, for nu at gøre det klart? Hvad er A.P.S.A.s funktion?

Prof. Miñambres svarer, at Peterspengene er penge indsamlet til pavens velgørenhed. Den enhed i Vatikanet, der står bag, gennemfører normalt en indsamling den 29. juni på de hellige Peters og Paulus' fest – "pavens fest" så at sige. Det indsamlede beløb går til en fond, der hedder Peterspenge, som paven mere eller mindre forvalter. Og han fortsætter:

Indtil for nylig varetog Statssekretariatet det. Nu administrerer A.P.S.A. det mere direkte, men i sidste ende er pengene til rådighed for paven og er bestemt til pavens velgørenhed. Blandt pavens velgørenhedsarbejder må man på en eller anden måde fjerne underskuddet i den romerske kurie, for han har brug for den romerske kurie for at udføre sin funktion. Så for at fjerne det underskud er der somme tider taget noget fra Peterspengene. Normalt er de øremærket til andre ting, som så at sige har mere direkte med pavens velgørenhed at gøre. A.P.S.A. administrerer hele arven.

IOR [Vatikanets bank] er et institut, som man kunne sige meget om. Dets hovedfunktion er at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for mennesker og enheder, der har brug for det for at støtte Kirkens mission i forskellige dele af verden, noget der er vanskeligt at gøre med andre midler.

Så de etablerede dette institut, som nu er flere årtier gammelt. Det administrerer indskud, normalt fra institutioner, og - eftersom det også forvalter indlån - tjener det lidt ved at administrere nogle indskud fra personer, der arbejder i Vatikanet.

”Denne nye forordning træder i kraft den kommende 1. september, og den vil være under tilsyn i nogle år,” bemærker Taboada, hvortil prof. Miñambres svarer, at:

Som det er sædvanlig praksis, er forordningen udgivet Ad Experimentum, dvs. for at prøve den af i fem år. Derfor vil den være i kraft indtil 2027. I virkeligheden er den ikke en regulering, den er en investeringspolitik, der skal indikere veje, der kan tages uden for stor risiko, for investering er en verden med mange risici, hvor det er meget nemt at øve uretfærdighed. For at undgå dette har de lavet en politik, der er mere eller mindre entydig, og som kan kontrolleres af denne Investeringskomité.

På Taboadas spørgsmål om, hvorfor prof. Miñambres ud fra sit perspektiv tror, at pave Frans har taget denne beslutning nu, og hvorfor disse ændringer er vigtige, svarer han:

Sidste år kom der en norm, hvormed Statssekretariatet selv holdt op med at administrere nogle værdier og videregav dem til A.P.S.A., og der så de, at nogle investeringer var foretaget uafhængigt: hhv. af A.P.S.A., af Statssekretariatet, af Propaganda Fide, og af andre administrationer. De så, at det måske var godt, at de i det mindste blev forenet ved kriterier, måske ikke i ledelse, men ved investeringskriterier.
Og det er derfor, at der i Praedicate Evangelium, som er loven om Kurien, der udkom i marts i år, dukkede en ny økonomisk organisme op, som kaldes Investeringskomiteen.

Prof. Miñambres mener, at denne ændring var nødvendig, fordi alt, hvad der afklarer, vil være en hjælp, i hvert fald med hensyn til retning og perspektiv. Investeringskomitéen hjælper med at holde mere eller mindre klart, i hvilken retning det går, og derfor hjælper den til gennemsigtighed og med ansvaret for, hvem der griber ind.


Skolen Scuola di Arte Sacra di Firenze er ved at blive et grundlag for moderne sakral kunst

Skolen for sakral kunst i Firenze

Dr. Lucia Tanti, direktør for Skolen for sakral kunst, Scuola di Arte Sacra di Firenze, fortæller, at skolen ønsker at blive et krydsfelt for alle professioner, som har med det sakrale at gøre.

Scuola di Arte Sacra di Firenze er en international skole, der underviser i håndværk inden for sakral kunst under mottoet "tradition og innovation".

Gennem hele Kirkens historie har Firenze været et reservoir for kunstnerisk talent og kultur. Mange af de største kunstnere kom fra Firenze og flyttede senere til Rom for at tjene under paverne og fylde Vatikanet med mange af de kunstværker, vi ser i dag.

Skolen har fokus på at udforske temaet ”det hellige” inden for mange kunstneriske felter, og den fungerer som et værksted, hvor elever, lærere, kunstnere og kunsthåndværkere mødes.

Dr. Tanti fortæller, at skolen er ved at blive et grundlag for moderne sakral kunst

Dr. Tanti fortæller, at skolen blev etableret for ti år siden og er midt i en udvikling. Den er ved at blive et grundlag for moderne sakral kunst.

Det er en skole, der kombinerer innovation og tradition. Den er baseret på tre værksteder plus ét: ét dedikeret til maleri, ét til skulptur, ét til guldsmede, og der er netop tilkommet et værksted dedikeret til koreografisk maleri. Der er meget velfunderede teoretiske kurser i teologi og liturgi for at forstå den sakrale verden og derefter en masse øvelse for at blive kunstnere i forhold til kroppen.

Tiltrækningen til det smukke og det sakrale har noget universelt over sig. Det sakrales kunstneriske verden tiltrækker mennesker fra hele verden i sin unikke evne til at tale til sjælen om det transcendente på en umiddelbar, dyb og klar måde. Dr. Tanti fortsætter:

Folk kommer her for at blive kunstnere eller kunsthåndværkere, men de kommer her også for at opnå endnu større ekspertise i forhold til dynamikken i alt, der har med det hellige at gøre. Så vores mål er at uddanne en ny generation af kunstnere og kunsthåndværkere inden for det sakrale og at styrke dem, der allerede er engageret i denne verden og ønsker at blive mere kompetente.

Sakral kunst kræver en unik variation af færdigheder og følsomhed for at formidle det tidløse på en måde, der er tilgængelig og forståelig i vores evigt skiftende verden. Om dette siger dr. Tanti:

Denne skole blander tradition og innovation, teori med praksis, og sørger frem for alt for, at du lærer ved at arbejde. Det vil sige, at her laver man ordrer, her laver man ikke et abstrakt udtryk for det, vi fortæller, men hver dag udformer man med egne hænder, hvad der bliver et kunstværk, et håndværk af høj kvalitet. Så det særlige er, at du lærer et job.

Et konkret eksempel på dette håndværk er guldsmedekunsten, at lave sakrale genstande i guld, som kan anvendes i liturgien.

Francesco Paganini, docent i guldsmedefaget, fortæller:

I de øvelser, vi udfører, laver vi for eksempel emaljerede eukaristiske pyxer [beholdere til transport af konsekrerede hostier, o.a.]. I slutningen af deres kursus laver eleverne et værk, normalt et sakralt værk. Det kan for eksempel være krucifikser. Nogle år blev der lavet relikvarer eller monstranser eller evangeliebøger. Smykkerne bruger vi mere til at lære teknikkerne. Derefter er målet dog også at lave ting til Kirken.

Ligesom i middelalderen vender vi os i dag igen til Firenze for at finde fremtidige kunstnere, der vil fylde vores gader med kunstværker, som inspirerer os til det hellige og transcendente.