Ny bog fra Katolsk Forlag: Pilgrimmens beretning

- Ignatius af Loyolas selvbiografi

Forlaget skriver:

Ignatiansk spiritualitet har i de senere år fået større og større udbredelse også langt uden for den katolske kirke. Den har navn efter den katolske helgen Ignatius af Loyola (1491-1556), der er kendt som stifter af Jesu Selskab (jesuiterordenen) og åndelig vejleder. På opfordring af sine nærmeste ordensbrødre dikterede han en selvbiografi, der går under navnet Pilgrimmens beretning.

Værket stemte ikke helt overens med det billede, den næste generation af jesuitter ville give af deres grundlægger, og det blev hurtigt gemt bort og var i nogle århundreder så godt som glemt. I de sidste godt hundrede år er det blevet oversat til en lang række sprog og har opnået status som en åndelig klassiker. Det anses af mange som den bedste indføring i ignatiansk spiritualitet.

Den danske oversættelse er forsynet med en indledning, der redegør for Ignatius’ liv, værkets tilblivelse og de mest centrale temaer i værket. Teksten er forsynet med en lang række noter, som især skaber forbindelse til Ignatius’ hovedværk, de Åndelige Øvelser.

Pilgrimmens beretning er oversat fra originalsprogene spansk og italiensk af Daniel Nørgaard SJ, som også har skrevet indledning og kommentarer. Daniel Nørgaard (født 1980) indtrådte efter 12 år som katolsk præst i 2019 hos jesuitterne og har gennemført sit noviciat i Genova og en master i ignatiansk spiritualitet i Madrid. Fra august 2022 virker han på Niels Steensens Gymnasium i København.

KATOLSK LIV sender bogen til anmeldelse. Læs evt. opgaver i udbud

Hvorfor abonnement ?

Har du oprettet abonnement på KATOLSK LIV? - Meget nyt indhold vil være bag betalingsmur, men du kan være med til at holde liv i katolsk liv ved at oprette et abonnement. Det kan du gøre for blot 20 kr.  Læs evt mere her: Hvorfor abonnement?

KATOLSK FORLAG

Gammel Kongevej 15
1610 København V
Tlf: 33 22 62 33
E-post: info@katolskforlag.dk
Internet: www.katolskforlag.dk

Pilgrimmens beretning
Ignatius af Loyolas selvbiografi
ISBN 978-87-92501-53-0
128 sider, paperback
Pris: kr. 150, udkommer 18. juli 2022