Det kommende int. jubelår & Styrkelse af katolikker med handicap

Oversat og redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen

Vaticano 10. juli 2022

I DENNE UGES VATICANO kan du høre om det nyligt annoncerede jubelår 2025 med temaet ”Håbets pilgrimme”. Hør vidnesbyrd fra folk fra hele verden, der rejste til det tiende verdensmøde for familier i Rom. Og deltag i en konference om det nye område inden for handicapteologi, med fokus på at styrke katolikker med handicap. Børnenes rosenkrans-bedegrupper er en bevægelse i mange lande. Hør initiativtagerne fortælle.

INDHOLD: Pave Frans udsender apostolisk brev om liturgien et år efter Traditionis custodes│Håbets pilgrimme – 2025 bliver det næste jubelår│Elon Musk poster foto med pave Frans i Vatikanet│Opfordring til forsoning i Colombia│Pave Frans trist over udskudt rejse til Afrika│Forbøn efter 46 migranter blev fundet døde i lastbil i Texas│Pave Frans afviser rygter│Styrkelse af katolikker med handicap│Børnenes rosenkrans-bedegrupper│Vidnesbyrd fra verdensmødet for familier.


Pave Frans udsender apostolisk brev om liturgien et år efter Traditionis custodes (1:00)

Pave Frans udsendte i juni et apostolisk brev om liturgien næsten et år efter, at han udsendte modu propriet Traditionis custodes, der begrænsede fejringen af den traditionelle latinske messe.

I det femten sider lange brev med titlen Desiderio Desideravi, skriver pave Frans, at han ønsker "at invitere hele kirken til at genopdage, beskytte og efterleve sandheden og kraften i den kristne fejring.". [Brevets latinske titel, Desiderio Desideravi, er hentet fra Lukasevangeliet: Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide (Luk 22,15), o.a.].

Udgivelsen af ​​dette brev på festen for Skt. Peter og Paulus blev overskygget af, at formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, deltog i messen i Peterskirken. Medier rapporterede om, at hun modtog den hellige kommunion, selv om Pelosi i sit hjemlige stift blev bedt om at afstå fra at modtage den hellige kommunion på grund af sin politiske aktivisme mod retten til liv på alle stadier.

I sit brev opfordrer pave Frans til at tage den hellige kommunion mere alvorligt. Han taler for, at liturgisk dannelse skal være tilgængelig for alle, også ud over det akademiske miljø, for at give nyt liv til en følelse af undren over messeofferets mysterium.

Ikke at omfavne den liturgiske reform, såvel som en overfladisk forståelse af den, distraherer fra det, der virkelig betyder noget: "Hvordan kan vi fortsat lade os forbløffe over, hvad der sker i messeofferet lige foran vores øjne? Vi har brug for en seriøs og dynamisk liturgisk formation”, skriver pave Frans. "Jeg ønsker, at skønheden ved den kristne fejring og dens nødvendige konsekvenser for kirkens liv ikke skal spoleres af en overfladisk og forkortet forståelse af dens værdi eller endnu værre, at den bliver udnyttet i en ideologisk visions tjeneste".

Paven gentog, at alt for mange mennesker i dag ikke ved, hvad messen er, og af denne grund "må vi ikke tillade os selv et øjebliks hvile, vel vidende at det stadig ikke alle har modtaget en invitation til dette fælles måltid".


Håbets pilgrimme – 2025 bliver det næste jubelår (3:03)

Sidste aften før afslutningen af ​​det 10. verdensmøde for familier i Rom, i forbindelse med at pave Frans fejrede den hellige messe, mindede kardinal Kevin Farrell om, at år 2025 vil blive fejret som et "jubelår", som det tidligere er bekendtgjort.

Meget passende blev det officielle logo præsenteret den 28. juni i Sala Regia i Det Apostoliske Palads i Vatikanet. Jubelårets motto er: "Håbets pilgrimme".

I pressekonferencen deltog blandt andre statssekretær kardinal Pietro Parolin, ærkebiskop Rino Fisichella og Giacomo Travisani, kunstneren bag logoet.

Kardinal Parolin opfordrede til i lyset af jubilæumsåret "at spejde efter håb" og mindede om pave Frans’ ord om, at "vi skal gøre alt, hvad der er muligt, for at alle må have styrke til modigt at se fremtiden i møde."

Ærkebiskop Fisichella, pro-præfekt for Dikasteriet for Evangelisering, fortalte, at der i alt blev indsendt 249 bidrag fra 213 byer i 48 forskellige lande til logokonkurrencen. Deltagerne var i alderen 6 til 83 år, og juryen bestod af kunsteksperter, som vurderede både pastorale og æstetiske budskaber i forslagene. Af alle bidragene blev tre udvalgt og præsenteret for pave Frans, som til sidst valgte dette bidrag.

Vinderen af ​​konkurrencen, Giacomo Travisani, forklarede, at han brugte "rød som kærlighedens farve, orange for menneskelig varme, grøn for fred og balance, og blå som farven for tryghed." Logoet forestiller fire stiliserede figurer, som illustrerer menneskeligheden i de fire kardinalpunkter, der omfavner hinanden for at vise "broderskabet, der skal forene folk." Desuden griber den første af dem fast om et kors "som et symbol på tro og håb".

Ifølge initiativtagerne har logoet først og fremmest til formål at vise, at "pilgrimsfærden ikke er en individuel, men en fælles vej, hvis bevægelse i stigende grad er orienteret mod korset."

Ærkebiskop Fisichella finder, at det vigtigste er at forsøge at involvere alle, og det er et væsentligt skridt, at så mange har deltaget i konkurrencen om logoet. Næste skridt bliver at inddrage musikeksperter til den officielle jubilæumssang. Men når det gælder forberedelserne til at fejre en begivenhed med stor åndelig intensitet, er den kommunikation, der når ud til og taler til alle mennesker, også meget vigtig.


Opdateringer fra Vaticano (6:14)


Elon Musk poster foto med pave Frans i Vatikanet

Elon Musk fortæller, at han har mødt med pave Frans i Vatikanet. Iværksætteren postede et billede med paven på Twitter den 2. juli. Fire af Musks otte børn står ved siden af ​​pave Frans på billedet. Vatikanet har endnu ikke anerkendt offentligt, at mødet fandt sted.


Opfordring til forsoning i Colombia

I Colombia har Sandhedskommissionen fremlagt sin endelige rapport som opfølgning på sin undersøgelse af situationen efter fredsaftalen mellem den colombianske regering og oprørsgruppen Revolutionary Armed Forces of Colombia (FARC). Ved denne lejlighed opfordrede pave Frans til at følge forsoningens vej. Siden 1964 er 260.000 mennesker blevet dræbt og millioner fordrevet i Colombias borgerkrig. Pave Frans har ved flere lejligheder givet udtryk for sin støtte til en ende på volden i landet.


Pave Frans trist over udskudt rejse til Afrika

Efter at have måttet udsætte sin rejse til Sydsudan og Den Demokratiske Republik Congo, der skulle finde sted i denne uge, sagde den hellige fader, at han var "meget skuffet". I en videobesked opfordrede paven de congolesiske og sydsudanesiske folk til at sætte deres håb til Gud. Vatikanet meddelte i juni, at pavens rejse til Afrika, der oprindeligt var planlagt til den 2.-7. juli, måtte udsættes efter anmodning fra hans læger "for ikke at bringe resultaterne af den behandling i fare, som han gennemgår for sit knæ."


Forbøn efter 46 migranter blev fundet døde i lastbil i Texas

"Det var med sorg, jeg modtog nyheden om tragedien for migranterne i Texas og Melilla," sagde paven i et opslag på sociale medier. Baggrunden er de 46 migranter, der blev fundet døde i en lastbiltrailer i Texas. Seksten andre personer blev indlagt, heraf fire børn. Pave Frans bad også om forbøn for migranter, der døde i sidste uge, da de forsøgte at krydse grænsen mellem Marokko og Spanien.


Pave Frans afviser rygter

Efter at rapporter, om at pave Frans ville træde tilbage, begyndte at spredes i sidste måned, har den Hellige Fader sagt, at han ikke har planer om at træde tilbage, og at hans knæskade er ved at hele. Han understregede også, at hans operation lykkedes godt og tilføjede med et smil, at "de ikke fortalte mig noget" om den formodede kræftsygdom, som han afviste som "gadesladder".


Styrkelse af katolikker med handicap (9:19)

Pastor John Swinton, professor i praktisk teologi og pastoral omsorg ved University of Aberdeen i Skotland stiller spørgsmålstegn ved, hvem der kan bestemme, om et handicap er et handicap, så man får en idé om, at en krop skal have en bestemt form. Han mener, at kulturen er ophav til denne opfattelse.

I juni fandt en stor konference om handicapteologi sted i Rom. Den var arrangeret af den italienske bispekonference og samlede nogle af verdens førende eksperter på området. De diskuterede emnet handicap inden for områderne familieliv, omsorgsydelser og menighedsliv.

Handicapteologi er et relativt nyt område inden for teologi. Det udforsker de måder, hvorpå religion har inkluderet eller undladt at inkludere mennesker med handicap og særlige behov.

Men hvad er handicapteologi egentlig? For at hjælpe os til at forstå det bedre talte vi med en ekspert på området, Hans Reinders, som er professor i etik ved Vrije Universiteit i Amsterdam.

Ifølge professor Reinders er handicapteologi grundlæggende, fordi den går i dybden med spørgsmål om Gud, og hvad teologien kan sige om mentale handicap bliver en slags lakmusprøve.

Vaticano bad professor Reinders om at uddybe udviklingen i Kirkens lære om handicap.

“I hvert fald de første 1500 år af den kristne tradition var der i vid udstrækning enighed om, at mennesker med handicap er blandt de mennesker, Gud gav os, for at vi kunne yde næstekærlighed”, siger professor Reinders, og fortsætter: “Den negative måde at formulere det på, er, at vi derved kan blive bedre kristne”.

Pastor John Swinton har i årevis talt om misforståelser og fordomme omkring, hvad det er at være en handicappet person. Han er en skotsk teolog, netop udnævnt til præst for den engelske dronning Elisabeth.

For at nedbryde nogle af disse barrierer omkring, hvem der siger, hvad handicap er, må man begynde at udforske, hvordan Skriften taler om handicap, og hvordan Gud bruger dem, mener pastor Swinton.

Udvikling af en praksis med inklusion og accept af marginaliserede mennesker har været en langsom proces, og pastor Swinton opfordrer folk til at lære dem at kende, der traditionelt er blevet set som "andre":

Vi skal gentænke kroppe. Måske skal vi gentænke, hvad det vil sige at være et menneske i lyset af, hvad Skriften siger, i lyset af den måde, Jesus er på, og i lyset af mangfoldigheden af ​​Kristi Legeme; fordi én ting ved Kristi Legeme er, hvad der markerer, at det ikke ensretter os, så vi alle er ens. Det er mangfoldigheden af ​​kroppe, der udgør Jesu legeme. Den eneste måde, du kan komme til at kende nogen, der lever med f.eks. spastisk lammelse, er ved at lære dem at kende, og sætte den spastiske lammelse til side og opdage Peter eller John eller Jane eller hvad personen hedder. Så snart du lærer folk at kende, begynder en masse af disse kulturelle stigmata og karikaturer at forsvinde.

Særligt i kirken er det vigtigt at skabe et miljø, der føles mere fælles.

Dr. Luca Badetti, professor i teologi ved Loyola University Chicago, har specialiseret sig i handicapstudier og betydningen af at skabe et fællesskab, der byder velkommen:

Det handler om at skabe et rummeligt samfund, som mennesker hører til i, ikke kun om at have en mængde mennesker i en gruppe. Forskellen mellem en gruppe og et fællesskab er, at i en gruppe kan du have en flok mennesker, som måske deler bestemte værdier, eller de kan slutte sig sammen for en sag. Men tilhørsforhold til et fællesskab bringer det endnu længere. Det er en følelse af, at hver person er værdifuld, hver person er værdsat, og hver person har en rolle at spille og gør en forskel i det fællesskab.

Søster Veronica Amata Donatello var hovedtaler ved begivenheden og er ansvarlig for tegnsprog på Vatican News. Hun mener, ​​at:

Mennesker med handicap begynder at erkende, at de, som pave Benedikt siger, alle i kraft af dåben er evangeliserende bygherrer. De har samme værdighed som alle andre. Og Gud kalder ikke folk for en diagnose eller sætter etiket på dem. Det er os, der gør det: Hvilken kategori er vi i?


Børnenes rosenkrans-bedegrupper (14:05)

"Rosenkransen er den smukkeste og rigeste af alle bønner til Al nådes formidlerinde. Det er den bøn, der berører Guds Moders hjerte mest." Sådan sagde pave Pius X.

Mød en søn og hans mor, Asher og Blyth Kaufman, der er på mission for at dele deres kærlighed og hengivenhed for denne bøn med børn.
Chef for EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser, mødte dem på Peterspladsen under det tiende verdensmøde for familier i Rom, og bad dem om at fortælle, hvad der har bragt dem til Rom.
Blythe Kaufman fortæller, at det er tredje gang de deltager i verdensmødet for familier. De var med i USA i 2015 og også i Irland. Men Rom er noget specielt, også for hendes søn, som har læst en masse om Roms historie. Derfor har de været glade for at komme til Rom og samtidig kunne lære mere om vores tro og deltage i verdensmødet.

Asher Kaufman fortæller, at Børnenes Rosenkrans er bedegrupper for børn. De mødes i menigheder, skoler eller børnehjem over hele verden for at bede rosenkransen sammen. Normalt mødes grupperne hver uge eller hver måned. Hans og hans mors egen karisma er bøn og at lære børn at bede.

Da Thonhauser spørger, om børn ikke kommer til at kede sig under rosenkransbønnen, fortæller Blythe Kaufman om en irsk bedstefar, der bragte sine to børnebørn til bedegruppen, hvor hans barnebarn på syv år gerne ville lede bønnen. Det er nemlig et kendetegn ved Børnenes Rosenkrans-bedegrupper, at det ikke er voksne, der leder bønnen. Det gør børnene selv. Gruppens leder er voksen, og han opmuntrer børnene til at gå til mikrofonen på podiet og lede bønnen. De yngste børn lægger roser ved Vor Frues fødder. På den måde føler alle børn, at de gør noget, og det betyder, at de alle engagerer sig.

Blythe Kaufman mener, at Kirkens opmærksomhed mest har været på katekese og ikke så meget på, at børn har behov for bøn og virkelig kan vokse i bøn. Barndommen er en virkeligt dannende tid, som Thérèse [den hellige Thérèse af Lisieux, o.a.] plejede at sige, fordi børn er bløde som voks, og man kan enten præge dem med dyder eller laster. I barndommen kan man så de dybe frø. Derfor mener Blythe Kaufman, at der bør være en mulighed i kirken for virkelig at række ud til børn, ikke bare med katekese, men også til bøn.

Asher Kaufman prøver at bede rosenkransen hver dag, fordi den er en vigtig bøn i Kirken. Han henviser til åbenbaringer, hvor rosenkransen har spillet en rolle, og at flere paver har skrevet om den. Mange nådegaver er forbundet med denne bøn, f.eks. tålmodighed eller ydmyghed. På den måde hjælper rosenkransbønnen en til at udvikle sin relation til Gud og til at følge Guds plan med en, når man sætter tid af til at være sammen med Gud i bønnen.

Blythe Kaufman fortæller, at bedegrupperne findes i omkring 34 lande. Lige før coronapandemien var hun og hendes søn en måned i Afrika, hvor de besøgte grupper i Kenya, Tanzania og Uganda. Der så de stor vækst i grupperne, men det gjorde de også i Europa. De har netop udgivet en tysk rosenkrans-website for børn. De har materialer til børnene på engelsk, spansk, fransk og tysk, og de prøver at bruge ekstra tid i Europa til at arbejde med familier, menigheder og skoler.

Deres forventninger til verdensmødet for familier er at møde venner, præster og biskopper, som de kender fra de første to møder, de deltog i. Men de håber også at møde og måske opnå samarbejde med nye mennesker, for der deltager mennesker fra mere end 100 lande. De anser Børnenes Rosenkrans-bedegrupper som en måde at samle Kirken på en enkel og smuk måde gennem børnenes bøn.

Læs mere på hjemmesiden for Børnenes Rosenkrans.


Vidnesbyrd fra verdensmødet for familier (20:28)

Chefen for EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser er taget til Paul VI hallen [hvor paven sædvanligvis holder audienser, o.a.]. Derinde foregår konferencer, hvor familier, som deltager i verdensmødet, hører foredrag, men hvor de også giver vidnesbyrd og deler deres erfaringer med troen og familielivet. Thonhauser taler med nogle af deltagerne til verdensmødet og spørger, hvilke indtryk de vil tage med sig hjem.

Nogle deltagere svarer, at verdensmødet er en fantastisk oplevelse. En biskop fra Burundi nævner, at kærlighed og forsoning har gjort indtryk, og så at tage imod udfordringer i familien, for det er normalt.

Thonhauser er imponeret over at møde familien Tran fra Australien, der kommer med to barnevogne.
De fortæller om, hvor inspirerende det har været for dem at høre Abdullah-familien fra deres egen delegation fortælle om, hvordan hele deres familie er vokset i troen gennem tilgivelse, kærlighed og tro.

Derefter møder Thonhauser Katherine og Sydney fra Reykjavik på Island.

De har været glade for at deltage og finder, at det mest inspirerende har været vidnesbyrd fra familier, fordi de giver en følelse af fællesskab omkring at være katolik i et moderne samfund, hvor de ellers har følt sig alene med deres tvivl og frygt.

En gæst fra USA fortæller, hvordan et vidnesbyrd fra en familie berørte ham dybt. Denne familie havde mistet deres børn og måtte lære at tilgive den person, der dræbte børnene, og prøve at lære at tilgive sig selv.

En deltager fra USA bliver opfordret til at sige lidt om, hvad han vil fortælle venner og familie derhjemme om verdensmødet.
Han nævner det stærke budskab om tilgivelse og om at forstå, hvor forenet den katolske kirke er. At se alle de forskellige familier fra forskellige baggrunde, som er del af denne enhed, hvor han ser Guds kærlighed gennem hver eneste familie på trods af forskelle.

Under den afsluttende messe på Peterspladsen for det 10. verdensmøde for familier henvender pave Frans sig til deltagerne med ordene: ”Kære forældre. Guds Ord viser os vejen”.

Thonhauser siger, at efter Angelusbønnen tager deltagerne tilbage til deres hjem, ikke kun for at bringe evangeliets glade budskab, men også for at dele det, de har lært på det 10. verdensmøde for familier i Rom. Han spørger nogle af deltagerne, hvad det vil være.

En deltager fra Filippinerne fortæller, at deres liv har været vanskeligt. De har fundet hjælp til deres ægteskab, og det er, hvad de vil give videre til andre i deres menighed.

En præst nævner de forskellige ægtepar og lægfolk, der arbejder så hårdt for at hjælpe familier. De giver af hjertet og engagerer familier i at skabe familienetværk, for at gøre familierne aktive.

Den næste deltager tager glæden med sig over at have fundet Kristus i en levende tro. Han ønsker at deltage igen, måske i 2025 – og måske med flere børn, der kommer til i mellemtiden.

En præst fra USA har glædet sig over, at familier fra hele verden har været sammen. Han ser verdensmødet som en fantastisk tid, for at lægfolk kan være del af Kirkens evangelisering, fordi alt begynder og bliver bygget op i familien som institution.