Roe vs. Wade og Vatikanet

Vaticano 3. juli

Redigeret og oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

I DENNE UGES VATICANO kan du høre historien om Roms skytshelgener, de hellige Peter og Paulus og deres vigtige festdag.

Lær om, hvordan Europa og Den Hellige Stol ser på sagen om abort i USA, og lyt til et interview med Virginia Coda Nunziante, formand for March for Livet i Italien. Mød til sidst nogle medlemmer af den amerikanske delegation til Verdensmødet for familier.

INDHOLD: Peter og Paulus: Roms skytshelgener │ Besiddelse af atomvåben er umoralsk │ Katolske præster dræbt i Mexico │ En nonne har lidt martyrdøden i Haiti │ Tyske biskopper mod reklame for aborter │ Ecuadorianske biskopper opfordrer til at afslutte optøjer │ Roe vs. Wade og Vatikanet – Hvordan Den Hellige Stol og Europa ser på pro life-scenen i USA │ Kampen for livet i den evige stad │ Med den amerikanske delegation til Verdensmødet for familier │


Roms skytshelgener (0:59)

Den 29. juni fejrede Rom sine skytshelgener Peter og Paulus, en vigtig liturgisk fest til ære for de to apostle, der led martyrdøden i Rom.

Denne fest er et af de ældste eksempler på forvandlingen af en hedensk fest til en kristen. Datoen, den 29. Juni, der er valgt for at mindes de to apostle, var oprindeligt en fest til ære for Romulus og Remus, de to brødre, der grundlagde byen Rom. Kristne besluttede at fejre grundlæggerne af det nye Rom, det kristne Rom, på den samme dag.

Som pave Frans bekræftede ved Angelus den 29. juni 2015, har byen en særlig hengivenhed og taknemmelighed "for disse Guds mænd, som kom fra et fjernt land for at forkynde Kristi evangelium, selvg om det kostede dem deres liv."

Arven fra disse to apostle er et kald til at efterleve de kristne dyder, især tro og næstekærlighed. Peter og Paulus døde ikke på samme tid, men de er forenede ved det faktum, at begge døde som martyrer: Peter blev korsfæstet med hovedet nedad, mens Paulus blev halshugget.

Peter begyndte at forkynde sin mesters lære, da han ankom til Rom omkring år 50. Efter at være undsluppet Neros forfølgelser, blev han senere overtalt af Jesus selv til at omvende sig og lide martyrdøden. Omkring år 67 blev den hellige Peter korsfæstet med hovedet nedad efter egen anmodning, da Peter ikke mente, at han fortjente samme skæbne som Kristus. Den nuværende Peterskirke står lige ved apostlen Peters grav.

Ved fødslen fik han navnet Saulus; efter sin omvendelse blev han kaldt Paulus. Hans historie er anderledes. Han omvendte sig til kristendommen, mens han var på vej fra Jerusalem til Damaskus i Syrien for at undertrykke kristne i denne by.

Pludselig blev Saulus omsluttet af et kraftigt lys og Guds stemme spurgte, hvorfor han forfulgte ham. Et stærkt lys blindede Saulus og tvang ham til at vandre i tre dage mod Damaskus, hvor han blev helbredt af lederen af det lille kristne samfund der. Fra det øjeblik kaldte han sig Paulus og begyndte arbejdet med at udbrede det kristne evangelium.

Hvis Peter blev udvalgt af Kristus selv til at være overhoved for den begyndende kirke, legemliggør Paulus den nye kirkes missionerende sjæl. Faktisk repræsenterer de to helgener kontinuiteten af dén apostoliske mission, som Jesus Kristus indledte i en tid, der var fundamental for etableringen af kristendommens principper i den hedenske verden.

Festen for de hellige Peter og Paulus, der blev fejret den 29. juni, var en helligdag i Italien indtil marts 1977, hvor den blev ændret til den patronale festdag for byen Rom. På denne dag fejrer paven normalt en messe i Vatikanet, hvor han velsigner det pallium, de nye metropolitter får overrakt. [Pallium er et hvidt bånd, vævet af uld, med sorte kors broderet på, som bæres over begge skuldre. Pallium tildeles af paven og må kun bæres af metropolitter og den latinske patriark i Jerusalem (o.a.)]. Fejringen efterfølges af Angelus. En anden karakteristisk begivenhed på dagen er den pragtfulde infiorata i Via della Conciliazione, en traditionel blomsterdekoration, der går tilbage til år 1625.


Opdateringer fra Vaticano (5:15)


Besiddelse af atomvåben er umoralsk

Brugen af atomvåben, såvel som blot at besidde dem, er umoralsk. Pave Frans brugte klare ord i sit budskab til medlemmerne af det første møde mellem deltagerstater angående FN-traktaten om forbud mod atomvåben, der minder verden om at arbejde sammen for en "livets og fredens kultur".


Katolske præster dræbt i Mexico

To jesuiterpræster blev dræbt den 20. juni i en kirke i en bjergrig egn i staten Chihuahua i Mexico. Pave Frans sørgede over deres død, som var relateret til narkokartellerne i regionen. Han beklagede de "mange drab i Mexico" og gentog, at ”vold ikke løser problemer, men øger unødvendig lidelse."


En nonne har lidt martyrdøden i Haiti

Den italienske missionær, lille søster Luisa, en af Skt. Charles de Foucaulds Små Søstre, er blevet dræbt i Haiti. Hun var i tjeneste for børn på gaderne i Port au Prince, øens hovedstad. "Lille søster Luisa gav sit liv som gave for andre lige til martyrdøden", sagde paven under Angelus-bønnen.


Tyske biskopper mod reklame for aborter

Den tyske bispekonference har offentligt beklaget ophævelsen af forbuddet mod reklame for abort. Indtil for nylig, da parlamentet ophævede forbuddet, var det forbudt at reklamere for aborter. Biskopperne bekræftede deres ønske om at beskytte ufødt liv og at imødekomme bekymringer og behov hos kvinder, der søger råd i denne sag."


Ecuadorianske biskopper opfordrer til at afslutte optøjer

Ecuadors biskopper har opfordret til dialog for at nå til enighed mellem regeringen og Ecuadors Forbund af Indfødte, der står i spidsen for landsdækkende protester, som har ført mange dødsfald med sig. Ecuador har for nylig stået over for høje niveauer af inflation, arbejdsløshed og fattigdom. Den oprindeligt fredelige protest resulterede i en bølge af vold og sammenstød mellem civile og sikkerhedsstyrker.


Roe vs. Wade og Vatikanet – Hvordan Den Hellige Stol og Europa ser på pro life-scenen i USA (7:57)

"Lad os huske, at livet er en gave fra Gud. Livet er altid helligt og ukrænkeligt, og vi kan ikke bringe samvittighedens stemme til tavshed,” sagde pave Frans.

Den 24. juni så den amerikanske højesteret ud til endelig at have bekræftet den samvittighedens stemme, som pave Frans refererede til. Højesteretsdommerne omstødte kendelsen Roe vs. Wade, som gjorde landsdækkende abort mulig. I Europa bringer dette håb til mange.

Maria Casini Bandini fra den italienske Bevægelse for Livet udtalte, at de nu ser hen til USA med stort håb.

I 1973 betød dommen Roe vs. Wade medvind for lovgivningen i Europa om kvinders ret til abort. Nu håber vi, at der vil ske en vending, som ville betyde et stort fremskridt for civilisationen, et stort fremskridt for menneskeheden, et stort fremskridt på menneskerettighedsniveau, siger Bandini.

Selvfølgelig tænker ikke alle i Europa sådan. Mange ser den amerikanske højesterets afgørelse som et tilbageskridt. I Europa er der ringe viden om det amerikanske retssystem og dets føderalistiske tilgang. Anti-life-aktivister [abortforkæmpere, o.a.] udnytter denne uvidenhed og fremlægger den aktuelle sag ved højesteret i et meget uhyggeligt lys og hævder, at kvinders rettigheder undermineres.

Vatikanets Akademi for Livet udtalte i en erklæring, at denne dom "udfordrer verden". Beskyttelse og forsvar af menneskeliv er ikke et spørgsmål, der kan forblive begrænset til udøvelsen af individuelle rettigheder; derimod er det et spørgsmål af bred samfundsmæssig betydning. Dermed støtter Det Pavelige Akademi for Livet højesterettens dom og tilføjede, at det efter 50 år er vigtigt at have en ikke-ideologisk debat om den plads, som beskyttelsen af liv har i et civilsamfund.

De stærke ord kommer ikke som nogen overraskelse. Monsignor Paglia, som udtaler sig officielt på Kirkens vegne om retten til liv, havde allerede før domstolens afgørelse sagt, at livet er Guds gave og fortjener beskyttelse.

Monsignor Vincenzo Paglia, præsident for Det Pavelige Akademi for Livet og storkansler for Johannes Paul II Paveligt Teologisk Institut for Ægteskabs- og Familievidenskab, siger:

"Denne skulptur fortæller os, at børn skal bydes velkommen, passes på og hjælpes med at vokse op, fordi livet er en stor gave, som Gud giver os, og han har lagt det i vore hænder at mangfoldiggøre os."

Kunstneren Timothy P. Schmalz, som skabte skulpturen “Monument for Livet”, er overbevist om, at en debat om livets værdi på alle stadier er tiltrængt i samfundet:

"Jeg tror, at denne debat er en af de vigtigste, som menneskeheden kan have. Hvis vi ikke anerkender, at menneskeliv er helligt, så vil vi være åbne for at lukke mere ind af det, som pave Johannes Paul II kaldte dødens kultur. Og jeg tror, det er en glidebane i filosofien, at der er en graduering af accept, som til sidst vil føre dig til et punkt, hvor du aldrig nogensinde har villet ende. Jeg tror, at det er vigtigt at holde fast ved den maksime, at alt menneskeligt liv er helligt."

Som canadier ser Timothy P. Schmalz forskellige tilgange til, hvordan man kan lede denne debat: den amerikanske og den europæiske: "Jeg tror bare, at amerikanere mange gange er mere vokale og mere modige til at sige deres mening."

En ting, der kan tages for givet, er, at Europa og specifikt Vatikanet følger nøje med i sagerne i USA, da de fortsat vil have stor indflydelse på alle vestlige lande.


Kampen for livet i den evige stad (12:10)

I Italien er abort, uanset årsag, lovlig inden for de første 90 dage (næsten 13 uger) af graviditeten, og derefter af visse grunde efter henvisning fra en læge. Denne praksis blev legaliseret i 1978 på trods af modstand fra pave Paul VI, som opfordrede læger til af samvittighedgrunde at nægte at udføre aborter.

Virginia Coda Nunziante er præsident for det italienske "Marcia per la Vita" [March for Livet, o.a.]. Bevægelsen er udformet med den amerikanske March for Life i Washington, D.C. som model. Virginia Coda Nunziante er en ledende fortaler for pro life-bevægelsen i Italien. Hun taler med chef for EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser, om de udfordringer og muligheder, som pro life-bevægelsen står over for i Italien.

Thonhauser beder Virginia Coda Nunziante om at fortælle lidt om situationen i Italien, hvor der for nogle uger siden var en March for Livet.

“Situationen i Italien har selvfølgelig ændret sig meget i de senere år. Abortloven blev vedtaget den 22. maj 1978. Så det er ret længe siden. Men i omkring 30 år, er der ikke rigtigt sket noget, officielt set. Jeg tror, ​​at i de sidste år, begyndende med "Marcia per la Vita", som vi faktisk kopierede fra den amerikanske March for Life, er debatten nu blevet officiel. Aviser, tidsskrifter og medier taler om retten til abort, læger har selvfølgelig også diskussioner indbyrdes, fordi mange ikke vil udføre abort. Så jeg tror, at denne diskussion har været yderst gavnlig, også fordi den har bragt diskussionen ind i skolerne og til teenagere. Efter min mening er dette det rigtige tidspunkt til virkelig at kræve, at vores regering insisterer på, at vores politikere får vedtaget en ændring af vores lov om abort, der, som vi udmærket ved, har dræbt mere end 6 millioner babyer i Italien i løbet af disse 40 år.

Andreas Thonhauser spørger, om Virginia Coda Nunziante mener, at Kirken og Vatikanet påvirker den italienske debat på en positiv måde?

Nunziante mener, at paverne, også pave Frans, har udtalt sig klart imod abort. I den italienske bispekonference er nogle få biskopper meget aktive; en biskop fremsatte offentligt en meget stærk udtalelse mod abort, og den har været et godt eksempel for abortmodstanderne, men bortset fra disse få biskoper, har bispekonferencen ikke rigtigt reageret på problemet med abort. Nunziante mener, at biskopperne selvfølgelig ikke går ind for abort, men at de ikke tør udtale sig offentligt om deres modstsand.

Thonhauser spørger, hvilke ændringer Nunziante har oplevet i samfundet i de 10 år, hun har været anfører for March for Livet i Rom, og om der er kommet mere åbenhed for at diskutere retten til livet.

Virginia Coda Nunziante svarer, at der er mere åbenhed, især i medierne. Det anser hun for vigtigt, for at folk forstår, at nogle er imod abortloven. Hun ser et stigende antal unge være imod abort, men problemet er, at ingen hidtil har fortalt dem om, hvad der præcist sker ved en abort. Faktisk går skolerne ind for abort, især hos unge piger.

Derfor mener Nunziante, at dét, at diskussionen nu føres i det offentlige rum, kan føre til et vendepunkt, når begge synspunkter bliver hørt. Det argument for at forsvare livet, som folk er mest modtagelige for, mener Nunziante er, at man kan bortadoptere barnet, hvis man ikke vil beholde det.

Hun fortæller om en italiensk pige, der for nogle dage siden gav et vidnesbyrd på det sociale medie Tik Tok, som er meget vigtigt for unge mennesker. Den 25-årige pige fortalte, at hun har et vidunderligt liv med megen kærlighed fra sine adoptivforældre. Alligevel undrer hun sig over den unge pige, der for 25 år siden i en alder af 15 år besluttede ikke at få en abort, men valgte at føde hende og efterlade hende på hospitalet. Denne unge pige glæder sig over det liv, hun har fået. Hun kunne være blevet dræbt ved en abort, men, siger Nunziante, døden er aldrig en mulighed. Den eneste mulighed er at give liv og så lade andre mennesker tage sig af barnet.


Med den amerikanske delegation til Verdensmødet for familier (20:03)

Medlemmer af menigheder i USA rejste til det tiende Verdensmøde for familier i Rom for at deltage i begivenheden og fejre ægteskab og familieliv som en kristen tradition.

Et af medlemmerne af den amerikanske delegation var biskop John Francis Doerfler fra bispedømmet Marquette. Han talte om den ledsagelse, som han og hans stift tilbyder ægtepar.

Vi stræber efter, så godt vi kan, er at ledsage ægtepar på deres trosrejse. I forbindelse med ægteskabsforberedelse har vi for eksempel forsøgt at tilbyde mentorpar, der kan lære et ungt par at kende og udvikle et venskab med dem, mens de forbereder sig til ægteskab. Ikke kun hjælpe dem i en del af instruktionen for at lære mere om Kirkens smukke lære om ægteskab, men også for at kunne ledsage dem på deres trosrejse. Jeg tror, at en af de vanskeligheder, som par står over for, er en følelse af ensomhed eller isolation i de første år af ægteskabet, især når der opstår problemer. Og med tiden er det vores håb, at de mentorpar kan betyde, at de ved, der er nogen, de kan række ud til.

En vigtig forudsætning, for at par har sunde og hellige ægteskaber, er, at de konsekvent deltager i sakramenterne og er aktivt involveret i menighedens liv.

Sheila Rinakey, som er rådgiver for ægteskabsforberedelsen i bispedømmet St. Cloud, Minnesota, finder det nødvendigt at hjælpe parrene:

Så snart de er blevet gift, så prøv at sørge for, at de tager skridt til at leve deres tro, som f.eks.at hjælpe par med at deltage i messen og derefter hjælpe dem med at tilhøre en menighed og blive involveret i nogle af menighedens aktiviteter.

Ægtepar møder mange udfordringer i vor tid. En af de største udfordringer er at få unge mennesker til at kunne bekæmpe det, som pave emeritus Benedikt XVI kaldte "relativismens diktatur". Det griber ofte mennesker i deres ungdom og forhindrer dem i at opbygge relationer baseret på tro, som et frugtbart ægteskab kan hvile på.

Ægteparret Michael og Deanne Johnson fra Texas er på en mission for at danne unge mænd og kvinder til frugtbare forhold.

Michael Johnson, lærer ved en Highschool i bispedømmet Tyler, Texas, fortæller, at som han ser det, er den overordnede moralske relativisme og emotivisme udbredt blandt mange unge.

Det er altid en udfordring, især med teenagere. Men tanken er selvfølgelig, at du skal have en relation til dem. Og hvis denne relation er kristocentrisk, så er det noget. Om de oplever at have gavn af det i skolen er ikke så vigtigt. Det er ikke min opgave at omvende dem. Mit job er at vise dem noget, som de til sidst – måske 10 eller 20 år senere – vil finde ud af i bund og grund er at bekæmpe moralsk relativisme, så de ikke flygter fra Kristus. Det er, hvad vi prøver på.

Måden at bekæmpe moralsk relativisme, har Michael fundet ud af, er at opbygge grundlæggende relationer:

Alt, hvad vi gør af tro, er baseret på denne idé om relationer, du ved, Gud er et relationelt væsen. Gud gør sit folk til relationelle væsener. Hvis vi så strukturerer dette på en måde, der viser en ægte, autentisk relation, mere autentisk end det, de får i skolen, selvom det er i form af relationen til deres lærer som en, de kan stole på, og som leder dem mod noget, der er objektivt sandt og ikke moralsk relativistisk.

Hans hustru Deanne, som er leder af Family Life i bispedømmet Tyler, Texas, fokuserer på at opbygge disse grundlæggende relationer tidligt for at opbygge tillid, og især en fundamental tillid til Gud og hans kirke:

Den måde, vi ledsager vores forlovede par på lige nu, er, at vi laver et program med mentorpar. Men den relation, som Michael taler om, skal begynde længe før et par dukker op på sognekontoret og beder om en bryllupsdato. Ligesom vi skal lære at ledsage teenagere og børn, så de opbygger tillid i kirken. Fordi jeg tror, at lige nu er den store kamp, at teenagere ikke stoler på Kirken, de har ikke tillid. Altså, at Kirken siger sådan, og du skal bare stole på os, at det er det, du har brug for til et stærkt ægteskab eller et lykkeligt liv. Men når vi ledsager par eller teenagere, og vi har den relation og den tillid, er de meget mere åbne over for den oplevelse af omvendelse.

Verdensmødet for familier samlede menigheder fra hele verden, så de kunne mødes og lære af hinanden om de fælles udfordringer, de står over for med at beskytte og pleje familien og dens skønhed, ligesom deres succesoplevelser med at se de unge par, der gifter sig og starter en blomstrende familie.