Vaticano 22. maj

Denne uge på Vaticano

I denne episode af Vaticano er vi vidne til den første helgenkåring siden pandemiens begyndelse. Vi hører om, hvordan det italienske hjælpekorps af Malteserordenen bringer nødhjælp til ukrainske flygtninge. Vi besøger den nykårede helgen Titus Brandmas fødeby og lærer om den nye saligkårede Paoline Jaricot, grundlæggeren af de pavelige missionsselskaber. Hvordan ser Vor Frue virkelig ud? Se sammen med Vaticano på den ældste Maria-ikon i Rom, Madonna af San Sisto, også kendt som “Advokaten”.

Redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen


Ti nye helgener i den katolske kirke (1:00)

Søndag den 15. Maj kårede pave Frans 10 nye helgener i den katolske kirke under en messe på Peterspladsen overværet af omkring 45.000 mennesker.

Det er de første helgenkåringer siden pandemien med COVID-19 begyndte. Ordensfolk, præster og en lægmand var blandt de ti, der nu officielt kan anses for at være i himlen, efter at de har levet liv præget af eksemplarisk hellighed på jorden.

“Hellighed består ikke i nogle få heroiske gerninger, men af mange små udtryk for kærlighed i hverdagen,” sagde pave Frans i sin prædiken.

Messen begyndte med ritualet for helgenkåring, som omfatter en oplæsning af korte biografier om hver af de salige: Charles de Foucauld, Titus Brandsma, Devasahayam Pillai, Marie Rivier, Maria Francesca of Jesus, Maria Domenica Mantovani, Maria of Jesus Santocanale, César de Bus, Luigi Maria Palazzolo and Giustino Maria Russolillo.

”De fandt en uforlignelig glæde og blev strålende afspejlinger af historiens Herre. For det er, hvad en helgen er: en lysende afspejling af historiens Herre … Må vi stræbe efter at gøre det samme,” sagde pave Frans.

En af de nye helgener er Charles de Foucauld. Han var en fransk soldat og opdagelsesrejsende, som blev trappistmunk og missionær for muslimer i Algier. Han var kendt som broder Charles af Jesus og blev dræbt i 1916. Søndag aften, efter helgenkåringsmessen, blev en musikforestilling om den hellige Charles de Foucaulds liv opført i Rom.


På frontlinjen: Malteserordenen yder nødhjælp under krisen i Ukraine (3:48)

"Når den syge kommer, så bær ham i seng, og giv ham det bedste, huset kan give, som om Herren selv blev budt velkommen."
Fra Malteserordenens første regel fra 1140.

Fra COVID-hjælp, til redningsaktioner for migranter i Middelhavet, til hjælp efter naturkatastrofer, hjælper Malteserordenens italienske nødhjælpskorps på stedet. I over 900 år har Malteserordenen holdt fast på menneskelig værdighed og taget sig af mennesker i nød.

Med krisen i Ukraine, der viser sig at være den største humanitære krise på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig, mener Malteserordenens italienske hjælpekorps, eller CISOM, som det kaldes på italiensk, at dets budskab og formål er så relevant som nogensinde: at give mad, husly og lægehjælp til de fordrevne. Tusindvis af frivillige arbejder utrætteligt. For nylig mødtes USA's førstedame, Jill Biden, med et hold af frivillige fra Malteserordenen, som hjalp ukrainske flygtninge, da hun besøgte den slovakisk-ukrainske grænse,.

Malteserordenens ambassadør ved Den Hellige Stol, Antonio Zanardi Landi udtaler, at: “Krisen i Ukraine har været den mest dramatiske udvikling i årevis, og faktisk stimulerede det Malteserordenen til at arbejde på en måde, der er tættest på den oprindelige mission, at modtage mennesker, der er fordrevet af den russiske invasion, at tage sig af dem og forsøge at hjælpe dem med at slå sig ned i landene i nærheden. I dag har vi mere end 16.000 frivillige, læger, paramedicinere og andre mennesker, der forsøger at hjælpe. En stor fundraising-operation er udført. Jeg mener at vide, at resultatet af indsamlingen er mere end 40 millioner euro, hvilket er ret meget for vores standarder. Så jeg synes, at ordenen gør det fantastisk i øjeblikket, og det er godt, fordi det styrker oplevelsen af mening hos dem, der arbejder for ordenen,”

Selvom ordenen blev grundlagt i 1048, er dens mission så aktuel som nogensinde.


En global konference for eksorcister (7:10)

Den 16. årlige konference for eksorcister blev afholdt i Rom. Katolske præster og lægfolk fra omkring 25 lande deltog i konferencen, der havde titlen “Eksorcistens tjeneste og befrielsesbønnen”. 120 deltagere lærte om denne vigtige tjeneste i Kirken.


Pave Frans’ budskab til den 2. Verdensdag for bedsteforældre (7:25)

Pave Frans inviterede tirsdag bedsteforældre og ældre til at deltage i en "åndelig, ikke-voldelig revolution." I sit budskab til den 2. Verdensdag for bedsteforældre og ældre opfordrede paven seniorer til ikke at fortvivle over deres skrøbelighed, men til at omfavne "en ny mission" med at tage sig af andre i en verden splittet af konflikter." Den Hellige Fader sagde, at den "særlige følsomhed (...) de ældre har for de bekymringer, tanker og følelser, der gør os til mennesker, igen burde blive manges kald."


Budskab fra pave Frans til patriark Tawadros II på den 9. venskabsdag mellem koptiske og katolske kristne (7:40)

Den 10. maj, på ni-årsdagen for det koptisk-katolske venskab, udsendte Vatikanet pave Frans' brev til kopternes leder, Tawadros II. Heri skriver Frans, at han håber på en fortsættelse af den "fælles pilgrimsfærd", og at han er forenet med paven af Alexandria og patriarken af St. Markus Stol i "urokkeligt venskab i Kristus". Den Hellige Fader udtrykte også sit håb om, at Helligånden ville vejlede begge kirker "på vej til fuldt synligt fællesskab".


Kardinal Parolin håber, at kardinal Zens arrestation ikke vil komplicere dialogen mellem Vatikanet og Kina (7:54)

Kardinal Pietro Parolin har sagt, at han er "meget ked af" kardinal Joseph Zens arrestation og håber, at den ikke vil komplicere Den Hellige Stols dialog med Kina. Zen blev anholdt af politiet i Hong Kong den 11. maj, men løsladt mod kaution få timer senere. Kardinal Parolin, som er Vatikanets udenrigsminister, tilføjede, at Zens arrestation ikke skal opfattes som "en afvisning" af aftalen med Beijing, som skal fornys til efteråret.


Pave Frans: Migranter og flygtninge har “enormt potentiale” til at hjælpe samfundet (8:12)

I sit budskab til Verdensdagen for Migranter og Flygtninge sagde paven, at historien viser, at nyankomne har spillet en "fundamental rolle" i social og økonomisk vækst og har et "enormt potentiale" til at hjælpe samfundet, hvis de får muligheden for det.


Pave Frans: Lavt fødselsrate er en “social nødsituation” (8:25)

Pave Frans finder den lave fødselsrate i vestlige lande bekymrende og beskrev den som en presserende social nødsituation og en "ny fattigdom". Frans understregede, at "det er på tide at give ægte svar til familier og unge mennesker: håb kan og må ikke dø af at vente."


Titus Brandsma – På sporet af hellighed (9:31)

En times kørsel nord for Amsterdam ligger regionen Friesland i Nederlandene. I dette område blev den nyligt helgenkårede Titus Brandsma født og voksede op.

For bedre at forstå hans oprindelse og indflydelse følger vi hans spor af hellighed ved at besøge byen Bolsward.

I udkanten af byen Bolsward ligger en mejerigård, der stadig i dag drives af familien Brandsma.

Pilgrimme og beboere på spadseretur informeres af et monument lige uden for huset om, at dette er Titus' barndomshjem. Mellem landsbyens kanaler ligger kulturmuseet De Tiid, hvor Titus Brandsma-udstillingen på anden sal i det, der tidligere var rådhuset, rummer genstande fra helgenens liv.

Indenfor møder vi Godfried van Agthoven, ekspert i Skt. Titus og forsker ved Titus Brandsma Foundation. Van Agthoven viser den udstilling frem, som handler om Titus Brandsma i anledning af hans kommende helgenkåring.

Han fortæller, at Titus er født, døbt, fejrede sin første messe, begravede sine forældre og deltog i alle fejringer og festligheder i Bolsward. Han viser, at Titus’ fødsel og dåb er indført i dåbsregistret med navnene Anno Sjoerd Titus; søn af ægtefolkene Titus og Tjitje Bosma. Fra begyndelsen bar han altså navnet Titus, som også blev hans klosternavn.

” Titus Brandsma er en inspirerende helgen for mig, for han er en meget alsidig mand. Og han er en mand med dybde. Det havde han hovedsageligt fra sit kontemplative liv som karmelit,” siger han.

I det lokale Skt. Frans’ sogn, som blev bygget, mens Titus Brandsma var præst, har banneret, der prydede facaden på Peterskirken under hans saligkåring i 1985, nu fået plads.

Fr. Arjen Bultsma fra Skt. Frans’ Kirke i Bolsward viser et kapel, der blev tilføjet nær indgangen til kirken, hvor pilgrimme kan bede. Der findes ingen relikvier efter Skt. Titus, men dog en urne med aske fra koncentrationslejren Dachau. Asken stammer nok ikke fra Skt. Titus men tjener til minde om, at han blev dræbt og kremeret der.

Som præst underviste Titus Brandsma i filosofi ved Radboud Universitet i Nijmegen. Han var også rektor et års tid i 1939 og som journalist skrev han artikler for den lokale katolske avis. Da Nazityskland tog magten i Nederlandene i 1940’erne gjorde hans indflydelse og rolle i samfundet ham til et mål for Det Tredje Rige.

Fr. Arjen Bultsma fortæller, at Titus Brandsma skrev flittigt i aviserne og var en vigtig rådgiver både for udgiverne af aviserne og for biskopperne, fordi han forsøgte at lade de katolske aviser forblive katolske og fri for nazistisk propaganda. Det var en af hovedårsagerne til, at han blev fængslet og dræbt.

Skt. Titus døde som martyr i gaskamrene i koncentrationslejren Dachau uden for München efter en tid at være blevet flyttet fra den ene arbejdslejr til den anden. ”Han døde på grund af sin villighed til at forblive tro mod sandheden om menneskets værdighed og mod troen,” fortæller fr. Bultsma, der selv finder inspiration i dette som præst.

Skt. Titus Brandsma fra Bolsward havde hele verdens opmærksomhed, da hans helligkåringsbanner i søndags hang over hoveddøren til Peterskirken, mens pave Frans kårede ham og ni andre salige til helgener.

Dette øjeblik er centralt for Kirken, fordi det bliver anerkendt, at flere, der ligesom Skt. Titus heltemodigt har levet for troen og sandheden, nu er i himlen, så fremtidige generationer kan bede om deres forbøn.


En kvinde med en velsignet indflydelse: Pauline Jaricot (15:30)

I dag lever der mere end én milliard katolikker i verden. En ung fransk kvinde har spillet en afgørende rolle i Kirkens omfattende vækst i de sidste 200 år. Hun spillede faktisk en så vigtig rolle, at det er ret overraskende, hvor lidt kendt Pauline Jaricot er.

I 1822 skabte hun et initiativ, der hurtigt blev "pontifikalt" og dermed internationalt anerkendt som en officiel del af den universelle Kirke. De pavelige missionsselskaber blev motoren for evangeliseringen af folkene i Afrika, Asien og Latinamerika og fungerer stadig i hele verden i dag.

Den nuværende præsident for de pavelige missionsselskaber, ærkebiskop Giampietro Dal Toso, beundrer Pauline Jaricot for hendes udholdenhed og også for det faktum, at hun allerede dengang var langt forud for sin tid.

Han fortæller, at meget hurtigt efter grundlæggelsen af de pavelige missionsselskaber, spredte deres arbejde sig til andre lande, f.eks. allerede fra 1834 i Aachen i Tyskland som Missio Aachen og i 1938 fulgte Missio München.

Men i første omgang syntes Jaricots liv at bekræfte nogle af nutidens influencer-klichéer. Hun blev født i Lyon, Frankrig, den 22. juli 1799, som datter af en velhavende familie af silkefabrikanter. Samtidige beskrev hende som smuk og verdslig, men også forkælet, forfængelig og arrogant.

Hun kom lidt på afveje, indtil hun som 17-årig hørte en prædiken om forfængelighed, der ændrede hendes liv. Hun begyndte at give sin formue væk til de trængende. Derudover byggede hun et netværk til støtte for Kirkens missionsindsats rundt om i verden.

Formålet, fortæller ærkebiskop Dal Toso, er at styrke strukturerne i den lokale Kirke i de lande, missionærerne kom til. De pavelige missionsselskabers opgave har altid været at grundlægge, finansiere og styrke strukturerne i lokale kirker. Derfor har de også fra begyndelsen grundlagt og finansieret præsteseminarier, fordi præster fra lokalområdet er nødvendige, for at en lokal kirke kan blive opfattet som vigtig.

Grundlæggeren Pauline Jaricot led dog selv alvorlige nederlag. Efter en helbredende oplevelse, som hun tilskrev Skt. Philomena, samlede hun penge ind til at bygge en fabrik, hvor arbejderne skulle have bedre forhold.

Men Jaricot blev snydt af administratorerne og gik konkurs. Fuldstændig forarmet og miskrediteret døde hun den 9. januar 1862, men hendes livsværk udviklede sig til et værdifuldt evangeliseringsinstrument.

“Pauline Jaricots karisma er,” siger ærkebiskoppen, at vi alle som døbte kristne har et ansvar for evangelisering, og at vi alle deltager i denne evangelisering… meget konkret gennem bøn, offer og ved at give. Idéen er, at alle vi døbte er i stand til at deltage i dette missionsarbejde.” For ærkebiskop Dal Toso er saligkåringen af Pauline Jaricot den 22. maj en bekræftelse af hendes karisma og vigtigheden af misssionsselskabernes arbejde.

For generationen, der er født ind i den digitale verden, kan hendes liv også være et forbillede: Jaricots erfaring viser, at der sker konverteringer, og endda - og måske især – kan selvrefererende influencers blive en ekstraordinær kraft til det gode.


Vor Frues sande ansigt. 2. del (21:15)

I Rom findes de ældste kendte afbildninger af Jomfru Maria. I Priscillas katakomber findes en fresko, som utvivlsomt kan dateres til det tredje århundrede e.Kr.

Der er dog en stærk kristen tradition for, at Skt. Helena, mor til kejser Konstantin, bragte en Maria-ikon til Rom fra østen, som var lavet af evangelisten Lukas.

Kunsthistorikeren Elizabeth Lev fortæller, at foruden at være evangelist, var Lukas også læge og kunstner. Han malede et billede af Vor Frue og barnet Jesus efter levende model.

Det diskuteres, om dette billede stadig eksisterer eller ej, fortæller hun, men det billede betragtes i sin egen ret som Acheiropoieta på grund af Marias og barnets faktiske tilstedeværelse og på grund af evangelistens rolle, der på forhånd er inspireret af Gud til at fremstille billedet.

Acheiropoieta betyder ’ikke lavet af menneskehænder’. ”Tanken er”, siger hun, ”at dette er noget, der er mere end blot repræsenterer mennesker eller et maleri. Når vi taler om dette, handler det om mere end blot en kunstners dygtighed. Dette er ikke en fortolkning. Dét, vi leder efter, er en kunst, der er hinsides en kunstners fortolkning, det er en kunst eller et billede, der leder efter et absolut.”

Nogle få ikoner i Rom kunne være skabt af Skt. Lukas. Blandt dem er:
• Salus Populi Romani i basilikaen Santa Maria Maggiore
• Madonna del Conforto, i basilikaen Santa Francesca Romana
• Madonna del Popolo, i kirken Santa Maria del Popolo
• Madonna delle Grazie, i kirken Santa Maria delle Grazie ved Forum Romanum
• Flere billeder af Madonna di San Sisto, kendt som ”Advokaten”, som findes i Santa Maria in Via Lata, Santa Maria del Rosario in Monte Mario og i kirken Santa Maria in Aracoeli.

Af disse ikoner, som er inspireret af Skt. Lukas’ arbejde, siger Elisabeth Lev, er Salus Populi Romani (Det romerske folks frelse) nok den mest berømte. Mange paver fra Gregor den Store til pave Frans har bedt foran denne ikon i krisesituationer.

Basilikaen Santa Maria Maggiore, hvor denne ikon hører hjemme, er den ældste kirke i vesten indviet til Jomfru Maria, og den er et monument over koncilet i Efesus, hvor Kirken proklamerede Vor Frue som The-OH-tokos, Guds Moder. Kan denne, den vigtigste Maria-basilika i kristenheden indikere, at ikonen Salus Populi Romani er det første og sande billede af Vor Frue?

Journalist Paul Badde mener ikke, det er tilfældet, idet denne ikon er blevet til langt senere, hvilket ses af, at barnet er med. Det blev først almindeligt at afbilde hende med barnet, efter at Maria fik titlen Guds Moder ved koncilet i Efesus.

Badde henviser i stedet til en anden ikon, som han mener er det første billede af Vor Frue. Det drejer sig om ikonen i dominikanersøstrenes kloster på toppen af Monte Mario. Denne ikon bragte Skt. Dominikus personligt til de første dominikanersøstre i februar 1221, og den har været i deres besiddelse siden.

Søstrene finder denne ikon smukkere end alle andre. Den kunstneriske teknik kan dateres til årene mellem det første og tredje århundrede, altså klart før-byzantinsk, og man mener, den kom til Rom i forbindelse med den store ikonoklasme (billedstorm) i østkirken i 800-tallet.

Denne ikon er ophav til mange traditioner. Billeder må ses som billed-dokumenter, mener Badde.

Hvis ikonen “Advokaten” på Monte Mario dokumenterer Vor Frues sande ansigt, hvordan kan det så være, at hun efterlod et andet billede af sig selv til Skt. Juan Diego i Mexico? Og hvorfor har hun stadig åbenbaret sig med forskellige fysiske træk til visionære i forskellige dele af verden?

Få svarene i næste afsnit af Vaticano!

%d bloggers like this: