Det er påske-uge på Vaticano

 

Redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen

Efter to år med Covid-19 restriktioner fejrer Vatikanet påsken i al sin herlighed. Lær om, hvordan Maria har åbenbaret sig i Rom for en person, som planlagde et snigmord på paven, og rejs med Vaticano til Arezzo i Italien for at opleve en af de mest raffinerede fremstillinger af krucifikset – Cimabues kors.

Bemærk: Tallene i parentes angiver minuttallet i udsendelsen, hvor det enkelte indslag begynder.


Rom fejrer påsken i al dens herlighed (1:00)

Efter to år med nedlukninger og Covid-19 restriktioner er Rom omsider klar til igen at fejre den stille uge i al sin herlighed. Som en drastisk kontrast til de sidste to år, er gader og pladser igen fyldt med mennesker, der besøger Rom, og Peterspladsen er igen midtpunktet for påskefejringen med Palmesøndags liturgi og Urbi et Orbi-velsignelsen.

Langfredag er korsvejsandagten tilbage i Colosseums dramatiske omgivelser. I år er refleksionerne udformet af en række familier knyttet til katolske kommuniteter og foreninger, der er engageret i frivillige aktiviteter.

En række pavelige liturgier og mange andre begivenheder i Rom, også det traditionelle internationale træf for unge universitetsstuderende, ”Univ”, har været aflyst eller kun været vist på tv eller online. Omsider fyldte næsten 2500 glade unge universitetsstuderende den stille uge i Rom med deres glæde over at reflektere over og diskutere temaet for dette års træf, ”At genopbygge sammen: Styrken i menneskelige relationer.”


75-års jubilæum for Maria-åbenbaring ved Tre Fontane (3:27)

Den 12. april for 75 år siden viste Vor Frue sig i Rom ved Tre Fontane (de tre kilder) for Bruno Cornacchiola, som havde stærke anti-katolske synspunkter og endda planlagde et snigmord på pave Pius XII. I 1947 fortalte han, at Vor Frue havde vist sig for ham.

Det skete i en grotte, hvor Vor Frue kaldte Bruno, som tilhørte adventistkirken og var kommunist, tilbage til den katolske kirke. Efter denne åbenbaring omvendte Bruno sig fra at forfølge Kirken til at forsvare den trofast. Nyheden om hans mirakuløse omvendelse spredte sig hurtigt, og grotten blev et valfartssted.

I sit vidnesbyrd sagde Bruno, at Vor Frue bar en hvid kjole med et rosa bælte dækket af en grøn kappe fra hoved til fod. Den 5. oktober 1947 blev en statue af Vor Frue svarende til denne åbenbaring velsignet af pave Pius XII på Peterspladsen. Derefter den blev bragt til sin plads på valfartsstedet.

Søsterkommunitetet Missionærer af den Guddommelige Åbenbaring udbreder fortsat Vor Frues budskab og byder pilgrimme velkommen i grotten.

Søster Emanuela fortæller, at da Vor Frue i åbenbaringen havde talt til Bruno, vendte hun sig mod Peterskirken og forsvandt gennem en væg. Bruno selv kom ofte tilbage for at bede i grotten og hævdede at have haft endnu 28 åbenbaringer indtil sin død i 2001. Disse granskes nu af kirkelige autoriteter, men bispedømmet Rom tillader valfarter til grotten og har planer om at bygge en valfartskirke der. Den hellige pave Johannes Paul II gave valfartsstedet sit første navn: ”Den hellige Maria af det tredje årtusind ved Tre Fontane.”


Nyheder fra Vaticano (6:12)


Ny ukrainsk ambassadør i Vatikanet (6:22)

Andrii Yurash, den nye ukrainske ambassadør i Vatikanet overrakte sine akkreditiver til pave Fans.

Efter mødet skrev ambassadøren på Twitter, at Pavestolen er en oprigtig partner for Ukraine og gør alt, hvad der er muligt for at standse krigen.


USA sender ny ambassadør til Vatikanet (6:38)

Joseph Simon Donnelly er USAs nye ambassadør i Vatikanet. Donnely overrakte sine akkreditiver til pave Frans og sagde i et videobudskab, at han er ”glad for at forstærke båndene til Pavestolen” og at hans familie er ”stolte katolikker”. Den tidligere senator i USA er født i Massapequa, New York, og repræsenterede staten Indiana for det demokratiske parti mellem 2013 og 2019.


Pave Frans sender endnu en ambulance til Ukraine (7:06)

Pave Frans velsignede ambulancen, og kardinal Krajewski ledsagede den fuldt udstyrede ambulance til Kiev, hvor han afleverede den skærtorsdag med budskabet om, at: ”Ligesom ambulancen selv har den dato, som er valgt til at overbringe den en stor symbolsk værdi. Pave Frans’ budskab er, at han ønsker at knæle ned for de ukrainske mænd og kvinder, som er såret i krigen, og han forsikrer dem om sin nærhed”.


Pave Frans mødes med stab og ansatte ved det pavelige Collegio Teutonico (7:33)

Pave Frans mødte de ansatte og seminaristerne ved det pavelige Collegio Teutonico (det tyske kollegium) i anledning af 500-året for valget af den tyske pave Adrian VI. Den hellige fader understregede, at præster må vidne om Kristi tilgivelse.

Det pavelige Collegio Teutonico er et af de få kollegier, som ligger inden for Vatikanets mure, tæt ved Santa Marta hotel, hvor pave Frans bor. Det er også hjem for Ærkebroderskabet af Campo Santo, som pave emeritus Benedikt XVI tilhører.


Libanon ser frem til et pavebesøg i juni (8:04)

Pave Frans vil muligvis besøge Libanon i sommer. Ifølge et tweet fra den libanesiske regering den 5. april, informerede den apostoliske nuntius i Libanon landets præsident Michel Aoun, at den hellige fader planlægger besøget.


Frelse ved Kristi sår: Påskens triduum (9:10)

I løbet af det liturgiske år fejrer Kirken højtidelige anledninger som Jesu fødsel i Betlehem, og at Helligånden nedsteg over apostlene.

Men ét øjeblik i det liturgiske år er omdrejningspunktet for alt andet: Påskens triduum. Det er et tidsrum, som begynder skærtorsdag med fejringen af Jesu sidste måltid med disciplene og afsluttes med aftenbønnen påskedag. I løbet af disse tre liturgiske dage – som svarer til fire dage i kalenderen – mindes Kirken indstiftelsen af eukaristien og præstevielsen, Guds Søns lidelse og død, hans nedstigen til dødsriget og endelig hans opstandelse.

For at kristne kan leve denne liturgiske tid fuldt ud, må de forstå betydningen af hver gestus, hvert symbol og hver fejring. Kun på den måde kan de være sammen med Kristus i hvert af de øjeblikke, som formede menneskenes frelse.

Skærtorsdag aftens messe mindes indstiftelsen af eukaristien og præsteskabet. Efter prædikenen vasker celebranten menighedens fødder til minde om Jesus, der vaskede apostlenes fødder, før han afslørede, at en af dem ville forråde ham. Derpå gav han dem det nye bud om at elske andre, som han selv havde elsket dem. At vaske andres fødder har en stærk symbolsk mening, for på Jesu tid var det noget, slaver gjorde for deres herre.

Efter kommunionen bæres de konsekrerede hostier til et alter i et sidekapel i kirken, mens resten af kirkens udsmykning fjernes, lysene slukkes, krucifikser dækkes til og dørene til tabernaklet efterlades åbne. Fra dette øjeblik begynder Kristi lidelseshistorie.

Langfredag er en ”aliturgisk” dag, hvor den hellige messe ikke fejres. Gudstjenesten består af tre dele: Ordets liturgi, Korsets hyldning og eukaristisk kommunion med hostier, der er konsekreret aftenen før. Menigheden begynder den højtidelige tjeneste med knælende stille bøn. Efter oplæsning af Kristi lidelseshistorie og korsets hyldning modtager de troende kommunionen. Overskydende konsekrerede hostier opbevares derefter uden for kirken, og fra det øjeblik er Kristi legeme og blod ikke længere til stede i kirken i det forvandlede brød. Det er som en fysisk og åndelig sørgeperiode, som varer indtil fejringen af påskevigilien.

Påskelørdag: Kristus er død på korset. Nogle tror, at påskelørdag er en forlængelse af langfredag, men det er ikke tilfældet. Det er en sorgens dag, som skal leves i stilhed, sorg og eftertanke. Vi mindes Jesus i graven og hans nedstigen til dødsriget. Denne dag mindes Kirken også Marias ensomhed, mens hun holder vagt ved graven. Forsoningens sakramente og De syges salvelse er de eneste sakramenter, som uddeles på denne dag.

Påskevigilien, den hellige nat. Ved solnedgang påskelørdag fejrer Kirken den vigtigste begivenhed i det liturgiske år: Den hellige nat, hvor menneskeheden jublende forkynder, at Kristus er opstanden og har besejret døden.

Vand og lys er de vigtigste tegn i påskevigiliens ceremoni.

Ved begyndelsen af den hellige messe er kirken fuldstændig mørk. En ild tændes og velsignes ved indgangen til kirken og påskelyset tændes ved denne ild, som et symbol på den opstandne Kristus. Mens påskelyset bæres i procession mod alteret, tændes menighedens lys ved dets flamme, så kirken oplyses mere og mere.

Efter prædikenen finder dåbsliturgien sted, idet dåbsvandet indvies og velsignes med en særlig ritus for exorcisme. Allehelgenslitaniet synges, og menigheden fornyer sine dåbsløfter. Det indviede vand bruges til at døbe nye kristne efter dette ritual og i løbet af det næste år.

Derpå fejres den eukaristiske liturgi for Jesu opstandelse højtideligt, og kommunionen uddeles som regel i begge skikkelser. Som afslutning velsigner celebranten menigheden, der reciterer Marias lovsang, Magnificat. Sådan slutter påskens triduum.


Påske: et symbol på evigheden (15:53)

Lederen af EWTNs kontor i Vatikanet, Andreas Thonhauser i samtale med p. Giulio Maspero, ekspert i liturgi og professor ved det pavelige universitet Santa Croce, om påsken som et symbol på evigheden.

Ifølge p. Maspero er påskesøndag den endelige forening af tid og evighed. Hvad der skete i påsken ændres aldrig. Påskedag kan ses som den 8. dag (efter palmesøndag), og 8-tallet er et symbol på evigheden. Alt er ændret, og, som pave Frans udtrykker det, kan kun en engel forklare dét, som englen forklarede for kvinderne, der kom til den tomme grav. I løbet af påskeugen vil Jesus, Gud og englene lære os hvordan vi skal leve i evigheden, det ser vi påskemandag i fortællingen om disciplene, der møder Jesus på vej til Emmaus. I den tidlige Kirke blev ugen efter påskedag kaldt den hvide uge, fordi de nydøbte bar hvide klæder.

Mandage er som regel starten på en ny arbejdsuge. Det gælder ikke for mandagen efter påskesøndag. I Italien er 2. påskedag en helligdag med fokus på familien og evigheden. Familier mødes og spiser sammen, og næsten på en symbolsk måde tager de den nye verden i besiddelse, som er givet til dem gennem påskens begivenheder, da evigheden kom ind i tiden og ændrede alt i vort liv, da Kristus besejrede døden.

Tiden mellem påske og pinse udgør syv uger – og syvtallet symboliserer perfektion. Således kan man sige, at syv gange syv – syv uger med syv dage – er det mest perfekte. I den tid forbereder vi os på at modtage Helligånden, Jesu evige ånd, som ændrer alt. Ligesom disciplene skal vi lære at leve efter Helligåndens, Rådets ånds vejledning, som altid er med os og ligedanner os med Jesus.


Cimabue viser Kristi menneskelighed (21:15)

I det 13. århundrede oplevede verden en transformation i sin måde at fortolke virkeligheden. En spænding var på spil mellem to epoker: afslutningen af middelalderen og begyndelsen på renaissancen.

I Firenze blev maleren Cenni di Pepo født i september 1240. Han er internationalt kendt ved navnet Cimabue. Gennem sin kunst markerer Cimabue overgangen fra byzantinsk til en mere ekspressiv form for kunst. Det ser man et tydeligt eksempel på i hans fremstilling af Kristus på korset, som findes i kirken San Domenico i den italienske by Arezzo.

Kunsthistorikeren Barbara Bianconi fortæller, at dette krucifiks nok er et af Cimabues mest kendte ungdomsværker. Det viser, hvordan han stadig er bundet til den byzantiske tradition, men viser også noget nyt, som senere blev videreført af en anden internationalt kendt kunstner, Giotto.

Det nye er både farverne og det udtryksfulde i Kristi legeme. Guds Søn, et menneske som os, korsfæstet og lidende. Vi står over for en ny ikonografi af Kristus på korset ”Christus patiens” [patiens betyder tålmodig, udholdende, o.a.].

Skønheden i værket ses i de små detaljer, f.eks. håret, som udtrykker en ekspressiv naturalisme lok for lok. Det samme gælder skægget og kroppens faldende udtryk. En nyhed i dette krucifiks er, at den vigtigste del af korset opfyldes af Kristi legeme, og mens korset i tidligere kunstværker var smykket med forskellige fortællinger, ser man i Cimabues krucifiks kun Jesu sorgfulde moder og apostlen Johannes afbildet på korsets arme.

Samtiden anerkendte straks det nyskabende i Cimabues kunst, og særligt en af hans elever, renæssancemaleren og arkitekten Giotto, perfektionerede Cimabues teknik på eksemplarisk vis.