Biskopper underskriver advarsel om, at Tysklands Synodale vej kan lede til skisma

Af CNA Staff
Washington, D.C., 12. April 2022
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

Mere end 70 biskopper fra hele verden har udsendt et ”åbent broderligt brev” til tyske biskopper med advarslen om, at gennemgribende ændringer i Kirkens lære, som fremmes af den igangværende proces kendt som ”Den synodale vej”, kan føre til et skisma.

Brevet udtrykker ”vor voksende bekymring for karakteren af hele den tyske Synodale vej, som underskriverne siger har ført til uklarhed og forvirring om Kirkens lære og virker mere fokuseret på menneskers vilje end på Guds.

“Hvis den ikke lytter til Helligånden og evangeliet, underminerer Den synodale vejs handlinger Kirkens autoritet, og samtidig pave Frans’ autoritet, kristen antropologi og seksualmoral foruden Skriftens troværdighed”, fastslår brevet.

“Mens de på overfladen fremviser religiøse ideer og et religiøst ordforråd, synes Den synodale vejs dokumenter i vid udstrækning ikke at være inspireret af Skriften og Traditionen – som for 2. Vatikankoncils vedkommende er ’en enestående og hellig repræsentation af Guds ord’ – men af sociologiske analyser og nutidige politiske ideologier, herunder ideologier om køn,” fortsætter brevet.

“De ser på Kirken og hendes mission gennem verdens øjne snarere end gennem de øjne, vi får givet gennem den sandhed, der er åbenbaret i Skriften og Kirkens autoritative tradition.”

Brevet blev offentliggjort den 11. april 2022. Det er underskrevet af 49 biskopper fra USA. Andre 19 biskopper fra Afrika, 14 af disse fra Tanzania er medunderskrivere.

Blandt underskriverne af dokumentet er velkendte prælater som kardinal Raymond Burke, kardinal George Pell, ærkebiskop Salvatore Cordileone af San Francisco og ærkebiskop Samuel Aquila af Denver.

Ærkebiskop Aquila har desuden i maj 2021 udsendt sin egen 15-siders kommentar til Den synodale vejs første tekst. I kommentaren skriver han, at teksten fremsætter ”uholdbare” forslag til ændringer i Kirkens lære. ”De tyske biskopper sår uklarhed og forvirring i hele Kirken og dette burde bekymre enhver biskop,” sagde han i en udtalelse om biskoppernes brev.

En anden underskriver af brevet, biskop Thomas Paprocki af Springfield, Illinois, udsendte følgende udtalelse: ”Den tyske synodale vej har forvildet sig langt væk fra en autentisk synodalitet og har placeret sig selv i modsætning til det, der gennem århundreder har været gældende som den katolske kirkes lære i kraft af Skriften og Traditionen. Med broderlig korrektion og i forening med biskopper fra hele verden opfordrer jeg de tyske biskopper til at vende tilbage til den sande troens skat, som er givet os af Jesus Kristus.”

Formanden for den polske bispekonference og de nordiske biskopper har udtrykt lignende bekymringer. Sidstnævnte gruppe udsendte et åbent brev, der advarede mod, hvad den kaldte en ”kapitulation til tidsånden” og en ”forarmelse af indholdet i vor tro”.

Guds åbenbarede sandhed ændrer sig ikke

Den synodale vej er en kontroversiel, flerårig proces, der samler Tysklands biskopper og lægfolk for at diskutere forvaltning af magt i Kirken, seksualmoral, præsteskabet og kvinders rolle.

Den synodale forsamling består af biskopperne, 69 medlemmer af den magtfulde organisation for lægfolk Centralkomité af Tyske Katolikker (ZdK), samt repræsentanter for andre dele af den tyske Kirke.

I februar stemte forsamlingen for udkast til tekster, der opfordrer til at velsigne forhold mellem to af samme køn og ændringer i Den Katolske Kirkes Katekismus om homoseksualitet.

For nylig hævdede den tyske kardinal Reinhard Marx i et interview offentliggjort den 31. marts, at katekismens lære om homoseksualitet "ikke er hugget i sten", og "man har også lov til at tvivle på, hvad den siger."

Det 859 ord lange brev nævner ikke nogen af de specifikke ændringer i Kirkens lære, som Den synodale vej indtil nu har opfordret til. I stedet kritiserer det i bred forstand Den synodale vejs tilgang og indholdet i dens dokument-udkast. ”En sigende fejl” ved disse tekster er, hævder brevet, at de snarere end at udtrykke ”glæden over evangeliet” bærer præg af en ”tvangspræget kritisk og indadskuende” bureaukratisk proces, hovedsageligt fokuseret på noget andet end sjæles frelse.

”I virkeligheden,” bemærker brevet, ”viser Den synodale vej mere underkastelse og lydighed over for verden og ideologier end over for Jesus Kristus som Herre og Frelser.”

Idet det bemærker, at autentisk frihed ikke er det samme som ”autonomi”, og at ens samvittighed ikke bestemmer, hvad der er sandt, argumenterer brevet for, at Den synodale vej er veget bort fra det faktum, at en ”rigtigt dannet kristen samvittighed forbliver underlagt den sandhed om den menneskelige natur og de normer for en retskaffen levevis, som er åbenbaret af Gud, og som Kristi Kirke lærer os.”

Brevet slår fast, at ”Jesus er sandheden, som sætter os fri (Joh 9).”

Med hensyn til spørgsmål om ledelsen af Kirken som institution opfordrer brevet i forlængelse heraf de tyske biskopper til at huske på, at ”en reform af strukturer på ingen måde er det samme som at omvende hjerter.”

Mens brevet anerkender, at “impulsen” til at reformere og forny Kirken ”er beundringsværdig og aldrig bør frygtes,” bemærker det at ”den kristne historie er fuld af velmente bestræbelser, som mistede deres forankring i Guds ord, i et trofast møde med Jesus Kristus, i en sand lytten til Helligånden og i undergivelsen af vor vilje under Faderens vilje.”

“Fordi de undlod at lytte til Jesu ord, ’Adskilt fra mig kan I intet gøre’ (Joh 15,5), bar de ingen frugt og gjorde skade både på enheden og den evangeliske vitalitet i Kirken,” står der i brevet.

Den tyske synodale vej er i fare for at føre til præcis sådan en blindgyde.”