Vaticano 10. april │ Palmesøndag

- denne uge på Vaticano:

  • Pave Frans’ apostoliske rejse til Malta
  • Pave emeritus Benedikt XVI fylder 95 år
  • En læge dykker ned i Jesu lidelseshistorie
  • Middelalderlige historier om Jesu sande kors
  • Nyheder fra kristne i Mellemøsten

Redigeret af Birgit Bidstrup Jørgensen


Pave Frans’ apostoliske rejse til Malta

På tilbageturen fra sin to-dages rejse til Malta afslørede pave Frans, at han for tiden har problemer med at gå. Derfor havde arrangørerne på Malta sørget for, at paven ikke behøvede at gå på trapper. En speciel elevator bragte ham til den grotte, hvor apostlen Paulus levede i tre måneder efter sit skibbrud ved Malta.

Tusinder af katolikker bød paven velkommen. Hans bøn rettede sig mod at beskytte liv fra dets begyndelse til dets naturlige slutning. Paven bad Europas befolkningner om at modtage migranter fra Middelhavsområdet lige så gavmildt, som de for tiden modtager krigsflygtninge fra Ukraine.

Før han rejste tilbage til Rom, mødtes pave Frans med migranter og flygtninge i modtagecentret Hal Far.

På flyet tilbage mod Rom udtrykte paven sin glæde over besøget på Malta.


Pave emeritus Benedikt XVI fylder 95 år

I år fylder pave emeritus Benedikt XVI 95 år. Han er den ældste person nogensinde i embedet som Peters efterfølger.

Joseph Aloisius Ratzinger blev født påskelørdag den 16. april 1927 i den lille tyske by Marktl am Inn i Oberbayern som det tredje af politibetjenten Joseph Ratzinger og hans hustru Maria Riegers børn. Han blev døbt næste dag, påskedag. Da den lille Joseph var 10 år gammel, flyttede familien efter faderens pensionering til Hufschlag in Traunstein, og Joseph begyndte som 12-årig sin uddannelse på et seminarium i Traunstein indtil Nazi-regimet tre år senere i 1942 overtog seminariet til militære formål.

Josephs ungdom blev præget af Nazi-regimets fjendlighed over for den katolske kirke. Mod sin vilje måtte han bøje sig for loven om, at alle unge mellem 14 og 18 år skulle være medlemmer af Hitlerjugend. Kun hans tro familien var en støtte for ham, og netop gennem dette tvungne medlemsskab opdagede den unge Ratzinger skønheden og sandheden i troen på Kristus.

I sine memoirer understreger han sin families fundamentalt vigtige rolle som vidner om venlighed og håb.


Updates fra Vaticano


Canadisk delegation møder pave Frans

Under mødet med en delegation af oprindelige folk fra Canada ledsaget af de katolske biskopper, udtrykte pave Frans skam og sorg over misbrug, diskrimination og mangel på respekt over for de oprindelige canadiske folks identitet. Hans udtalelser blev fremsat efter rapporterne om umærkede gravsteder ved tidligere katolsk drevne skoler.


Pave Frans sender ambulance til Ukraine

Den pavelige almisseuddeler, Kardinal Konrad Krajewski, rejser den 29. april til Lviv med en ambulance, som pave Frans har doneret til børn, der er såret i krigen i Ukraine. Paven har selv velsignet ambulancen.


Pave Frans møder den polske præsident Andrzej Duda

Pave Frans har mødt den polske præsident Andrzej Duda og takket ham for, at Polen har modtaget omkring 2,3 mio. ukrainske flygtninge i løbet af en måned.

Efter mødet med den hellige Fader, lagde præsident Duda en krans ved den hellige pave Johannes Paul IIs grav og kunne derefter berette, at han personligt havde inviteret pave Frans til at besøge Polen.


Vatikanet udsender ny vejledning om undervisningen på katolske uddannelsesinstitutioner og skoler

Vatikanet opfordrer til at bringe katolsk identitet tilbage i katolske skoler.

Vatikanets kongregation for katolsk uddannelse har udgivet en instruks, der bekræfter vigtigheden af evangeliske mål og uddyber læreres og administratorers betydning for at vidne om og opnå disse.


Ny rektor for Pontifical North American College

P. Thomas Powers fra Connecticut er udpeget som den nye rektor for Pontifical North American College i Rom. Fra den 1. juli efterfølger han den nuværende rektor, p. Peter Harman.

P. Powers har selv studeret på Pontifical North American College og har boet der i næsten 10 år. I den tid har han tjent Vatikanets bispekonference fra 2005-2015.


Nyt håb for Det hellige land

Nu nærmer påsken og den stille uge sig. Den er uadskilleligt forbundne med Det hellige land, som flere paver har kaldt „det 5. Evangelium“.

Millioner af troende kommer for at se, hvor Jesus levede, forkyndte evangeliet og døde. Men situationen i Det hellige land er problematisk, for udtrykket ”Det hellige land” henviser ikke blot til Israel, men også til Palæstina, det vestlige Jordan, det sydlige Libanon og det sydvestlige Syrien.

Spørgsmål om Det hellige land hører under Kongregationen for de orientalske kirker under ledelse af præfekt kardinal Leonardo Sandri. Kongregationen fører tilsyn med Kirkens aktiviteter i flere mellemøstlige lande, herunder også Iran, Irak, Egypten og Tyrkiet.

Kardinal Sandri fortæller, at de kristnes situation i Israel og Palæstina er forværret som følge af pandemien med Covid-19.

Også for de kristne i Syrien er situationen meget usikker. Til trods for, at borgerkrigen er slut, ønsker mange stadig at forlade landet, som er præget af fattigdom, forsyningsproblemer og håbløshed. Kardinal Sandri opfordrer til at opgive sanktionerne mod Syrien, for selv om de egentlig har til hensigt at sikre menneskerettigheder og frihed, rammer de specielt de kristne mindretal i landet så hårdt, at mange flygter.

Kardinalen minder om ”Pro Terra Sancta”, langfredags verdensomspændende indsamling til fordel for Det hellige land. To tredjedele af de indsamlede midler går direkte til Det hellige land, resten administreres af Kongregationen for de orientalske kirker. Midlerne fra denne indsamling er den vigtigste kilde til materiel støtte til kristent liv, vedligeholdelse af de hellige steder i regionen, uddannelse af præster og andre uddannelsesmæssige aktiviteter.

Langfredag har vi muligheden for at mindes Jesu lidelse ved at bidrage til indsamlingen til Det hellige land for at lindre kristnes lidelser i dag.


En læge dykker ned i Jesu lidelseshistorie

“Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din” […] ”I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden” (Luk 22,42 og 44).

Evangelisten Lukas, der selv var læge, beskriver, at Jesu død nærmer sig, og nævner en detalje, som ingen af de andre evangelier beskriver: at Jesus i sin angst begyndte at svede blod.

P. Piero Vavassori, som er læge og præst ved universitetshospitalet Campus Bio-Medico i Rom, fortæller, at det at svede blod ikke er et ukendt fænomen for lægevidenskaben. Blodig sved kan ses hos mennesker, der oplever meget voldsomme følelser, f.eks. dødsdømte. Den har at gøre med forøget hjerteaktion og forhøjet blodtryk, hvor også de små hårkar i huden udvider sig på grund af det høje tryk. Disse hårkar kan briste og dermed lækker de små dråber blod. Det var sandsynligvis, hvad der skete for Jesus i Getsemane have.
Efter at han blev taget til fange og dømt til døden, blev Jesus klædt af og pisket.

P. Vavassori fortæller, at pisken var forsynet med vægte, som trængte gennem huden og gav blødende sår. Tilmed førte voldsomheden i slagene ligefrem til, at pisken skar ind i musklerne og rev kød med ud, som aftrykket af manden på ligklædet tydeligt viser. Fra ligklædet ved vi også, at “tornekronen” i virkeligheden var en slags hjelm, som de romerske soldater satte på Jesu hoved for at håne og spotte ham.

Udmattet efter piskeslagene førtes Jesus til Golgata. På en 600 m lang strækning måtte han bære en vægt på omkring 40 kg i form af korsets tværbjælke, som soldaterne senere naglede hans hænder fast til. Naglerne blev ikke, som folk ofte tror, slået gennem håndfladen. Anatomisk er det ikke muligt, for når korset rejses op ville kroppens vægt trække lige på sømmet, som derfor ville lave en flænge i hånden frem til mellemrummet mellem fingrene, så den korsfæstede faldt ned. Derimod blev naglen slået igennem ved håndleddet.

Med hænder og fødder naglet til korset blev Jesus rejst til lodret position. Armene, der er spredt ud på korset, overstrækker brystkassen, og derfor lider den korsfæstede fra dette øjeblik af kvælning og smerte, fordi han nok kan ånde ind, men ikke kan ånde ud. Når kampen for at trække vejret udtømmer kræfterne, dør den korsfæstede af kvælning.

P. Vavassori fortæller dog, at Jesus sandsynligvis ikke døde af kvælning som andre korsfæstede. Lukasevangeliet fortæller, at Jesus med høj røst råbte: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Da han havde sagt det, udåndede han” (Luk 23,46). Det høje råb tyder på, at Jesus kan være død af et hjerteanfald, fordi han havde mistet så meget blod: Hvis der ikke er noget blod, og dermed ikke hæmoglobin til at transportere ilt, kan hjertet ikke fungere.

Med pave Frans’ ord kan Jesu fysiske lidelse være en kilde til håb og mod, som lærer os, at vi hver især er elsket lige til enden.


Det sande kors

Igennem menneskets historie har legender om Kristi sande kors inspireret kunstnere og forfattere fra hele verden.

Et af disse kunstværker findes i den italienske by Arezzo, i hovedkapellet i Basilica di San Francesco. Det drejer sig om en række fresker af Piero della Francesca, kendt som ”Historien om det sande kors”, et af renæssancens mest betydelige billedværker.

Arbejdet med freskerne begyndte i 1452, finansieret af arven efter forretningsmanden Baccio di Maso Bacci. Det blev først afsluttet 14 år senere. Freskerne findes i det såkaldte Bacci-kapel, som er dekoreret med fresker i tre niveauer. Inspirationen til freskerne fik Piero della Francesca ikke blot fra Bibelen og bogen “Den gyldne legende”, som var middelalderens og renæssancens vigtigste kilder til historien om det sande kors, men Piero revolutionerede fremstillingen ud fra personlige kriterier.

For bedre at forstå Piero della Francescas billeder, analyseres de i denne udsendelse i tre tematiske grupper. Han præsenterer ikke scenerne kronologisk, men følger rent æstetiske kriterier, idet han skaber symmetriske effekter mellem de forskellige scener, uden at give afkald på en teologisk og filosofisk dialog mellem de scener, han sætter overfor hinanden.