Søren Kierkegaards filosofi

- og det filosofiske forfatterskab i en nøddeskal

Som en af Gillelejes første turister tilbage i 1835, nød Søren Kierkegaard at sidde på Gilbjerg Hoved, hvor han kunne nyde roen og freden til, at få mange af sine ideer gennemtænkt og senere sat på papir. Der er rejst en mindesten på det sted hvor han oftest sad og filosoferede.

Den der står på den almenmenneskelige religiøsitets grund vil før eller senere opdage, at den ikke er tilstrækkelig til at bære ham. Hans gudsforhold har hele tiden været ledsaget af en skyldfølelse, hvis forklaring ligger i en voksende erkendelse af, at han dog ikke kan realisere de etiske krav, og at han altså kommer længere og længere bort fra Gud, og denne erkendelse må føre til en erfaring af, at subjektiviteten er usandheden, thi netop ved at fordybe sig i sig selv er han blevet fremmed for Gud.

Intro

Kierkegaards tankeverden forekommer det moderne menneske svært tilgængelig. Det er dog måske ikke så meget fordi den i sig selv er svær at fatte, som fordi den hviler på anskuelser og udtrykkes i en terminologi, der er vor tid fremmed. Det er dog ikke det samme som at regne den for at være antikveret, tværtimod, den afslører væsentlige synspunkter, der er blevet husvilde i den moderne filosofi, og Kierkegaards betydning er delvis også at søge i, at han lukker op for horisonter, vi ellers ikke let får øje på i positivismens - heller ikke den logiske positivismes - og determinismens tidsalder. En kort præcisering af de kierkegaardske begreber i form af et lille terminologisk leksikon vil derfor muligvis være en gavnlig håndsrækning.

Systemet

Herved forstår SK særligt tyskeren Hegels filosofiske system, hvis kerne er overbevisningen om, at alt, hvad der eksisterer, er af ånd eller tanke. Tanken er tingenes sande væsen, og tænkevirksomheden bliver derfor det samme som eksistens: tænken = væren.

Dialektik

Dialektik betyder samtale. Hegel bruger udtrykket i betydningen logik, men vel at mærke ikke blot om den tænkendes logiske tankevirksomhed, men om tilværelsens dialektik, der følger logisk
af sætningen tænken = væren, det er til den formallogiske dialektik svarer en kormologisk: tilværelsen folder sig ud efter tænkningens love.

Mediation

Derfor kan man ikke tænke sig noget brud på den dialektiske proces, og når der tilsyneladende forekommer sådanne brud, træder hos Hegel mediationen i funktion. Mediation betyder mægling, forsoning mellem to yderligheder, og den er altid mulig, fordi modsætningerne ifølge Hegel aldrig er absolutte, dvs. man kan overvinde dem ved at se dem i en dybere sammenhæng.

Objektivitet

Ved denne proces udslettes ganske vist alle individuelle ejendommeligheder, alt hvad der har et subjektivt præg, for at glide sammen i et overindividuelt begreb, der er præget af den
indre lovmæssigheds ubønhørlighed og derfor betinger en deterministisk livsanskuelse, hvor det objektive har overvundet det subjektive og absorberer det i sig.

Determinisme vil vi kalde dette produkt af den dialektiske proces; Hegel selv betegner det som frihedens sfære, fordi oplevelsen af den dialektisk fuldkomne tilstand udløser en befriende
følelse hos den objektive tilskuer. Frihed er erkendelse af nødvendigheden.

Den eksisterende tænker

Det var denne begrebsverden, SK gjorde oprør imod, og det måtte han gøre fordi han havde en fundamentalt forskellig livsoplevelse, der var blevet indplantet i ham allerede i de første barndomsår. Han troede ikke på, at man kunne opstille et tilværelsens "system". Dermed mente han ikke, at der ikke var et sådant system: tilværelsen selv er et system - for Gud, men kan
ikke være det for nogen eksisterende ånd.

Og når Hegel hævdede, at tænken = væren, så påviste SK at denne formel var en tautologi, det er formulering af ét og samme begreb ved hjælp af flere forskellige gloser, idet væren i forvejen er opfattet som tænkt væren, så Hegel faktisk ikke har sagt andet end, at tænken = tænken.

SK afviser også dialektikken, forsåvidt den drejer sig om "tilværelsens dialektik"; derimod har den sin berettigelse i den formelle logik, men er altså et redskab til dannelse af abstrakte
kategorier, ikke til forståelse af virkeligheden eller eksistensen.

Han var også en fjende af mediationen. Der gives forhold i eksistensen, der ikke lader sig mediere, f. eks. modsætningen mellem godt og ondt og mellem kristendom og systemdannelse.

Når Hegel kunne komme til alle disse fejlagtige slutninger, var det, mente SK, fordi han glemte én ting: den eksisterende tænker selv! Hegels system kunne kun komme til at fungere,
fordi han glemte at indoptage eksistensen i det. Ellers ville han nemlig have opdaget, at eksistensen protesterer imod at blive puttet ind i et system. For SK derimod var det aldeles afgørende, at al filosofi er til for menneskenes skyld.

Subjektivitet

At forstå sig selv i eksistens, det er opgaven. Men dermed er man rigtignok også ude over den objektive problemstilling, thi det kommer til at dreje sig om forhold, man ikke kan sige
noget objektivt om. Den eksisterende tænkers problem er et subjektivt problem og kan aldrig blive andet.

Sandhed

Der gives overhovedet ingen objektiv sandhed, når det drejer sig om de afgørende ting. Kriteriet på sandhed er den grad af oprigtighed og inderlighed, hvormed man fastholder, hvad
man anser for sandhed. Objektivt betones, hvad der siges, subjektivt, hvorledes det siges. Skal man definere, hvad sandhed er, må man sige: objektiv uvished fastholdt i den mest lidenskabelige inderligheds tilegnelse er sandheden - den højeste sandhed der gives for en eksisterende.

Læg mærke til den efterhængte sætning, for man hører ofte SK`s mening gengivet, som om han skulle have sagt, at sandheden er subjektiv; men det er slet ikke det, der er meningen; det
skal blot understreges, at det ikke er givet det eksisterende menneske at nå til en objektiv erkendelse. Den objektive erkendelse hører Gud til, ligesom erkendelsen af tilværelsen som et
system gør det.

Den indirekte meddelelse

Men når sandheden ligger i det subjektive hvorledes, og der mand og mand imellem ikke kan være nogen objektiv sandhed, opstår der et problem: hvorledes kan jeg overhovedet meddele mig til mine medmennesker? En direkte meddelelse er selvmodsigende, når der ikke er noget objektivt givet at meddele. Meddelelsen må derfor blive en indirekte, hvilket betyder, at man må lade hvert enkelt menneske om selv at finde ud af, hvad der er sandhed for ham, og alt, hvad man kan gøre, er ved en slags jordemodervirksomhed at få fødselen sat i gang. Sokrates var SK's store forbillede i den henseende.

Pseudonymerne

SK løste den indirekte meddelelses problem på sin egen manér. Hans værker kom som bekendt med få undtagelser ikke med hans eget navn på titelbladet, og det ville være forkert uden videre at tillægge ham selv de meninger, der fremsættes i de pseudonyme skrifter, thi da gør man dem til en direkte meddelelse, og det er jo også vidt forskellige meninger, der kommer til udtryk i dem. Hvad SK har tilsigtet, er at skitsere en række forskellige muligheder for livsanskuelser og så tvinge læserne til at vælge og være det, han foretrækker, fuldt ud og i fuld
bevidsthed om konsekvenserne. Hvis du vælger den og den anskuelse, så må du også drage de og de følger deraf og gøre det helt og fuldt. Det er de halve standpunkter, der gør et menneske
latterligt og foragteligt, og det er de halve standpunkter, der præger vor tid - sagde SK om sin. Men lad os alle føle os ramte!

Den enkelte

Og ramme os, det er netop det, han vil! Det vil sige, ikke os men mig. For det er SK`s stadige bestræbelse at rive den enkelte ud af den anonyme hob. Såsnart man er blot nogle stykker,
har man mistet sit jeg og er under massepsykologiens demoralisation. Den enkelte, det er åndsmennesket; massen, det er dyrebestemmelsen. Den enkelte kan man tale med, massen gejler
man op.

Det siger sig selv, at åndsmennesker ikke udgør nogen enig blok, tværtimod, de fordeler sig på mange forskellige stadier.

Stadierne

SK's brug af ordet stadium er vildledende. I almindelig dansk sprogbrug betegner det et udviklingstrin, men SK bruger det i betydnningen standpunkt. "Stadier på livets vej" er
ikke en udviklingsroman, men en i digterisk form anskueliggjort gennemgang af en række forskellige og indbyrdes uforenelige standpunkter eller livsanskuelser.

De vigtigste af de livsanskuelser, SK opererer med, er følgende:

Det æstetiske stadium

Hermed menes livet i sanseligheden og nydelsen. Indenfor det æstetiske stadium kan der ganske vist skelnes mellem mange trin, lige fra den plumpe seksualitet over en mere forfinet
erotik til den kunstneriske nydelse, f. eks. glæden over Mozarts musik. Men så forskellige disse udtryk for det æstetiske også indbyrdes er, er det dog noget, der er fælles for dem alle: de
ledsages af så uhyggelige fænomener som angst og fortvivlelse. Herom mere nedenfor.

Det etiske stadium

Det etiske er det almene, det, der har gyldighed for alle. Mens æstetikeren kun tænker på sig selv, er etikeren sig bevidst, at han kun er en del af et hele, et medlem af et samfund, og
hensynet til dette samfund må blive afgørende for hans optræden. Men også indenfor det etiske er der trin. Lavest står den, der bilder sig ind, at han kan fyldestgøre etikkens krav helt
ved sin egen kraft; højest den, der har indset at denne verden, sanselighedens og timelighedens, har så stærkt et tag i ham, at han intet, eller næsten intet formår ved egen kraft. Men den der har erkendt dette, er modnet til at nærme sig det religiøse stadium.

Det religiøse stadium

Det væsentligste kendemærke ved det religiøse stadium er, at man erkender sig som værende i et absolut forhold til det absolutte, eller, for at sige det på almindelig dansk: i et ubetinget lydighedsforhold til Gud.

Også indenfor det religiøse er der trin, og de er så vigtige, at vi må dvæle lidt ved de to hovedformer, SK betegner som henholdsvis religiøsiteten A og B.

Den almenmenneskelige religiøsitet (A)

Religiøsitet A er den almenmenneskelige religiøsitet, hvorved den nære berøring med det etiske stadium bliver indlysende. Mennesket er sig nu bevidst, at det ikke kan virkeliggøre de etiske krav uden at mobilisere Guds bistand. Men med sætningen at subjektiviteten er sandheden in mente realiserer den religiøse sit gudsforhold ved en intensiv besindelse på sig selv.
Derfor kalder SK den også for "den skjulte inderligheds religiøsitet". Det er mystikernes religiøsitet og i øvrigt også mange hedenske tænkeres.

Den kristne religiøsitet (B)

Den der står på den almenmenneskelige religiøsitets grund vil før eller senere opdage, at den ikke er tilstrækkelig til at bære ham. Hans gudsforhold har hele tiden været ledsaget af
en skyldfølelse, hvis forklaring ligger i en voksende erkendelse af, at han dog ikke kan realisere de etiske krav, og at han altså kommer længere og længere bort fra Gud, og denne erkendelse må føre til en erfaring af, at subjektiviteten er usandheden, thi netop ved at fordybe sig i sig selv er han blevet fremmed for Gud.

I dette kritiske øjeblik, hvor den religiøse personlighed er som en tørstende i ørkenen, og hvor hans åndelige livs fortsættelse hænger i den tyndeste af alle tynde tråde, er han modnet
for overgangen til den specifikt kristelige religiøsitet, der er kendetegnet ved Guds åbenbaring.

Paradokset

Men dette, at en Gud er blevet født, at det evige fremtræder i tiden, rummer et absolut paradoks. Kun fordi Gud er blevet menneske kan forholdet til Gud, der var blevet brudt
af, retableres; altså takket være en impuls der kommer udefra og ikke ved, at man stiger ned i sit eget indres brønd.

Kendetegnet på at den religiøse personlighed er gået ind under den kristelige fordring, er, at den inderlighedens patos, der allerede var ejendommelig for det første religiøse stadium, nu
intensiveres til den højeste tænkelige lidenskab, og at skyldfølelsen forvandler sig til syndsbevidsthed.

Springet

Overgangen fra religiøsiteten A til B er virkelig en udvikling fra et stadium til det næste, altså brug af ordet stadium i vanlig betydning, men kun således at forstå, at man ikke kan nå
til B uden først at have været igennem A, ikke således at A med nødvendighed skulle føre B med sig. Det ville være hegelianisme og mediation, dialektisk udvikling. I stedet sætter SK
sin særlige kategori springet, der udtrykker, at et menneske foretager et valg uden at de tvingende logiske motiver dertil er tilstede; man slipper al bevisførelse - og springer ud i mør-
ket.

Valget

Således er springet udtryk for et valg. Valg forudsætter evnen til at vælge og dermed viljens frihed. SK var dog ikke tilhænger af teorien om den ubetingede valgfrihed, liberum arbitrium, hvilket han betegnede som en "tankeuting". Han forstod ved friheden frihed til at "vælge sig selv", og dermed mente han igen evnen til at vælge det gode. Det er altså den moralske frihed, det drejer sig om, friheden til at leve livet efter etiske principper - eller lade være, og så har man straks forskertset sin frihed.

Syntese

At vælge sig selv! det er et noget uvant udtryk, men andetsteds bliver det tydeligere, hvad der menes, idet selvet sættes som identisk med ånden og denne igen som identisk med mennesket, og om dette trebenævnte væsen hedder det,at det er en syntese af uendelighed og endelighed af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed, altså af absolutte modsætninger.
Det er selvsagt ikke nogen let sag at holde sammen på sådanne modsætninger, og for at det skal lykkes med godt resultat, må man gøre sig klart, at det ene led i syntesen er værdifuldere end det andet, det evige værdifuldere end det timelige, etc. Giver man f. eks. det timelige overvægten i syntesen, er man straks inde i det æstetiske stadium, man giver sanseligheden prioriteten.

Angst

Og det får ulykkelige konsekvenser. Thi selv æstetikeren, der har valgt timeligheden, kan dog ikke forblive ganske uvidende om at han har et moment af evighed i sig. Lad det end bevæge sig nok så dunkelt og drømmende inden i ham, det er der dog, og denne drømmende bevidsthed skaber angst; jo mere forfinet det æstetiske ytrer sig, des dybere bliver angsten, thi desmere bliver den pågældende sig bevidst at der er et moment, som han har fornægtet. Kun i åndløsheden er der ingen angst, dertil er den for lykkelig og tilfreds - og åndløs.

Fortvivlelse

Men selvom man har erkendt sig selv som et evigt væsen og altså gjort sig sin dobbelte natur bevidst, behøver ikke alt at være godt. Menneskets evige væsen kan nemlig rammes af en sygdom. Åndens natur er at ville være netop det, som den er, hverken mere eller mindre; sygdommen er at det ikke vil være sig selv, eller det vil være noget andet, det vil i hvert fald af med
sig selv og fornægter derved sit forhold til den gud, der har skabt det. Dette er "sygdommen til døden", som er en evigheds ulykke, en levende død.

Det er en uhyre almindelig sygdom, og der findes ikke noget menneske, som ikke har kimen til den inden i sig, selvom han måske ikke aner det. Kun den kristne har mulighed for at
befri sig for den, og han endda kun under en stadig troens kamp.

Tro

Troens begreb fremgår af den tidligere givne definition af sandheden, der bliver en omskrivning af begrebet tro. Troen er modsigelsen mellem inderlighedens uendelige lidenskab og den objektive uvished.

Tro i kristelig forstand forøger lidenskaben og den objektive uvished til et maksimum, fordi dens genstand er paradokset, som man enten forarges på og tager afstand fra, eller accepeterer i troen - på trods af al fornuft.

Samtidighed

Forargelsen er fornuftens reaktion på paradokset. Den kristne accepterer ikke Kristus i kraft af nogen fornuftsslutning, men ved at blive samtidig, springe alle historiske mellermbestemmelser over og tilegne sig paradokset i lidenskab og som noget aktuelt.

Har han oplevet Kristus í samtidighed, bliver det næste at udtrykke sin tro i sit liv. Det fører os til begrebet reduplikation.

Reduplikation

Betyder fordobling. At reduplicere er at være det, man siger. En forkynder skal i sit liv udtrykke de idealer, han forkynder, ellers er det ikke noget værd. Men så må man skynde sig
at tilføje, at SK ikke var forkynder.

Kilde

Peter P. Rohde
Søren Kierkegaard - Et geni i en købstad
Gyldendal 1962

Anbefalet læsning