Fællesskabet i familien

Indholdsfortegnelse

Bemærkning

"Fællesskabet i familien" er under udvikling.

Indledning

1. Kirken i familiens tjeneste

Familien er i vore dage ligesom - og måske endnu mere end - andre institutioner blevet trukket med ind i omfattende, dybtgående og hurtige forandringer i samfund og kultur. Mange familier lever i denne situation i troskab mod de værdier, der danner grundlaget for familien som institution. Andre er blevet usikre og forvirrede over for deres opgaver eller er endda kommet til at tvivle på eller næsten være uvidende om den dybeste betydning af og sandhed om det ægteskabelige liv og familielivet. Andre igen forhindres af uretfærdige forhold af forskellig art i at udøve deres fundamentale rettigheder.

Kirken, der ved, at ægteskab og familieliv hører til menneskehedens kostbareste goder, ønsker at tale til og tilbyde sin hjælp til dem, der allerede kender værdien af ægteskab og familie og ønsker at leve i overensstemmelse dermed, men også til dem, der usikre og urolige søger efter sandheden, og til dem, der uretmæssigt forhindres i frit at virkeliggøre deres opfattelse af familieliv. Ved at støtte de første, belære de andre og hjælpe de sidste tilbyder kirken sin tjeneste til alle, der gør sig tanker om, hvad det skal blive til med ægteskab og familie.1

Især vender kirken sig til de unge, der står ved begyndelsen af deres vej mod ægteskab og familie, for at hjælpe dem til at opdage, hvor smukt og ophøjet kaldet til kærlighed og til at tjene livet er, og for at åbne dem nye horisonter.

Synode 1980
2. Synoden i 1980 i dens sammenhæng med de foregående

Et tegn på kirkens store interesse for familien var den sidste bispesynode, der blev holdt i Rom fra 26. september til 25. oktober 1980. Den var en naturlig fortsættelse af de to foregående2 Den kristne familie er jo det første fællesskab, der skal forkynde evangeliet for det opvoksende menneske og gennem en fremadskridende opdragelse og undervisning i troen føre ham eller hende til fuld menneskelig og kristen modenhed.

Der er desuden også en logisk sammenhæng mellem denne synode og med den om præsteembedet og retfærdighed i den moderne verden. Som et opdragende fællesskab må familien hjælpe det enkelte menneske til at opdage sit personlige kald og til ansvarsbevidst at arbejde for mere retfærdighed, ved at opdragelsen lige fra begyndelsen af sigter på at udvikle indbyrdes menneskelige relationer, der er præget af retfærdighed og kærlighed.

Ved afslutningen af deres overvejelser overrakte synodefædrene mig en lang liste med deres forslag (»propositiones«), der indeholdt resultaterne af deres overvejelser, resultater der var nået efter dages ihærdigt arbejde. Enstemmigt bad de mig være deres talerør over for menneskeheden om kirkens levende omsorg for familien og give egnede anvisninger for en fornyet pastoral indsats på dette - både for menneskers og kirkens liv - så fundamentale område.

Denne opgave vil jeg opfylde med denne skrivelse som en vigtig del af min tjeneste i det apostolske embede, der er mig betroet. Jeg ønsker at takke alle synodens medlemmer for deres værdifulde læremæssige og erfaringsmæssige bidrag, der især er nedfældet i deres »propositiones«, som jeg har overgivet til Det pavelige råd for Familien med en opfordring til at studere dem nøje, så alle aspekter af deres rige indhold kan frugtbargøres.

3. Ægteskab og familie - et kostbart gode

Oplyst af troen kender kirken den sande værdi og dybe betydning af ægteskab og familie. Den føler sig derfor på ny tilskyndet til at forkynde evangeliet, »det glade budskab« til alle uden undtagelse, men især til dem, der er kaldet til ægteskabet og forbereder sig dertil, ligesom til alle ægtepar og til alle forældre i verden.

De er dybt overbeviste om, at kun antagelsen af evangeliet fuldt ud kan virkeliggøre alle de forhåbninger, som mennesker med rette nærer til ægteskabet og til familien.

Ægteskab og familie, der er villet af Gud allerede i selve skabelsen3 er i sig selv henordnet til fuldendelsen i Kristus4 og behøver hans nåde for at blive helbredt for syndens sår5 og blive ført tilbage til »sin begyndelse«,6 det vil sige til fuld forståelse af og fuld virkeliggørelse af Guds plan.

I et historisk øjeblik, hvor talrige kræfter søger at ødelægge eller misdanne familien, er kirken sig bevidst, at såvel samfundets som dens eget vel er nært knyttet til familien7 Derfor føler den stærkere og mere påtrængende, at det er dens opgave at forkynde for alle mennesker, hvad der er Guds plan med ægteskab og familie, og derved sikre både ægteskab og familie fuld livskraft og menneskelig-kristen udvikling og således bidrage til en fornyelse af samfundet og af Guds folk.

Første del

Familien i dag - lys og skygger

4. Det er nødvendigt at kende situationen

Det er nødvendigt at kende situationen Guds plan for ægteskab og familie angår mand og kvinde i deres konkrete daglige tilværelse, i bestemte sociale og kulturelle situationer. Derfor bør kirken for at kunne udføre sin opgave, skaffe sig virkeligt kendskab til de situationer, som ægteskab og familie leves i i dag.8

Et sådant kendskab er altså helt nødvendigt for evangeliseringen. Kirken skal jo bringe Kristi uforanderlige og altid nye evangelium til vor tids familier, og familierne, der lever under vor verdens betingelser skal modtage og virkeliggøre Guds plan med dem: Guds Ånds kald og krav taler jo gennem historiens begivenheder. Derfor kan kirken også blive ført til et dybere kendskab til ægteskabets og familiens uudtømmelige mysterium gennem de unges, ægteparrenes og forældrenes situationer, spørgsmål, ængstelser og håb i dag.9

Hertil føjer der sig en yderligere overvejelse, der er særlig vigtig i vore dage. I deres ærlige og dybe søgen efter svar på deres ægteskabelige livs og deres familielivs daglige og alvorlige problemer tilbydes der tit vore dages mænd og kvinder opfattelser og forslag, der nok er fristende, men som mere eller mindre tilslører sandheden om og krænker den menneskelige persons værdighed. Disse tilbud støttes ofte af massemediernes mægtige og vidt forgrenede organisation, hvad der umærkeligt truer friheden og evnen til en objektiv vurdering.

Mange kender allerede til denne fare, som den menneskelige person svæver i, og arbejder for sandheden. Kirken slutter sig til dem med sin evangeliske evne til at skelne, idet den tilbyder sin tjeneste for sandheden og friheden og for enhver mands og kvindes værdighed.

5. Den evangeliske evne til at skelne

Den af kirken udøvede skelnen bliver til et tilbud om en orientering med det mål at redde og virkeliggøre ægteskabets og familiens fulde værdighed og den hele sandhed derom.

Denne skelnen udføres ved hjælp af det trosinstinkt10 som Helligånden skænker alle de troende,11 og foretages derfor af hele kirken i overensstemmelse med de forskellige gaver og karismer, som sammen med og i overensstemmelse med den enkeltes ansvar samvirker til en dybere forståelse og virkeliggørelse af Guds ord. Kirken foretager altså ikke kun denne skelnen gennem hyrdeme, der lærer i Kristi navn og med hans fuldmagt, men også gennem lægfolket: Kristus »indsætter dem som sine vidner og beriger dem med troens indsigt og ordets nådegave (sml. Ap. G. 2,17-18; Joh. Åb. 19,10) for at evangeliets kraft skal åbenbares i dagliglivet, i familie- som i samfundslivet.«12 Lægfolk har endda på grund af deres særlige kaldelse den specielle opgave at tolke verdens historie i Kristi lys; de er jo kaldede til at belyse og organisere de verdslige realiteter efter Guds, Skaberens og Forløserens plan.

Det »overnaturlige trosinstinkt«13 består dog ikke kun eller nødvendigvis i, at de troende har samme opfattelse. Kirken søger i sin efterfølgelse af Kristus den sandhed, der ikke altid falder sammen med flertallets mening. Den lytter til samvittigheden og ikke til magten, og således forsvarer den de fattige og undertrykte. Kirken påskønner dog også sociologiske og statistiske undersøgelser, når de viser sig nyttige for forståelsen af den historiske sammenhæng, i hvilken den pastorale indsats skal udfolde sig, og hvis de hjælper til en bedre erkendelse af sandheden. Men denne forskning alene kan ikke uden videre betragtes som et udtryk for trosinstinktet.

Det er det apostolske embedes opgave at sørge for, at kirken forbliver i Kristi sandhed. Hyrderne må derfor fremme trosinstinktet hos alle troende, afveje og bedømme ægtheden af dets udtryksformer og opdrage de troende til en mere og mere moden evangelisk skelnen.14

Kristne ægtefolk og forældre kan og skal tilbyde deres eget uerstattelige bidrag til udviklingen af en ægte evangelisk skelnen i de forskellige situationer og kulturer, hvori mænd og kvinder lever deres ægteskab og familieliv. Deres helt specielle karisme eller nådegave, som de har modtaget i ægteskabets sakramente, kvalificerer dem til denne opgave.15

6. Familiens situation i verden i dag

Den situation, som familien befinder sig i, frembyder både positive og negative aspekter: de første er tegn på Kristi frelse, der virker i verden, de andre på, at mennesket nægter at modtage Guds kærlighed.

På den ene side er man sig den personlige frihed mere bevidst, er mere opmærksom på kvaliteten af de indbyrdes menneskelige forhold i ægteskabet, gør en større indsats for kvindens værdighed, for ansvarligt forældreskab og for børnenes opdragelse. Man ved desuden, hvor nødvendigt det er, at der udvikles indbyrdes forhold mellem de enkelte familier til gensidig åndelig og materiel støtte; man opdager på ny familiens særlige opgave inden for kirken og dens ansvar for opbygningen af et mere retfærdigt samfund. På den anden side er der tegn på en foruroligende nedvurdering af visse fundamentale værdier: en misforstået teoretisk og praktisk opfattelse af ægtefællernes gensidige uafhængighed; alvorlige misforståelser med hensyn til autoritetsforholdet mellem forældre og børn; de konkrete vanskeligheder, som familien selv oplever i forbindelse med at videregive værdierne; det voksende antal skilsmisser; aborternes svøbe; de stadigt hyppigere sterilisationer; fremkomsten af en virkelig undfangelses-fjendtlig mentalitet.

Ved roden af disse negative fænomener ligger der ofte et forvrænget begreb om og en forvrænget erfaring af frihed, der ikke opfattes som evnen til at virkeliggøre Guds plan for ægteskab og familie, men som en autonom magt til fordel for ens egen behagelighed og ofte på andres bekostning.

Der er også en anden kendsgerning, der fortjener vor opmærksomhed, nemlig den, at familierne i den såkaldte Tredje Verden ofte mangler både de grundlæggende overlevelsesmidler som levnedsmidler, arbejde, bolig, lægehjælp og de mest elementære friheder. I de rigere lande derimod berøver den overdrevne velstand og hele forbrugermentaliteten, der er paradoksalt forbundet med angst og usikkerhed over for fremtiden, forældrene sjælsstorhed og mod til at vække nyt liv. Ofte betragtes livet således ikke som en velsignelse, men som en fare, man må forsvare sig imod.

Den historiske situation, som familien lever i, fremtræder således som en blanding af lys og skygge.

Dette viser klart, at historien ikke blot er et nødvendigt fremskridt til det bedre, men en friheds-begivenhed, ja, en kamp mellem friheder, der er i indbyrdes modstrid, som Augustin udtrykker det: en konflikt mellem to slags kærlighed: kærligheden til Gud i en sådan grad, så man bliver ligegyldig over for sig selv, og en egenkærlighed, der går så vidt, at
den fører til Gudsforagt.16

Heraf følger, at kun opdragelse til en kærlighed, der er rodfæstet i troen kan skænke evne til at tyde de »tidens tegn«, der er det historiske udtryk for denne dobbelte kærlighed.

7. Denne situations indvirken på de troendes samvittighed

I en sådan verden og under den stærke påvirkning, der udøves af massemedieme, havde og har de troende ikke altid forstået at forblive immune over for en tilsløring af de fundamentale værdier og heller ikke i stand til at optræde som familiekulturens kritiske samvittighed og som aktive medbyggere på en ægte »familiehumanisme«.

Blandt de mere foruroligende tegn på dette fænomen har synodefædrene især fremhævet følgende: flere og flere skilsmisser og indgåelse af nye forbindelser, endda blandt de troende, en accepteren af det borgerlige ægteskab i modsætning til de døbtes kald til »at gifte sig i Herren«; kirkelig indgåelse af ægteskab uden en levende tro, men af andre motiver; afvisning af de moralske normer, der styrer og fremmer en menneskelig og kristen udøvelse af sexualiteten i ægteskabet.

8. Vor tid har brug for visdom

Således er hele kirken forpligtet til en dybtgående besindelse på og en indsats for, at den nye frembrydende kultur bliver dybt evangeliseret, for at de ægte værdier kan erkendes, og mænds og kvinders rettigheder forsvares, og således at der øves en indsats for retfærdigheden i selve strukturerne i samfundet. På denne måde vil den »nye humanisme« ikke føre mennesker bort fra deres Gudsforhold, men derimod føre dem dybere ind i det.

Videnskaben og dens tekniske anvendelsesmuligheder frembyder nye og uhyre store chancer for at opbygge en sådan humanisme. Alligevel anvendes videnskaben på grund af politiske afgørelser, der bestemmer retningen af den teoretiske forskning og dens praktiske anvendelse, ofte imod sin oprindelige hensigt: den menneskelige persons fremskridt.

Det er først og fremmest nødvendigt igen at blive klar over de moralske værdiers forrang, altså den menneskelige persons værdier i det hele taget. Den store opgave, vi står overfor i dag, hvis vi vil forny samfundet, består i at genvinde forståelsen for livets egentlige mening og dets fundamentale værdier. Kun en ansvarsbevidst prioritering af disse værdier tillader, at de uhyre muligheder, som videnskaben har givet mennesket anvendes til gavn for den menneskelige person i hele hans eller hendes sandhed, frihed og værdighed. Videnskaben er kaldet til at forene sig med visdommen.

Også på familiens problemer kan man anvende Det andet Vatikankoneils ord: »I højere grad end i tidligere epoker behøver vor samtid en sådan holdning, for at de nye opfindelser skal kunne præges af menneskelighed. Verdens fremtid ville være i alvorlig fare, hvis der ikke fremstod mennesker begavet med større visdom«. 17

Opdragelsen til en moralsk samvittighed, der gør ethvert menneske i stand til at bedømme og vurdere, hvilke måder der er de rette, til at han eller hun kan nå til at realisere sig selv i overensstemmelse med sin egen sandhed, bliver således til en tvingende og uundgåelig nødvendighed.

Den moderne kultur må ledes til en dybere fornyelse af pagten med den guddommelige visdom. Denne visdom har ethvert menneske andel i gennem Guds skabergeming. Kun i troskab mod denne pagt er vor tids familier i stand til at medvirke til opbygningen af en verden, der er mere retfærdig og broderlig.

9. Gradvis vækst og omvendelse

Den uretfærdighed, der har sin rod i synden, og som også er trængt dybt ind i den moderne verdens strukturer, hindrer ofte familien i helt at realisere sig og i at udøve sine fundamentale rettigheder. Denne uretfærdighed må vi alle modarbejde ved en sindets og hjertets omvendelse, idet vi efterfølger den korsfæstede Herre og sâledes bekæmper vor egoisme. En sådan omvendelse kan ikke undgå at øve en velsignelsesrig og fomyende indflydelse på samfundets strukturer.

Det er nødvendigt med en fortsat, permanent omvendelse, der samtidig med, at den kræver en indre løsriven fra alt ondt og en hel og fuld tilslutning til det gode, må ske i konkrete skridt i en dynamisk fremadskridende proces med en stadig større integration af Guds gaver og af hans uigenkaldelige og absolutte kærlighed såvel i det enkelte menneske som i hele samfundet. Det er derfor nødvendigt med en opdragelsesmæssig vækstproces, for at de enkelte troende, familieme, folkeslagene, hele civilisationen tålmodigt føres videre fra det, de allerede har modtaget af Kristi mysterium, for at nå til en rigere erkendelse af og til en mere fuldkommen integrering af dette mysterium i deres liv.

10. Inkulturation

Det er i overensstemmelse med kirkens hele tradition at optage alt det fra folkeslagenes kulturer, der kan bringe »Kristi uudgrundelige rigdom« bedre til udtryk.18 Kun ved hjælp af alle disse kulturer vil der skabes mulighed for, at disse rigdomme bliver mere og mere åbenbare, og for at kirken fra dag til dag kan vokse dybere og mere fuldkomment ind i erkendelsen af den sandhed, som Herren allerede har skænket den i fuldt mål.

Ledet af det dobbelte princip om de forskellige kulturers forenelighed med evangeliet og om fællesskabet med universalkirken må der foretages yderligere studier - især af bispekonferencerne og de herfor ansvarlige afdelinger af den romerske kurie - og ved yderligere pastoral indsats må man bidrage til, at denne »inkulturation« af den kristne tro må ske i
stadigt større omfang også på ægteskabets og familiens område.

»Inkulturation« er vejen til den fulde genoprettelse af pagten med Guds visdom, som er Kristus selv. Hele kirken vil også blive beriget af de kulturer, som skønt fattige på teknologi er rige på menneskelig visdom og gennemtrængt af høje moralske værdier.

For at målet for denne vej kan stå klart, og for at vejen dertil altså kan angives med sikkerhed, gjorde synoden ret i at begynde med at betragte Guds oprindelige plan for ægteskab og familie. Den ville eñer Jesu anvisning gå »tilbage til begyndelsen«19

Anden del

Guds plan for ægteskab og familie

11. Mennesket, billedet af Gud, som er kærlighed
12. Ægteskab og fællesskab mellem Gud og mennesker
13. Jesus Kristus, kirkens brudgom, og ægteskabets sakramente
14. Børnene, ægteskabets kostbareste gave
15. Familien, et fællesskab af personer
16. Ægteskab og jomfruelighed eller cølibat

Tredje del

Den kristne families opgaver

17. Familie, bliv, hvad du er!

I Guds, Skaberens og Forløserens plan finder familien ikke blot sin »identitet«, det, som den »er«, men også sin »sendelse«, det, som den kan og skal »gøre«. De opgaver, som Gud kalder familien til at udføre i historien, følger af, hvad familien er, og repræsenterer dens dynamiske og eksistentielle udvikling. Enhver familie opdager i sig selv den appel, der ikke lader sig overhøre, og som samtidig angiver både dens værdighed og dens ansvar: Familie, bliv, hvad du »er«!

Derfor er det nødvendigt for familien at vende tilbage til Guds skabende handling, hvis den helt skal kende og virkeliggøre den dybe sandhed ikke blot om, hvad den er, men også om, hvad den skal gøre i historien. Og da familien efter Guds plan er grundlagt som »det intime livsfællesskab i kærlighed«,20 er det dens opgave bestandig mere og mere at blive til hvad den er, altså et intimt livsfællesskab i kærlighed. Dette sker i en spændingsfyldt tilstand, der som enhver skabt og forløst virkelighed først finder sin opfyldelse i Guds rige. Betragter vi familien i dette perspektiv, for at nå til selve grundlaget for denne virkelighed, må man sige, at familiens inderste væsen og dens opgaver i sidste instans bestemmes ud fra kærligheden. Derfor er det familiens opgave at vogte, åbenbare og videregive kærligheden som en levende genspejling af og virkelig deltagelse i Guds kærlighed til menneskene og Kristi, Vor Herres, kærlighed til kirken, hans brud.

Familiens særlige opgaver er altså udtryk for og konkret virkeliggørelse af denne grundlæggende sendelse. Man må derfor gå dybere ind på den enestående rigdom i familiens sendelse og undersøge dens mangfoldige og dog indbyrdes sammenhørende indhold.

Ved at tage kærligheden som udgangspunkt og bestandig henvise til den fremhævede den sidste synode fire opgaver, der er fælles for alle familier:
1. dannelsen af et fællesskab af personer,
2. tjenesten over for livet,
3. deltagelsen i samfundets udvikling,
4. deltagelsen i Kirkens liv og sendelse.

I. Dannelsen af et fællesskab af personer

18. Kærligheden, fællesskabets grundlag og kraft

Familien, der bygger på og levendegøres af kærligheden, er et fællesskab af personer: af mand og kone, af forældre og børn af slægtninge. Dens første opgave er trofast at leve den virkelighed, som dens enhed er, i bestandig iver for at danne et ægte fællesskab af personer.

Det er kærligheden, der er denne opgaves dybeste grundlag, dens vedvarende kraft og dens sidste mål: uden kærligheden er familien ikke et fællesskab af personer, og familien kan heller ikke leve, vokse og blive fuldkommen som et fællesskab af personer uden kærlighed. Hvad jeg skrev i min rundskrivelse Redemptor Hominis - Menneskets Forløser, - passer først og fremmest og i særlig grad på familien: »Mennesker kan ikke leve uden kærlighed. De er væsner, der er ubegribelige for dem selv, deres liv er meningsløst, hvis kærligheden ikke åbenbares for dem, hvis de ikke møder kærlighed, hvis de ikke oplever den og tager imod den, hvis de ikke får levende del i den.«21

Kærligheden mellem mand og kone og i afledet og udvidet form kærligheden mellem alle en familiens medlemmer - mellem forældre og børn søskende, slægtninge og husfæller - besjæler og bærer en indre og vedvarende dynamik, der fører familien til en stadig dybere og mere intensiv enhed, der er grundlaget for og sjælen i ægteskabets og familiens fællesskab.

19. Ægteskabets ubrydelige enhed

Det første fællesskab er det, der dannes og udvikles mellem ægtefællerne. I kraft af den ægteskabelige kærlighedspagt mellem mand og kone er de »ikke længere to, men ét kød«.22 og er kaldede til stadig at vokse i denne enhed ved daglig troskab mod deres ægteskabsløfte om gensidig given sig helt til hinanden.

Den ægteskabelige enhed har sine rødder i mands og kvindes naturlige suppleren hinanden, og næres af ægtefællernes personlige vilje til at dele hele deres fremtidige liv: hvad de har, og hvad de er. Derfor er et sådant fællesskab frugt af og tegn på et dybt menneskeligt behov. Men i Kristus, Herren, siger Gud ja til dette menneskelige behov, bekræfter det, renser det, ophøjer det og fører det gennem ægteskabets sakramente til fuldkommenhed. Helligånden, der skænkes ved den sakramentale ægtevielse, skænker kristne ægtepar et nyt fællesskab, et kærlighedens fællesskab, der er det levende og virkelige billede af den enestående enhed, der gør kirken til Kristi mystiske, udelelige legeme.

Helligåndens gave er et livets bud for de kristne ægtefæller og samtidig en impuls til, at de dagligt går fremad mod en rigere og rigere forening med hinanden på alle planer - en legememes, karakterernes, hjerternes, tankernes, ønskernes og sjælenes forening"23 - og således både for kirken og for verden åbenbarer det nye kærlighedens fællesskab, der skænkes ved Kristi nåde.

Et sådant fællesskab er i radikal modsætning til polygamiet, der direkte fornægter Guds plan, sådan som han åbenbarede den i begyndelsen, for polygami er i modsætning til den lige personale værdighed hos manden og kvinden, som i ægteskabet giver sig til hinanden med en kærlighed, der er total og derfor enestående og eksklusiv. Det andet Vatikankoncil siger herom: »Ved den fulde og hele gensidige kærlighed skal mandens og kvindens ligeværdighed som mennesker erkendes og blive et talende udtryk for ægteskabets enhed, sådan som Gud har stadfæstet den.«24

20. Et uopløseligt fællesskab

Det ægteskabelige fællesskab karakteriseres ikke blot ved at være en enhed, men også ved at være uopløseligt: »Sammen med hensynet til børnene stiller denne intime forening, hvorved to mennesker giver sig til hinanden, krav om ægtefællernes fulde troskab og foreskriver, at deres enhed skal være uopløselig.«25 Det er en fundamental pligt for kirken med fasthed - ligesom synodefædrene gjorde det - at bekræfte læren om ægteskabets uopløselighed. Over for alle dem, der i vore dage synes, at det er vanskeligt eller ligefrem umuligt at binde sig til et menneske for hele livet, og for dem, der er indfanget i en kultur, der afviser, at ægteskabet er uopløseligt og gør nar ad ægtefællers forpligtelse til at leve i troskab, er det nødvendigt på ny at bekræfte det glade budskab om, at den ægteskabelige kærlighed, der har sit grundlag og sin styrke i Kristus, er definitiv.26

At ægteskabet er uopløseligt, har sin rod i ægtefællemes personale, totale given sig selv, og desuden kræver hensynet til børnene det, men i sidste instans er det sandt som følge af den plan, Gud har forkyndt i sin åbenbaring: Han vil og skænker ægteskabet uopløselighed som frugt, tegn og krav på grund af den absolut trofaste kærlighed, som Gud nærer til mennesket og Jesus Kristus til sin kirke.

Kristus fornyer den plan, som Skaberen fra først af indskrev i mandens og kvindens hjerter, og skænker i ægtevielsens sakramente et »nyt hjerte«. Derfor kan ægtefællerne ikke blot overvinde deres »hårdhjertethed«27, men er også - og først og fremmest - i stand til at tage del i Kristi fulde og endegyldige kærlighed, i den nye og evige pagt, som Kristus legemliggør. Ligesom Herren Jesus Kristus er »det troværdige og sanddru vidne«28 og Guds forjættelsers »Ja«,29 altså den højeste virkeliggørelse af den ubetingede troskab, hvormed Gud elsker sit folk, således er også kristne ægtefæller kaldede til virkeligt at have del i den uigenkaldelige uopløselighed, der binder Kristus til sin brud, til kirken, som han elsker til det sidste.30

For de kristne ægtefæller er sakramentets gave på én og samme tid kald til og påbud om altid at forblive tro mod hinanden trods alle prøvelser og vanskeligheder og således vise storsindet lydighed mod Herrens hellige vilje: »Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille«.31

I vore dage er det en af de vigtigste og mest nødvendige pligter for kristne ægtepar at være vidnesbyrd om værdien af ægteskabets uopløselighed og ægteskabelig troskab. Derfor roser og opmuntrer jeg sammen med alle mine brødre, der deltog i bispesynoden, disse talløse ægtepar, der selv under betydelige vanskeligheder bevarer og udvikler uopløselighedens gode. Således udfører de beskedent og modigt den opgave, de fik betroet med at være et »tegn« i verden - et lille og værdifuldt tegn, der undertiden udsættes for fristelser og alligevel bestandig fornyes - et tegn på den usvigelige troskab, hvormed Gud i Jesus Kristus elsker alle mennesker og ethvert menneske. Man må også anerkende vidnesbyrdet fra de ægtefæller, der, selv om de er blevet forladt af deres partner - i kraft af troen og det kristne håb - ikke har indgået en ny forbindelse. Også disse ægtefæller aflægger et vidnesbyrd om den troskab, som verden i dag har så stort behov for. Derfor bør kirkens hyrder og de troende opmuntre og hjælpe dem.

21. Familiens større fællesskab

Fællesskabet mellem mand og hustru udgør det fundament, hvorpå familiens større fællesskab opbygges af forældre og børn, søskende, slægtninge og øvrige husfæller.

Dette fællesskab har sin rod i de naturlige blodets bånd og udvikles til sin særlige menneskelige fuldkommenhed ved at åndens endnu dybere og rigere bånd opstår og modnes. Kærligheden, der besjæler de enkelte familiemedlemmers indbyrdes menneskelige relationer, udgør den indre kraft, der skaber og giver liv til familiens enhed og fællesskab.

Den kristne familie er desuden kaldet til at erfare en ny og særlig form for enhed, der bekræfter den naturlige og menneskelige enhed og gør den fuldkommen. Ved sin natur og sin indre dynamik er Jesu Kristi nåde - han, som er »den førstefødte blandt mange brødre«32 en »broderlighedens nåde«, som Thomas af Aquin kalder den.33 Helligånden, der skænkes i sakramentet, er den levende rod til og den uudtømmelige næring for det overnaturlige fællesskab, der samler de troende og knytter dem til Kristus og til hinanden indbyrdes i Guds kirkes enhed. Den kristne familie er en speciel åbenbaring og virkeliggørelse af dette kirkelige fællesskab; derfor kan og bør den også kaldes for »huskirke«.34

Alle medlemmer af familien har svarende til de gaver, de hver for sig har fået, ansvar for dag for dag at være med til at opbygge et personalt fællesskab og derved gøre familien til en »skole for udvikling af en rigere menneskelighed«.35 Dette sker, hvor der er omsorg for og kærlighed til de små, de syge og de gamle, hvor man daglig tjener hinanden ved at dele goderne, glæderne og sorgerne.

Et grundlæggende element i opbygningen af et sådant fællesskab er den opdragende vekselvirkning mellem forældre og børn hvor begge parter giver og modtager.36 Ved at elske, respektere og adlyde deres forældre giver børnene deres særlige og uerstattelige bidrag til opbygning af en ægte menneskelig og kristen familie.37 Dette gøres lettere for dem, hvis forældrene udøver deres uopgivelige autoritet som en virkelig og ægte »tjeneste«, som sigter på børnenes menneskelige og kristne vel, især på at de når til en virkelig ansvarsbevidst frihed, og hvis forældrene desuden til stadighed er sig bevidste, hvilken »gave«, de bestandig modtager fra deres børn.

Familiens fællesskab kan kun bevares og blive fuldkomment ved en stor offervillighed. Det kræver faktisk af alle i familien en uselvisk villighed til forståelse, overbærenhed, tilgivelse og forsoning. Der er ingen familie, der ikke kender til, hvordan egoisme, uenighed, spændinger og konflikter kan angribe og undertiden dødeligt såre deres eget fællesskab.

Det er årsagen til de mange og forskellige former for splittelser i familielivet. Men samtidig er hver eneste familie altid kaldet af fredens Gud til den glade og fornyende erfaring af »forsoning«, af det genoprettede fællesskab, den genvundne enhed. Især skænker modtagelsen af bodens sakramente og deltagelsen i det ene Kristi legemes måltid den kristne familie nåde til og ansvar for at overvinde alle splittelser og bevæge sig fremad mod den fulde enhed, der er villet af Gud, og således svare på Herrens inderlige ønske: »At de alle må være ét«.38

22. Kvindens rettigheder og pligter

Da familien er en enhed og et fællesskab af personer og stadig skal blive det mere og mere, finder den i kærligheden kilden og den stadige impuls til at acceptere, respektere og understøtte enhver af dens medlemmer i hans eller hendes store værdighed som person, som Guds levende billede. Som synodefædrene med rette betonede, består det moralske kriterium for ægtheden af det ægteskabelige og familiære forhold i, at deri familien sker en fremhjælpning af værdigheden og kaldet hos den enkelte person, der finder sig selv fuldt og helt ved uselvisk at give sig til andre.39

I dette perspektiv skænkede synodefædrene kvinden og hendes rettigheder og pligter i familien og i samfundet særlig opmærksomhed. I samme perspektiv skal også manden betragtes som ægtemand og far og på samme måde børnene og de ældre.

Først og fremmest er det vigtigt at betone, at kvinden har samme værdighed og samme ansvar som manden. Denne ligestilling gør sig især gældende i den gensidige given sig til hinanden og i den fælles given sig til børnene, som det sømmer sig i et ægteskab og en familie. Hvad den menneskelige fornuft instinktivt fornemmer og anerkender, åbenbares fuldt ud i Guds ord: frelseshistorien er faktisk et fortsat og strålende vidnesbyrd om kvindens værdighed.

Idet Gud skabte mennesket »som mand og kvinde«,40 skænkede han dem den samme personale værdighed og gav dem de umistelige rettigheder og ansvar, som tilkommer den menneskelige person. Desuden åbenbarede Gud så stærkt, som det overhovedet var muligt, kvindens værdighed, idet han selv antog kød af jomfru Maria, som kirken ærer som Guds Mor, kalder for den nye Eva og har gjort til forbillede på den forløste kvinde. Jesu højagtelse for de kvinder, som han kaldte til at følge sig og til at være hans venner, den kendsgerning, at han påskemorgen viste sig for en kvinde, inden han viste sig for de øvrige disciple, den opgave, han gav kvinderne, at bringe apostlene det glade budskab om opstandelsen - alt dette vidner om, hvor højt Herren Jesus sætter kvinden. Apostlen Paulus skriver: »Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen... Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, thi alle er I én i Kristus Jesus.«41

23. Kvinde og samfund

Uden nu at ville behandle alle de forskellige aspekter af de udbredte og komplekse forhold mellem kvinder og samfund, og idet jeg må indskrænke mig til nogle vigtige punkter, vil jeg dog pege på, at inden for familiens særlige område har en vidt udbredt samfundsmæssig og kulturel tradition kun tildelt kvinden en hustrus og mors opgaver uden på passende vis at give hende adgang til de offentlige opgaver, der i almindelighed er forbeholdt manden.

Der kan ikke være tvivl om, at mands og kvindes lige værdighed helt og fuldt berettiger kvindens adgang til offentlige hverv. På den anden side kræver en virkelig fremgang for kvinden også, at man klart anerkender værdien af hendes arbejde som mor og i familien i sammenligning med alle offentlige opgaver og alle andre erhverv. Desuden bør sådanne opgaver og erhverv bringes i indbyrdes harmoni, hvis den samfundsmæssige og kulturelle udvikling skal være helt og fuldt menneskelig.

Dette vil lettere kunne lade sig gøre, når, som synoden håbede det, en ny »arbejdets teologi« vil belyse og uddybe arbejdets betydning i det kristne liv og fremstille den fundamentale forbindelse mellem arbejde og familie og den særlige og uerstattelige betydning af arbejdet i hjemmet og opdragelsen af bømene.42 Derfor kan og skal kirken hjælpe det moderne samfund ved utrætteligt at kræve, at kvindens arbejde i hjemmet anerkendes og værdsættes, som den uerstattelige værdi, det er. Det er særlig vigtigt, at der tages hensyn hertil i opdragelsen, for den mulige diskriminering mellem forskellige arbejder og erhverv udryddes helt ned til roden. Kirken må med den skyldige agtelse for mands og kvindes forskellige kald, så vidt det er muligt, også i sit eget liv fremme mands og kvindes rettigheder. Således vil Guds billede i mand og kvinde komme til at lyse med større glans.

Når man indrømmer kvinder samme ret som mænd til at udføre forskellige offentlige hverv, må samfundets struktur dog være således, at en hustru og mor ikke i praksis tvinges til at arbejde uden for hjemmet, og at familien også kan leve og trives på rimelig vis, selv om hun ønsker at bruge al sin tid på sin egen familie.

Man må desuden overvinde den indstilling, at en kvinde nyder større anseelse for sit arbejde uden for hjemmet end for sit arbejde i familien. Men dette kræver, at manden virkeligt elsker og respekterer sin kone og fuldstændigt anerkender hendes personlige værdighed, og at samfundet skaber betingelser, der tilgodeser arbejdet i hjemmet.

Men det er klart, at alt dette ikke betyder, at kvinden skal give afkald på sin kvindelighed eller efterligne mandens rolle. Det betyder derimod en fuld og virkelig kvindelig menneskelighed, som den kommer til udtryk i kvindens aktiviteter inden for eller uden for familien. Man må i den forbindelse huske at tage hensyn til, at der er forskellige skikke på dette område inden for de forskellige kulturer.

24. Krænkelse af kvindens værdighed

Desværre modsiges det kristne budskab om kvindens værdighed af den næsten uudryddelige indstilling, der betragter mennesket ikke som en person, men som en ting, som et objekt, der kan købes og sælges for at tjene egoistiske interesser og nydelsessyge: og det første offer for en sådan mentalitet er kvinden.

Denne mentalitet frembringer så bitre frugter som foragt for mand og kvinde, slaveri, undertrykkelse af de svage, pornografi, prostitution - især i den organiserede form - og alle de former for diskrimination, der eksisterer på uddannelsens, beskæftigelsen og arbejdslønnens område.

Der er desuden selv i vore dage i store dele af vort samfund mange andre former for nedværdigende diskrimination, der rammer og alvorligt krænker enkelte grupper af kvinder, for eksempel barnløse hustruer, enker, separerede eller fraskilte og ugifte mødre.

Disse og andre former for diskrimination beklagede synodefædrene i høj grad. Jeg beder derfor alle udvikle en stærk og målrettet pastoral indsats i denne retning for at få bugt med dem alle, så Guds billede, som alle mennesker uden undtagelse genspejler, må blive fuldt respekteret.

25. Manden som ægtemand og far

Manden er kaldet til inden for ægteskabets og familiens fællesskab at leve sin gave og sin opgave som ægtemand og far.

I sin hustru ser han opfyldelsen af Guds hensigt: »Det er ikke godt, for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham«,43 og ligesom Adam siger han: »Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød«.44

Virkelig ægteskabelig kærlighed forudsætter og kræver, at manden har en dyb respekt for sin hustrus ligeværdighed: »Du er ikke hendes herre«, skriver den hellige Ambrosius, »men hendes mand; hun blev ikke givet dig som slavinde, men som hustru... Gengæld hendes omhu for dig og vær hende taknemlig for hendes kærlighed.«45 Den kærlighed en mand nærer til sin hustru skal være »en fuldt personlig kærlighed«.46 Som kristen er han desuden kaldet til at udvikle en ny form for kærlighed og vise sin hustru en overnaturlig kærlighed, der er både blid og stærk, som den Kristus elsker kirken med.47

Mandens kærlighed til sin kone, som mor til hans børn, og kærligheden til børnene er for ham den naturlige vej til at forstå sin faderværdighed og opfylde den. Især der, hvor sociale og kulturelle forhold let forleder manden til at forsømme sin familie eller til i hvert fald at deltage mindre i opdragelsen af børnen, må man gøre en indsats for, at der i samfundet vækkes en overbevisning om, at faderens plads og opgave i familien er af enestående og uerstattelig betydning.48 Erfaringen viser, at når faderen er fraværende fra hjemmet, fører det til psykologiske og moralske og mærkbare vanskeligheder i de familiære forhold. Det samme sker i det modsatte tilfælde, hvor det drejer sig om en tyrannisk fars tilstedeværelse, især der, hvor fænomenet »machismo« endnu består, hvor mandens forrettigheder gennemtrumfes på en sådan måde, så kvinden ydmyges, og udviklingen af sunde familieforhold bliver umuliggjort.

Fordi manden gør Guds faderværdighed49 synlig på jorden og efterligner den, er han kaldet til at sikre en harmonisk udvikling af alle familiens medlemmer. Denne opgave vil han leve op til ved at føle et stort ansvar for det liv, der er undfanget under moderens hjerte, og ved sammen med hende at tage bevidst del i opdragelsen af børnene,50 ved et arbejde, der ikke adsplitter familien, men fremmer sammenholdet og ved det vidnesbyrd han giver ved sit liv som myndig kristen, hvad der på den mest virksomme måde fører børnene til en levende erfaring af Kristus og kirken.

26. Børnenes rettighed

I familien, der er et fællesskab af personer, må der skænkes børnene særlig opmærksomhed med en dyb fornemmelse for deres personale værdighed og i stor respekt og uselvisk indsats for deres rettigheder. Dette gælder for ethvert barn, men er særlig vigtigt jo mindre og jo mere hjælpeløst barnet er, hvis det er sygt, lidende eller handicappet.

Ved at kirken søger at vække og praktisere en øm og energisk omsorg for ethvert barn der kommer til verden, udfører den en fundamental opgave: den er jo kaldet til i historien at forkynde og på ny minde om Kristi bud, da han satte barnet i centrum i Guds rige: »Lad de små børn komme til mig ... thi Guds rige hører sådanne til.«51

Jeg gentager her, hvad jeg 2. oktober 1979 sagde til FN`s generalforsamling: »Jeg ønsker at give udtryk for den glæde, som børnene er for os alle: livets forår, den fremtidige historie for ethvert fædreland, der er repræsenteret her. Intet land i verden, intet politisk system kan tænke på sin egen fremtid uden at betragte disse nye generationer. Gennem deres forældre modtager de som arv alle de mangfoldige værdier, forpligtelser og håb, der findes i den nation, de tilhører, og samtidig arven fra hele menneskeslægten. Det er omsorgen for barnet endnu inden fødslen, fra undfangelsens første øjeblik og siden gennem barndommen og ungdommen, der er den første og grundlæggende prøve på menneskers indbyrdes forhold. Hvad bedre kan man ønske en nation og hele menneskeheden og alle børn i verden end en bedre fremtid, hvor respekten for menneskerettighederne helt og fuldt bliver til virkelighed i det tredje årtusinde, der er ved at nænne sig?«52

Accept, kærlighed, respekt, mangfoldig og fælles - materiel, følelsesmæssig, opdragelsesmæssig og åndelig - omsorg for ethvert barn, der fødes ind i denne verden, må altid være et tydeligt og væsentligt kendetegn for alle kristne og især for den kristne familie. Således kan børnene vokse op og gå frem »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«,53 blive aktive medlemmer af familien og på den måde bidrage til forældrenes helliggørelse.54

27. De ældre i familien

Der findes kulturer, hvor man viser en særlig respekt for og stor kærlighed til de ældre. Langt fra at blive udstødt af familien eller tålt som en unyttig byrde, fortsætter de med at være med i familiens liv, som de aktivt og ansvarsbevidst deltager i. De bør dog også respektere den nye families selvstændighed. Frem for alt udfører de den vigtige opgave at være vidner om fortiden og en kilde til visdom for de unge og deres fremtid.

Andre kulturer har derimod som følge af en uharmonisk industriel og bymæssig udvikling på uacceptabel vis skubbet de ældre til side og fortsætter dermed. Dette giver anledning til stor lidelse for de ældre, og gør mange familier åndeligt fattigere.

Kirkens pastorale indsats bør derfor gå ud på at stimulere alle til at genopdage og drage nytte af de ældres funktioner både i de borgerlige og de kirkelige sammenhænge og især i familien. Faktisk »hjælper« de ældres liv os til at få belyst en række kristne værdier. Det viser os generationernes kontinuitet og er et vidunderligt vidnesbyrd om Guds folks indbyrdes afhængighed. De ældre har tit den karisme at kunne bygge bro over generationskløfter, inden de opstår. Hvor mange børn har ikke fundet forståelse og kærlighed i de ældres øjne, ord og kærtegn? Og hvor mange ældre har ikke af ganske hjerte underskrevet Bibelens inspirerede ord: »De gamles krone er børnebørn« (Ordspr. l7,6)!«55

II. Tjenesten over for livet

1) Videregivelse af livet

28. Guds medarbejdere i hans skabende kærlighed
29. Kirkens vedvarende gamle og dog altid nye lære og norm
30. Kirken er på livets side
31. At Guds plan må virkeliggøres mere og mere
32. Et helhedssyn på mennesket og hans eller hendes kald
33. Kirken som lærer og mor for ægtepar i vanskeligheder
34. Ægtefællernes moralske fremskridt
35. Vække overbevisning og tilbyde konkret hjælp

2) Opdragelsen

36. Forældrenes ret og pligt til at opdrage deres børn
37. Opdragelse til grundværdierne i det menneskelige liv
38. Opdragelsesopgaven og ægteskabets sakramente
39. Den første erfaring af kirke
40. Relationer til andre opdragelsesinstanser
41. En mangfoldig tjeneste over for livet

III. Familiens deltagelse i samfundets udvikling

42. Familien som samfundets primære, livsvigtige celle
43. Familien som erfaring af fællesskab og sammenhold
44. Den sociale og politiske rolle
45. Samfundets tjeneste over for familien
46. Familierettighedernes frihedsbrev
47. Den kristne families nåde og ansvar
48. For en ny international orden

IV. Familiens deltagelse i kirkens liv og sendelse

42. Familien inden for kirkens mysterium
43. En særlig og specielt kirkelig opgave

1) Den kristne familie som et troende og forkyndende fællesskab

51. Tro som opdagelse af og beundrende bevidsthed om Guds plan for familien
52. Den kristne families opgave med at forkynde evangeliet
53. En kirkelig tjeneste
54. Forkynde evangeliet til al skabningen

2) Den kristne familie, et fællesskab i dialog med Gud

55. Kirkens hjemme-helligdom
56. Ægteskab: sakramente til gensidig helliggørelse og en gudstjeneste
57. Ægteskab og eukaristi
58. Omvendelsens og forsoningens sakramente
59. Bønnen i familien
60. Opdragelse til bøn
61. Liturgisk og privat bøn
62. Bøn og liv

3) Den kristne familie som et fællesskab i tjeneste over for mennesket

63. Det nye kærlighedsbud
64. Opdage Guds billede i enhver bror og søster

Fjerde del

Sjælesorg for familien: stadier, strukturer, aktivt engagerede, særlige situationer

I. Stadier i sjælesorgen for familien

65. Kirken følger familien på dens vej
66. Forberedelse til ægteskab
67. Ægtevielsen
68. Ægtevielse og forkyndelse for ikke-troende døbte
69. Sjælesorg for dem, der er gift

II. Strukturen for sjælesorg i familien

70. Det kirkelige fællesskab, især sognet
71. Familien
72. Foreninger af familier for familier

III. De medvirkende for sjælesorg i familien

73. Biskopper og præster
74. Mandlige og kvindelige ordensfolk
75. Eksperter blandt lægfolket
76. Massemediernes producenter og modtagere

IV. Sjælesorg i familien i vanskelige situationer

77. Særlige omstændigheder
78. Blandede ægteskaber
79. Den pastorale indsats over for irregulære situationer
80. a) Prøveægteskab
81. b) Frie forbindelser
82. c) Katolikker, der kun er borgerlígt gift
83. d) Separerede og raskilt, der ikke har giftet sig igen
84. e) Fraskilte, der har giftet sig igen
85. Mennesker uden nogen familie
86. Afslutning

Kilde

Apostolisk Skrivelse fra Pave Johannes Paul II:

Fællesskabet i familien - "Familiaris Consortio"
- om den kristne families opgaver i verden af i dag

Ansgarstiftelsens Forlag 1983

 

Oversigt noter

  1. Sml. II. Vat. Koncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag. Gaudium et Spes, 52.
  2. Sml. Johannes Paul II. prædiken ved åbningen af den VI bispesynode(26.9.1980). 2: AAS 72 (1980) 1008.
  3. 1.Mos. 1-2.
  4. Ef 5.
  5. Sml. II. Vat. Koncil. smst., 47; Johannes Paul II., brev Appropinquat iam af 15.8.1980. 1: AAS72 (1980) 79f.
  6. Sml. Matt. 19,4.
  7. 007 - Sml. II. Vat. Koncil. smst., 47.
  8. Sml. Johannes Paul 11.. tale til bispesynodens generalsekretariats råd (23.02.1980): Insegnamenti di Giovanni Paola II. III. (1980)472-476.
  9. Sml. II. Vat. Koncil. smst. 4.
  10. Sml. II. Vat. Koncils dogmatiske konstitulion om Kirken Lumen Gentium. 12.
  11. Sml. 1,Joh,2,20.
  12. II. Vat. Koncil, smst, 35.
  13. Sml. II. Vat. Koncil. smst., 12: Kongregationen for Troslære, erklæringen Mysterium Ecclesiae, 2: AAS65 (1973) 398-400.
  14. Sml. II. Vat. Koncil. smst., 12; Den dogmaliske konstitution om Guds åbenbaring Dei Verbum 10.
  15. Sml. Johannes Paul II., prædiken ved åbningen af den VI. bispesynode (26.9.1980). 3: AAS72 (1980) 1008.
  16. Sml. Augustin, De Civitate Dei, XIV, 28: CSEL 40, II, 56f.
  17. Den pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag Gaudium et spes. 15.
  18. Sml. Ef. 3,8; II. Vat. Koncil. smst. 44; dekretet om Kirkens missionsvirksomhed Ad Gentes, 15;22.
  19. Sml. Matt. 19,4ff.
  20. II. Vat. Koncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag Gaudium et spes. 48.
  21. Rundskrivelsen, Redemptor Hominis, nr. 10: AAS 71 (1979)274.
  22. Matt. l9,6;sml. 1.Mos.2,24.
  23. Sml. Johannes Paul ll., tale til brudepar (Kinshasa, 3.5.1980), 4: AAS 72 (1980) 426f.
  24. II. Vat. Koncil, smst., 49; sml. Johannes Paul II., smst.
  25. II. Vat. Koncil, smst., 48.
  26. Sml.Ef 5,25.
  27. Matt. 19,8.
  28. Joh. Åb. 3,14.
  29. Sml. 2. Kor. 1,20.
  30. Sml.Joh. 13,1.
  31. Mat. 19,6.
  32. Rom. 8,29.
  33. Thomas af Aquin, Summa Theologiae, IIa,IIae, 14, 2, ad 4.
  34. II. Vat. Koncils dogmatiske konstitution om Kirken Lumen Gentium 11;sml.dekret om lægfolkets apostolat Apostolicam actuositatem 11.
    059 - II. Vat. Koncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag Gaudium er spes, 52.
  35. II. Vat. Koncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag Gaudium er spes, 52.
  36. Sml.Ef6,1-4;Kol. 3,20f.
  37. Sml.II. Vat. Koncil. smsl., 48.
  38. Joh. 17,21.
  39. Sml. II.Vat. Koncil smst., 24.
  40. 1. Mos. 1,27.
  41. Gal. 3,26.28.
  42. Sml. Johannes Paul II., rundskrivelse Laborem exercens, 19: AAS 73 (1981) 625.
  43. 1. Mos. 2,18.
  44. 1. Mos. 2.23.
  45. Ambrosius, Exameron, V. 7, 19: CSEL 32.I, 154.
  46. Paul VI., rundskrivelse Humanae vitae, 9: AAS 60 (1968) 486.
  47. Sml. Ef 5.25.
  48. Sml. Johannes Paul II., prædiken til de troende i Terni (19.3.l981), 3-5: AAS 73 (1981)268-271.
  49. Sml. Ef 3.15.
  50. Sml. II. Vat. Koncils pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag Gaudíum et spes, 52.
  51. Luk. 18,18;sml.Matt. 19,14; Mark. 10,14.
  52. Johannes Paul II., tale til FN`s generalforsamling (2.10.1979), 21: AAS 71 (1979) 1159.
  53. Sml. Luk. 2,52.
  54. Sml. II. Vat. Koncil smst., 48.
  55. Johannes Paul II., tale til deltagerne i »International Forum on Active Aging« (5,9.1080), 5: Insegnamenti di Giovanni Paolo II. III, 2 (1980) 539.
%d bloggers like this: