2006 var et "godt år" for Den katolske Kirke i Danmark, for blot en måned efter Birgitta-ordenens klosterindvielse i Maribo, fik Danmark sit andet katolske kloster i nyere tid.
Klosteret hedder Sankt Josefs Karmel og er ligesom Birgittaordenens kloster et kontemplativt kloster for kvinder. Forskel er der dog. For mens Birgittasøstrene lever i såkaldt semiklausur med en vis kontakt med omverdenen, er søstrene i Karmel underkastet pavelig klausur, som i praksis betyder, at kvinderne ikke kommer uden for klosterets mure resten af deres liv undtagen i nødstilfælde. De giver hele deres liv til Gud.
Syv år tog det. Syv år hvor Karmel-søstrene levede i byggerod under restaurationen af den nedlagte landbrugsejendom som Karmelordenen overtog i 1999.
Der findes nogen som svarer
Den svenske biskop Arborelius, karmelit og nu også kardinal, sagde bla. i sin prædiken: Hvad er det, der gør denne dag speciel (indvielsen fandt sted på Teresa af Jesus festdag, den 15. oktober) Hvad er det, som er specielt ved Teresa af Jesus denne karmelitdatter? Hvad er det, der gør at vi fejrer hende i dag og også dette kloster?
Det er, at hun indskærper et aspekt af evangeliet, som vi alle behøver. Jeg vil kalde det et personligt venskab med Jesus Kristus. At Jesus er så interesseret i hvert enkelt af os, at Jesus lever i en personlig og unik venskabsrelation med hver enkelt af os. Han venter på vores svar. Venskab og kærlighed må være kendetegnet ved gensidighed, Jesus henvender sig til os gennem mange tegn: besvar min kærlighed - giv mig din kærlighed. Et karmelitkloster som dette skal være et tegn på, at der findes nogen, som svarer.
KATOLSK LIV bringer endnu en video som nytårsgave til vore mange læsere, seere og lyttere: Den store begivenhed i 2006 hvor klosteret blev indviet og oprettet med pavelig klausur.
Medvirkende
Der er mange medvirkende i denne video: Karmelsøstrene, biskop Czeslaw Kozon, biskop fra Sverige og kardinal Anders Arborelius. o.c.d., Wilfrid Stinissen, o.c.d., biskop Hans Martensen, pastor Timmernman o.m.a.